Indtoget i Jerusalem
v.1 Seks dage før påske kom Jesus til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde oprejst fra de døde. v.2 Dér holdt de et festmåltid for Jesus; Martha sørgede for maden, og Lazarus var en af dem, der sad til bords sammen med ham. v.3 Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie. v.4 Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: v.5 »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« v.6 Det sagde han ikke, fordi han brød sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han var nemlig den, der stod for pengekassen, og han stak noget til side af det, der blev lagt i den. v.7 Da sagde Jesus: »Lad hende være, så hun kan gemme den til den dag, jeg begraves. v.8 De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.«
v.9 Den store skare af jøder fik nu at vide, at Jesus var der; og de kom derud ikke alene på grund af ham, men også for at se Lazarus, som han havde oprejst fra de døde. v.10 Men ypperstepræsterne besluttede også at slå Lazarus ihjel, v.11 for på grund af ham gik mange jøder hen og troede på Jesus.
v.12 Næste dag hørte den store folkeskare, som var kommet til festen, at Jesus var på vej til Jerusalem. v.13 De tog da palmegrene og gik ham i møde, og de råbte:
Hosianna!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn,
Israels konge!
v.14 Jesus fik fat på et ungt æsel og satte sig på det, sådan som der står skrevet:
v.15 Frygt ikke, Zions datter!
Se, din konge kommer,
ridende på et æsels føl.
v.16 Det forstod hans disciple ikke straks; men da Jesus var herliggjort, kom de i tanker om, at dette var skrevet om ham, og at det var det, man havde gjort med ham
Joh 12,1-16 (jf. Matt 26,6-13; Mark 14,3-9; Luk 7,36-38; Matt 21,1-9; Mark 11,1-10; Luk 19,28-38)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Første del om salvingen har paralleller i Matthæus- og Markusevangeliet. Lukas har omskrevet den til historien om synderinden, der salver Jesus og vasker hans fødder med tårer og tørrer dem med sit hår. Han kender endvidere fortællingen om den geskæftige Martha og den lydhøre Maria (Luk 10,38-42). I Lukasevangeliet er der ingen broder ved navn Lazarus, men der optræder en figur i en lignelse ved det navn (Luk 16,19-31). Der er faktisk en ganske morsom relation til Lukasevangeliet i indledningen til salvelsen i den johannæiske version. I den hedder det, at Jesus atter besøger de tre søskende. Martha varter dem op, Lazarus ligger med til bords, Maria salver Jesus. Mon ikke det viser, at Johannes netop kender de to kvinders personligheder fra Lukasevangeliet. Ligesom det forhold, at Lazarus ligger med til bords kan være en subtil reference til, at han i lignelsen om den rige mand og Lazarus er i Abrahams skød. Blandt andet af disse grunde mener jeg, at Johannes kan have kendt Lukasevangeliet og ikke omvendt. Hvis Lukas havde kendt de tre søskende, hvorfor er de så ikke være søskende i hans evangelium?
Hertil kommer, at Johannesevangeliet i beskrivelsen af Marias handling tydeligvis er parallelt med Lukasevangeliets beskrivelse af synderinden. I begge evangelier er handlingen mere kropslig end den er i de andre evangelier. Den er næsten erotisk. Hun salver hans fødder og tørrer dem med sit hår. Igen er det lettest at forklare således, at Johannes har kombineret beretningerne fra synoptikerne i sit evangelium.
Den største forskel mellem Matthæus- og Markusevangeliet på den ene side og Johannesevangeliet på den anden er Judas’ rolle. Kun i Johannesevangeliet er han gjort til en tyv, der stjæler af den fælles kasse. I de andre evangelier gør disciplene kollektivt modstand mod den ødsle brug af salve. Det er en karakteristisk udvikling, at Judas bliver mere og mere moralsk anløben i evangelierne. I Johannesevangeliet er han helt på Satans side i kampen mod Jesus, hvilket er en konsekvens af, at Jesus er helt forenet med Gud. Jo mere guddommelig Jesus er, jo mere dæmonisk må Judas blive. Hertil kommer så, at han også er moralsk depraveret.
