Påskedag (1)
Den tomme grav
v.1 Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. v.2 Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op.
v.3 Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« v.4 Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor.
v.5 Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. v.6 Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! v.7 Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«
v.8 Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Mark 16,1-8 (jf. Matth 28,1-8; Luk 24,1-10; Joh 20,1-2)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Beretningen om kvinderne ved graven findes i alle evangelierne. Men det er meget karakteristisk, at kun Markus lader sit evangelium slutte med den tomme grav. De andre evangelier har alle tilføjet fortællinger om den opstandnes tilsynekomt. Markusevangeliet har i den autoriserede oversættelse også et afsnit med en opstandelsestilsynekomst (Mark 16,9-20), men det er helt sikkert en senere tilføjelse, der er inspireret af de andre evangelier.
Som altid er Markusevangeliet grundlag for de andre evangelisters versioner, hvor Matthæus og Lukas er tættest på Markus, mens Johannes er mest sin egen.
Matthæus udviser sin interesse i det mytologiske ligesom han gjorde ved korsfæstelsen. Derfor fortæller han, hvordan stenen bliver væltet fra, nemlig ved et jordskælv, og at en engel stiger ned fra himlen og sætter sig på stenen (Matth 28,2). Hans ser ud som lynild og hans klæder er hvide som sne (Matth 28,3), så vagterne bliver som døde (Matth 28,4). Denne udfoldelse kommer dels fra Markusevangeliets konstatering, at stenen var væltet fra. Matthæus vil fortælle, hvordan det skete. Dels fra det forhold, at han har indskrevet bevogtning af graven i det foregående (Matth 27,62-66) og følgende (Matth 28,11-15). Derudover er det ganske små detaljer, som Matthæus har ændret, fx er der kun to kvinder ved graven, idet Salome ikke nævnes. I øvrigt nævnes deres ærinde heller ikke. De skal bare se til graven (Matth 28,1). Men straks efter har Matthæus tilføjet, at kvinderne selv møder Jesus på vejen til disciplene (Matth 28,8-10). I henhold til englenes befaling møder disciplene senere den opstandne i Galilæa på bjerget (Matth 28,16-20).
Lukas er i denne sammenhæng ret tæt på Markus. Han benævner den tredje kvinde Johanne i stedet for Salome (Luk 24,10) og kalder dem i indledningen blot kvinderne (Luk 24,1). Desuden kommer englene ”med et” foran kvinderne inde i graven (Luk 24,4). Det, de siger, er lidt anderledes end i Markus- og Matthæus. Først og fremmest henviser de ikke til, at den opstandne skal møde dem i Galilæa, men blot til, hvad han sagde i Galilæa (Luk 24,6-7). Det hænger selvfølgelig sammen med Jerusalem centrale rolle i Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Da Peter hører kvindernes vidnesbyrd, løber han ud til graven og konstaterer, at den er tom (Luk 24,9-12). Herefter følger to møder med den opstandne (Luk 24,13-35 og 36-49) inden himmelfarten (Luk 24,50-53).
Johannes er atter særpræget. Han har blot en kort bemærkning om, at Maria Magdelene kommer ud til graven og ser stenen væltet fra. Så løber hun til Peter og Yndlingsdisciplen og fortæller dem om det (Joh 20,1-2). De to disciple løber nærmest om kap derud og ser den tomme grav (Joh 20,3-10), derefter kommer Jesus i en eller anden form til syne for Maria Magdelene (Joh 20,11-18), disciplene (Joh 20,19-23) og igen ugen efter for dem og Thomas (Joh 20,24-29).
Som sagt er den mest betydningsfulde forskel mellem evangelierne, at alle andre end Markus fortæller om møder med den opstandne. Lukas og Johannes lader Peter hhv. Peter og Yndlingsdisciplen se den tomme grav. Johannes lader ud over disciplene også Maria Magdelene møde Jesus.
Tekstens placering i Markusevangeliet
Med tidsangivelsen i v.1 knyttes forbindelsen til lidelseshistorien (Mark 15,42), som historien om den tomme grav er en direkte konsekvens af. Kvinderne forbinder også de to dele (Mark 15,40-41.47).
Ikke overraskende afslutter perikopen om den tomme grav Markusevangeliet. I evangeliets struktur er det sidste fase, hvor Guds reaktion på Jesu liv og gerning kommer frem. Den tomme grav skal ses som udtryk for, at Gud antager Jesus som sin himmelske søn, fordi han har gennemført det projekt, han blev pålagt i dåben (Mark 1,9-11), nemlig at være Guds Søn, hvilket indebar at give sit liv som løsesum for mange (Mark 10,45). Det blev gennemført med korsdøden, hvilket Gud nu vedkender sig. Det var hans søn, der døde den gudsforladte død, derfor overvindes døden nu i hans opstandelse.
