Indtoget i morderstaden
Matth 21,1-9
”Nu er vort mismods vinter, gjort til sommer/ en søn af huset York er vores sol,” siger den skumle Richard i indledningsreplikken i Shakespeares drama Richard III. For krigen er forbi. Hadet er bragt til ende. Der er fest og glade dage. Gamle fjender går med armen om hinanden. Men Richard skumler. Han bryder sig ikke om det. Jeg er ikke skabt til den slags kropsøvelser, som mændene nu udøver, siger han, for jeg så grim, at hundene gør ad mig på gaden. Hvad skal jeg nu? I denne ynkelige svage fredstid kan jeg jo ikke andet end gøre nar ad min egen skygge.
Richard kan ikke finde ud af fredstiden. Han bliver rådvild, fordi militære grænselinjer brydes ned, og fjendebillederne krakelerer. Han føler sig fortabt, fordi han ikke har en front at forholde sig til. Han ved ikke, hvem han er, når det ikke er tydeligt, hvem man skal holde med. Han kan ikke finde ud af, hvordan han skal opføre sig, når han ikke skal kæmpe mod fjenden. Så kan han faktisk kun gøre grin med sig selv. Så kan han da i det mindste føle sig tryg i, at alle er imod ham.
Richard er nemlig mobber. Han har brug for, at nogle er populære, og andre er upopulære. Dét kan han finde ud af. Så bekæmper den ene gruppe den anden ude. De populære mobber de upopulære. Det giver mening i Richards hoved. Så gælder det bare om at være på den rigtige side. Det er orden for Richard. I denne ynkelige svage fredstid, er der ingen orden. Nu er alle jo venner.
Derfor beslutter Richard at spille skurk. Han er ikke ond, men han kan ikke finde ud af at være god. Så bliver han ond. Han beslutter, at han vil være konge. Han charmerer damerne, skræmmer mændene og gør alle til brikker i sit spil om kongemagten. Så bliver der orden i Richards verden. Nu er der igen klare modsætninger og tydelige grænser. Det kan han finde ud af. Han gør alle til enten undersåtter eller fjender. Det er nødvendigt. Ellers kan han ikke finde ud af, hvem han er.
Man kan forestille sig Richard stå og skumle i baggrunden, da Jesus rider ind i Jerusalem. Jesus modtages med jubel som en konge. Men han er ikke en hvilken som helst konge. Han er en fredskonge. Sagtmodig kommer han ridende på et æsel. Ikke på en hest, som man bruger i krig. Skaren svinger palmegrene i luften og breder kapper ud på vejen, så han ikke skal røre jorden. Det er den sande konge, der rider ind.
Det bliver ikke ved med at gå, hvis man tænker som Richard. For Jesus har jo ikke overvundet nogen. Han har ingen militære sejre bag sig. Han har ikke undertvunget fjender. Han har ikke nedkæmpet modstanderne. Han har ikke tilkæmpet sig magten. Tværtimod. Faktisk har han intet royalt foretaget sig overhovedet. Han har ikke vist sig som krigshelt eller militærstrateg. Han har heller ikke udvist lederevner eller politisk tæft. Hvis han er konge, kan enhver være konge.
Alting vakler for en som Richard. Hvis kongen ikke er overlegen, hvordan skal man så kunne regne med ham. Hvis han ikke formår at forsvare grænserne og holde barrikaderne, falder det hele fra hinanden. Også i overført forstand. Så vakler værdierne, så undergraves hierarkierne, så nedbrydes forskellene. Så ved man ikke, hvem der er høj, og hvem der er lav; hvem der er på den rigtige side, og hvem der er på den forkerte. Det ville Richard ikke kunne holde det ud. Han ville blive ond for at genoprette orden.
