Opstandelsen på koptisk og jysk

Mark 16,1-8

Kristus er opstanden! Han er sandelig opstanden!

Det er den kristne påskejubel, som den har lydt påskemorgen i snart to tusinde år. Dette glædelige evangelium forener kristne på alle steder til alle tider. Overalt i verden, til enhver tid i historien har de kristne været samlet om det budskab: Kristus er opstanden. Aldrig har der været uenighed om det. Altid har det været det fælles grundlag: Kristus er opstanden. Men der er forskellige måder at forstå det på. Man kan bruge forskellige mærkelige sprog. Jeg vil bruge to i dag. Det ene er koptisk, det andet er jysk.

Men vi begynder på koptisk. Det sprog, som man talte i Ægypten i antikken. Her opstod den tanke, at Kristus er opstanden, nemlig væk fra døden. Gud havde taget ham væk fra denne forgængelige verden, væk fra den fordærvelige krop, væk fra det svage kød. Den forestilling var formuleret i filosofiske finurligheder og teologiske tankesystemer, fx som en ide om, at Gud og den guddommelige verden bestod af ren ånd. Desværre var der i denne oprindelige åndelige verden en figur ved navn Ialdabaoth – det betyder vist fjols – der begik en stor fejltagelse. Resultatet blev, at vores verden blev skabt. Og – nok så slemt – mennesket blev skabt med den. Verden, som vi kender den, og mennesker, som vi er, er altså blevet til ved en dumhed. Ialdabaoth, fjolset, var skabergud for den verden og kun fjolser tilbeder ham. Imidlertid var der i mennesket en lille rest tilbage fra den oprindelige åndelige verden. Ethvert menneske besad en guddommelig gnist i sin ellers helt igennem ugudelige krop. Denne gnist gjaldt det om at slippe fri, så den kunne forenes med sit guddommelige ophav. Kristus viste vejen. Hans opstandelse var frigørelsen af den guddommelige del af mennesket Jesus.

Tanken lyder fremmed. Men grundlaget for den er genkendeligt. Den er en reaktion på to almindelige erfaringer. For det første, at vi har alt i verden på dødens og forgængelighedens betingelser. Uanset, hvor højt man elsker sin elskede, vil den kærlighed en dag blive hjemløs, for en af de to vil falde bort. Selv om man får det bedst tænkelige liv, skal man på et tidspunkt skille fra dem, man elsker. Livet bukker under for døden. Så kan det forekomme som en nærliggende tanke, at kærligheden mellem os mennesker; det, der er godheden i mennesket; det er evigt. Det skal ikke forgå. Det skal frigøres fra det forgængelige og forenes med det guddommelige, som det stammer fra. Alle mulige moderne tanker om reinkarnation og guddommelige energier stammer fra samme fænomen, tænker jeg.

Den anden almindelige erfaring er, at kroppen er en begrænsning. Uanset hvor veltrænede vi er, uanset hvor sundt vi spiser; eller måske netop fordi det er nødvendigt at træne sin krop hårdt, og dyrke den med sunde råvarer, ved vi, hvor besværlig den er. Den kan finde på at blive syg og gøre ondt. Det er voldsomt generende og stærkt belastende for selvforståelsen. ”Jeg er for god til den her krop,” skal Dan Turell have sagt i sit sidste leveår. Med den erfaring er det nærliggende at mene, at kroppen blot er et midlertidigt og forgængeligt hylster, der skal forgå, så det, der egentligt er mig, kan slippe fri og blive være så guddommelig, som jeg føler mig.

Således er Kristus opstanden ifølge de koptiske skrifter. Væk fra dette midlertidige fysiske liv. Op til den evige åndelighed. Så trues livet ikke længere af ondskabens, lidelsens og dødens meningsløshed, for meningen ligger et helt andet sted. Den har intet med denne verden og dette liv at gøre. Tværtimod. Det viste Kristus i sin opstandelse. For Kristus opstod. Ikke Jesus.

Kirken svarede igen med læren om kødets opstandelse. Det var netop den fordærvelige og forgængelige kødelige krop, der blev opstod i opstandelsen. Det var netop det menneskelige, sårbare liv, der blev oprejst i opstandelsen. Det var nemlig den korsfæstede Jesus af Nazaret, der opstod. Det er hans opstandelse vi fejrer med jublen: Kristus er opstanden.

