Luk 2,21

”Hvad er der i et navn?” spørger den nyforelskede Julie på balkonen, efter hun har mødt Romeo til aftenens maskebal. For Romeo er en Montague, og Julie hedder Capulet, og de to familier hader hinanden i den verden, der er inden for Veronas mure. Men det er jo bare navnet, sukker Julie. Romeo selv er perfektion. Han er ikke sit navn, for navnet er ikke en del af han. Ikke en hånd, ikke en fod, ikke armen eller ansigtet eller nogen anden del af manden, fniser hun. Så behøver Romeo ikke være Romeo. Han kan tage et andet navn og tage hende med. Og Romeo samstemmer: ”Kald mig kærlighed,” siger han, så skal jeg ikke længere være Romeo, for jeg hader mit navn. Var det skrevet på papir, ville jeg rive det i stykker. De to unge elskende beruser sig i deres kærlighed. Skulle deres navne forhindre det? Hvad er der i et navn, ville en rose ikke dufte lige sødt, uanset hvad man kalder den? Kærligheden lader sig ikke binde af navne, siger de, og indleder deres hemmelighedsfulde færd for at blive gift og leve lykkeligt til deres dages ende. Men det bliver for kompliceret. Navnene bærer på en lang historie om fjendskab, som ikke er muligt at slippe ud af. Forviklingerne ender dødeligt og den yndigste kærlighedshistorie ender som den smukkeste tragedie med de to unge menneskers død, hvilket så får de to stridende familier til at slutte fred. Navnet er intet, mener de elskende, og alligevel ligger deres skæbne i deres navne. Hvad er der i et navn? Der kan være liv og død i et navn. Død for Romeo og Julie. Liv for de slægter, der lever i fred i kraft af de elskendes død. Nu er Romeo og Julie navnet for hele denne historie. Deres navne er udtryk for den kærlighedshistorie, som begynder så smukt og ender så tragisk, men skaber fred for deres familier. Deres historie har givet deres navne indhold.

I dag får Jesus navn. Hans navn er en version af et hebræisk navn og betyder noget i retning af ”Gud frelser”. Men det er ikke på grund af symbolikken, at englen i Lukasevangeliet befalede, at drengens navn skulle være Jesus. Jesus skal kaldes Jesus, fordi Jesus hed Jesus. Den historiske mand, som er anledning til alle evangelierne og hele kristendommen, bar navnet Jesus. I udgangspunktet er det ikke et spørgsmål om, at man skal forstå noget særligt ved det navn. Det er bare et navn. Og hvad er der i et navn? Men der kommer et indhold i Jesus-navnet, for drengen vokser op og fylder sit navn med indhold. Hans liv og virke, død og opstandelse fylder navnet med mening, så selve navnet bliver udtryk for alt det, som han står for. Så man i hans navn kan høre det glædelige budskab om hans fødsel julenat. Man fornemmer hans radikale forkyndelse om en næstekærlighed, der overgår alt, hvad man kan forlange. Man ser langfredagskorset for sig og skimter opstandelsen påskemorgen, blot man hører navnet Jesus. Så er der noget i et navn, for historien om denne person fylder navnet med mening. Navnet bliver udtryk for, hvad netop denne person står for. Måske kunne en rose dufte på samme måde med et andet navn, men nu er navnet rose navnet for blomsten med denne duft. Og navnet Jesus er navnet for den forståelse af livet, som han bringer til udtryk i sin egen uforbeholdne hengivelse til livet og for livet. Han levede sit liv for livets skyld. Han gav sit liv i livets navn. I ham vandt livet over døden. Alt det er nu indholdet af Jesu navn.

