Nytårsdag

Nytårsdag (2)

v.5 »Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. v.6 Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig.
v.7 Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. v.8 Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder ham om det.
v.9 Derfor skal I bede således:

Vor Fader, du som er i himlene!
Helliget blive dit navn,
v.10 komme dit rige,
ske din vilje som i himlen således også på jorden;
v.11 giv os i dag vort daglige brød,
v.12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,
v.13 og led os ikke ind i fristelse,
men fri os fra det onde.
For dit er Riget og magten og æren i evighed!
Amen.«

Matt 6,5-13 (jf. Luk 11,2-4; Did. 8,2)

Tekstens forhold til de andre evangelier

Den første del af teksten har ingen paralleller i de andre evangelier. Selve fadervor har derimod en nær paralleltekst i Lukasevangeliet (Luk 11,2-4). Forholdet mellem dem er interessant. Lukas’ tekst er kortere og mere enkel. Den begynder blot ”Fader!” Der er følgende forskelle: Bønnen ”ske din vilje …” findes ikke i Lukas’ version. Bønnen ”giv os i dag …” er formuleret ”Giv os hver dag vort daglige brød”. Bønnen ”forlad os vor skyld” hedder ”forlad os vore synder” og tilføjelsen lyder som en begrundelse: ”for vi forlader selv enhver, som er skyldig over for os”. Bønnen ”men fri os fra det onde” findes heller ikke. Afslutningen ”For dit er riget …” er formentlig sekundær i begge evangelier. Den findes i hvert fald ikke i de ældste og bedste håndskrifter.

Forholdet mellem de to versioner af den samme bøn har fået de fleste fortolkere til at antage, at Lukas’ version er ældst. Den skulle komme fra den i dag tabte kilde Q og går – vil mange mene – formentlig tilbage til Jesus selv. Det sidste har jeg ikke så vanskeligt ved at acceptere. Det forekommer sandsynligt, at Jesus og hans disciple har haft en form for bønspraksis. Da Fadervor i sig selv ikke indeholder noget specifikt kristent, er det ikke usandsynligt, at den i en eller anden form har været i brug under Jesu virke. Det er også sandsynligt, at bønnen er overleveret gennem de tidligste kristnes gudstjenestepraksis, hvor den kan være anvendt som et rituelt led. Af samme grund har den måske ændret sig en smule i overleveringshistorien. Om den er blevet nedfældet i skriftet Q og herfra er blevet overtaget af Matthæus og Lukas uafhængigt af hinanden, finder jeg derimod, er et åbent spørgsmål. Er det ikke lige så sandsynligt, at de har kendt hver sin version, og hver især inkorporeret den i de respektive evangelier. Hvis Lukas har kendt Matthæusevangeliet, hvad jeg andre steder har fremlagt som sandsynligt, har han altså valgt sin egen version frem for Matthæus’ mere udarbejdede. Det er ikke utænkeligt.

I skriftet Didakè, der er lidt senere end Det Nye Testamente og indgår i samlingen De Apostolske Fædre, findes en næsten ordret parallel til Matthæusevangeliets version. Didakè omhandler diverse spørgsmål i forbindelse med livet i menighederne og viser således, at det meget tidligt er Matthæus’ version, der fik udbredelse. Ifølge Didakè skal Fadervor bedes tre gange om dagen i lighed med den jødiske bønspraksis.

Tekstens placering i Matthæusevangeliet

Teksten er en del af bjergprædikenen, som finder sted som en del af Jesu offentlige virke i Galilæa. Den første af de fem store taler i Matthæusevangeliet. Bjergprædikenen omhandler praktiske spørgsmål, som var relevante for de tidlige menigheder, særligt etiske, men også religiøse forhold. Herunder altså bøn. Det indgår i et afsnit af bjergprædikenen, hvor andre spørgsmål af samme art tages op, nemlig almisse og faste. Hvad der er karakteristisk for alle tre emner, er, at de Kristustroende skal adskille sig fra både jøder og hedninger ved ikke at gøre disse handlinger til skue, men i det skjulte. Man kan sige, at den ”ydre” religiøsitet, der skaffer anseelse i menneskers øjne, er det negative modbillede til den ”indre” religiøsitet, der alene er et anliggende mellem Gud og vedkommende. Det gælder ikke mindst bøn, hvilket indledningen til Fadervor gør særligt tydeligt.

