I skrivende stund er det syv år siden jeg flyttede ind i præsteboligen og det blev mit glade hjem med Niels, men selv om syv år altså er gået, er der stadig noget forunderligt nyt over stedet.
Boligen er stor, hvor stor vides vist ikke præcis, fordelt over to etager, stuer og køkken og studereværelse på anden sal, og kamre og værelser på tredje. Bag det ene rum dukker der et andet op, alle af ny form og størrelse, og allermærkeligst og egentlig uhyggeligt for børn er det grønne værelse, der er som stykket sammen af alt der blev til overs efter indretningen af tredje sal. Selv en trappe op til den uudforskede fjerde sal er der på det grønne værelse – og hvad mon der gemmer sig oppe i mørket andet end gamle køkkenlåger og støv?
Da jeg flyttede ind i præsteboligen, sagde jeg til Niels, at jeg måtte have et arbejdsværelse. Og han sagde: ”Hvad for et vil du have?” Så mange værelser er der på tredje sal. Man kan fare vild i dem. Til daglig står de fleste tomme, men til højtiderne og i ferier, når børnene kommer hjem, tænker vi på Grundtvigs ord: ”Vi puslinger har i hver en vrå”. Senge og madrasser og rygsække og hårbørster, hviskende samtaler i stuen klokken to om natten, lyden af en bas i det grønne værelse, en der sidder og læser på trappen, klavertoner fra menighedssalen en sen aften, barnebarnet der løber med menighedens mindste messingklokke gennem stuerne, trip trip trip, som et lille kid med bjælde.
Og som i alle gamle præsteboliger er der plads til at menigheden kan mødes. Når det sker, er vores hjem for alvor festligt, og det er ikke kun fordi sølvlysestagerne ved de lejligheder er pudsede og de hvide duge uden pletter. Min farmor var præstekone i Grønbæk ved Silkeborg, og i hendes dagbog kan man søndag efter søndag læse notater om altergang og prædiken og derefter det pudsige ord: ’Kaffefremmede’.
Langt fra så ofte har vi ’kirkekaffe’ i stuerne, det begrænser sig til et par gange om året, og i modsætning til min farmor eller min mor, der selv bagte alt hvad der blev fortæret, kommer Nævnet med traktementet. Men det er nu festligt at stå i køkkenvinduet inden gudstjenesten, når Karen og Aksel, Marianne, Ebba eller en helt femte kommer gående over gården med hænderne fulde af kagedåser, og at vide: Nu skal vi til gudstjeneste og bagefter vil folk komme herop, og stuerne vil blive fyldt af mennesker, der vil hinanden noget, og vil hinanden det godt.
Studiekredse i vinterhalvåret. Københavns Valgmenigheds årsmøde, der begynder i dagligstuen og ender i spisestuen med foredrag og hjemmebag i så store mængder, at der må spises op af konfirmanderne, som bestemt ikke er kede af dét. Nævnsmøderne med efterspil omkring det dækkede spisebord, altid med højskolesangbogen som afslutning. Kransebinderlaugets årlige sammenkomst i spisestuen lige inden advent, hvor buksbomkransene til kirken bliver bundet, og hvor det er denne fummelfingrede præstekones opgave at binde de to tykke kranse, der skal hænge om de firearmede lysestager, og aftenen ender i kranseophængning, mad og vin. Eller jeg kan nævne første søndag i advent, hvor adventskransen tændes for menighedens børn og deres forældre og bedsteforældre i stuen, og folk, siddende nærmest i lag på stole, sofaer og gulvet får jule- evangeliet fortalt. Flere og flere bliver det for hvert år. Det er nærmest ikke til at tro, hvor mange mennesker der kan være i præsteboligens dagligstue. Et år noterede jeg i kalenderen: 67 i stuen.
Det nye står altid uden for vores dør og banker på i en vind af frisk luft: Et nyt hold konfirmander, foredragsholdere til te i stuen, menighedsmøder lige på den anden side af vores dør, alle de unge glade alumner fra Vartov Kollegiet der en lørdag aften inden jul kommer løbende op ad trappen, mens de synger ”Nu er det jul igen” og lukkes ind til traktement og en lille tale, som Niels holder for dem, hvorpå de syngende løber ud ad køkkendøren, og det sker, at vi løber med til næste nabo, hvis prædikenen da er skrevet.
Det nye er også den nye præstefamilie, som snart banker på og som skal have sit hjem her.
Ja. Folk kommer og går i præsteboligen. Så ofte er der stemmer på trappen i goddag eller farvel, og så ofte stem- mer i stuerne. Somme tider sorgfulde, til andre tider glade. Somme tider helt formummede bag studereværelsets dob- belte døre. Aldrig er stemmerne uper- sonlige eller ophøjede i fjernhed.
Om et halvt års tid er det Niels og mig, der står og siger farvel på trappen. Til den tid vil det lyde: Farvel kære hjem, tak for gode gode år, tak for alt hvad vi har fået lov til at gøre og for alt hvad vi har fået her.
Men det er ikke endnu.
Ida Jessen