- s.e.trin. (Immanuel, 10.8.25)
”Bare vent til far kommer hjem!”
Generationer af børn har hørt den trussel fra trætte mødre, som havde fået nok af uartige unger og derfor måtte søge tilflugt til den fraværende fader. Når fader kommer hjem, skal han skabe lov og orden. Fader har magt til at sætte grænserne, så barnet ved, hvor det skal være. Han kan bestemme, hvordan man skal tale, og hvordan man skal opføre sig, for at der kan være ro og orden. Det står han for: Lov og orden. Han kan sige ja og navnlig nej. Nej til skarnsstreger, nej til bandeord, nej til obsternasighed. Det er faderens funktion at sige nej. Det er hans lov. Det er nærmest hans navn. Deraf kommer lov og orden, når fader siger nej. Faderen er autoritær. ”Bare vent til fader kommer hjem!”
Formentlig har der ikke været mange i de seneste generationer, der har oplevet at skulle vente til fader kommer hjem. Mødrene vil ikke påberåbe sig andre autoriteter end deres egen. Faderen vil ikke have den autoritære rolle. Men loven var der stadigt, uanset hvem der håndhævede den. Det er vi sikkert en del, der har oplevet. At der fandtes en lov, som man skulle underordne sig, uanset om man havde lyst eller ej. Det kunne være en streng lov, der bød, at man skulle sidde stille ved middagsbordet og spise pænt, selv om man hellere ville se børneprogrammer i fjernsynet. Den kunne bestemme, at man skulle rydde op på sit værelse, selv om man ønskede sig til at lege med kammeraterne. Den kunne afgøre, at man skulle lave lektier, selv om man havde lyst til at læse tegneserier. Det var en lov, man måtte underordne sig, uanset hvad man ville, ønskede og havde lyst til. Det var en streng lov, som man gang på gang modsatte sig og gang på gang måtte man bøje sig for. Loven er autoritær.
Men måske har de yngste generationer end ikke har oplevet den lov, for den er efter sigende ved at forsvinde. Den slovenske filosof Slavoj Zizek siger det på sin karakteristiske måde: Forestil jer en otteårig pige. Hendes fader eller moder siger, ”kom vi skal besøge din gamle bedstemor på pjejehjemmet”. ”Nej,” svarer pigen, ”jeg vil hellere spille Sims på min computer”. En autoritær fader ville så svare: ”Jeg er ligeglad. Du kommer bare med, smiler og opfører dig ordentligt.” Det er den autoritære lov. Så vil pigen tage med og gøre, som hun fik besked på, mens hun for sig selv bandede begge forældrene og bedstemoderen langt væk. Det var strengt. Det var faderens strenge lov. Men i dag er loven meget strengere, siger Zizek. I dag ville den ikke-autoritære fader sige: ”Jeg kan godt se, at du er meget optaget af dit spil, og jeg kan godt forstå, at det passer dig dårligt lige nu, så du skal selvfølgelig ikke tage med, hvis du ikke har lyst. Bedstemoder ville heller ikke bryde sig om, hvis du bare komme af pligt. Men husk bare på, hvor højt hun elsker dig.” Og sådan indføres faderens endnu strengere lov, for den er ikke en, som man skal bøje sig for og adlyde. Den skal man selv have lyst til at følge, så der intet frirum er mellem loven og personen. Der er ingen frihed til at mene, at loven er streng. For den ikke-autoritære faders autoritære lov er, at man skal have lyst til at følge den. Loven er, at den ikke skal være lov, men lyst. Så er den da virkeligt indskrevet i hjertet. Loven er ikke lov, men ens egen vilje. Det er den strenge anti-autoritære autoritære lov.
Faderens autoritære lov er streng. Den anti-autoritære lov er strengere, men Jesu lov i dagens udsnit af Matthæusevangeliets Bjergprædiken er allerstrengest. På deres frugter skal I kende dem, siger han. Hvordan de egentlig er, vil vise sig på, hvad de skaber. Er det godt, er de gode. Er det ondt, er de onde. Loven er sammenhængen mellem produkterne og personen. Man kan ikke skabe ondt og være god. Man kan ikke skabe godt og være ond. På deres frugter kan det ses, om de er glubske ulve i det indre, selv om de er blide lam i det ydre. Strengere kan loven ikke være, for der er ingen lov. Man er, hvad man skaber. Det er loven. Den allerstrengeste lov.
