Matth 6,5-13
Vi begynder året i bøn. Ikke en bøn med mange ord om alt det, vi kunne ønske os for det nye år. Ikke en lang bøn med mange remser om alle de bekymringer, vi kunne have for året der kommer. Slet ikke en bøn af den type. Den slags bønner er overflødige, fortæller evangelieteksten os indledningsvist. Bønnen har ikke nogen meddelelse. Den skal ikke kommunikere noget til nogen. Den bedende skal ikke fortælle nogen noget. For den, der skal modtage bønnen, ved allerede det hele. Alligevel skal der bedes en bestemt bøn. Den bøn kommer ikke fra den bedende. Den bedendes bøn er ikke vedkommendes egen. Den gives af en anden. Af Jesus selv til enhver, der vil bede. ”Sådan skal I bede, når I beder,” siger han. I skal bede min bøn, når I beder. For når I beder min bøn, er det mig, der beder den. Det er den underliggende tanke, som næppe kan formuleres smukkere end i ”Sov sødt, barnlille”:
”Læg hænderne sammen, da lægger sig amen til Frelserens bøn, som stiger i løn og lyder, hvor englene kvæde; i Himmerigs kor det lille Guds ord omfavne Guds engle med glæde.”
Guds søn beder selv sin egen bøn til sin egen far, når vi beder hans bøn. Kommunikationen lukkes helt om sig selv, når Gud søn beder sin egen bøn til Gud fader. I det er der ingen meddelelse, ingen kommunikation, for den, der modtager bønnen, kender den allerede; og den, der beder den, har allerede fået den opfyldt. I bønnen mellem Gud søn og Gud fader er der kun relation. Den, der beder bønnen, indgår i relationen. Bønnen er relationen, når vi beder den. Derfor er det den, vi skal bede. For i bønnens relation er bønnen allerede opfyldt. Når vi er inkluderet i relationen mellem Gud søn og Gud fader, er hans navn helligt for os, hans rige er kommet til os, hans vilje sker for os. I den relation har vi alt, hvad vi har behov for, vores skyld er forladt, vi fristes ikke, vi er bevaret for det onde. Bønnen omfatter hele vores eksistens, så vores liv bliver et liv ud af den. Og det er vores bøn, at vi må leve vores liv ud fra relationen mellem Gud fader og Gud søn, som bønnen indsætter os i. Bønnen opfyldes, når vi lever i forvisning om, at livet ikke kan reduceres til, hvad vi tænker om det.
Vi indleder året med denne bøn om, at vi må leve det ud fra den dybe sammenhæng, der overskrider vores egne forestillinger og sprænger vores egne perspektiver, så vi kan gå året i møde i den tro, at det ikke er vores egne tanker om os selv, der bestemmer, hvem vi er; og med det håb, at vores tanker om vores liv ikke kan rumme det. Derfor beder vi fadervor, for at det ikke skal være vores vilje, der definerer vores liv i verden alene og med hinanden, ”for dit er riget, magten og æren”.
Det var ikke af den grund, men det burde det nok have været, at det vakte en del opsigt, da Paven for nogle år tilbage foreslog at lave om i fadervor. Man skulle ikke bede Gud ”led os ikke i fristelse”, for det er ikke Gud, der leder i fristelse, mente Paven at vide. Fristelser, det tager djævelen sig af, sagde han. Nu blev dette ikke sagt ex cathedra, så end ikke katolikker skal opfatte det som en ufejlbarlig udtalelse. Heller ikke de er bundet af det. Og vi er jo slet ikke, og behøver for så vidt ikke at beskæftige os med det, bort set fra at man måske kan tillade sig at undre sig. For det lyder unægtelig, som om Paven indfører en magt ved siden af Gud i skikkelse af djævelen. Om man skal forestille sig en figur med horn i panden og gedeklov, står hen i det uvisse. Det ville trods alt nok være at undervurdere Pavens teologiske niveau. Men det ændrer ikke ved, at han i sin udtalelse begrænser Guds magt. Der er pludselig noget i tilværelsen, som Gud ikke har noget med at gøre. Det, der frister, er ikke fra Gud. Det ved Paven åbenbart, men han gør sig skyldig i to tidstypiske misforståelser. Og de er grunden til, at det er værd at tage hans opfattelse op til overvejelse.
