Palmesøndag: Joh 12,1-16 (Vartov, 29.3.26)
Menigheden i Vartov har været vant til at høre gode prædikener Palmesøndag. Mindst to af mine forgængere har publiceret deres prædiken til netop denne dag efter anden tekstrække. De har det til fælles, at de har valgt den anden tekstmulighed. I dag kan man som prædikant nemlig vælge mellem den tekst, som jeg lige læste fra Johannesevangeliet og en tekst fra Markusevangeliet. Både Jørgen Schultz og Niels Grønkjær havde valgt teksten fra Markusevangeliet som deres prædiketekst. Det kan jeg godt forstå, for Markus’ version af salvelsen af Jesus er mere enkel og klar end Johannesevangeliet. I Johannesevangeliet bliver det lidt for meget.
Men i Markusevangeliet leder salvelsen ikke op til indtoget i Jerusalem, så vælger man den tekst, kommer man ikke til at høre, at Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel. Og det synes jeg, at man skal på Palmesøndag. Så må man leve med, at det bliver for meget.
I Markusevangeliet er det stramt og enkelt. En unavngiven kvinde kommer ind i Simon den Spedalskes hus, hvor Jesus befinder sig. Hun salver hans hoved med den dyre nardusolie og overfuses af nogle – måske nogle af disciplene – fordi salven kunne være solgt for trehundrede denarer og givet til de fattige. Men Jesus tager hende i forsvar. Hun har gjort en god gerning mod ham, for hun har på forhånd salvet hans legeme til begravelsen. De fattige kan I altid gøre godt imod, siger han. Overalt i verden, hvor evangeliet forkyndes, skal dette fortælles om hende, slutter han så.
Det er karsk og ligefrem forkyndelse. Man ser tydeligt fronterne mellem den ødsle, overdådighed på den ene side og den karrige, sparsommelighed på den anden side. Eller mellem det umiddelbare selvudtryk på den ene side og den tilbageholdende beregning på den anden side. Og man kan genkende sig selv blandt de fornuftige og bedrevidende disciple, der sættes på plads af den generøse Jesus. For sådan er evangeliet. Det er overflod og overskud, ufornuftigt og unyttigt; umiddelbar livsopfyldelse og suveræne livsytringer. Det kan vi leve af og leve i. Det skal vi leve ud af. Som kvinden, der skal præsenteres om overalt, hvor evangeliet prædikes.
Det er, som altid hos Markus, klar tale.
I Johannesevangeliet bliver det for meget. Det bliver for personligt og for påtrængende. For sanseligt. Det er, som om den duft af olien, der fylder hele huset, også lægger sig over fortællingen, så der går en parfumeret lugt af den. Man kan ikke komme i nærheden af den uden at rynke lidt på næsen. For den er for meget på mange måder.
Kvinden har fået navn. Det er Maria fra Betania. Vi kender hendes broder Lazarus og hendes søster Martha. Jesus har besøgt dem før, da han opvakte Lazarus fra de døde. Det er lidt for privat. Maria salver ikke Jesu hoved, men hans fødder. Det er lidt for intimt, at hun smører hans fødder ind i nardusolien. Det er næsten erotisk, og det bliver kun værre af, at hun tørrer hans fødder med sit hår. Kvinden giver sig hen til Jesus på en upassende måde. Det er pinligt for de tilstedeværende, for hun udstiller sig og ydmyger sig. Man bliver forlegen og vil helst kigge væk, for det er for meget. Den sødlige duft fra olien sætter sig i næseborene som et sanseligt akkompagnement til det usmagelige optrin.
Det er også for meget med Judas, der i denne tekst lægger stemme til den fornuftige indvending mod det eksorbitante overforbrug, men kun for at man straks kan tage afstand fra ham, når han diskvalificeres moralsk. Han er en hyklerisk tyv, der begår underslæb og ringeagter fællesskabet, når han stjæler af kassen. Som om Judas’ skæbne ikke var slem nok, bliver han i denne tekst udstillet som hensynsløs egoist, der lader hensynet til de fattige dække over sit eget begær efter penge. Det er lidt for meget, for Judas bliver eksponeret på en måde, som ikke er behagelig at overvære. Man vil helst kigge væk, for det er for meget. Det er pinligt, når småligheden afdækkes. Når nid og misundelse kommer frem, vil man helst ikke være til stede. Og det bliver alt for meget, når afsløringen finder sted midt i den overvældende duft fra den dyre olie. Både oliens overflod og bedragets nidkærhed bliver for meget.
