Matt 6,5-13
Det Herrens år 2023 er omme. Udtrykket Herrens år stammer selvfølgelig fra det enkle faktum, at årene tælles efter Herrens fødsel, så årene derefter regnes for at være Herrens år. Tiden er Herrens. Vi lever i Herrens tid. Men i folkemunde har udtrykket et Herrens år en anden klang. Det angiver et år, som man ikke vil tage ansvaret for. Et Herrens år er ikke et år, man har bedt om. 2023 var nok på mange måder et Herrens år, for selv om det havde personlige lyspunkter, var det et år, hvor der skete meget, som vi ikke havde bedt om. Og meget af det, som vi har bedt om, ikke skulle ske, skete. Og meget af det, som vi har bedt om, skulle ske, er ikke sket. Tankerne går til krigene og deres ofre, og til den splittelse i samfundet, som har vist sig på en måde, som er svær at genkende og sværere at forholde sig til for ethvert perspektiv synes begrænset og alle horisonter er snævre, så det er svært at se andet end sine egen ideer og køre sine egne meninger. Hvis man kunne få sin vilje, ville meget være anderledes. Men ingen får sin vilje, så spændingerne og splittelserne skærpes, og hele situationen sniger sig ind i sindet, så den er svær at slippe. Og den sætter sig på humøret, når det synes umuligt at se, hvordan situationen skal løses. Mange bruger ordet håbløs for og om tiden. Det var ikke det, vi havde bedt om for 2023.
Vi har meget at bede om for det Herrens år 2024. Meget synes vi, der bør ske i det nye år. Meget synes vi også, ikke skal ske. Hvis bare vi kunne få vores vilje, for vi vil gerne, at året bliver bedre end det forgangne. Vi kunne bede lange bønner, om alt det, der skulle give os håbet tilbage. Men i evangeliet fortæller Jesus, at det skal man ikke. Det er hedningerne, der lader munden løbe med lange lister om alt det, de ønsker sig. Hyklere, som omsætter deres forhåbninger og forventninger i bøn. Det er hykleri, for det er et forsøg på at sætte sin egen vilje igennem ved at overføre den til Gud. Håbet i hyklernes bøn bliver, at alting går efter ens ønsker. Bønnen er en bøn om at kunne bestemme. Håbet er et håb om, at få sin vilje. Men det er hverken en bøn eller et håb. Det er hykleri. Eller man kan sige, at bønnen bruger sproget til at gennemtvinge sin vilje.
I forskellige sammenhænge kan man opleve, hvordan bøn og navnlig forbøn kan bruges til at gennemtvinge sin egen mening. Beder man om, at en anden skal komme på bedre tanker, er det gerne ens egne tanker, vedkommende skal komme på. Beder man om velsignelse eller endda bevarelse er det gerne af noget, man har særlig forkærlighed for. Selv i meget almene og meget populære bønner kan man finde samme tendens. Således i den særdeles udbredte sindsro-bøn: Man beder Gud give ”sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, / mod til at ændre de ting jeg kan, / og visdom til at se forskellen.” Ganske vist er det et uddrag af en længere bøn, som den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr har formuleret, men som den anvendes i dens korte form, er den et ønske om en særlig sindstilstand, som man godt kan tænke sig og derfor forsøger at opnå gennem bønnen. Håbet er, at ens ønske opfyldes. Jesus kalder det hykleri, for det er hykleri, når bønnen handler om at få sin vilje, uanset om det udtrykkes i alenlange remser eller i korte vers.
I stedet giver Jesus Fadervor. Den har vist sig at være verdenshistoriens mest slidstærke tekst. Millioner og atter millioner af gange siges den bøn hver eneste dag og er blevet sagt bogstaveligt talt utallige gange i de forgange Herrens år. Også den tekst vil gennemtvinge sin vilje endda meget mere – om end på en anden måde – end de hykleriske bønner. Fadervor vil også have magten. Fadervor tvinger den, der beder, til at afgive sin egen magt og begive sig ind under bønnen. Beder man Fadervor, må man acceptere, at det ikke er ens eget navn, der skal blive helligt; det er ikke ens eget rige, der skal komme; det er ikke ens egen vilje, der skal ske. Man må afgive riget, magten og æren, for de tilhører ikke en. Bønnen tvinger en til at være den, der intet kan og intet har, for alt er Guds. Så man kan ikke hævde sin vilje, for det er din vilje, der skal ske.
