Matt. 21,1-9
Performancekunst handler om nu. Det, der sker i performancen, er virkeligt i det øjeblik, det sker. Derfor er performancekunstneren ét med sit værk. Der er ingen forskel på kunstneren og kunsten, for kunsten er der kun, mens kunstneren udfører den. Således er performancekunsten i særlig grad nærværende og nuværende. Den er der kun, når den er. Et af de mest kendte og mest ekstreme performancekunstværker er Chris Burdens værk Shootfra 1971. I det lader kunstneren sig skyde i armen af en riffelskytte. Det er et værk, der aktiverer alle aspekter ved performancekunst. Det rejser en lang række spørgsmål for beskueren. Først og fremmest og fremmest om det er etisk ansvarligt at lade sig skyde. Men straks derefter, om det er etisk forsvarligt at se på det. Værket vakte og vækker selv i videoversionen instinktivt forbløffelse og mødes ofte med forargelse. Men hvis det ikke er etisk forsvarligt at lade sig selv skyde eller at betragte en kunstner, der lader sig skyde, hvordan kan man så forsvare alle dem, som samfundet sender ud for at blive skudt, mens man dagligt betragter dem i TV? Hvis den kunstneriske vold er forargelig, hvorfor er den virkelige vold så ikke? Således var Chris Burdens værk i sin tid en kommentar til Vietnamkrigen og er stadig en kommentar til enhver voldsudøvelse.
Performancenkunsten har et problem som kunstform, for er et værk udført, kan det principielt ikke gentages. Værket er kun i det øjeblik, hvor det findes. Det er den pågældendes persons værk. Hvis en anden kunstner vil tage Chris Burdens rolle i værket og lade sig skyde, er det ikke længere værket Shoot, men et andet værk, for man kan ikke bare spille Chris Burden, der bliver skudt. Så er det ikke performancekunst. Så er det skuespil. Når performancekunstnere udfører andres værker, kalder de det re-enactment. Det er ikke et rigtigt godt ord, for pointen er, at de ikke blot genopfører værker, men gentager det ved at overtage det og gøre det til sit eget. Kunstneren giver det gamle værk liv gennem sit eget liv. Kun således kan det have den nutidighed og det nærvær, som er performancekunsten særkende. Også det nye værk er der kun, når det udføres. Heller ikke i det er der forskel på kunstner og kunstværk, for også i det bliver kunstneren værket, så værket altså bliver ét med kunstneren, der bogstaveligt talt gør værket levende. Og derfor får værket en særlig mening gennem den specifikke person, der lægger krop til.
Teksterne i dag indbyder til re-enactment, gentagelse ved overtagelse. I evangelieteksten overtager Jesus den gamle tekst fra profeten Zakarias om kongen, der kommer ridende på et æsel, som vi hørte for alteret. Han gør den levende, så den nu skal forstås gennem ham, hans person og skæbne. Profeten Zakarias forkynder om en konge, der kommer ridende på et æsel, fordi det er fredstid. I krigen brugte man heste. Det er der ikke grund til, når sejren er vundet, så rider man på en æselhoppes føl. Kongen kan være sagtmodig og ydmyg, fordi han er sejrrig. Han kan være retfærdig og indføre retfærdighed, fordi han har magten. Sådan er den konge, der skal komme og fjerne krigsmaskineriet og tilintetgøre våbnene. Det kan han gøre, for han har sejret i krigen, han har overtaget magten og hersker over hele jorden, så han kan udråbe fred for alle folk. Kongen er en fredskonge, der er retfærdig, sejrrig og sagtmodig, fordi han har magten. Han har overvundet volden, for den er ikke længere nødvendig. Den konge profeterer Zakarias om.
Jesus overtager forventningen om fredskongen, der ridder retfærdigt og sagtmodigt ind i Jerusalem. Han lægger krop dertil. Han spiller ikke rollen som konge. Han giver liv til profetien, så den opfyldes i ham. Han er kongen, så profetiens opfyldelse bliver nærværende i ham. Ikke sådan, at profeten havde Jesus i tankerne århundreder, før Jesus blev født, men sådan at profetien bliver virkelig i Jesus, når han gør den levende. Pilgrimmene, der er på vej til påskefesten i Jerusalem, svarer begejstret med hyldestråbet Hosianna. De hylder ham som en konge ved at vifte med sejrens palmegrene, og de ærer ham, når end ikke hans ridedyr skal røre jorden, men gå på deres kapper. Begejstringen iscenesætter ham som profetiens opfyldelse. Men han spiller ikke en rolle på en scene. Han giver profetien liv og gør den levende. Det er ham, der viser, hvad den betyder, for det er gennem hans liv, at fredskongen sejrer og får magt. Eller det er gennem hans liv og død.
