Påskedag: Matt 28,1-8 (Immanuel, 5.4.26)
Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!
Med denne hilsen hilser kristne verden over hinanden i dag. For i dag er den virkelighed, som vi lever i, blevet åbenbaret, selv om vi ikke kan se den. I dag er grundlaget for vores liv i verden kommet til syne, selv om vi ikke kan betragte den. For graven er tom, og vi modtager nu med englens beretning om, at den korsfæstede er opstanden og skal møde os igen. Lige dér er vi sammen med kvinderne, der kom ud til graven. Mellem den tomme grav og gensynet af den opstandne. Lige dér er der frygt og stor glæde. Frygt, fordi vi bygger vores liv på en tom grav. Stor glæde, fordi vi lever i tillid til ordet om opstandelsen.
Begge dele hører med. Frygten, for tilsyneladende har intet ændret sig i verden. Stor glæde, for alt er blevet anderledes. Her er det kristne liv i frygt og glæde, i tvivl og tro, når vi lever i forvisning om, at korsdøden ikke var Jesu livs afslutning, men er dets fuldbringelse, som leder til en ny begyndelse. Sådan bliver Jesu kors transparent for en ny dimension af virkeligheden, for nu skinner opstandelsen igennem det, så man gennem det kan se Guds velsignelse af verden.
Salvador Dalí fremstillede det på sin måde i maleriet Korsfæstelse (Corpus Hypercubus), hvor korset bestod af en såkaldt hyperkube (https://en.wikipedia.org/wiki/Crucifixion_(Corpus_Hypercubus)). Det vil sige et kors bestående af otte kuber, for den figur indeholder, siger geometrikerne, en fjerde dimension. Det er nemlig sådan, at et kors af seks todimensionelle firkanter, kan man folde til en tredimensionel kube. På samme måde, mener de, kan man i princippet folde et kors af otte tredimensionelle kuber til en firdimensionel hyperkube. Principielt kan man gøre det, men reelt kan man selvfølgelig ikke, for vores verden er tredimensionel. Vi kan ikke bryde ud af, at vi lever i længde, bredde og dybde. Tværtimod falder vores verden fra hinanden, hvis vi ikke oplever den i tre dimensioner. Litteraten Thomas Bredsdorff fortæller, hvordan hans kone, der var ramt af Alzheimer, på et tidspunkt fik svært ved at orientere sig, fordi hendes oplevelse af virkeligheden ændrede sig. Han overvejer, om hun mister sansen for de tre dimensioner og dermed er ved at forsvinde fra fællesskabet. På samme måde truede den dybe sorg, som den journalisten Esben Kjær oplevede, da hans søn fik kræft og døde, med at isolere ham fra fællesskabet. Hans verden var splintret i tusind stykker, og han kunne knap acceptere, at den stadig hang sammen for andre.
For det menneskelige fællesskab kræver, at vi oplever virkeligheden på grundlæggende samme måde. At vi ved, hvad der er op og ned, frem og tilbage, til den ene og den anden side. Men også at vi ved, hvad der er godt, og hvad der er ondt. At vi kan glæde os over det gode og sørge over det onde. Uden det grundlæggende fælles univers vil vores oplevelser gå i opløsning, vores virkelighed vil falde fra hinanden og bare efterlade os i forvirring. Derfor kan vi heller ikke forestille os, hvordan den firdimensionelle hyperkube ville se ud, hvis den blev foldet. Det er hinsides grænsen for vores erkendelse. Vi kan kun se den for os i dens ufoldede, tredimensionelle form. Som et kors af kuber.
Sådan et kors, mener Dalí altså, at Jesus blev korsfæstet på. Et kors, der går til grænsen af vores erkendelsesevne og samtidig indeholder muligheden for at overskride den grænse. For korset åbenbarer Gud, som den Gud, der er til stede i lidelsen og døden. Det er den nye dimension, som korset bringer med, som overgår det, som vi umiddelbart erfarer. For korset er som hyperkuben, som vi også kun kan erkende i dens ufoldede, tredimensionelle form, selv om den rummer en helt ny dimension, hvis den foldes på rette måde.
