Joh 12,1-16
Magt kan være så mange ting. Men man er sjældent i tvivl, når nogle magtfulde udøver magt over magtesløse. Den magtfulde har muligheder for at realisere sine ønsker. Den magtesløse har ingen muligheder for det. Magten var engang samlet ret entydigt hos fyrsten, kongen eller herskeren i et samfund. Han havde magten, fordi han kunne sætte sin vilje igennem. Det var det, det drejede sig om for ham: At bevare magten, så han kunne få sin vilje. Det kunne man gøre bedst, sagde nogle tænkere, fx Machiavelli fra 15.-16. århundrede, hvis man var frygtet og ikke elsket. Hvis man er elsket, er man hele tiden i fare for at gøre noget, der får kærligheden til at forsvinde. Hvis man er frygtet, kan man gøre som man vil. Derfor skulle fyrsten være grusom, uforudsigelig og nådesløs. Alle undersåtter holdes i frygt for fyrsten, som så i øvrigt kan vise sig at være en god leder af sit land. En, der skaber fremgang og sikkerhed, fordi hans magtposition ikke trues.
For fyrster er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at støtte sig til sin egen grusomhed. Hvis de baserer magten på sig selv, kan den jo forsvinde igen, hvis en anden viser sig endnu mere grusom. Derfor må man begrunde sin magt et andet sted. Hos Gud. Fyrsten er udnævnt af Gud. Det har været fyrste-ideologien i mange tider. Hvis Gud har udnævnt kongen, er det oprør mod Gud at gå imod ham. Det er mod skabelsens orden. Ganske vist, har den tanke udløst mange konflikter i Europas historie om forholdet mellem stat og kirke. For kan fyrsten forlange at blive velsignet af kirken? Skal kirken bestemme, hvem der skal indsættes som fyrste? Det er et ganske konfliktfyldt forhold, men måske i virkeligheden at foretrække frem for det helt harmoniske forhold mellem stat og kirke. For en politisk magt, der er sanktioneret af en religiøs magt, har nærmest fuldkommen magt. Hvorfra skulle den kunne modsiges? For så vidt også den anden vej rundt. En religiøs magt med ubetinget politisk indflydelse står ikke til regnskab over for nogen. Hvis man kan lære noget af historien, burde man af Europas historie have lært, at et for nært forhold mellem statsmagt og kirkemagt ikke tjener parterne til det bedste. Slet ikke befolkningen, der må leve under en guddommelig magt, der kan optræde grusomt for at bevare frygtniveauet.
Derfor er det glædeligt, at tænksomme ortodokse teologer har lært noget af Europas historie gennem tiden og navnlig Tysklands historie i det tyvende århundrede og har sagt fra overfor patriarken i Moskva. Gennem de sidste tyve år har den russisk-ortodokse kirke fra hovedsædet i Moskva udviklet en ideologi om ”den russiske verden” eller ”det hellige rus”, som det også kaldes. Ideologien går ud på, at Rusland, inklusive områder, som i dag er selvstændige stater, Ukraine og Hviderusland og nogle gange Kazakhstan og Moldova, er eet folk, eet land, med eet fælles sprog og een fælles regering i Moskva. Religiøst har de tilsvarende een fælles russisk-ortodoks kirke, eet fælles åndeligt overhoved i patriarken og eet fælles åndeligt centrum i Kiev, som er hele det hellige rus’ moder, for her blev storfyrsten Wladimir blev døbt i 988 og hans land, Rusland, blev kristent. På grundlag af den ideologi er det ikke vanskeligt at forudsige patriark Kyrills reaktion på krigen.
- 13. marts publicerede en gruppe ortodokse teologer en erklæring, der i seks punkter, som hver er indledt med et citat fra Det Nye Testamente, fordømmer læren om det hellige rus. For eksempel citeres Paulus’ brev til Galaterne 3,28: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri på at være mand og kvinde.” Herefter står der i erklæringen:
”Derfor fordømmer vi som ikke-ortodoks og forkaster enhver lære, der tildeler guddommelig oprindelse eller autoritet, særlig hellighed eller renhed til nogen enkelt lokal, national eller etnisk identitet, eller karakteriserer nogen bestemt kultur som særligt eller guddommelig indsat, uanset om den er græsk, russisk, ukrainsk eller nogen anden.”
Et andet sted citeres Matthæusevangeliet 22,21: ”Så giv kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” På det grundlag bekræfter udtalelsen: ”Der er ingen nation, stat eller samfundsform som kan gøre større krav på os end Jesus Kristus, i hvis navn ”ethvert knæ skal bøje sig i himlen og på jorden og under jorden.” Sidste sætning er naturligvis fra Filipperbrevet, som vi hørte fra alteret.
Ingen politisk magt, intet politisk projekt kan gøre krav på at være i overensstemmelse med Guds plan. Intet land, folk eller kultur kan gøre krav på at stå i en særlig relation til Gud. Hvad vi ellers mener om dette eller hint, kan vi ikke mene dette, at vores mening er Guds mening. Guds magt er ikke den politiske magt.