For det første er forståelsen af fristelse forfladiget. Det svarer næsten til, hvad man ser i reklamer: Fristelse er flødekager og vaniljeis; det er smukke kvinder og veltrænede mænd; det er hurtige lån og billige tilbud. Alt det, man kan få lyst til, men som man på grund af moral eller fornuft ved, at man ikke burde. Det er fristende. Men det er ikke en fristelse i egentlig forstand. Den egentlige alvorlige fristelse er kun én i det bibelske univers: at fornægte Gud. Ikke at ville være stedt i et altomfattende og forpligtende forhold til andet end en selv. Det er det, der er fristelsen: Kun at ville vide af sig selv, kun at acceptere sine egne perspektiver og sine egne horisonter. Så man selv ved sin egen vilje definerer, hvem man er. Det er fristelsen.
Herefter følger Pavens anden misforståelse næsten alt for konsekvent: Han mener at vide, hvem Gud er, og hvordan han er. Han er åbenbart ikke en, der leder i fristelse. Han frier fra det onde, og styrker mod fristelse, kan Paven sige. Det svarer til alle dem, der ved, at Gud står for næstekærlighed, fred og fordragelighed. At Gud er til stede i tro, håb og kærlighed. Alt det, vi sætter pris på, og ville ønske, der var mere af. Men den Gud er intet andet end alt det gode i menneskelivet, lagt sammen og ganget op. Det er en Gud i vores eget idealbillede. Men det er den bibelske Gud ikke. Den bibelske Gud optræder nogle gange uforståeligt. Mennesker må kæmpe med ham også i konkret forstand i Det Gamle Testamente. De må undres over ham og ærgres over ham, foruden at glædes over ham og juble over ham. Gud overgår vores forstand. For menneskelivet overgår vor forstand. Det er forhold i tilværelsen, som vi ikke kan forstå meningen med. Der sker ting i livet, som vi ikke kan begribe, skal ske, hvis der er en Gud. Og det er fristelsen, at tilværelsen giver grund til at frasige sig relationen til Gud. Hvor ofte er det ikke hørt og tænkt: ”Hvis Gud er således, vil jeg ikke have med ham at gøre!” Det er fristelsen; den kan man ikke fritage Gud fra, som om han ikke havde noget med det at gøre, som vi ikke kan forstå. Det ville reducere ham til et udtryk for vores ønskedrømme. Så ville han ikke være andet, end det vi ønsker os. Kan man forestille sig en værre Gud?
Den Gud, vi må forestille os, kender vi gennem hans søn. Vi må tro, at Gud er, som han har vist sig i Jesus Kristus. Derfor må vi tro, at han ikke frasiger sig relationen til os, uanset hvordan tilværelsen skikker sig. Vi er ved hans søn inddraget i et forhold til Gud, som vi kun selv kan opsige. Det skal vi vide. Men der er også noget ved den Gud, som vi ikke kender og ikke kan forstå. Luther kalder det den skjulte Gud eller Guds skjulte side. Gud er aldrig helt gennemskuelig. Han er ikke fuldt ud forståelig, og han er ikke fuldkommen kendt. For hvilken Gud ville det være, som vi kunne gennemskue og forstå? Den Gud ville være begrænset af vores forståelseskompetencer og forestillingsevner. Hvis man insisterer på at kende Gud helt igennem, er man nødt til at udelukke ham fra de områder af menneskelivet, som vi ikke forstår. Så kan Gud ikke være i det, som vi ikke fatter meningen med. Men fra hans søn ved vi, at selv i den uforståelige, meningsløse gudsforladthed er han til stede.
I fadervor beder vi om, at det ikke skal blive en fristelse for os, at vi ikke kan reducere Gud til vores idealer om det gode, det skønne, og det sande. Vi beder om, at det i stedet vil være en befrielse for os, at vores forståelse ikke sætter grænserne for tilværelsen, og vores perspektiv ikke er det eneste gældende i livet. Må det fri os fra det onde, at vi selv vil have magten over livet og selv definere dets mening. Det sker, når vi er i forhold til en Gud, som overskrider vores forestillinger.
I det forhold vil vi begynde året. Fra det forhold kan vi leve tilværelsen uden selv at skulle tage magten over den, uden selv at skulle fælde dom over den og uden selv at skulle bemestre den. Så kan vi leve ud fra, at vores eget perspektiv på os selv og vores liv, ikke bestemmer os. For når vi beder Guds søns bøn, er vi bestemt af den. Så lever vi det ud fra dens perspektiv på os. Sådan skal hele vores liv være et liv i bønnen, fadervor.
DDS 712 – 718 – 645 — 587 – 713 – 121