Richard får ret. Senere bliver menneskemængden ond. De vender sig imod ham og lyncher ham. Hans indtog i Jerusalem er hans vej til skafottet. Som vi hørte: Jesus er på vej til sin morderstad. Alle vender sig mod ham, da det viser sig, at han ikke er en rigtig konge, som ikke sætter grænser mellem de gode og onde, de rigtige og de forkerte. Dem, der må være med, og dem, der skal holdes ude. I hans kongerige er der ingen forskelle. Grundtvig skriver om ham: ”Herren god, som uden grænser/ elsker dem, han haver kær,/ ingen forskel hos dem ænser,/ ønsker sig dem lige nær/ lige dristig fri og trælle/ tør sig blandt hans venner tælle.” Kongen har selv givet afkald på magt og gjort sig fattig. Han ydmyger sig indtil døden, ja døden på et kors. Derfor nedbrydes modsætningen mellem magthaver og magtesløs, mellem rig og fattig, mellem overlegen og underlegen. Magt-, status- og værdihierarkierne kollapser. Det er kaos for Richard og for alle dem i Jerusalem. Jesus må lade livet, så ordenen kan blive genoprettet.
Godt det samme, fristes man til at sige, for hvordan ville æsel-kongens verden være? Hvis ikke økonomiske hierarkier gjaldt, så goderne skulle fordeles lige; ville der snart ikke være goder at fordele. Hvis ikke der var politiske systemer, så man skulle gøre sig fortjent magten; ville det nok hurtigt blive de forkerte, der fik den. Hvis ikke samfundet havde kontrolinstrumenter og straffeforanstaltninger, ville fællesskabet snart lide overlast. Jesu kongerige er kaotisk. I den verden ville vi som Richard blive onde for at oprette orden.
Så ender det med, at man står sammen med Richard og skumler over denne ynkelige svage fredskonge, der ikke kender forskel på godt og ondt, rigtigt og forkert, op og ned. Under hans kongedømme bryder vores verden sammen. I forhold til ham smuldrer vores idealer. Skulle vi eksempelvis acceptere, at folk vil leve uden frihed, ligestilling og demokrati? Skulle det blot være verdslige værdier? Har vi ikke ret til at sige, at skellet mellem samfund med vores menneskerettigheder og samfund uden vores menneskerettigheder, er skellet mellem gode og dårlige samfund? Hvis Jesus er god, når han på æslet og på korset undergraver vores ideer om rigtigt og forkert, så må vi være onde.
Derfor skulle vi høre Kingos salme til dagen. For den afslører Richards og mit blik på teksten. Jeg vil have den til at handle om min verden, og hvordan jeg skal forholde mig til den. Jeg ville overtage Jesu perspektiv og anlægge det på tilværelsen. Men når jeg gør det, kan jeg ikke holde det ud, så bliver jeg ond. Og så vender Kingo det om. Jeg skal ikke anlægge Jesu perspektiv på verden, men lade ham anlægge sit perspektiv på mig. Således præsenterer Kingo nemlig kongen på æslet: ”Her er han, som vil favne/ dig med sin kærlighed/ her er han som vil gavne/ dig med sin blodig sved// Her er han som vil bære/en tornekrans for dig/ her er han som skal være/ din drot evindelig”. Jesu kongedømme handler ikke om min verden; det handler om mig. Meningen er ikke, at jeg skal se verden med hans perspektiv; meningen er, at jeg skal lade mig se i hans perspektiv. Det er i det perspektiv, at jeg kan være smuk, selv om jeg er grim; jeg kan være god, selv om jeg er ond. Først når jeg er bestemt af mit forhold til ham, kan mit forhold til verden forandre sig. For så er jeg ikke som Richard nødt til at bestemme min identitet i verden ved at bestemme over forholdet til de andre. Så slipper jeg for at definere mig selv gennem de grænser jeg sætter op over for andre. Så kan jeg være mig selv ved at være det i relationen til ham uden at skulle forstå mig selv gennem modsætningen til dem, der er anderledes. Det magter Richard ikke. Det er lettere at beslutte sig for at være skurk. Kingo ved, at det svært. Derfor beder han: ”O Jesus, gid jeg kunne/ som jeg så gerne vil/ dig ære nogenlunde/ hjælp du mig selv dertil!” I den bøn beder vi om styrke til at lade hans forhold til os bestemme vores liv i verden og med hinanden. Så vi ikke skal være onde.
DDS 380 – 177 – 176 — 179 – 666 – 56