I et demokrati har folket magten, siger man. Velordnede demokratier har fordelt den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt, så ingen har magt over både politi og militær, folketing og regering, domstole og retsinstanser. Det skal sikre, at magthaverne handler på lovligt grundlag og kan stilles til ansvar ved uvildige domstole. Den, der har magten, er ikke grusomste. Det er den, der kan samle flest stemmer, og er bedst til at skaffe sig opbakning blandt politiske med- og modstandere. Hun bliver statsminister. Folket vælger hende og afgiver magten til hende og de andre politikere, så de som folkets repræsentanter kan stå for magtudøvelsen. Det gør folket frit, for demokrati forudsætter, at vælgerne frit kan vælge deres repræsentanter. Ellers er det jo ikke en magtoverdragelse fra folkets til politikerne, men noget andet, som i hvert fald ikke er demokrati. Vælgerne er frie og magten udøves på deres mandat. Hver vælger har én stemme. Ingen har i udgangspunktet mere magt end andre. Alle er lige – i princippet.
Nogle kan finde på at påstå, at det svarer til, at Gud har skabt alle mennesker frie og lige. At demokratiet er den samfundsform, som svarer til den lighedstanke, som man kan læse ud af teksten fra Galaterbrevet om, at det ikke kommer an på at være jøde eller græker, træl eller fri. Men så forstår man ikke evangeliet lige så radikalt som den ortodokse erklæring. Den bekræftede, at ingen menneskelig samfundsform kan indtage pladsen for Jesus Kristus. For i hans navn skal ethvert knæ bøje sig i himlen og på jorden og enhver tunge bekende, at Kristus er Herren. Det er ikke demokratiets navn. Det er ikke moralens navn. Det er i det hele taget ikke i vores meningers navn, at noget knæ skal bøje sig.
Evangelieteksten illustrerer det, for den handler om Guds søn, der salves som en fyrste og leder det royale indtog i Jerusalem. Maria fra Betania salver Jesu fødder med en overflod af ekstravagant nardusolie. Hendes ødselhed mødes straks af en gængs moral. Olien skulle have været solgt og pengene brugt til at gøre godt for de fattige. Den indvending er så åbenlys rigtigt ud fra enhver gældende etik, at Johannesevangelisten lægger den i munden på Judas og gør den til hans hyklerisk tyveriforsøg. Men sagen er, at den lever op til nøjagtigt det, vi mener. Judas har ret. Men Jesus afviser det. Han lægger ikke navn til vores moral. Han bekræfter ikke alt det, som vi mente i forvejen. Hans kongemagt sættes ikke bag menneskelige idealer om samfundsindretning og velfærdsordning. For til hans kongesalvelse hører hans begravelsessalvelse. Han er nok kongen, der har krav på ære, men hans kongemagt fører gennem hans død. Derfor skal Maria gemme salven til hans begravelse.
Som nysalvet konge rider han royalt ind i Jerusalem. Han modtages og hyldes af folkeskaren som en fyrste, der skal befri dem fra romernes militære overmagt og genoprette Jerusalems storhed. For det er vel det, en mægtig konge skal gøre. Men Jesus indfrier ikke de militære forventninger. Han kommer ikke deres territoriale ønsker i møde. Han stiller sig ikke bag det ene folk mod de andre. Det hele tager sig ud som en fiasko. Den konge formåede intet af det, man skal bruge en konge til. Han udøvede ikke magt over sit folk. Han viste ikke grusomhed og skabte frygt. Han brugte ikke sin styrke til oprette et storrige. Da det kom til stykket, kunne han end ikke fastholde opbakningen og sikre sig støtte. Vidste man ikke bedre, var det hele forgæves. Og de vidste ikke bedre, før efter hans opstandelse, som teksten siger. Så kunne de se, at han opfyldte Skriftens løfter om en kommende konge. Men han opfyldte dem på en helt særlig måde, der undergraver alle forestillinger om fyrsten og kongen, præsidenten og statslederen – og zaren, for han udøvede sin magt ved at give afkald på den. Han blev indsat som konge, da han havde ladet sig ydmyge, ja ydmyge indtil døden, døden på et kors. Det var hans kongehandling. Guds søn brugte sin magt til at give afkald på den.
Så har han den ikke mere. Så kan Guds magt ikke længere bruges til at begrunde nogen jordisk magt og ikke legitimere nogen menneskelig samfundsform. Gud gav i sin søn afkald på sin magt. Han overgav den til menneskerne omkring sig, så de fik magt over ham. Han blev selv den magtesløse. Som sådan blev han af Gud indsat som konge. Så må vi, de magtfulde, bøje vores knæ i hans, den magtesløses navn, og bekende, at han, den magtesløse er Herren. Guds magt sættes således ikke bag de magtfulde, men de magtesløse; derfor er det dem, vi skal bruge vor magt for.
DDS 3 – 56 – 176 — 380 – 86 – 208