Joh 12,1-16
Der er mange dufte i Johannesevangeliet. Flere end i de andre evangelier. I kapitlet før dette har man hørt om Lazarus, der blev opvakt fra de døde efter at have ligget i graven i tre dage. Hans stinker allerede, sagde hans søster, den praktiske Martha, til Jesus, da han kom for at opvække ham. Nu ligger han til bords sammen med Jesus, da den anden søster, den følelsesladede Maria kommer og salver hans fødder med en dyr importeret nardusolie, der dufter eksotisk af fremmede lande. Den overdådige mængde betyder, at hele huset fyldes af duften og alle går ud derfra med den siddende i næsen og hængende i tøjet.
Man kan ikke lade være med at overveje, om det er ligstanken fra Lazarus, der skal overdøves. Men salven skaber straks en forbindelse til en ny død, for det er til sin begravelse, at Jesus salves, siger han. Da han dør, salves han igen af Nikodemus. Denne gang med en helt urealistisk stor mængde salve, så man må antage, at han dufter godt, da han møder Maria i haven påskemorgen.
Men der er også en anden duft i teksten. Duften af frygt. For teksten lader flere gange komme frem, at stemningen ikke bare er opløftet og festlig. Den er også trykket og frygtsom og svedig.
Angstens sved har en særlig duft, som en kanadisk kunstner engang har forsøgt at indfange ved at vise mennesker billeder af deres værste mareridt for at opsuge deres sved, som hun efterfølgende kunne omsætte til en slags maling, som hendes kunstværk bestod af. Den duft eller lugt (som man i kunstværket kunne konstatere, at det er) er der også i teksten.
Straks vi har hørt om salvelsen, hører vi om Judas, der som en nidkær bogholder ville have brugt olien mere fornuftigt, så den kunne komme flere til gode. Man fornemmer gennem teksten, hvordan Judas står for rigtighedspolitiet, som overvåger og bedømmer andres handlinger, hvis de ikke lever op til rette standarder. Også det medfører frygt. Og så er Judas endda en tyv og forræder, som man ikke kan stole på, men hele tiden skal tage sig i agt for. Også hans forestående forræderi fremkalder en ildelugtende stemning. Hertil kommer den frygt, der gennemsyrer de jødiske lederes handlinger. Af frygt for at miste deres magt, lægger de morderiske planer om at slå både Jesus og Lazarus ihjel. De er drevet af frygt og skaber frygt i forsamlingen, der om få dage skal vende sig mod Jesus og kræve ham korsfæstet, selv om de tog imod ham med nyafskårne palmegrene og jubelråb. Frygten skal snart få tag i dem, også skal den begejstrede hyldest erstattes af hadefulde tilråb. Over alt synes at lægge sig en lugt af frygt, som selv ikke den kostbare nardussalve kan dække.
På en måde er det nemt at forestille sig scenen med dens ambivalens, som Johannesevangelisten har tænkt sig den. Helt ind i næsen kan man fornemme den, for det er jo ikke mange måneder siden, at der lige omkring hjørnet stod en kæmpe folkeskare, der hilste den nye konge med jubelråb og svingende flag. Tiljublet kørte kongen i karet gennem byen, hvor masserne stimlede sammen for at få et glimt af ham og hans dronning. Den gang talte man meget om kongerøgelse, som de fleste gerne ville have de i. Røgelse sætter jo også duft, og mange ville gerne dufte lidt af kongen.
Men den anden duft kender vi også godt i tiden. Den lugt, der opstår af utryghed og usikkerhed. Angstens og frygtens lugt. Knap havde pandemien med dens lugt af mundbind sluppet os, før krig brød ud og gjorde Europa utrygt. Siden synes rækken af menneskelige ulykker at være endeløs. Angrebet på Israel, krigen i Gaza og så sent som i fredags terrorhandlingen i Moskva. Hertil kommer alle de ulykker verden over, der ikke når vores nyheder. Det er svært ikke at nære frygt for, hvad fremtiden vil bringe. Mon vi kan lugte det i dagligdagen, eller er vi ved at vænne os til det? Man kan frygte, at frygten ved at blive et vilkår, på grundlag af hvilket samfundslivet udfolder sig. Og man kan frygte, at festerne og fejringerne blot kortvarigt skal lede tankerne bort fra hverdagens realiteter, så duften fra kongerøgelsen for en tid skjuler lugten af frygt.