Det er indholdet i den opfattelse, der kan siges på jysk. Sten Stensen Blicher skriver: ”Læ wos ålti blyw ve de!/ Fåer si båen ka kjennes ve!” Det er selvfølgelig fra ”Jyden han æ stærk å sej”. Desværre er det ikke min jyske dialekt, så jeg har lidt vanskeligheder med at oversætte det. Det er særligt verselinje nummer to, der giver problemer. Den første er let nok: ”Læ wos ålti blyw ve de” betyder ”lad os altid blive ved det”. Men blive ved hvad? Det kommer så i næste vers: ”Fåer si båen ka kjennes ve”. Den direkte oversættelse er: ”Faren kan kendes ved sine børn.” Men betyder det: ”Faren kan kendes – ved sine børn” eller ”Faren kan kendes ved – sine børn”. Altså kender man faren ved hans børn, eller kender faren sig ved sine børn?

Heldigvis er det ikke forskellen mellem hans og sin, der er afgørende her. (Overgangen kan som bekendt være glidende på jysk.) Begge muligheder er åbne. For det første: Man kender faren ved hans børn. Børn kaster lys tilbage på forældrene. Der skal ikke meget til. Et barn står op blandt sine kammerater og siger: ”Det vil jeg gerne!” Og straks har man oplevelsen af, at der et trygt hjem bag barnet. I andre tilfælde kan man fornemme en bagvedliggende utryghed, blot fordi barnet slår blikket ned. Forældrene kan kendes på børnene. I Blichers digt udtrykker det en harmonisk sammenhæng mellem generationerne. Børnenes liv har mening i slægtens store fællesskab. De lever ikke kun for sig selv.

Men den anden fortolkning af verset er også en mulighed: Faren kender sig ved sine børn, han vedkender sig dem. Det er nok så væsentligt. At forældrene vedkender deres børn. Udsagnet ”Det er min søn” eller ”det er min datter” kan ændre alting. Mest effektfuld har jeg oplevet det, når forældre således vedkender sig børn med særlige problemer og udfordringer. Vedkommendes liv får en særlig mening og værdi, fordi det er noget særligt for denne forældre. Barnets liv har mening, fordi det giver mening til denne forældres liv.

Disse to fortolkninger af ”fåer si båen ka kjennes ve” udelukker naturligvis ikke hinanden. Tværtimod, kan man sige, at de hænger nøje sammen. Faren kendes ved sine børn, når han kender sig ved dem. Begge dele gælder.

Dette vers kan være den jyske udlægning af påskebudskabet. For Gud kender sig ved sin søn og kan kendes ved sin søn. Påskemorgen er den korsfæstede opstanden. Englen understreger det over for kvinderne: I leder efter Jesus af Nazaret, den korsfæstede, han er opstanden. Altså mennesket fra Nazaret, som blev pint ihjel på et kors og døde den gudsforladte død, han er opstået. Hans menneskeliv er oprejst. Gud har kendt sig ved ham som sin søn. Og Gud kan kendes ved ham. Så får Jesu historie mening som en del af Guds historie. Guds historie inkluderer Jesu historie.

Hermed står Gud ved det liv, som Jesus levede, og den død, som han døde. Netop det meningsfyldte menneskeliv og den meningsløse død kender han sig ved. Ikke således, at meningen i Jesu liv før kommer i opstandelsen. At det først får mening hos Gud. Men således at Gud vedkender sig dette liv som meningsfyldt. Det liv står han bag. Så kan man kende Gud ved, at han står bag menneskelivet. Han er skaberen.

Og ikke således, at Gud i opstandelsen giver mening til den meningsløse død. Men således at han vedkender sig meningsløsheden ved at modsætte sig den. Det meningsløse får ikke mening, men forbliver meningsløst, når det modsiges. Så kan man kende Gud ved det, at han ikke lader det meningsløse være uden for sig. Han vedkender sig den ved at frelse fra det.

I opstandelsen antager Gud Jesu menneskeliv og hans menneskedød som sit eget. For i opstandelsen viser Gud, at det var hans søn, der døde den på korset. Og den død, der er overvundet.

Opstandelsen er ikke en opstandelse væk fra det skrøbelige menneskeliv og væk fra den uundgåelig menneskedød. Det er en oprejsning af livet i en modsigelse af døden, så livet med al dets kødelige fordærv, alle dets kropslige begrænsninger og al dets skrøbelighed og sårbarhed ikke skal leves på dødens betingelser, men på opstandelsens. For Gud kendt sig ved det. Det kan han kendes ved.

Så skinner påskelyset, opstandelsens lys, ind over vores liv. Og hele vores liv, både det meningsfulde og det meningsløse, skal leves i det lys. For den korsfæstede er oprejst. Kristus er opstanden. Glædelig påske!

DDS 408 – 218 – 224 — 236 – 227 – 234