Jesus overtager profetien og gør den virkelig på sin måde. Han re-enacter den, når det bliver hans liv og død, der giver den mening. Så er kongen ikke længere en, der vender sejrrig tilbage fra krigen, og rider fredeligt ind i byen. Kongen er den, der rider ind mod sin lidelse og død i byen. I Jesu opfyldelse af profetien ligger sejren ikke bagved, men foran gennem de begivenheder, som han står i begreb med at skulle gennemføre. Freden er ikke vundet i en afsluttet kamp. Freden ligger foran i den fremtid, der går gennem død og opstandelse. Han skal overvinde volden ved at gå den igennem og afsløre den som et magtesløst magtmiddel, først da kan freden virkelig opstå.
I epistelteksten fra Paulus’ brev til filipperne gøres Jesus til forbillede. Apostlen opfordrer til at have det samme sindelag, som var i Kristus Jesus og citerer derefter teksten om, hvordan det sind bestod i det fuldkomne magtafkald, hvor den, der var lige med Gud, ydmygede sig indtil døden på et kors. Med det sindelag står sejren og freden foran, for ydmygelsen resulterer atter i ophøjelsen. Volden overvindes, når den fornedrede korsfæstede viser sig at være herre og Gud med navnet over alle navne. Paulus’ formaner til at re-enacte denne holdning. At overtage den og gøre den til ens egen, at give den krop og gøre den levende med sit liv, for så ligger sejren foran. Volden viser sig uden effekt, for freden kommer i fremtiden, som den gør for Jesus, da han rider ind i byen til sin lidelse og død. Jesu værk skal omsætte sig i det liv, som hans tilhængere lever ifølge Paulus. De skal gentage og overtage hans værk ved at have det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus. Således gøres hans værk levende gennem de kristnes liv. Det er en re-enactment.
Når vi kommer sammen til palmesøndagsgudstjeneste, deltager vi i en sådan re-enactment, hvor vi gentager og overtager budskabet om Jesus som vores eget og gør det til vores eget på vores egen måde. For selv om alt, hvad der sker i en gudstjeneste, er sket utallige gange før, er det hver gang nyt. Bønnerne, salmerne og musikken får liv, når vi lægger krop til dem og gør dem levende blandt os. Teksterne gøres levende, når de gentages og overtages som vores virkelighed, så det nu er os, der på Palmesøndag gør os klar til at gå med gennem påskebegivenhederne og møde den vold, der står foran, for at komme frem til den fred, som vi ved venter, når volden lider nederlag. Det er ikke et skuespil, der opføres hvert år, for vi er ikke skuespillere, der spiller roller. Vi gentager og overtager historien for at gøre den virkelig for os og hinanden. Den historie, som Jesus rider ind til, der er fyldt af magtesløshed og afkald, svigt og vold, lidelse og død, men fører til en fred, som ingen magtfuld og sejrrig konge tidligere har kunnet indstifte. Den historie bliver vores historie gennem den gudstjeneste, der gentager og overtager historien.
Når historien om den sejrende magtesløse og voldsramte således gøres levende, bliver den et provokerende modbillede til enhver magtudøvelse og enhver voldsudgydelse. Chris Burden lod sig skyde i armen for at sætte spørgsmålstegn ved ethvert skud, der løsnes i nogen krig. Ingen, der har oplevet den performance eller set den på youtube eller blot hørt om den, kan undgå at tage stilling til den. Kristus gav afkald på sin magt og opfyldte profetien om den sejrrige fredskonge gennem sin lidelse og død, for at stille et spejl op ikke blot for enhver magthaver, der vil vinde freden ved vold, men for enhver, der vil udøve sin magt og hævde sin styrke for at få fred. På den måde re-enacter han profetien om fredskongen og viser, at nok kan krige vindes med magt og vold, men fred kan man kun få gennem et afkald på magt og en afsigelse af vold. Enhver, der hører om det, må forholde sig til den. Ingen kan undgå at stilling til det, når man konfronteres med det, for det står imod alt, hvad der ellers gælder i verden. I gudstjenestefællesskabet gør vi dette modbillede levende mellem os, når vi mødes om den korsfæstede og opstandne herre, så hvert knæ bøjer sig i hans navn. Således re-enacter vi hans historie og overtager hans sind for at være det provokerende modbillede til verdens vold, som vi i påsken atter skal høre, at han er.
DDS 84 – 172 – 190 — 176 – 86 – 208