Snart fik Jesu tilhængere navn efter ham. Ikke navnet Jesus dog, men Kristus. Kristianoi blev de kaldt. Dem, der hører Kristus til. Måske begyndte det som et øgenavn, men de tog det til sig og kaldte sig selv kristne. De hører til Kristus. Jesus Kristus. De kristne gør ting i Jesu navn. De samles i Jesu navn. De beder i Jesu navn. De spiser i Jesu navn. De synger i Jesu navn. Hver gang noget sker i Jesu navn, lægger de hele hans historie til grund for deres handlinger. Når man gør noget i lovens navn eller i dronningens navn, gør man det med lovens eller dronningens autoritet. Man handler på deres vegne, i forlængelse af dem. Når de kristne handler i Jesu navn, er det på grundlag af det indhold, som han har lagt i navnet. Så er den pågældende handling i overensstemmelse med det, der findes i hans navn. Den er i forlængelse af den selvhengivelse for livets skyld, som ligger i hans navn. De kristne handler i Jesu navn, fordi deres handlinger skal være udtryk for det indhold, som findes i hans navn. Hans hengivelse for livet skal komme til udtryk i deres handlinger i hans navn. Sådan er hele livet for dem, der hører Kristus til, et liv i hans navn. De døbes til at tilhøre ham, så alle deres personlige karakteristika falder bort. Der er ikke etniske forskelle, hverken jøde eller græker. Der er ikke sociale forskelle, hverken slave eller fri. Der er ikke seksuelle forskelle, ikke mandligt og kvindeligt, for alle er et og det samme, når de er i Kristus Jesus, som det lød fra alteret. Ved dåben inkluderes de, der hører Kristus til, helt i alt, hvad der er i hans navn, så deres liv bliver en forlængelse af det liv, der blev givet helt hen for livets skyld. Således er det døbte liv et liv i hans navn, der som hans liv leves helt for livets skyld. Når man beder i Jesu navn, beder man om, at indholdet af det navn må bestemme livet.

Med den bøn må man gå ind i det nye år. 2023 er endnu som et navn, der ikke har noget indhold. Således som det var tilfælde med 2022 for et år siden. Nu er det klart, hvad det kom til at indeholde. Når der går lidt mere tid, vil det også være tydeligt, hvad der blev det karakteristiske for det år. Indledningsvist var der begrundet håb om at det ville blive bedre end året før. Det gjorde det nok målt på smittetal, som dengang var målestokken for trivsel og velfærd. Til gengæld skete, hvad der næsten lå uden for mulighedernes grænse. Der udbrød krig i Europa. Tiden blev usikker på en måde, som ikke burde være mulig. Samtidig blev den ikke overraskende mere sort-hvid. I takt med at blå-gule flag vejede fra stadigt flere bygninger, gik sansen for nuancer tabt. For den vestlige verden fik en fjende, en frygtet fjende. Mon ikke, at det er, hvad der vil stå tilbage, når man erindrer 2022, selv om der også er cykeltriumfer og fodboldfiaskoer at mindes. Mon ikke det er frygten, der vil stå tilbage. Frygten for freden, der er mere sårbar, end den har været i nyere tid. Frygten for økonomien, der er mere skrøbelig, end den har været i årtier. Frygten for klimaet, der er ved at blive glemt i al den anden frygt. Det er klart, at den situation kræver ekstraordinære tiltag.

Ved krigsudbruddet i 1939 sagde den store schweiziske teolog Karl Barth, at nu måtte man bede – og købe kanoner. Det er næsten det modsatte, der lægges op til i den nye regerings grundlag. For uanset om der skal afsættes en særlig dag til formålet, er der ikke halvdelen tilbage, hvis man udelader bønnen og blot køber kanoner. Så er det noget helt andet at købe kanoner. Når bønnen ikke går forud, kan kanonerne bruges til hvad som helst. Hvis bønnen i Jesu navn går forud, så kan kanonerne og deres brug kun være en del af det liv, der leves i selvhengivelse for livets skyld. For det er, hvad man beder om, at livet må leves i Jesu navn.

Ved indgangen til 2023, hvor kanonerne vil blive brugt, hvor frygten næppe aftager, og hvor alle hver især kan forvente at opleve sorger såvel som glæder, må man med Grundtvig ønske og bede ”nytåret henskride i Jesu navn”. Noget bedre kan man ikke ønske for det nye år, end at det vil forløbe i henhold til alt det, der ligger i Jesu navn. Må det være indholdet af hans navn, der bestemmer indholdet af det kommende år. Så bliver det et år til gavn for det liv, som Jesus levede fuldt ud i selvhengivelse for livet selv.

For dem, der hører ham til, gælder det, at de kan vide sig helt omsluttet af den historie, der er indholdet af hans navn. Ved at være døbt i hans navn, er man således optaget i hans historie, at ens egen historie med dens forgangne og kommende glæder og sorger, kan leves i forvisningen om, at hans historie også er ens egen historie. Så kan vi tage imod det, der kommer til os i året i Jesu navn, for hvad det end måtte være, om det end er liv og død, er det indlagt i den historie, der er rettet mod livet, giver sig selv helt for livet og ender med livet.

Hvad er der i et navn, spurgte den forelskede Julie. I Jesu navn er der en historie, man kan leve og dø i. Omsluttet af den historie kan vi gå ind i 2023 i Jesu navn.

DDS 712 – 713 – 58 – 116 – 106 – 716