Johannesevangeliets fremstilling er for meget. Det er, som om man ikke kan være deri, fordi duften fylder det hele. Både duften fra Marias upassende udlevering af sig selv og sine sanselige lyster. Og lugten fra Judas utilstedelige skinhellige bedrag og hans selviske begær. Begge dele giver lyst til at slå blikket ned og kigge væk, for det er pinligt, hvad Jesus mødes med. Det er for meget.
Engang kunne nøgenhed fremkalde den samme effekt. Kunstnerne lavede i tresserne og halvfjerdserne happenings, som næsten blot bestod i at fremvise deres nøgne kroppe på offentlige steder. Det var tilstrækkeligt dengang til at være for meget. Beskuerne blev pinligt berørte og blev tvunget til at betragte deres egen menneskelighed, fordi de så et nøgent menneske foran sig. Det private og det personlige var politisk, sagde man, for når det private og personlige blev påtrængende, blev man nødt til at forholde sig til de politiske vilkår for det. Et menneske er aldrig bare et menneske. Uanset hvor nøgent det er, er det allerede noget bestemt i kraft af sit køn og sin krop. Kunstnerne ville gøre opmærksom på det ved at fremvise deres nøgne kroppe, så enhver kunne forholde sig til, at de var politisk bestemt. Og så kunne frigørelsen begynde dér, for det private er politisk.
I dag har nøgenhed ikke den effekt. Nøgne mennesker er der overalt, og politiseringen af kroppen er allestedsnærværende. Nøgenhed bringer de færreste i forlegenhed. Det er noget andet, der skal afsløres i dag for at opnå samme effekt. Det pinlige er ikke kroppen, så Marias sanselige overgreb på Jesu fødder ville næppe vække særlig opmærksomhed i sig selv. Men måske ville Judas’ bemærkning vække forargelse. Måske ville Judas’ påpegning af, at alting, selv den mest hengivne handling, er spundet ind i en kapitalistisk logik, vække anstød. For det er jo det han siger. Han siger, at selv ikke Marias nøgne overgivelse til Jesus, selv ikke hendes blotte udlevering til ham, kan frigøre sig fra den logik, der gælder i verden. Ved sin handling tager hun noget fra de fattige. Hun udnytter dem. Det siger Judas, når han påpeger urimeligheden i hendes ødselhed, når de fattige sulter. Men Johannesevangeliet påpeger, at også Judas egen tilsyneladende uselviske henvisning til det nyttige er spundet ind i samme kapitalistiske logik. For også han tager del i udbytningen, når han stikker noget til side til sig selv. Selv den hjælp han vil give de fattige, kan ikke bryde logikken, for den fastholder dem i deres underlegne situation.
Det bliver for meget. Det bliver alt for meget, hvis duften af olien i teksten i virkeligheden er en stank af den udnyttelse og udbytning, som ingen i teksten kan unddrage sig. Hvis den viser os, at alle handlinger, uanset hvor overdådigt ødsle eller livsopfyldende suveræne de tager sig ud, er indlejret i en logik, der bygger på ulige strukturer og urimelige vilkår. Det bliver for meget. Man ser væk. Lugten bliver kvalm. Man kan ikke være i det. Man vil ud i den friske luft. For det er for meget.
Derfor tager Johannesevangeliet os straks med ud på vejen til Jerusalem, hvor Jesus modtages med viftende palmegrene og jubelråb, for nu skal der ske noget nyt. Nu drager Jesus ind i byen som en konge, der skal gøre op med den magt, konger udøver. Han rejser ind som en helt, der skal vende om på den måde, som helte optræder på. Han skal møde magten og åbenbare den sande magt, når han på korset viser sin herlighed. Dermed – i det afkald, i den ydmygelse – lægger han grunden til, at Marias hengivelse til ham og Judas’ henvisning til de fattige ikke længere skal være modsætninger. Ved at gå ind i verdens logikker, udlevere sig til dem, viser han, at de kan brydes. Som det sker, når han i påske overgiver sig til dem og overvinder dem. Sådan som det skal ske, når hengivelsen til ham er tjenesten for de fattige.
Johannesevangeliet er alt for meget. Det vil sige alt for meget, så det først kan forstås, når det er sket alt sammen, og han er herliggjort. Men da vil duften sprede sig og omfatte os alle, som en duft fra salvelsen til den begravelse, hvor graven bliver tom. En duft, som vil udbredes overalt og fylde det hele, når overgivelsen til ham er hengivelsen til hinanden.
DDS 84 – 56 – 176 — 380 – 192 – 208