Selve indtoget i Jerusalem findes i alle evangelier. Johannes har gjort historien meget kortere. Hos ham er der intet om, at disciplene skal finde æslet og bringe det til Jesus. Skarernes tilråb er forkortet. Men det gøres tydeligt, at Jesus drager ind på denne måde for at opfylde skriften. Fortællingen er i den johannæiske udgave så kortfattet, at den næsten forudsætter, at man kender den fra et af de andre evangelier. Det er sandsynligt, at Johannes faktisk tager det for givet, at den er kendt af læserne.
Den afsluttende refleksion om disciplenes forståelse er typisk johannæisk. Ligesom alt om Lazarus kun findes i Johannesevangeliet.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Kapitel 11 i Johannesevangeliet omhandler opvækkelsen af Lazarus. Umiddelbart før i kapitel 12 er der en situationsberetning fra Jerusalem før påsken. Farisæerne og ypperstepræsterne lægger råd om at tage Jesus til fange og giver bud om, at han skal angives. Det angiver, hvilket situation Jesus går i møde i Jerusalem. Den fjendtlige stemning sætter sig også igennem i teksten, når det bemærkes, at også Lazarus står i fare for at blive dræbt af jøderne.
Efter indtoget er der en situation i Jerusalem, hvor nogle grækere kommer til Jesus. Det tager han som tegn på, at han nu samler alverden om sig, og siger derfor, at timen nu er kommet, hvor menneskesønnen skal herliggøres. Straks derefter kommer ordet om hvedekornet, der skal dø i jorden for at bære megen frugt. I sammenhængen er det selvfølgelig et udtryk for, hvordan Jesus skal dø for at få megen betydning og trække mange til sig.
Sammenhængen er helt domineret af påske: Lazarus’ død og opvækkelse på den ene side; hvedekornets død og mangfoldiggørelse på den anden. Undervejs hentydninger til jødernes mordplaner og tidsbestemmelsen til påskefesten. Salvelsen er eksplicit knyttet til dette tema ved at nævne begravelsen. Selv om Jesus drager ind som en konge, er der altså ingen tvivl om, at det er døden, han går i møde.
Tekstens detaljer
Teksten falder i følgende afsnit: v. 1-8; Salvelsen; v. 9-11: Intermezzo om jødernes planer; v. 12-15: Indtoget i Jerusalem; v. 16: Forfatter kommentar om disciplenes forståelse.
Salvelsen i Betania
v.1-2: Indledningen er som sagt ganske sjov, når den læses på baggrund af de andre evangelier. Læserne har mødt de tre søskende i Betania i kapitlet før. Byen er også stedet for salvelsen i de andre evangelier. Den ligger ca. tre kilometer fra Jerusalem.
v.3: Maria salver Jesus med den dyre salve og tørrer fødderne med sit hår. Nardus gælder for at være den fornemste salveurt. Salven blev udvundet ved nardusplantens rod og nedre stængeldele. Den blev produceret i Indien og importeret derfra. Bl.a. af den grund var den meget dyr. På den ene side er Marias extravagante behandling af Jesus et udtryk for hendes dedikation til ham. På den anden side er det tegn på, at hun ikke har forstået ham. Så ville hun ikke være så optaget hans krop. Altid i evangeliet, når nogen beskæftiger sig med Jesu legeme, har de ikke forstået ham. Det gælder Maria her; det gælder Josef af Arimatæa, der salver hans lig med en overdådig mængde salve; det gælder Maria Magdelena, der møder ham i haven og vil berøre hans fødder. Således også her.
Mængden af salven er overdådig. Er pund er 327 gram. Prisen, som Judas nævner, på 300 denarer svarer næsten til en årsløn for en almindelig arbejder. En denar var en dagsløn. Ødselheden skal nok både vise Marias store beundring for Jesus og understrege, at hun ikke rigtigt har forstået ham.