Hvis korsfæstelsen er sådan, hvis det er den ufoldede hyperkube, der markerer grænsen for vores erkendelsesevner, så er opstandelsen den foldede hyperkube, som overskrider grænsen for erkendelsen og lader den nye fjerde dimension komme til syne. Den dimension, som ikke er tilgængelig for vores sanser og ikke kan erkendes med vores evner. Den, der overskrider vores forståelse af virkeligheden, så vi kun kan modtage den i tro og leve i den i tillid. For opstandelsen åbenbarer, at der er lys dér, hvor vi ser mørke. At der er en begyndelse dér, hvor vi ser en afslutning. At der er liv dér, hvor vi ser død. Troen på det, tilliden til det gør, at vi kan leve videre i vores tredimensionelle virkelighed, hvor alt forgår og dør, uden at miste håbet, så vi kan modtage enhver ny dag som en ny begyndelse, også når ens ægtefælle er ramt af Alzheimers, som det var tilfældet for Thomas Bredsdorff, eller når børn rammes af kræft, som Esben Kjærs søn. Troen, håbet og kærligheden i vores tredimensionelle verden får en ny dimension i tillid til, at det, der er hinsides den, er liv og lys. Sådan som det åbenbares for os i opstandelsen.
Salvador Dalí har udtrykt det i et andet billede (https://www.pamono.dk/salvador-dali-the-resurrection-lithograph). Det er en akvarel med to figurer under sorte skyer, hvorunder et gult lys skinner frem. Jeg blev præsenteret for det ved et præstekonvent, og vi skulle gætte på, hvad det forestillede. Som sædvanlig får man ved den slags øvelser at vide, at der ikke er forkerte svar. Vi skal blot beskrive, hvad vi ser, når vi ser på billedet. Mit bud var ”Uddrivelse af Paradis”, hvilket fik oplægsholderen til at gå hastigt videre. Så blev ”skabelsen” nævnt og ”opstandelsen”. De to forslag faldt i bedre jord, for akvarellen mimer tydeligvis Michelangos maleri af skabelsen i Det Sixtinske Kapel (https://da.wikipedia.org/wiki/Adams_skabelse). Dér, hvor Guds og Adams pegefingre rører hinanden. Det sidste var imidlertid det rigtige svar, for det var netop Dalís illustration af opstandelsesberetningen fra hans illustrerede Bibel, der var tale om. Men der er naturligvis en pointe i, at opstandelsen også er en skabelse, for med opstandelsen bliver den nye virkelighed til, som man herefter kan leve i.
Jeg fastholder imidlertid mit bud, for når man ser på akvarellen, ser man en engleagtig skikkelse med tydelig strålegrans om hovedet, der med sin finger berører en menneskeagtig figur. Det er skabelse og opstandelse i et. Men den menneskelige figur har sit hovedet dækket af et helt sort penselstrøg, hvilket giver personen et dystert, formørket udseende. Og så er det, at jeg vil forsvare mit første indtryk, at det også en uddrivelse af det onde. Ikke af det onde menneske fra Paradis, men af det onde omkring mennesket. Opstandelsen, nyskabelsen og uddrivelsen finder sted samtidig, når det åbenbares, at vi kan stole på, have tillid til og tro på, at livet og lysets gode kræfter er om os. Ondskaben forsvinder ikke, der er stadig både Alzheimer, kræft i verden, men det mister magten til for evigt at formørke tilværelsen og lægge sig over sindet som en dyster sky. Dagen fryder trods synd og død, fordi opstandelsens liv og lys er det, der ligger hinsides grænsen for vores tredimensionelle tilværelse.
Præsten Dietrich Bonhoeffer udtrykker denne tillidsfulde tro i et digt til sin forlovede fra december 1944. Bonhoeffer var på dette tidspunkt i fængsel i Berlin på grund af sit engagement i den tyske modstandsbevægelse under det tredje rige. Han havde været aktiv anti-nazistiske Bekendelseskirke og havde hjulpet jøder på flugt til Schweiz. D. 5. april 1944 blev han arresteret og fængslet. Han forsøgte forgæves at flygte, og året efter blev han overført til en koncentrationslejr. D. 9. april 1945, tre uger før nazisternes endelige kapitulation, blev han henrettet. D. 19. december sidder han altså stadig i cellen i Berlin og skriver et digt til sin forlovede. Første strofe lyder i min oversættelse: ”Omgivet af gode kræfter / underfuldt beskyttet og trøstet / sådan vil jeg leve denne dag med jer / og med jer gå ind i et nyt år.” Så lyder omkvædet: ”Underfuldt omsluttet af gode kræfter / venter vi fortrøstningsfuldt, hvad der må komme / Gud er hos os ved aften og ved morgen / og helt bestemt ved hver eneste nye dag.” I den tryghed, digter han videre, er han klar til at modtage lidelse og død og enhver ny glæde, som måtte komme til ham. Det er opstandelsens virkelighed for ham. For det er tilliden til, at som hans liv har en grænse, således har hans erkendelse en grænse, og hinsides den grænse udfolder sig Guds virkelighed. Dér skal vi møde ham.
Det er kvindernes budskab til os påskemorgen. Det er vores evangelium.
Glædelig påske
DDS 408 – 218 – 236 — 236 – 227 – 230 – 234