Palmesøndag (1)
Indtoget i Jerusalem
v.1 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted v.2 og sagde til dem:
»Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. v.3 Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«
v.4 Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
v.5 »Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.«
v.6 Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. v.7 De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå.
v.8 Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. V.9 Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!«
(Matth 21,1-9; jf. Mark 11,1-10; Luk 19,28-38; Joh 12,12-15)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten om indtoget i Jerusalem findes i alle fire evangelier. Johannesevangeliet skiller sig som sædvanlig ud. Denne gang ved at vende om på strukturen, så der fortælles om skarens reaktion først og derefter om æslet. Endvidere udelader Johannes fortællingen om disciplene, der skal finde ridedyret til Jesus.
De tre synoptiske evangelier er derimod meget ens. Den væsentligste forskel er, at Jesus i Matthæusevangeliet lader disciplene hente to dyr, nemlig et æsel og et føl, samt indfører citatet fra profeten Zakarias 9,9 (v. 5) (det gør Johannes også, men i en anden formulering (Joh 12,15)). Måske har Markusevangeliet underforstået, at Jesus opfylder denne profeti ved at ride på et æsel, men hverken han eller Lukas anfører ikke citatet.
Desuden udelader Matthæus, at disciplene faktisk bliver spurgt, hvad de skal med dyrene, ligesom Jesus har forudsagt (Mark 11,5-6; Luk 19,33-34). Endvidere udelader Matthæus, at ingen endnu har siddet på æslet (Mark 11,2; Luk 19,30).
Endelige har hverken Matthæus eller Lukas medtaget Markus velsignelse af Davids kongerige ”Velsignet være vor fader Davids rige, som kommer!” (Mark 11,10). Denne ændring er nok den væsentligste, for den viser, at Matthæus og Lukas nedtoner forventningen om et kommende Davidsrige og koncentrerer den fuldt ud om Jesus. I Markusevangeliet udtrykker skaren tydeligvis forventninger til Jesus om, at han skal genoprette Israels storhed og etablere et politisk rige, formentlig ved at overvinde den romerske besættelsesmagt. Selv i Markusevangeliet er det ikke anliggendet for Jesus, men det kan måske afspejle de forventninger, der var til den historiske Jesus, som han altså skuffede. Når Matthæus og Lukas ikke har det med, kan det være for at skjule, at Jesus engang blev forstået som en politisk messias-figur, men ikke gennemførte det politiske projekt, som nogle mente, at han skulle. Man kan ikke vide, hvad Jesus selv har anset for sin rolle. Men det er tydeligt, at evangelisterne ikke mener, at han skal oprette et politisk rige. Det understreger Matthæus og Lukas ved at udelade den forventning til ham fra skarens side.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Med kap. 21 begynder det sidste store afsnit i Matthæusevangeliet med det endelig opgør med de jødiske ledere. Det indledes med indtoget i Jerusalem, hvor de afgørende begivenheder skal finde sted. Jesus begyndte sin rejse til Jerusalem i 19,1, hvor han forlader Galilæa og går gennem Jordan til Judæa. I 20,17-19 sætter han endelig kurs mod Jerusalem, som man altid går op til, uanset hvor man kommer fra. Jesus forudsiger for sine disciple, hvad der skal ske dér. I 20,29 går de ud af Jeriko mod Jerusalem. På vejen mødes han af råbet ”Herre, Davids søn” (20,30.31) fra to blinde. Jesus helbreder dem. ”Straks kunne de se, og de fulgte ham” (20,34). Dette skal sikkert indlede indtoget i Jerusalem, for i Jerusalem er det også meningen, at de ”blinde” skal komme til at se ”Herren, Davids søn” og følge ham. Det sker imidlertid ikke, for de fleste kan jo, når det kommer til stykket, ikke se, at han er ”Herren, Davids søn”. Indtoget i Jerusalem efterfølges af tempelrensningen (21,12-17).
Virket i Jerusalem indledes altså af to store tegn-handlinger. Den første viser Jesu kongelige magt. Den anden hans religiøse magt. I begge tilfælde handler det om at omdefinere forståelserne. Jesus er konge på en særlig måde. Templet skal være et bedehus på en særlig måde. I begge tilfælde hyldes Jesus som Davids søn (v. 9.15). Han er altså – ret forstået – den davidiske Messias, der har magt over riget og templet, selv om det er på en anden måde, end skarerne tror.
De to tegnhandlinger indleder konflikterne i Jerusalem ved at vise, hvem Jesus er. Der er således god grund til at mene, at de hænger sammen i én perikope (v. 1-17), hvor der er en bevægelse: Uden for byen (v. 1-7) – ind i byen (v. 8-9) – inde i byen (v. 10-11) – ind i templet (v. 12-16) – uden for byen (v. 17)
Tekstens detaljer
v.1: Jesus kommer fra Jeriko, nordøst for Jerusalem. Betfage kan ikke lokaliseres præcist. Man regner med at det har været en lille landsby i sammenhæng med Oliebjerget vest for Jerusalem. Ifølge nogle rabbinske kilder skulle det være mindre end halvanden kilometer fra byen.
v.2-3: Jesus sender to disciple afsted for at hente ”et æsel, der står bundet med sit føl” og giver dem besked om, hvad de skal svare, hvis nogen spørger dem om det. Det hører vi ganske vist ikke, at nogen gør i Matthæusevangeliet. Når Jesus ved, at dyrene er i landsbyen og kan byde over dem, er det selvfølgelig at forstå som udtryk for hans særlige evner (og ikke at han har truffet aftale på forhånd, som den ældre rationalistiske forskning mente). Brugen af ordet ”Herre” spiller naturligvis på Jesu status som ”den, der er givet al magten i himlen og på jorden” (Matth 28,18).
v.4-5: At der er to dyr i modsætning til de andre evangelier, forklares i dette vers, hvor Matthæus indfører citatet fra Zak 9,9, muligvis indledt af et citat fra Es 62,11: ”Sig til Zions datter” (men det kan også være en omskrivning af indledningen i Zak 9,9). I Esajas’ Bog indleder det en profeti om frelseren: ”Se, din frelser kommer”, fortsætter det. Med denne indledning og forsættelsen i Zak 9,9 bliver det helt tydeligt, at Jesus er frelser og opfylder forventningerne til og profetierne om den ventede Messias. Det er meget vigtigt for Matthæus, at Det Gamle Testamentes forjættelser indfris i Jesus. Derfor bliver det gang på gang understreget, at tingene sker for at opfylde profetierne.