I bjergprædikenen står Fadervor næsten præcist i midten. Den er den centrale tekst i den vigtige tale. Man kan argumentere for, at resten af talen er udfoldelse af de enkelte bønner. Det forekommer lidt søgt, men der mange af de forskellige anvisninger har klar sammenhæng med Fadervor, fx forbuddet mod at sværge og den første bøn: ”helliget blive dit navn”; saligprisningerne og den anden bøn: ”komme dit rige”; antiteserne (”I har hørt, at der er sagt …, men jeg siger jer”) og den tredje bøn: ”ske din vilje”; om bekymringer og fjerde bøn: ”giv os i dag vort daglige brød”; om at dømme andre og femte bøn: ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere”; ”den snævre port” og ”de falske profeter” og sjette og syvende bøn: ”led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde”.

Umiddelbart efter Fadervor findes en forklaring på bønnen ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” (v.12): ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres himmelske fader heller ikke tilgive jer” (Matt 6,14-15). Det viser, at navnlig denne bøn også dengang har voldt forståelsesproblemer. Men det tyder jo også på, at bønnen har lydt således i den tradition, Matthæus kendte (og ikke som i Lukas’ version). For hvorfor skulle han tilføje noget, som kræver forklaring?

Tekstens detaljer

Teksten falder i tre afsnit. To indledende afsnit om, hvordan man skal bede (v.5-6; v.7-8), og selve den bøn, man skal bede (v.9-12). De to indledninger er negativt rettet mod hhv. jødiske hyklere og hedninger.

v.5: Det er let at forestille sig, hvilket billede Matthæus ønsker, at man skal se for sig for at tage afstand fra det: Tilsyneladende fromme mennesker, der stiller deres bøn til skue i synagogerne og på gadehjørnerne. Bøn var en integreret del af jødisk fromhedsliv. Fromme jøder bad morgen, middag og aften. Evangelisten fremmaner et billede af jøder, der ved hjælp af offentlig bøn forsøger at få anerkendelse som fromme og hævde sig som frommere end andre. Typisk Matthæus stilles prestige i denne verden i modsætning til løn i den kommende. Når man får løn her, får man det åbenbart ikke i det hinsides.

v.6: Det positive modstykke til det jødiske hykleri er let forståeligt på overfladen. Bøn skal ikke bedes for at opnå noget fra mennesker. Den er et forhold mellem den bedende, som her retoriske tiltales direkte som ”du”, og Gud. Derfor skal den ske i det skjulte for mennesker, for det er ikke skjult for Gud.

Men hvad menes med ”kammer”, som i ældre oversættelser hed ”lønkammer”? Ordet bruges ikke meget og betegner formentlig et forrådskammer af en art, måske et spisekammer eller en lille lade. I Esajas’ Bog optræder det som et sted, hvor folket skal søge ly for Guds vrede. Siger ordet noget om, hvem Matthæus havde i tankerne, da han skrev teksten? For det var jo langt fra alle, der havde et sådant rum til rådighed. I den kirkelige tradition og især blandt munke får det en rig historie, idet det bliver forbillede for, hvordan bøn skal praktiseres. Rige mennesker får indrettet sådanne bedekamre i tilknytning til soveværelser.

v.7: Næste afskrækkende eksempel er hedninger, der plaprer løs, når de beder. Det er uklart, om der tænkes på en bestemt hedensk praksis, som Matthæus tager afstand fra. Måske er det blot hedensk bøn i det hele taget, som han opfatter som sludder. At bede med få ord er i øvrigt en almindelig anbefaling i jødedommen. Under alle omstændigheder er pointen, at de mange ord ikke gør noget for bønnen.

v.8: Netop fordi bønnens længde ingen betydning har, er dette det afgørende: Faderen ved allerede, hvad de trænger til. Den rette bøn er altså den, der svarer til det, som faderen allerede ved, at den bedende har behov for. Heraf kan man ikke lade være med at stille sig spørgsmålet, hvorfor så overhovedet bede? Det besvares ikke i teksten. Men sagen må være, at den bedende gennem bønnen kommer i forhold til den, han beder til. Derfor er det afgørende at bede rigtigt. Ikke for Guds skyld – han har ikke brug for bønnen for at vide, hvem han selv eller den bedende er – men for den bedendes skyld, der netop i bønnen definerer, hvem vedkommende tror på, og hvem vedkommende selv er. Så er det kristeligt forstået vigtigt, at det er Guds egen søn, der giver bønnen.

v.9-13: Fadervor indeholder en tiltale, en afslutning og syv bønner derimellem.

