Mark 16,1-8
Kristus er opstanden. Ja, han er sandelig opstanden.
Fra gammel tid er det de kristnes hilsen påskemorgen. Det er påskens jubelråb. For den, der var død, er levende. Han er opstået. Han er her ikke. Alting er blevet nyt, for livet vandt over døden.
Og det selv om evangelieteksten ikke indeholder et eneste ord om fryd og glæde eller sejr og jubel. Tværtimod er teksten fyldt af forfærdelse og angst; af chok og forvirring. Og den slutter endda med bange kvinder, der ikke siger noget til nogen. En tom grav og tavse kvinder. Tomhed og tavshed. Alligevel er det derfra det hele opstår, glæden og jubelen. Tekstens tomhed og tavshed bliver til livets fylde hos læseren.
Teksten fra Markusevangeliet er den ældste fortælling om påsken. Det er også den korteste. Der er ingen beretninger om den opstandne i Markusevangeliet. Han viser sig ikke for disciplene. Udsagnet om, at de skal se ham i Galilæa, foranlediger ikke Markus til at fortælle om dette møde, sådan som Matthæus gør. Snarere skal man forstå det sådan, at Markus henviser læseren til at læse evangeliet forfra for at møde Kristus i Galilæa, hvor evangeliet begynder. Om opstandelsen og den opstandne meddeler Markus ikke andet end den tomme grav.
Måske er det kristendommens historiske oprindelsesøjeblik. Det, at nogle kvinder har fortalt, at den grav, hvori den døde Jesus blev lagt, var tom. At man har forkyndt, at han ikke var der, men var opstået. Men det i sig selv er ikke tilstrækkeligt til, at kristendommen opstår. Noget mere skal til, for at troen kan have indhold. Det må have mening, at den døde opstod. Men hvilken mening? Hvilket indhold, kun udspringe af en tom grav?
Det er selvfølgelig svært at sige noget om, hvad kvinderne tænkte om Jesus, da de gik ud til graven efter sabbatten for at salve ham efter de foreskrevne regler. Men det er sandsynligt, at de som Jesu tilhængere i øvrigt i fællesskabet med ham havde oplevet en særlig livsfylde. Det beskrives i evangelierne således, at de mennesker, som Jesus mødte, blev taget ud af deres hidtidige eksistens. Var de prostituerede eller kriminelle, svindlere og bedragere eller handicappede og syge, alt det, som de tidligere var, holder de op med at være, når de kommer i fællesskab med Jesus. I samværet med ham får de en ny identitet, en ny status, som alene er bestemt af deres forhold til ham. Om ham er de samlet i en ny form for familie, hvor der også var plads til dem, der ellers ikke havde plads i samfundet. Sammen med Jesus var der godt at være. Det, de havde sammen med ham, var som gudsriget. Det var nærmest en forsmag på Guds rige, som var kommet nær ifølge det, Jesus sagde. Da de gik op til Jerusalem for at fejre påsken, havde de måske forventet, at der ville ske noget særligt. Var det nu, at det gudsrige, som Jesus havde talt om, skulle blive til virkelighed? Forventningens glæde strømmer ud af fortællingerne om indtoget palmesøndag og påskemåltidet med disciplene skærtorsdag. Det er ikke for megen spekulation at sige, at Jesu tilhængere havde glædet sig til det, der skulle se. De så frem til det, for nu skulle løfterne indfris og forventningerne gå i opfyldelse. Nu skulle gudsriget komme, håbede de. Og de skulle have plads deri. For gudsriget var kommet nær, havde Jesus forkyndt. Det var hans evangelium.
Blev de så skuffede langfredag? Blev de skuffede, da overmagten lukkede munden på forventningerne, da voldens realitet tog livet af forhåbningerne? Blev deres glæde slukket, da Jesus døde på korset? Det må man antage. De havde set frem mod en fremtid, hvor deres håb skulle blive til virkelighed. I den fremtid skulle glæden være. Der skulle de være lykkelige. Men med Jesu død døde den drøm. Hvad kan de se frem mod nu andet end at vende tilbage til deres gamle triste tilværelse? Den, der gav deres liv fylde, er død. Så nu er livet atter tomt. Der er intet at se frem til. Fremtiden er forsvundet. Det, der tegnede lyst, er nu bare mørke. Med korsfæstelsen brød deres virkelighed sammen.