Samtidig med at teksten afslutter evangeliet, danner englens henvisning til Galilæa en cirkelkomposition, idet læseren dermed bliver henført til evangeliets begyndelse og Jesu jodiske virke i Galilæa, hvilket fører til begivenhederne i Jerusalem med korsdød og den tomme grav med englens henvisning til Galilæa …
Tekstens detaljer
v.1-2: Tidsangivelserne ”da sabbatten var forbi” og ”meget tidligt om morgenen den første dag i ugen” og ”da solen var stået op” siger, at kvinderne er ved graven ved solopgang søndag morgen. Det bliver den tredje dag efter korsfæstelsen, da man jo tæller inklusiv både fredag og søndag. Derved bliver Jesu lidelses- og opstandelsesforudsigelser opfyldt (Mark 8,31; 9,31; 10,33-34).
At kvinder kommer med salver, virker lidt underligt. Det skete normalt før begravelsen. Det kan der gives mange forklaringer på, fx at de ikke havde salver og ikke kunne købe dem på sabbatten. Men hvorfor vil de salve ham efter begravelsen, hvor liget måske allerede er i forrådnelse? Men sagen er, at kvinderne både under og efter hans jordeliv, sørger for ham (jf. Mark 15,41).
v.3-4: Graven var lukket med en sten. Kvindernes samtale leder hen til det forunderlige, at stenen var væltet fra. Bemærkningen om dens størrelse hører bedre til i v. 3, men understreger her det mirakuløse i, at den er fjernet.
v.5: Personen i graven betegnes en ung mand. Nogle vil drage en forbindelse til den mystiske unge mand, der flygter ved Jesu tilfangetagelse (Mark 14,51-52), men beskrivelsen af ham og kvindernes reaktion viser tydeligt, at der er tale om en engel. Kvinderne reagerer, som mennesker altid gør, når de møder engle: med ærefrygt.
v.6: Englen reagerer også, som engle altid gør, når de møder mennesker: med beroligelse. Han kommer så med det centrale budskab: Den korsfæstede Jesus af Nazaret opstået, eller rettere: han er blevet oprejst. Subjektet i det passive verbum er Gud. Englen peger yderligere på stedet, hvor hans lig skulle have været.
Den korte bemærkning rejser spørgsmålet om, hvordan Markus har forestillet sig opstandelsen. Er der tale om en legemlig opstandelse, en optagelse til himlen eller en forvandling? Grundlaget for at sige noget meget specifikt er spinkelt. Man kan evt. henvise til Jesu forklarelse på bjerget (Mark 9,1-13), som disciplene netop først må fortælle om efter hans opstandelse. På den baggrund kan man måske slutte, at opstandelse er en legemlig forvandling og optagelse i himlen. Men det er som sagt meget vanskeligt at sige noget om Markus’ præcise forestillinger. Man kan dog konstatere, at liget er væk, så en ren sjælelig eller åndelig opstandelse er der ikke tale om.
v.7: Kvinderne får en opgave: at bringe bud til disciplene om at møde Jesus i Galilæa. Peter fremhæves, dels fordi han har en særstatus blandt disciplene; dels for at betone, at hans fornægtelse (Mark 14,50.66-71) ikke får konsekvenser.
v.8: Evangeliet slutter med kvindernes frygt og tavshed.
Dette vers er ganske subtilt. Ifølge det fortæller Markus en historie, der aldrig er blevet fortalt. Det kan jo ikke passe, derfor må læseren selv slutte sig til, at kvinderne har brudt tavsheden og fortalt om opstandelsen. Således inddrages læseren selv i fortællingen og opfordres sammen med disciplene til at gå til Galilæa og møde Jesus, nemlig ved at læse evangeliet forfra.
Tekstens fortolkning
Man kan sige, at Markus med denne afslutning skaber kristendommens grundlæggende myte. Historien om Jesu korsfæstelse, død og opstandelse, kræver læserens medvirken, fordi den slutter med kvindernes tavshed. Således bliver læseren selv inddraget i fortællingen, der på den måde kommer til at handle om den, der læser. På samme måde som en myte fortæller historien om fx, hvordan mænd og kvinder blev til og dermed forklarer oprindelsen til mænd og kvinders virkelighed. Således forklarer Markusevangeliet oprindelsen til den frelse, som de troende læsere selv har del i. Samtidig sendes læseren tilbage til evangeliets begyndelse for at lære mere om, hvad denne frelse og denne frelser betyder for de troendes liv og tilværelse.
At Markusevangeliet ikke fortæller om opstandelsestilsynekomster forklares altså i den fortolkning ved, at mødet med den opstandne skal læseren selv foretage, når han læser evangeliet igen og igen i bevidsthed om, at den Jesus han møder i Galilæa også er den Jesus, der opstår. Således foregår opstandelsestilsynekomsten ifølge Markus ikke for nogle andre, som man kun kan fortælle om. Således er det i de øvrige evangelier (måske med undtagelse af Johannesevangeliet). For Markusevangeliet sker opstandelsestilsynekomsten, når læseren selv møder den opstandne i fortællingen om Jesus i Galilæa.