Tiltalen ”Fader vor, du som er i himlene!” er ret traditionel med opfattelse af Gud som fader, så mennesker kan være hans børn, med placering i himlene, som er udtryk for det mest ophøjede, indsigtsfulde og magtfulde.

Første tre bønner handler om, at Gud skal gennemføre sit herredømme på jorden, derfor kan eftersætningen ”som i himlen således også på jorden” være et slags omkvæd for dem alle sammen. Det, der gælder i himlen, hvor Gud er, skal også gælde på jorden.

Første bøn ”Helliget blive dit navn” må forstås således, at Guds navn vanhelliges ved menneskers synd. Bønnen går således på, at Gud skal holdes i ære af alle, hvilket har betydning for deres handlinger. Ærer man Gud, vanhelliger man ikke hans navn ved at handle mod hans vilje. Det fører videre til tredje bøn.

Anden bøn: ”Komme dit rige” er et udtryk for at Gud skal tage magten og indføre sit kongerige, hvor han er hersker. Altså oprette en situation, hvor alting er i overensstemmelse med hans vilje. Det fører direkte til tredje bøn.

Tredje bøn: ”Ske din vilje” skal ses i modsætning til menneskelig vilje. Tanken er selvfølgelig, at det, Gud vil, har en absolut kvalitet. Derfor er det en paradisisk tilstand, at alting forløber efter Guds vilje.

”Omkvædet” ”som i himlen således på jorden” viser, hvorledes de tre første bønner dybest set er eskatologiske. Forestillingen er, at bønner allerede er opfyldt et andet sted (himlen, dér hvor Gud er) og således også kan opfyldes på jorden. Fokus er rettet mod fremtiden, hvor dette skal indtræffe. Men det er stadig en bøn om, hvad der skal findes på jorden. Altså er bønnen, at Gudsrige skal oprettes i det jordiske menneskeliv.

Herefter vendes blikket i de næste bønner mod det konkrete menneskeliv nu.

Fjerde bøn: ”Giv os i dag vort daglige brød” volder vanskeligheder pga. ordet for ”daglig”. Betyder det ”dagen i dag” eller ”morgendagen” eller ”det fornødne” (jf. Lukas’ lettere forståelige version: ”Giv os hver dag vort daglige brød”, som vel skal forstås: ”giv os hver dag, hvad vi har behov for”). Således skal Matthæus’ version forstås: ”giv os i dag det, vi har behov for”. Det er almindeligt at forstå brød som mere end mad og drikke. Nogle vil endda henvise til bibelcitater om, at mennesket ikke lever af brød alene, men af Guds ord. Måske. Men jeg ynder nu at forstå det helt konkret: Lad os ikke sulte og tørste i dag. For det er rigtigt, at man har brug for meget mere for at overleve, men hvis man ikke har mad og drikke, kan man ikke leve af noget andet. Forstået på den måde er bønnen også en påmindelse om, hvilke livsomstændigheder vi lever under, og således en grund til taknemmelighed.

Femte bøn: ”og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” er, som nævnt, vanskelig at forstå. Matthæus har som sagt set sig nødsaget til at forklare det efter bønnen (v. 14-15). Spørgsmålet er selvfølgelig, om han har forstået den. Der er flere ting at sige om den. Det indledende ”og” forbinder den med den foregående bøn, som noget tilsvarende dagligt fornødent. Forladelse er altså en del af det, der er nødvendigt for det daglige liv. Det, der skal forlades, er ikke synd, som i Lukasevangeliet, men skyldigheder, dvs. det, man er forpligtet til at gøre, men ikke gør. Særligt eftersætningen er dog vanskelig. Det svære er forbindelsen ”som”. Det kan ikke betyde ”for at”, selv om det ville passe godt, så Guds forladelse ville være forudsætning for vores forladelse af hinanden. Det er dog næppe heller ment modsat, at vores forladelse er betingelse for Guds forladelse (det er næsten, hvad Matthæus siger i v. 14-15, og det illustreres af lignelsen om den gældsbundne tjener). Hertil kommer, at verbet ”forlade” nok ikke skal være i nutid, hvilket ikke alle håndskrifter har, men snarere den græske form aorist, der i dette tilfælde bedst oversættes ”vi har forladt”. Altså: ”forlad os vor skyld, som også vi har forladt …” Måske er den bedste tolkning af det, at det er i kraft af, at vi selv har forladt vores skyldnere, at vi selv forlades. Altså beder man om, at vores svigt over for Gud må blive forladt, som vi har forladt andres svigt over for os. Det er en dobbelt frisættelse: Både af skyldsrelationen til næsten, for den ødelægger forholdet mellem parterne; og af skyldsrelationen til Gud, for det ødelægger tilsvarende relationen. Som man kan sætte sig fri af den første, beder man Gud om at blive sat fri af den sidste.

