Nytårsdag: Matt 6,5-13 (Vartov, 1.1.26)
Vi begynder 2026 i bøn. Det er lige så passende i år, som det var sidste år. Som det er hvert år. Vi beder, fordi vi heller ikke i år ved, hvad året vil bringe os. Forhåbentlig vil vi have meget at glæde os over i det kommende år, formentlig vil vi også have meget at græde over. Vi går ind i året med forventning og spænding, med ængstelse og uro. Det lyder banalt som en nytårstale.
Det første vi får i år, er en nytårsgave. Det er Jesu gave til os. Den er givet mange gange før og er alligevel ny hver gang. Den gives ikke kun i dag, men alle dage. Den gives, ”hver gang en ærlig sjæl på jord vil sine hænder folde i Jesu navn,” som Grundtvig just sagde det, for så hvisker han ”til os sit Fadervor, så vore tunger gløde”. Det er gaven, at Jesus selv giver os sin bøn. Ikke som en gave engang i fortiden, som er overleveret til os i skrifterne. Ikke som en gave, der gives hver ny generation i dåben for at lære udenad. Men som den gave, at han altid giver os bønnen, hver gang vi beder den, så det ikke er vores egne ord, vi fremsiger. For i Fadervor er vi ikke være afhængige af vores egne ord; vi skal ikke stole på vores egne formuleringer eller sætte vores lid til vores egne fraser, som hedningerne gør ifølge evangelieteksten. Bønnen er ikke vores. Den kommer til os, for den gives os, så vi i bønnen er de modtagende. Jesus siger det: Den, vi beder til, har ikke brug for bønnen. Vi har brug for bønnen. Derfor er den en gave til os, som vi får, når vi beder.
Søren Kierkegaard udtrykker det i den skønne tale om himlens fugle og markens liljer. I den siger han, at mennesket kun i frygt og bæven kan tale med Gud, der er det helt anderledes end mennesket og højt hævet over mennesket. Gud er alvisdom; mennesket har kun løs snak. Gud er kærlighed; mennesket er en lille tosse, siger han. Gud er det ubegrænsede, som overskrider alle menneskets begrænsninger. Derfor kan mennesket kun i frygt og bæven tale til Gud. Og ikke engang det, siger Søren Kirkegaard, for angsten får mennesket til at forstumme. Den, der er angst, kan intet sige. Den angste har ingen ord. Og så udfolder han det på sin egen ordrige facon:
”Det veed den rette Bedende; og Den, der ikke var den rette Bedende, han lærte maaskee just dette i Bønnen. Der var Noget, der laae ham saa meget paa Sinde, en Sag, som var ham saa vigtig, det var ham saa magtpaaliggende ret at gjøre sig forstaaelig for Gud, han var bange for, at han skulde i Bønnen have glemt Noget, ak, og hvis han havde glemt det, saa var han bange for, at Gud ikke af sig selv skulde huske paa det: derfor vilde han samle sit Sind til at bede ret inderligt. Og hvad skeete ham saa, hvis han ellers bad inderligt? Det Forunderlige skeete ham; efterhaanden som han blev inderligere og inderligere i Bønnen, havde han Mindre og Mindre at sige, og tilsidst blev han ganske taus. Han blev taus, ja hvad der om muligt endnu mere end Taushed er modsat det at tale, han blev en Hørende. Han meente at det at bede er at tale; han lærte at det at bede ikke blot er at tie, men er at høre. Og saaledes er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud.”
Den bedende hører Gud, og så handler bønnen ikke mere om, hvad den bedende har at sige til Gud: ”Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det,” siger Jesus. Bønnen handler om, hvad Gud siger den bedende. Men hvad siger så Gud?
Gud siger det, har hans søn selv lært os. Når vi beder Fadervor, taler vi ikke længere selv, så er vi tavse og tier, og lader Guds egen søn tale gennem os. ”Guds egen kære søn har sagt for os sin bøn,” synger vi om lidt. Og så er det, at vi som bedende hører Gud ved at høre bønnen Fadervor. For i den er det Guds søn selv, der lader os sige Fader vor, så vi ”os trygt forlader på hans og vores fader,” for nu at fortsætte med Aastrups salme.
På den måde er svaret på bønnen allerede til stede i bønnen, når vi selv hører den. For den bøn lader os rette bort fra os selv. I den retter den bedende sig væk fra sig selv, væk fra sine egne bekymringer og drømme, væk fra sin egen mund, der bare løber og løber. Den bedende skal ikke finde svaret i sig selv, i sine egne ord, men modtage det i og med den bøn, som det er blevet givet. Og det er svaret: at give afkald på at have svaret selv, at tie og høre svaret.
For vi beder: Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje. Det er første del af bønnen, at vores navn ikke skal blive helliget, at vores rige ikke skal komme, at vores vilje ikke skal ske, hvis det ikke er i overensstemmelse dit navn, dit rige og din vilje. Det er bønnens første svar til den bedende: At vores bekymringer, længsler og drømme ikke skal være vores alene og ikke kun skal komme fra os, så vi selv bliver det ene fundament for vores liv, men at de må være underlagt Guds navn, Guds rige og Guds vilje. Vi beder heller ikke om, at bekymringerne må forsvinde, at længslerne må indfris eller at drømmene må opfyldes. Vi beder om, at vi må bekymres, længes og drømme i samdrægtighed med Guds fremtid for os. Det er det første, som den bedende hører fra Gud i hans søns bøn.
Det andet er dette: Giv os i dag, forlad os, som også vi forlader, led os ikke, men fri os. Ikke et eneste sted siger vi jeg i den bøn, som Jesus har lært os. Ikke et eneste sted kommer det til at handle om mig, om hvad jeg vil spise, hvad jeg vil forlades og jeg vil forlade, hvad jegledes i, hvad jeg vil fries for. For det jeg, der beder, er ikke et isoleret, afsondret jeg. Når jeg beder, er jeg en del af et vi og er ikke noget uden dette vi. Og det er det andet svar i bønnen, at der ikke bedes om at opfylde personlige ønsker og behov, ikke om at fri fra egne farer og fristelser. For der kan ikke være tale om at se et jeg uden for et os. Jeg kan ikke være mæt og tryg og uden fare, hvis det ikke gælder for os. Så er det ikke længere mig og mine forestillinger om, hvad jeg har brug for, der er det centrum for mit liv, men det er det, der gør godt for os. Mit blik rettes væk fra mig selv mod det fællesskab, som jeg er en del af, og som jeg skal være orienteret mod. Det er det andet, som den bedende hører fra Gud i hans søns bøn.
Og endelig det tredje: Dit er riget, magten og æren i evighed. Det var ikke og det bliver ikke: det er. Det er ikke fortid og det er ikke fremtid. Det er nutid, som overskrider alle tider, for det var, er og bliver i evighed. Og det er det tredje svar i bønnen: at være en del af en tidsoverskridende nutid, som er Guds egen tid. Uanset hvordan vores tid er, uanset hvor lang den har været, uanset hvor langt der er igen, uanset hvilket årstal vi skriver, så er det Guds nutid, vi lever i. Det er det tredje, som den bedende hører fra Gud i hans søns bøn.
Det er den bøn, vi begynder året med, så den bøn bliver svaret på alle vores bønner. I den kan vi gå ind i et nyt år, for i den rettes vi mod den Gud, som vores livs mening kommer fra. Vi rettes mod det fællesskab, som vores liv skal leves i. For vi er i år og alle år under Guds rige, magt og ære i evighed.
DDS 712 – 716 – 293 — 587 – 713 – 121