Matt 28,1-8
Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden!
Det er alle kristnes jubel påskemorgen. Prædikenen burde stoppe der. Ingen ord har indhold nok kan leve op til den forkyndelse. Ingen formuleringer er omfattende nok til at rumme det budskab. Teologiske udredninger kommer til kort over for det evangelium. Ligesom opstandelsesmotivet er det motiv, hvor kunstnerne burde give op (her i kirken er vi heldigvis fritaget for et forsøg – i Vartov er vi ikke så heldige). Opstandelsen bringer malerne i knæ, således bringes prædikanten til tavshed. For hvad kan man sige om noget, der er det ukendte og uventede; det usandsynlige og utrolige. Det, som kun kan tros. Og kun er sandt, når det tros. Og som, når det tros er sandt på en sådan måde, at det forandrer alting. For det er ikke denne eller hin historiske begivenhed, det handler om. Det er ikke en hændelse, som man kan diskutere detaljerne om, der er i fokus. Alting: tilværelsen, menneskelivet er et andet, når opstandelsen holdes for sand. Så er virkeligheden opstandelsens virkelighed.
Hvordan skal man tale om det? Hvordan skal man tale om det, der på den ene side umuligt og uhåndgribeligt at forholde sig til; og på den anden side er overrumplende og omkalfatrende at være en del af. Hvilken mening giver det at tale om det?
En af de store teologer fra det tyvende århundrede, Rudolf Bultmann, tog spørgsmålet op. Hvilken mening giver det at tale om Gud, spurgte han. Hvis Gud er, er han nemlig ikke dette eller hint fænomen, denne eller hin historiske begivenhed og slet ikke denne eller hin genstand, som man kan betragte et sted fra og beskrive for hinanden. Som en tsunami et sted i havet eller en stjernekonstellation et sted på himlen. Man kan ikke komme på afstand af Gud, så man kan forholde sig til ham, som noget uden for sig selv. Hvis man mener det, har man allerede sagt, at Guds virkelighed ikke findes. Hvis Gud er, er han det hele. Så er der ikke noget sted uden for ham, hvor man kan stille sig og gøre ham til objekt for sin tale. For hvis Guds virkelighed er, er man selv og selv ens tale allerede omfattet af den. Gud har altid allerede bestemt en, før man kan nå at bestemme Gud. Hvis man er helt og aldeles bestemt af Gud, så kan man ikke sige noget om ham, for man kan gøre noget uden at være bestemt af ham. Det ville svare til at skulle se sit eget øje. Det kan man se et billede af, men man kan ikke se det, for man har brug for det til at se. Således med Gud. Hvis han er, er han hele vores liv, så er han udgangspunktet og endepunktet for vores tilværelse, så kan vi ikke være uden for ham, så vi kan sige noget om, hvordan han er i sig selv uden for os. Hvordan kan man da tale om ham? Det kan man heller ikke, svarede Bultmann. Hvis Gud er, kan man ikke tale om ham, for så er man i ham. Hvad skal man så sige, når man skal tale om Gud, og ikke kan tale om ham, fordi han har bestemt en fuldstændigt. Ja, det eneste man så kan tale om, er sig selv. Hvis man skal tale om Gud, må man tale om sig selv, sin egen menneskelige eksistens, for den er helt bestemt af Gud. Og derved kan man forsøgsvis tale om Gud ud af Gud. Det man siger om sin egen menneskelige eksistens, handler om Gud, fordi han er årsag og mål for denne eksistens.
Således, hvis man skal tale om Jesu opstandelse. Den kan man ikke tale om, som en fortidig begivenhed; som et faktum en gang i fortiden, som man på sikker afstand kan beskrive og analysere. For den er ikke en hændelse som alle andre, som man kan vende og dreje, se fra forskellige sider og belyse på diverse måder. Som skuddet i Sarajevo eller Kennedys tale i Berlin. Hvis man mener at kunne det, har man allerede sagt, at opstandelsen ikke er virkelig. Hvis den er virkelig, bestemmer den hele ens virkelighed. Så er der ikke et sted, hvor man kan stå op afstand og tale om den, for ens tilværelse er helt bestemt af den. Så er livet i opstandelsens virkelighed. Der er ikke et tredje punkt. Ikke et sted, hvor man nøgternt og neutralt kan overveje for eller imod; og se på det ene eller andet faktum og udregne diverse eventualiteter og sandsynligheder. Gør man det, har man allerede stillet sig uden for dens virkelighed. Derfor bliver malerier af den opstandne så elendige, som de oftest gør, for maleren vil gøre det umulige. Han vil fremstille den opstandne som en virkelighed uden for sig selv. Men hvis opstandelsen fremstilles som en objektiv virkelighed uden for os, så er det ikke virkeligt. Den opstandne kan man kun fremstille ved at fremstille sin egen virkelighed, som den er bestemt af opstandelsen. Så kan man end ikke tale om det, for det er ikke noget bestemt, som man kan udpege og sætte ord på. Opstandelsens virkelighed er det liv, der leves i budskabet: Kristus er opstanden!