Sjette bøn: ”led os ikke i fristelse”. Denne bøn vakte en del debat for nogle år siden, fordi Paven mente, at den skulle laves om. Fristelse er ikke Guds gebet, mente han, men djævelens. Det er faktisk en forståelse, som desværre siger noget om Pavens teologiske niveau. Han indfører dermed en dæmonisk magt ved siden af Gud, som påvirker mennesket. Og så har vi pludseligt et helt andet univers, hvor mennesket kan lade sig føre af den ene eller anden. Gud må dele magten med sin modpart. Nej! Sagen er, at det bibelske gudsbegreb er meget mere komplekst og facetteret, end vi kan lide at høre. Nogle gange agerer Gud uforståeligt for mennesker. Det er det, bønnen handler om. Den beder om, at Gud ikke vil optræde således, så vi fristes. Til hvad? Ja, ikke til alt muligt pjat, som man normalt kalder fristelser, men til den ene alvorlige fristelse: at fornægte Gud (jf. Jesu fristelse i ørkenen). For man må indrømme, at Gud optræder således nogle gange, hvis man ellers mener, at hans er riget, magten og æren. Hvis Gud har magten, handler han til tider, så det er svært at tro på ham. Den fristelse beder man om at blive fri for. I steder beder man syvende bøn.

Lad mig i den sammenhæng sige, hvorfor ikke bare eksegetisk, men også teologisk er dybt uenig med Paven. Han mener at vide, hvad Gud står for, og hvad han ikke står for. Men i det bibelske gudsbegreb er afgørende vigtigt, at vi ikke kender Gud fuldt ud. Der er en side af Gud, vi ikke kender. Luther kaldte det ”den skjulte Gud”. Det er vigtigt for at fastholde, at Gud ikke blot er alt det gode, vi kan forestille os. For så har vi skabt os en Gud i vores eget billede. Ingen Gud kan være værre!

Syvende bøn: ”men fri os fra det onde”. Den hænger direkte sammen med sjette bøn, for den er bønnen om, at Gud bruger sin magt til vores gavn ved at udfri os fra det onde. Spørgsmålet er, hvad det onde (kan også oversættes: den onde) er. Er det noget, mennesker allerede befinder sig i? Jeg tror, at ondskaben er helt konkret, og den er alle vegne. Det ved man, fordi man kender den fra sig selv. Bønnen er ikke blot, at noget ondt ikke skal ramme os. Bønnen er, at vi må blive beskyttet mod det onde, som er i os og omkring os.

Som sagt er den afsluttende lovprisning en senere tilføjelse, der sikkert viser, at bønnen har haft en liturgisk funktion i gudstjenestefejringerne. Måske har den, der har bedt bønnen, selv formuleret den afsluttende lovprisning. Men gennem tiden er den kommet til at ligge så fast, at man har tilføjet den til bønnen. Den findes i Didakè. Lovprisningen understreger Guds almagt, hvilket er et grundlag for bønnen, man har bedt.

Tekstens fortolkning

Fadervor er en meget gammel bøn. Den går sikkert tilbage til Jesus selv. For ham var det formentlig en bøn om Guds snarlige indgriben (jf. de tre første bønner). I Matthæusversion er den sikkert allerede ment som en daglig bøn om det konkrete liv både nu og her i de sidste bønner og med henblik på fremtiden i de tre første. Den har mange paralleller i jødiske bønner og har faktisk slet ikke noget kristent præg.

Det er en uhyre kompleks bøn, som der kunne siges meget mere om. Samtidig er den i formuleringerne helt enkel. Den har vist sin overlevelseskraft ved at være den mest anvendte bøn i verdenshistorien. Jeg tror, at begrundelsen er, at den i sine syv korte bønner formulerer noget helt fundamentalt om det vigtige i den menneskelige eksistens. Den siger i al korthed – og uden sentimentalitet – hvad mennesket har brug for: mad, fællesskab med Gud og mennesker, tryghed (de fire sidste bønner) og et håb, der går ud over menneskets egen horisont (de tre første).