Huset på klippegrund og huset på sandgrund

v.22 »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? v.23 Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
v.24 Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. v.25 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.
v.26 Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. v.27 Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«
v.28 Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; v.29 for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Matt 7,22-29 (jf. Luk 6,46-49)

Tekstens forhold til de andre evangelier

Sletteprædikenen er Lukas’ pendant til bjergprædikenen (Luk 6). Den slutter også med lignelsen om mændene, der bygger på hhv. klippegrund og sandgrund. Men Lukas lader den indlede med udsagnet: ”Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger” (Luk 6,46). Umiddelbart forud for har ordet om det gode træ med den gode frugt været (Luk 6,43-45). Således kommer hele afsnittet til at hænge sammen, idet det handler om forholdet mellem at høre og at gøre. Hos Matthæus handler tekstens indledning om falske profeter og misbrug af Jesu navn. I Lukasevangeliet er de to dele slået sammen, så det hele handler om at gøre det, man hører fra Jesus. Måske fordi spørgsmålet om falske profeter og kraftige gerninger ikke var så relevant i Lukas’ situation.

I øvrigt anvender Lukas et andet ordvalg i lignelsen. Han taler om at lægge soklen og at ødelæggelsen bliver stor. Indholdsmæssigt er der ikke stor forskel mellem de to versioner.

Flere steder i de synoptiske evangelier siges det, at Jesus underviser med myndighed i modsætning til de skriftkloge (Mark 1,21; Luk 4,31). Men hos Markus hedder det, at det var ”en ny lære med myndighed”. Matthæus udelader ”ny”, for den er for ham netop ikke ny, men den sande fortolkning af den gamle lære. Hos Matthæus er det altså konklusionen på hele bjergprædikenen.

Tekstens placering i Matthæusevangeliet

Som sagt er tekstens bjergprædikenens afslutning. Den første del hænger dog sammen med det foregående vers: ”Ikke enhver, som siger Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (6,21), hvilket igen hænger sammen med advarslen mod falske profeter, som skal kendes på deres frugter (6,15-20). Således bliver afsnittet 6,15-23 ikke så meget et spørgsmål om den enkeltes handlemåde, men misbrug af Jesu forkyndelse. Hermed opstår der et skel mellem v.23 og v.24. Første del er om forvaltningen af det kristne budskab. Anden del er en lignelse til illustration af talens betydning.

Under alle omstændigheder bliver det i Matthæusevangeliets sammenhæng Jesu lære, der skal være grundlag for de troendes handlinger. At lære alt, hvad han har befalet (jf. missionsbefalingen), bliver den måde, som Jesu betydning videreføres, men netop ikke kun som en lære. Læren skal udføres, så den bliver virkelighed for de troende.

Tekstens detaljer

Set i sin kontekst er det tydeligt, at teksten falder i tre dele. Den første om dem, der har misbrugt Jesu navn (v.22-23). Den anden med lignelsen (v.24-27). Den tredje er afslutningen med tilhørernes reaktion (v.28-29).

v.22-23: Uden det foregående vers, om at ikke enhver, der siger Herre, Herre! skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør Jesu himmelske faders vilje, kommer ind i Himmeriget, er v.22-23 næsten uforståelige. Kun når man kender v.21, er det klart, at ”den dag” betyder den dag, hvor det afgøres, hvem der kommer ind i Himmerige, dvs. dommedag. På den dag vil nogle, forudsiger den matthæiske Jesus, hævde, at de har profeteret, uddrevet dæmoner og gjort andre store gerninger i hans navn. Således skulle de have adgangsret til Himmerige.

Jesus svarer herpå med noget, der kan være et citat fra Salme 6,9. Afvisningen er overordentlig tydelig og rejser spørgsmålet, hvad Matthæus har haft i tankerne. Der kan være en forbindelse til de falske profeter, som er omtalt i det foregående (7,15-20). De tilhører forløbet af den sidste tid, som ifølge flere traditioner indbefatter figurer, der vil føre de retfærdige vild. I sammenhæng med v.21 er det dog snarere eksempler på, hvad det betyder at sige ”Herre, Herre!” uden at gøre den himmelske faders vilje. Der er ikke nødvendigvis ond intention bag. De forsøger ikke at vildlede nogle. Men deres gerninger er ekstraordinære. De mener at have udmærket sig ved at have udrettet spektakulære bedrifter og således at have bevist deres tilhørsforhold til Jesus og adgangsret til Himmeriget. De afvises af ham. Det har ikke gjort hans himmelske faders vilje.

v.24-27: Lignelsen om de to huses forskellige fundament er klar og let forståelig. Jf. Ordsprogenes Bog 10,25: ”Når en storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig grund.” Kun at høre Jesu ord er et usikkert fundament, som ikke kan holde mod stormen. Uvejret skal formentlig symbolsk fremstille dommedag, da det jo er den sidste tid og deltagelsen i Himmerige, som er tema for sammenhængen. At høre Jesu ord og gøre dem er derimod den sikre grund. Dette er at gøre Jesu himmelske faders vilje. I sammenhæng med v.22-23 bliver selve billedet af et hus interessant. For lignelsen kommer jo til at stå i modsætning til de bemærkelsesværdige gerninger, som mange vil påberåbe sig over for Jesus på den sidste dag. Huset symboliserer det modsatte af det ekstraordinære. Huset er det dagligdags, hvor man bor til hverdag. På den måde ligger det nærmest i billedet selv, at udførelsen af den himmelske faders vilje og at gøre Jesu ord ikke består i særlige handlinger, men ligger i den hjemlige hverdag. Det som man befinder sig i til daglig. Det har den faste grund i at høre Jesu ord og gøre dem.