At huset fyldes med duften, er dels en beskrivelse, der tilføjer historien livagtighed. Dels indbyder bemærkningen til fortolkninger. Det er fx påfaldende, at i foregående kapitel stank Lazarus af død, inden Jesus kom til stede. Nu fyldes huset af velduft, fordi han er der.
v.4-6: Judas’ reaktion er selvfølgelig lige så misforstået. Men måske er årsagen til, at Johannes har lagt bemærkningen i hans mund, at han faktisk synes, at disciplene har en pointe i Markus- og Matthæusevangeliet. Den gode indvending, at pengene for salven kunne bruges til de fattige, bliver nu til et hyklerisk forsøg på tyveri. Judas bliver på den måde repræsentant for alt forkasteligt.
v.7-8: Jesus svar er lidt kryptisk. Under alle omstændigheder bebrejder han ikke Maria. Formentlig betyder det, at hun skal gemme noget til hans begravelse. Det er dog også en lidt underlig kommentar, da det jo ville være at beskæftige sig med Jesu lig. Og Maria kommer ikke til at salve Jesus til begravelsen. Det gør Josef af Arimatæa. Men måske er det blot en erkendelse af, at Maria ikke kommer længere i sin forståelse af Jesus. Markus’ anerkendende bemærkning om kvinden, der salver Jesus, nemlig at det skal fortælles over hele verden sammen med evangeliet, har Johannes heller ikke taget med.
Måske er pointen dog at skelne mellem to salvelser, hvilket synoptikerne ikke gør, når kvindens salvelse er til hans begravelse. Hvis man sondrer mellem en salvelse her og en ved hans begravelse, må denne salvelse være en kongesalvelse. Man brugte nemlig at salve konger. Det passer med det følgende.
Intermezzo
v.9-11: Johannesevangeliet fremstiller det således, at en stor mængde mennesker tiltrækkes af Jesus og for at se Lazarus, der blev vakt fra de døde. Dette forøger jødernes fjendtlighed. De vil også slå Lazarus ihjel. Johannesevangeliet fremstiller Jesu succes som større end de andre evangelister. Dette skulle være anledning til jødernes fjendskab. Men uanset hvor stor opmærksomhed han får før sin død, vil han på korset være helt uden tilhængere (bortset fra yndlingsdisciplen og hans mor, der står ved korset – de har en symbolsk rolle).
Indtoget i Jerusalem
v.12-15: Som sagt er dette i al væsentlighed en forkortet udgave af synoptikernes beretning. Men forkortelserne viser, at Johannes nedtoner eller helt bortskaffer ideen om, at det er en Messias af Davids slægt, der ridder ind. Han kaldes Israels konge, men der er intet om, at det er en Davids søn. Det samme med det andet citat, der er tilrettelagt, så der ikke er nogen tvivl om, at det handler om en konge. Samtidigt er det gjort mere enkelt, så der ikke opstår spekulationer om, hvor mange æsler han skal ride på, ligesom i Matthæusevangeliet.
Vi har altså at gøre med en konge, der ridder ind i en fjendtlig stemning, velvidende at han rider mod sin død.
v.16: Dette er en interessant bemærkning, der er en refleksion over teksten (jf. Joh 2,22). I situationen kunne begivenheden ikke forstås som en opfyldelse af de gammeltestamentlige forventninger. Først bagefter, da disciplene tænkte tilbage på det, kunne de forstå, at det var sket således. Det siger for det første noget om Johannesevangeliets forhold til Det Gamle Testamente. Det kan først forstås i lyset af Jesu død og opstandelse. Så kan det ses, at han opfyldte dets forjættelser. Men det er lige så rigtigt at sige, at Det Gamle Testamente bliver en måde at forstå ham på, som først kan ske efter død og opstandelse. Hertil svarer for det andet, at dette overhovedet tilkendegiver Johannes’ forhold til Jesu historie. Den kunne ikke forstås, mens den foregik. Først efter død og opstandelse, når den blev erindret i det lys, gav den mening. Det er den historie, Johannes fortæller. Han fortæller Jesu historie med den forståelse, der først kom efter død og opstandelse. Det er hans begrundelse for, at hans evangelium er så meget anderledes end de andre.
Tekstens fortolkning
I Johannesevangeliets samlede forløb er to temaer væsentlige i denne tekst. 1. Den forestående død, der markeres i konteksten og den påskestemning, som dukker op flere steder. 2. Jesus som konge. Jesus præsenteres udpræget som Israels konge i teksten. De to temaer fortsætter gennem lidelseshistorie bl.a. i samtalen med Pilatus, der handler om det sande kongerige, og de kulminerer begge på korset, da Jesus dør under inskriptionen ”jødernes konge” skrevet på alverdens sprog. Således er Jesus på engang på vej til sin død og sin indsættelse som universel konge. Det er ikke underligt, at Johannes bruger begrebet ophøjelse om det, der skal ske.