For opstandelsen bestemmer virkeligheden på ny. Opstandelsen er konsekvensen af, at det var Guds søn, der insisterede på at gå ind i den menneskelige lidelse og død. Guds søn tog lidelsen på sig, da han døde på korset. Han gik ind i døden som sin egen. Gud tog lidelsen og døden til sig og gjorde den til en del af sig selv. Det, der var fremmed for ham, gjorde han til sit eget. Lidelsen og døden forsvandt ikke. Gud overtog dem og gjorde dem til sine. De blev en del af ham. Så er den lidende og døende ikke adskilt fra Gud, men omgivet af ham, for lidelsen og døden hører til ham. Lidelsen og døden forsvandt ikke. De sidder på den opstandne som korsmærker. Men han er den levende. I ham blev lidelsen og døden omgivet af Guds virkelighed, og den virkelighed er liv. Det står klart påskemorgen. Opstandelsens virkelighed er, at lidende og døende falder ind i Guds virkelighed, hvor lidelsen og døden ophører. Det ser vi på den opstandne. Sørgende og bekymrede er omgivet af livet. Smerten, lidelsen og døden er ikke forsvundet; men forvundet, som vi synger i julesalmen. For Kristus er opstanden!
Opstandelsens virkelighed er det liv, der leves i det budskab. Det gør kvinderne, da de skynder sig bort fra graven. Deres tilværelse var brudt sammen, nu opstår til deres forbløffelse nyt håb, nye muligheder og nyt liv. De går ud i opstandelsens virkelighed med frygt og glæde. Frygt, fordi de går ud i en verden, hvor lidelse og død; krig og sygdom og alt det, vi frygter, ikke er forsvundet. Glæde, fordi det er forvundet, fordi vi kan leve i en virkelighed, hvor Gud selv har taget lidelse og død ind i sit liv. Opstandelseslivet leves i den tro. Det er opstandelsens virkelighed.
Men den er ikke til at tale om, for ordene gør ikke noget virkeligt. Beskrivelser bliver uvirkelige. Som Grundtvigs berømte formulering ”med venner i lys vi tale.” Det skal være en beskrivelse af livet i opstandelsen engang i fremtiden. Men som et udsagn om opstandelsens virkelighed fungerer det ikke. Det er ikke – som teologer, der er ivrige efter at demonstrere eget vid, har sagt – fordi det burde hedde ”med fjender i lys vi tale”, da alt åbenbart er harmonisk i det hinsides. Det er ikke opstandelsens virkelighed. Det er et håb om noget andet engang. Opstandelsens virkelighed findes derimod i hans vers: ”Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt og sæt dig ved min side”. For det er en bøn, om at nogle vil have den tro på livet, det kræver at være hos os, når vi snart skal dø. For det er her, når livet og døden mødes i den menneskelige tilværelse, at opstandelsens virkelighed viser sig. Når døden slår ind over livet, og vi oplever, at nogle har tro på livet til at bære den sammen med os. Når ulykker, sygdom og tab slår os omkuld, så man tror, at man skal synke, så oplever man livet omkring sig. Så er der nogen, der bærer opstandelsestroen i sig og kan være hos os, når det er allersværest. For opstandelsens virkelighed er hverken at tale med venner eller fjender i lys. Opstandelsens virkelighed er at møde sine kære, når man er i mørket. Opstandelsens virkelighed er at blive holdt fast af livet, når man er fortabt. Det er at have livet om sig, når man skal dø.
Fra opstandelsens virkelighed beder vi Gud tage sig af dem, der ikke møder venner i mørket, der er alene i den sidste nattevagt, og for hvem ingen står op mod den uret, de oplever. Og vi beder om styrke til at lade opstandelsens virkelighed gælde i krigen, så den ikke føres for at besejre fjenden, men for at vinde freden og beskytte livet – vores såvel som deres. For det var den korsfæstede, der opstod. Ham, der blev anset for at være en forbryder; tortureret og henrettet; nedbrudt og fordømt. Han viste sig som den levende. I ham viste livet sig trods uretfærdig lidelse og død. I den virkelighed kan vi trods uretfærdig lidelse og død fastholde livet som vores horisont og perspektiv. For i dag vidste det sig, at magtesløsheden optages af Guds magt, at lidelsen omsluttes af Guds kærlighed, at mørket er omsluttet af hans lys, at døden forsvinder ind i hans liv.
Det er vores virkelighed. Opstandelsens virkelighed. Kristus er opstanden!
Glædelig påske!
DDS 408 – 218 – 230 — 235 – 227 – 234