I bjergprædikenens sammenhæng er dette naturligvis en henvisning til alle anvisningerne i det foregående. Det er Jesu ord. At gøre dem er at bygge på stengrund. Det er at gøre den himmelske faders vilje og således komme ind i Himmeriget.

v.28: Alle Matthæusevangeliets fem taler afsluttes med denne bemærkning: ”Da Jesus havde fuldendt disse ord”, som det kan oversættes. Tilhørerne kan ikke kun være disciplene, selv om det indledningsvis ser sådan ud (5,1), men omfatter skarerne. Reaktionen findes en række andre steder, hvor Jesus taler. Skarerne slås af forbavselse. Eller rettere: De bliver ude af sig selv. Den stærke reaktion svarer til reaktionen ved nogle af Jesu mirakler i Markusevangeliet. I Matthæusevangeliet er det forbeholdt reaktionen på Jesu lære. Men sagen er den samme: I Jesus virksomhed, uanset om det er handlinger eller tale, stilles de overfor en anden myndighed. Derfor reagerer de kraftigt, for de står over for det guddommelige.

v.29: Det understreges i det sidste vers. Jesus har myndighed og er ikke som deres almindelige lærere. I evangeliets sammenhæng er det ikke vanskeligt at forstå, at Jesu myndighed kommer fra Gud. Han har autoritet til at udlægge sin himmelske faders vilje, som han gør i bjergprædikenen. Derfor bliver det retfærdige liv, der bygger på stengrund, at realisere den vilje i sine handlinger. Det er klart. Spørgsmålet er, om der også i selve Jesu lære ligger en myndighed. Så det, han siger, har en særlig autoritet på grund af indholdet. Hertil kan man pege på bjergprædikenens radikalitet, som grundlæggende tilsiger, at lovens ord skal være menneskets natur. Det er pointe i de vigtige antiteser, hvis pointe er, at loven ikke blot skal være forbud, men skal forme menneskets indre (5,20-48). Der er netop ikke tale om en almindelig skriftudlægning, som de skriftkloge står for. Derfor kan der ikke henvises til særlige kraftige gerninger som bevis på, at man er tilhænger af Jesus og følger hans lære. Tværtimod må det være det hele menneskes natur at leve i overensstemmelse med denne lære og dermed i sit almindelige dagligliv gøre faderens vilje. Denne fortolkning har en særlig myndighed, fordi den skifter fokus fra påbudte og forbudte handlinger til fundamentale holdninger.

Tekstens fortolkning

Der er ingen tvivl om, at tekstens tematik er udførelsen af Guds vilje. Det er som sådan en handlingsorienteret tekst. At gøre Guds vilje består ikke i at høre Jesus eller at kalde ham Herre eller at udføre særlige spektakulære gerninger i hans navn. Det består i at leve livet med Guds vilje internaliseret som sin anden natur. Det er at høre Jesu ord og gøre dem. Det er adgangen til Himmeriget.

Jesus fremfører sin lære med myndighed, fordi den indsætter en anden måde at leve i overensstemmelse med Guds vilje på. Det handler ikke om at følge påbud og forbud; det handler om at leve dagliglivet på en måde, som svarer til Guds vilje. Jesu formaning korresponderer med bønnen i fadervor: ske din vilje. For det er det, der er tale om. Når Jesu ord er menneskets natur og grundlag for dets hverdag, sker Guds vilje.

I sammenhængen gøres det til adgangen til Himmerige. Det er det liv, der står på dommedag. Det er ikke et liv, der udmærker sig ved enkeltstående særlige handlinger som profeti, dæmonuddrivelser og andet af den slags. Adgangen til Himmerige er det dagligliv, som er ifølge Jesu himmelske faderes vilje. Men så spørger man sig, hvor forskellen er på dette dagligliv og livet i Himmerige. Der er ingen tvivl om, at Matthæus viser hen til en kommende dommedag og et fremtidigt Himmerige, men i selve hans formuleringer synes grænsen at bryde sammen. For hvad kan Himmerige være, hvis ikke et liv efter Guds vilje? På den måde synes forestillingen at trække Himmeriget ind i dette liv, når det leves efter Jesu ord. Så afgøres adgangen til Himmerige ikke engang i fremtiden ved dommedag, men dommedag finder sted i spørgsmålet, om man hører Jesu ord og gør dem. Således lærer Jesus med myndighed, for den guddommelige myndighed viser sig i, at forholdet til Gud afgøres i forholdet til hans ord.