Kan man bede den bøn som andet end et hyklerisk ønske om, at din vilje, der skal ske, er identisk med min vilje, som jeg ønsker, giver man ikke alene afkald på at få sin egen vilje, man accepterer, at den vilje, man ikke kender, er bedre end ens egen vilje, som man kender.
En norsk præst har ifølge Karl Ove Knausgård brugt et billede, der er så grimt, at man desværre ikke kan glemme det, når man først har hørt det. Knausgård refererer præsten for at sige, at Gud ikke er en coca cola maskine, hvor man kan kaste en mønt ind, så der kommer en sodavand ud. Uanset hvor rigtigt det kan være, at Gud ikke er som en cola maskine, er billedet er så hæsligt, at Knausgård med rette forarges over det. Men det forargelige er ikke kun det æstetiske. Det forargelige er overhovedet at bringe en årsags-virkning-logik ind i gudsbilledet. Selv om det bruges til at sige, hvad Gud ikke er, er det et forsøg på at udtale sig om, hvad Gud er og ikke er, hvad Gud kan og ikke kan, hvad Gud vil og ikke vil. Men når man beder ske din vilje, giver man netop afkald på at kende Guds vilje, for den kan ikke formuleres fra vores perspektiv uden at blive et udtryk for vores vilje, og det er det, den ikke er. Det er din vilje, der skal ske. For den vilje er ikke som vores begrænset af vores eget perspektiv og indsnævret af vores egen person. Din vilje overskrider alting og er helt ubegrænset, uden menneskelige egeninteresser og personlige særhensyn, den er ikke styret af menneskers begær eller lyst. Den overgår alt dette og er uendelig. Den sker i himlen hinsides verdens begrænsninger. Vi beder, om den også må ske på jorden. I bønnen rammes vores endelighed af Guds viljes uendelighed.
Således tvinges vi af Fadervor til at bede om, at en vilje skal ske, som vi ikke har magt over, og som vi ikke kan kontrollere. Vi tvinges til at bede om ikke at få vores vilje og ikke selv have magt, og således giver vi helt afkald på at være dem, der bestemmer indholdet og meningen. Beder vi Fadervor, kan vi kun bede den som dem, der må modtage og ikke har noget selv. Dem, til hvem det uendelige kommer midt i vores endelighed, når vi beder, din vilje ske.
Den, der kan bede sådan, sættes fri af sin egen vilje og sine egne ønsker. Den bedende er ikke begrænset af sit eget perspektiv og sin egen erkendelse, for det vedkommende beder om, sprænger menneskets horisont og flytter det ud af sine egne begrænsninger. I den position er man åben for andet end sig selv og andre end sig selv. Heraf udspringer håbet for det Herrens år 2024, at vi må kunne give afkald på selv at ville bestemme meningen og selv at ville have vores vilje, så vi kan høre og forstå det, der ikke kommer fra os selv. Den åbenhed, som Fadervor tvinger os ind i, er forudsætning for at have håb for fremtiden, for håbet er, at fremtiden ikke skal bestemmes af vores vilje. For det kræves der, hvis situationen skal ændre sig. Så må alle være klar til at lytte til andre end sig selv og acceptere andre viljer end ens egen. Det begynder ved at begive sin ind i bønnen: Din vilje ske.
Der er så meget, man kunne ønske sig for det Herrens år 2024. Der er så meget, man ønsker skal ske, og så meget man ønsker, ikke skal ske. Men først og fremmest ønsker vi at kunne bede Fadervor, så vores horisonter sprænges og vores perspektiver udvides, så håbet kan udspringe af bønnen om, at det ikke er min, men din vilje, der skal ske. Kan vi bede det, kan vi have håb om, at 2024 bliver Herrens år.
DDS 46 – 716 – 293 — 587 – 713 – 8