Har man næse for magt, må det være en stor fristelse ikke at udnytte situation. For frygt er et effektivt magtmiddel. Både romerske kejsere som Caligula og italienske filosoffer som Machiavelli har lært, at ledere først og fremmest må være frygtet. Fyrsten skal intet middel sky for at holde befolkning i frygt, for det vil også holde den i ro til dens eget bedste. Men det er den primitive version af frygten. Lidt mere sofistikeret er det, hvis frygten kan rette sig mod en fjende, som man må beskytte sig imod. Fjenden som man må tage sig i agt for og være klar til at bekæmpe, fordi de vil komme og tage vores goder. Interessant nok spiller duften også gerne en rolle i skildringen af fjenderne. Fjenden stinker. Ham kan man ikke være i nærheden af, så man må tage sine forholdsregler over for ham. Og først og fremmest må man have en stærk leder, der er i stand til at holde stand. Man kan se rundt i verden, til øst og til vest og andre steder, for at se, hvordan frygten for at tabe privilegier, frygten for fjenderne, frygten for de ildelugtende andre bruges for at få magt, og handlinger begrundes med den samme frygt.
I evangelieteksten lyder det: Frygt ikke! Efter Jesu herliggørelse, da påskens begivenheder var gennemført, blev det klart for hans venner, at der ikke var grund til frygt. Hans liv, død og opstandelse er grundlag for et liv, hvor frygten ikke råder. Frygt ikke, lyder det. Ikke sagt som en naiv fornægtelse af verdens realiteter. Som om det lød fra en position hævet over den hverdag, som vi alle lever i. Men det er sagt fra en position i hverdagen, der ikke har frygten som udgangspunkt. Derfor kunne det først siges efter herliggørelsen. Da det var blevet klart, at de magthavere, der ifølge frygtens politik lod Jesus henrette på korset, ikke var i stand til at slå hans budskab ihjel. Den korsfæstelse, der langfredag skulle resultere i et stinkende lig i graven, blev i stedet til opstandelsens duft i haven påskemorgen. Det er den duft, der trænger ind i evangelieteksten, når den siger: Frygt ikke. For den duft skal fortrænge lugten af frygt. Ikke i en abstrakt verden højt hævet over hverdagen, men i det konkrete liv, som vi lever med hinanden. Teksten giver os et sindbillede på det.
Da duften af den fine nardusolie spreder sig i huset og dækker den lugt af død, der måtte hænge ved Lazarus, lufter Judas frygtens reaktion: Salven skulle have været anvendt til at dække et underskud. Den skulle have været solgt og pengene givet til de fattige, indvender han. Og indvendingen er umiddelbart meningsfuld for enhver, der er opdraget med frygten for underskud. Frygten for ikke at have nok. Frygten for at blive sat bagud og miste sine goder. Så man altid må beflitte sig på at præstere mere og arbejde længere, så man kan bevare sin position som den rige, der kan dele ud til de fattige. Det giver god mening at skulle gardere sig mod underskud og sikre sig, at man kan tage sig af de fattige. For frygten er, at man ikke kan blive ved med at være rig.
Men Judas taler ud fra et underskud, ud fra frygt. Jesus svarer et andet sted fra. Han svarer fra et overskud uden frygt, når han lader kvinden foretage sin umådeholdne handling og ødsle salve over ham. Herfra kan overskuddet komme alle til gode, når duften fra den dyre salve fylder hele huset og fjerner ligstanken. Ligesom duften fra opstandelseshaven skal fjerne frygten, således skal duften fra salven komme alle til del, så det bliver med den i næsen, at de går ud i verden. De fattige glemmes ikke, for de er der altid, men udgangspunktet ændres. Det er overskuddet, ikke underskuddet, der er grundlag for vores live i verden.
Frygt ikke, siger teksten, for frygten gør livet mindre, mere småligt, så det kommer til at lugte indelukket. Jesu herliggørelse er den friske duft, der fejer lugten bort og lader os leve ud af det overskud, som vi fik, da det viste sig, at livet var større og stærkere end frygten.
Frygt ikke, kan vi derfor sige, fordi vi lever livet i velduften fra opstandelseshaven.
DDS 402 – 56 – 176 — 83 – 441 – 674 – 321 – 86