Selvfølgelig kan man producere en historisk sammenhæng, hvor den lov ikke er streng, men let. Matthæusevangeliet taler ind i en situation, hvor den meget unge kristendom var ved at finde sine ben. Forskellige fortolkninger af, hvad troen på Kristus betød, stod mod hinanden, og de falske profeter er naturligvis dem, som Matthæus er uenig med. De skal vurderes på deres effekt, for er den ikke til gavn for troen, fremmer den ikke menigheden, så er de onde. Det er en lov, som er let at bruge, når man skal bedømme andre. Det er altid de andre, der skal dømmes efter den loven, mens man selv går fri. Den lov er let.
Men for alle, der mener, at kristentroen har betydning for livet i verden, kan loven ikke være så let. Hvis den lov gælder, gælder den ikke bare de andre. Så gælder den os selv. Vi dømmes selv efter den lov. Vi dømmer os selv efter den lov. Og det er den allerstrengeste lov og den allerstrengeste dom, for dommen fældes på grundlag af en lov, der ikke er der. Lige så lidt som træet har frihed til ikke at følge loven om at sætte frugt, lige så lidt har mennesket frihed til at sætte god eller ond frugt. Det følger med en naturlovs nødvendighed af den, man er. At få dom efter den lov er strengere end alle fædres strenge love. At dømme sig selv efter den lov, er den strengeste dom. For dommen er ikke en dom over handlingerne, men en dom over personen. Hvis jeg ikke giver god frugt, hvis mit virke ikke fremmer livet og styrker fællesskabet, er jeg en falsk profet, en ulv i fåreklæder, et ondt træ, der skal kastes i ilden. Det er loven.
I filmen Vejen hjem med Nikolaj Lie Kaas i hovedrollen er en fader ude for at sætte sin lov igennem. Og den lov er god. Han ved det. Han ved, at han skal sige nej og oprette orden, for hans søn har tilsluttet sig Isis og er under optræning som en morderisk, afstumpet, islamistisk terrorist. Sønnen er i det ondes tjeneste, og nu vil faderen fri ham fra det onde og tage ham med hjem. Det er godt. Selvfølgelig er det godt, også selv om faderen måske forsøger at gøre godt for sit eget fravær under sønnens opvækst. Navnesymbolikken i filmen er næsten bombastisk. Sønnen hedder Adam. Faderen hedder Christian, og for at det skal være helt tydeligt, kalder han sig på arabisk Abu Issa, hvilket betyder fader til Jesus. Så ved vi, hvad det er for en fader, der er ude for at søge efter sin søn Adam. Christian vil det gode. Han ved, hvad det gode er. Og han kan faktisk gøre det. Alligevel gør han ham kun ondt. Han skaber kun ondt, mens han vil gøre det gode. Skal Christian fælde dom over sig selv, er han et ondt træ. For uanset hvor sikker man er på det gode, uanset hvor gerne man vil det, kan det blive ondt for dem, man ikke vil andet end godt. Efter Jesu lov i Bjergprædiken skal et sådant træ hugges om og kastes i ilden. Eller han er allerede i ilden, når han ser det gode, han vil, blive ondt.
Christian vil være Gud og gøre godt. Derfor bliver det hele ondt.
Derfor kan vi i dag ikke undvære epistelteksten med Paulus ord fra Romerbrevet om den ånd, der skaber en ubrydelig forbindelse mellem os og Gud, fordi vi i den kan råbe Abba, fader til Gud. I det forhold kan vi nemlig ikke være andet end mennesker. Og det er kun inden for det forhold, at man kan udholde at høre Jesu strenge lov i Bjergprædikenen. Kun når vi ved, at vi ikke skal være andet end mennesker, og vores frugter ikke kan være andet end et menneskes frugter, kan man klare at fælde dom over sig selv. Kun sådan kan man sætte frugt og turde sætte frugt med sine handlinger, fordi de ikke skal være andet end vores egne handlinger, så fejlbarlige de end måtte være. Så kan vi bede om, at de finder sted inden for det forhold, hvor vi kan sige Abba, fader til Gud, og ikke selv skal være Gud.
Og her ville jeg gerne inddrage hele næste salme i min prædiken, for der skal vi synge om det og slutte med verset:
”Dertil os hjælper nådens Ånd,/som os vor Herre tilsender,/han har vort hjerte i sin hånd,/han det som bækkene vender,/vender det mildt i Jesu navn,/leder det til Gud Faders favn,/nådens og sandhedens kilde”.
I den tro er det ikke en angstfremkaldende trussel at ”far kommer hjem”. Tværtimod er det et tillidvækkende løfte om, at den dom vi måtte fælde over os selv og hinanden, omstødes i det forhold, som Guds søn har indsat os i til sin egen fader. ”Bare vent til far kommer hjem.”
DDS 4 – 696 – 313 – 695 – 508 – 396