Guds pagt
Luk 2,21
Ved indgangen til året har vi brug for at finde det faste fundament. Vi har et behov for at høre det om det grundlæggende. Vi vil gerne vide, hvad vi kan regne med i 2021. Vi ønsker at blive forsikret om et urokkeligt udgangspunkt for et år, som vi belært af erfaringen går ind i med større usikkerhed og mindre selvsikkerhed end sidste år.
Vores ønsker opfyldes af den gammeltestamentlige læsning. Teksten om Abraham er den centrale tekst i Det Gamle Testamente. Udvælgelsen af Abraham er den fundamentale begivenhed i den gammeltestamentlige historie. Den er grundlaget for alle andre tekster i Det Gamle Testamente, for efter den handler de alle på den ene eller anden måde om pagten. Gud opretter her en pagt med Abraham på grundlag af løftet om folket og landet. Gud vil være Gud for Abraham og hans efterkommere. De skal blive et stort folk. Abraham skal gå til et bestemt land, Kana’ans land. Dér skal folket bo og leve under Guds velsignelse. Hvis nogen enkelt begivenhed – uanset hvordan man forholder sig til begivenhedens historicitet – har haft verdenshistorisk betydning, er det denne. Hvis man tænker alle dens konsekvenser igennem – hvilket i sig selv er umuligt – vil man komme frem til, at hele verden er underlagt dens virkningshistorie. De hårdeste konflikter i historien og de mest betydningsfulde bevægelser i verden kan på en eller anden måde finde deres oprindelse heri. Det gælder ikke mindst kristendommen, selv om det jo er det israelittiske folk, jøderne, som udvælges i Abraham. Det kommer vi tilbage til.
Det er værd at se lidt på selve den selv udformningen af udvælgelsen. Guds tale til Abraham er formuleret i bydeform, imperativ: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig”. Det er ikke et forhandlingsoplæg; det er en ordre: ”Forlad!” ”Drag til!”
Den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant opererer med et begreb, han kalder kategorisk imperativ. Det betyder, at imperativen ikke er begrundet i noget som helst andet, end at det er det rigtige at gøre i den situation. Alle mennesker i den samme situation skal handle på samme måde. Eller formuleret med Kant: ”Handl således, at grundlaget for din beslutning altid tillige kan gælde som princip for en almengyldig lovgivning.” Et sådant imperativ kræver ingen yderligere forklaring eller forudsætning. Det kategoriske imperativ er ikke afhængig af noget, for man handler ikke, fordi man vil opnå noget. Det kategoriske imperativ er ubetinget. Der er intet andet at gøre end at følge buddet, uanset hvor ubekvemt det måtte være, eller hvor omfattende konsekvenserne kunne blive. Over for et kategorisk imperativ skal man ikke føle efter, hvordan man har det; eller ransage hjerte og nyre efter motivation. Man skal blot lyde det.
Guds tiltale til Abraham er formuleret forudsætnings- og betingelsesløst: ”Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.” Der er forudsætninger eller betingelser. Det er ikke: ”Hvis du vil være et stort folk og have min velsignelse, skal du forlade …” Guds henvendelse er kategorisk imperativ: ”Forlad!” ”Drag til!” Abraham reagerer tilsvarende. Over for Gud må han bøje sig og begive sig under hans vilje.
Således er også den pagt, som Gud dermed opretter med Abraham, ensidig. Indholdet er ikke resultat af forhandlinger eller aftaler. Der er ingen betingelserne, som kan gøres til genstand for tovtrækkeri og kompromiser. Gud sætter pagten: Jeg vil være din Gud; du skal være mit folk. Abraham stiller ingen spørgsmål og gør ingen indsigelser. Han forlader sit land og sin slægt og sin fars hus, og drager til landet, som Gud viser ham. Guds pagt får han forudsætningsløst. Han tager den på sig betingelsesløst. Fra da af er han og alle hans efterkommere helt og aldeles bestemt af dette forhold til Gud. Det adskiller dem fra alle andre mennesker; det gør dem til dem, de er.
Dette kan ikke understreges nok. Abraham og hans efterkommer er dem, de er, fordi Gud har udvalgt dem. Blandt alle jordens folk er de udvalgt af Gud til at være hans folk og få hans velsignelse. Hvis man går helt ind i tankegangen, kan man ikke tænke sig en større nåde: At måtte leve sit liv i bevidsthed om, at man står under Guds velsignelse.
Det betyder på den ene side, at man kan stole på virkelighedens velvilje. Det er helt afgørende for livet, at man kan leve i en grundlæggende tryghed og tillid. I virkeligheden kan mange ting gøre en utryg og ofte svigtes tilliden; men der er bogstaveligt talt en verden til forskel, om man lever ud fra en opfattelse af, at tilværelsen vil en det godt; eller om man tager sit udgangspunkt i, at tilværelsen er en imod. Det første åbner livsmuligheder; det sidste lukker dem. Tilsagnet til Abraham om Guds velsignelse betyder, at han grundlæggende skal leve trygt i tillid til tilværelsen. Og tilsagnet var ikke til forhandling. Det var et kategorisk imperativ: Sådan skal du leve!