I den skuffelse finder de den tomme grav. Og nu er det afgørende, hvad den kommer til at betyde. Englen siger det i Markusevangeliet. ”I leder efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her.” Glædesbudskabet er ikke, at han alligevel ikke var død. Evangeliet er, at han var død og nu er opstået. For den tomme grav viser ikke, at der stadig er grund til at have de håb, ønsker og drømme, som Jesu tilhængere havde. Den er ikke et bevis på, at de nok skal få den fremtid, som de forestillede sig. Den tomme grav viser, at deres håb er indfriet. Og hvor? I det liv, som de nu henvises til: I dagliglivet i Galilæa, for der skal de møde ham. Dér er glæden nu. Dér er livets fylde nu. Nu er hans evangelium om at gudsriget er kommet nær, udskiftet med evangeliet om ham, hvori gudsriget er.
Påskens glædelige budskab er, at det evangelium, som Jesus bragte, er blevet til virkelighed i evangeliet om ham, fordi han døde og opstod. Glæden og livet er nu i den dagligdag, hvor han lover at være til stede, så hans tilhængere skal se ham der. Når med udgangspunkt i budskabet om den tomme grav vender tilbage til dagligdagen og lever hverdagslivet på grundlag af evangeliet om opstandelse, så skal den opstandne være nærværende for dem. Fordi er den tomme grav fundament for tilværelsen, vil alle livets tildragelser mødes i troen på livets magt og glædens sejr. Det er den livsfylde, hvori de troende møder den opstandne. Det er englens budskab til kvinderne.
”Og de levede lykkeligt til deres dages ende,” ville man slutte, hvis det havde været et eventyr. Sådan siger man, når der ikke er mere at fortælle, fordi alle forhindringer og al modstand er overvundet, og det hele er idel lykke. Det kan man ikke fortælle om, for lykkelige fortællinger er kedelige. Spændingen opstår, når problemer skal løses og kampe kæmpes. Når dramaet er overstået og sejren er vundet, kan man ikke fortælle mere. Så må man bare sammenfatte: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende,” for så er historien slut. Men sådan kan man ikke slutte historien om påsken. Den er ikke et eventyr, og alle forhindringer er ikke overvundet, så der er meget mere at fortælle. Det ved vi ikke mindst d. 9. april, hvor den nationale historie minder os om, at tilværelsen bliver ved med at være fyldt af forhindringer, og der altid vil være modstand at overkomme. 9. april minder os om, hvad mennesket er i stand til. For sagen er jo, at nok er d. 9. april en særlig dato i danmarkshistorien og nok indeholdt de fem mørke år exceptionelle uhyrligheder, men en lang række begivenheder både før og siden har lært os, at det desværre ikke var enestående eksempler på menneskets evner i ondskab. Så man spørger sig, hvad kan budskabet om en tom grav mod dette? Ondskaben blev jo hverken besejret i det ydre omkring os eller i det indre i os.
Så efterspørges åndelige øvelser eller spirituelle teknikker. For det forventes, at troen skal gøre livet lettere og bedre. Hvad skal den ellers gøre godt for? Skulle smerten ikke være mildere, ulykken lettere at bære for de troende? Er opstandelsestroen ikke netop det, man kan trøste sig ved, når livet går i stykker? Således spørger paradoksalt nok navnlig personer, der selv erklærer sig skeptiske eller ligefrem kritiske over for religion i almindelighed og kristendommen i særdeleshed. Det er som om, de forventer, ja ønsker, at troen skal være en genvej gennem livet. Så de troende ikke skulle være lige så kede af det som andre, ikke føle lige så stor sorg. Man kan næsten få det indtryk, at de stoler på, at troende skal fastholde håbet på deres vegne ved at leve et liv, der er nemmere end deres.
Men sådan er det ikke. Livet efter opstandelsen er ikke en kedsommeligt ”og de levede lykkeligt til deres dages ende”-tilværelse, hvor alle dage er ens og d. 9. april kunne være en hvilken som helst dag, fordi den kristne forkyndelse er løsningen på alle problemer. Sådan er det ikke. Påskeevangeliet, englens glædelige budskab, er ikke, Kristus nu vil komme til undsætning i alle kriser og redde os fra alle ulykker. Englen siger, at de forfærdede og frygtsomme kvinder skal gå fra den tomme grav til dagligdagen i Galilæa og dér vil de se ham. De sendes ikke ud for at leve livet med opstandelsen som endemål eller formål. De sendes tilbage for at leve med udgangspunkt i opstandelsen. Livet har fået et nyt grundlag, som det skal leves på, uanset hvor rystede og angste de er. Så mødes alle livets tildragelser, lykke såvel som ulykke, i lys af den tomme grav. Så kan man møde alle dage også d. 9. april i troen på det liv, som sejrede, da graven var tom. I det liv er den opstandne. Dér skal vi se ham.
Glædelig påske!
DDS 408 – 218 – 236 — 235 – 227 – 234