På den anden side betyder pagten med Gud, at kan stole på virkelighedens værdi. Det er helt afgørende for livet, at det, livet, ikke er ligegyldigt. Mange ting forekommer tilfældige og meningsløse; men det gør en gør en verden til forskel, om man lever som om tilværelsen er værdifuld eller værdiløs. Er ens handlinger, ens liv, ens næste ligegyldige, bliver tilværelsen meningsløs og indholdsløs. Er de derimod vigtige og værdifulde, bliver tilværelsen betydningsfuld og meningsfuld. Tilsagnet til Abraham om Guds udvælgelse betyder, at hans liv er værdifuldt, og at han skal leve sådan. Igen: Det er ikke et forslag; det er et katagorisk imperativ: Sådan skal du leve!
Endelig på den tredje side (!): Guds kaldelse betyder, at man kan leve i en åben virkelighed. Det er afgørende for tilværelsen, at den har en horisont, at den ikke blot får lov at være sig selv. Gud er den horisont, når han henvender sig til Abraham. Så bliver tilværelsen åbnet for noget andet end den selv. Den sættes under et andet perspektiv, så man kan forstå sig selv i relation til noget andet end sig selv. Det er betydningsfuldt for tilværelsen, for så kan ens eget perspektiv principielt aldrig være det eneste. Horisonten sættes i og med Guds henvendelse. Den skal Abraham ikke forholde sig til. Den kan han kun stille sig under.
Disse tre sider betyder imidlertid ikke, at Abraham går en let tilværelse i møde, for slet ikke at tale om hans efterkommere. De skal mildest talt møde udfordringer på vejen og opleve ulykker og katastrofer i umenneskelig mængde, men de må gøre i bevidstheden om, at de er Guds folk, hans udvalgte, som modtager hans velsignelse.
Udvælgelsen og pagten er så vigtig og betydningsfuld for Abraham og hans efterkommere, at den skal indskrives på deres krop. I et senere kapitel får Abraham bud om at omskære sig og lade hele sit hus omskære. Det skal være tegnet, pagtstegnet, på at de er med i Guds udvalgte folk. Det er en nåde for dem at kunne lade sig omskære og omskære sine drengebørn, for derved får de et uudsletteligt tegn på, at de tilhører Gud og lever under hans velsignelse. Større nåde gives ikke.
Men udvælgelse er altid på bekostning af nogen. De andre er ikke udvalgt, når Abraham og hans efterkommere er. Uundgåeligt medfører det modsætningsforhold. Store dele af Det Gamle Testamente handler om disse modsætningsforhold. Når det udvalgte folk skal overtage det land, som Gud vil give dem, bliver det blodig alvor. Til udvælgelsen hører også særlige rettigheder, som israelitterne ikke viger tilbage for at udøve med militærmagt og Guds bifald! Når pagten skal gennemføres i praksis, viser det sig, at den medfører hierarkiske forhold mellem folkeslag. De andre må forlade det forjættede land, for de tilhører ikke det udvalgte folk. De uomskårne står ikke i den relation til Gud, som de omskårne gør. Derfor har de ikke samme rettigheder, ikke til landet og slet ikke til Israels Gud.
Derfor kan man næsten ikke forestille sig, hvor chokerende det har været, da nogle begyndte at forkynde, at Israels Gud havde en søn. Denne søn var naturligvis en del af folket Israel, omskåret på ottende dagen, som det sig hør og bør. Det hører vi om i evangelieteksten fra Lukasevangeliet. Denne søn tilbød relationen til Gud til andre end Israels børn. Det har været så provokerende, at det fremkaldte vold. Stefanus var den første, der fik det at føle. Paulus var i udgangspunktet mere forfærdet end de fleste og forsøgte at udrydde denne nye forvanskning – i hans øjne – af Guds pagt med Israel. Løfterne om velsignelsen var forbeholdt det udvalgte folk, derfor ville han udrydde alle dem, der ville tilbyde den til andre. Det er der en vis logik i, for man kan ikke være særligt udvalgt, hvis alle er udvalgte.
Men noget sker i Paulus’ liv. Han ændrer opfattelse, formentlig på grund af en åbenbaring af Kristus. I hvert fald begynder han at forkynde det, som han før bekæmpede. Galaterbrevet, hvorfra epistelteksten kommer, er én lang redegørelse for, at Guds løfter gælder alle mennesker, også de uomskårne. Kristus er nemlig opfyldelsen af forjættelserne, derfor inddrages alle i Guds velsignelse. Det drejer sig nemlig ikke længere om at tilhøre det rette folk, men den rette tro: Troen på Kristus, for alle i ham er Abrahams efterkommere.
Kristus er indfrielsen af løfterne til Abraham om at blive et stor folk. Derfor tilsiges alle i Kristus Abrahams pagt. Alle står over for Guds udvælgelse og tilsigelse af hans velsignelse. Udvælgelsen sker derfor ikke på bekostning af dem, der ikke er udvalgt. Den sker på bekostning af dem, der ikke tror. For nu er troen den afgørende markør; den, der gør en til jøde i det indre og omskåret på hjertet. Modsætningen er mellem troende og ikke-troende. Sådan må det være. Guds pagt med os i Kristus Jesus tilsiger os, at virkeligheden er os velvillig og værdifuld. Det skal man tro. Så kan man leve under Guds velsignelse, som hans udvalgte. Man kan leve et trygt og værdifuldt liv. Det er som et kategorisk imperativ: Tro det og lev sådan!
Det er udgangspunktet og grundlaget for 2021: Vi er Guds folk, han er vores Gud, vi lever under hans velsignelse.
GODT NYTÅR
DDS 135 – 58 – 56 — 716 – 652 – 712