Matthæus har dog misforstået en detalje. Når Zakarias skriver ”på et æsel og på et trækdyrs føl” er der tale om en såkaldt parallelisme, som er et kendt poetisk virkemiddel i hebræiske tekster. Det vil sige, at det er to udtryk for det samme. Altså: æslet er et trækdyrs føl. Der er ikke tale om to dyr, men kun et. Det misforstår Matthæus og lader derfor disciplene hente to dyr. Senere lader han Jesus ride på begge to (v. 7). Det er, fordi det er ham meget om at gøre, at Jesus opfylder enhver detalje i Det Gamle Testamente, selv om det resulterer i en lidt aparte situation. Og så er det måske slet ikke en misforståelse, men et udtryk for det rabbinske skriftprincip, at der intet overflødigt er i Skriften. Alt har betydning. For Matthæus betyder det, at når Zakarias skriver ”et æsel og et trækdyrs føl” er begge dele vigtige og begge dele skal opfyldes. Altså må Jesus ride på begge dyr. Således kan man iagttage den interessante, men lidt spøjse opfattelse, at den nøjagtige opfyldelse af Skriften er vigtigere end den realistiske fremstilling.
Hos profeten Zakarias indgår verset i en profeti om Davidsrigets genoprettelse og ankomsten af den messianske konge. Men i Matthæusevangeliet får det en anden karakter. Matthæus har tilpasset citatet, så ordet ”sagtmodig” står i centrum, dvs. ydmyg, blid, mild. Det optræder også i saligprisningen (Matth 5,5) og i Jesu karakteristik af sig selv (Matth 11,29). Jesus bliver således at forbillede ved sin sagtmodighed, men det er også med til at karakterisere den måde, hvorpå han er konge. Det forhold, at han rider på et æsel og ikke en hest, er også med til at understrege dette. Men det er altså ikke – som det ofte er blevet udlagt – en omvending af forventningerne til en konge. En fredskonge, der ikke kommer for at føre krig, men måske kommer tilbage fra en sejrrig kamp, kommer nødvendigvis på en hest eller et mere imponerende dyr. I henhold til Zakarias’ profeti, der allerede på nytestamentlig tid blev fortolket om Messias, er forventningen jo netop, at den største konge skal komme på et æsel.
v.6-7: Disciplene gør, som de er blevet pålagt, og bringer dyrene tilbage til Jesus. De bereder dem for ham ved at lægge deres klæder på dem. Når Jesus sætter sig ”derpå”, er det en oversættelse af, at han satte sig ”på dem”. Hermed kan menes ”på klæderne”, men i sammenhængen er det mere oplagt at forstå det ”på dyrene”, så han altså rider på begge dyr for at opfylde profetien (jf. ovf.).
v.8: Skaren hylder Jesus ved at rulle datidens røde løber ud: De lægger deres kapper og afhuggede grene på vejen, så han ikke skal ride på jorden. Ligeledes vifter de med palmegrene, som et symbol på sejr. Det er en almindelig måde at hylde konger på sammen med hyldestråb.
Man skal ikke begynde at spekulere i, hvordan man præcist skal forestille sig scenen. Om det er hele vejen fra Betfage til Jerusalem eller det kun er ved indgangen til byen, at skaren hylder ham. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er deres jublende modtagelse.
v.9: Det første hyldestråb stammer fra Salme 118,25. ”Hosianna” er et hebræisk ord, der egentlig betyder ”hjælp dog” eller ”frels dog”. Men det er muligt, at det allerede på dette tidspunkt har mistet sin oprindelige betydning og er blevet et glædesudbrud og takkeråb. Således blev det brugt bl.a. i forbindelse med løvhyttefesten. Den næste formulering ”velsignet være han, som kommer i Herrens navn” er salmens næste vers (Salme 118,26). Det antages, at dette er præsterne velkomstråb til de valfartende, når de kommer til templet. Det sidste udtryk ”hosianna i det højeste” er sikkert en appel til, at de himmelske væsener, englene i det høje, også vil deltage i hyldesten.
Således modtages Jesus altså som en messiansk konge af Davids slægt, der kommer som en valfartende til templet, og opfylder Skriften og alle forventninger. Spørgsmålet er blot, hvordan han opfylder dem.
Tekstens fortolkning
Det er klart, at Matthæus her bearbejder traditionen fra Markusevangeliet, som han tilpasser sin egen teologi ved at understrege skriftopfyldelsen og lade hyldesten være helt fokuseret på Jesu person. Skaren modtager Jesus i overensstemmelse med alle forventninger som den jødiske Messias, der skal være konge. Han er Davids søn, som Jesus også er i henhold til sin slægtstavle (Matth 1,1).
Man kan sige, at den måde han er Davids søn på, allerede er blevet bestemt gennem den måde han optræder som frelser på i evangeliet. Derfor står ordet ”sagtmodig” i centrum i citatet. Men han kommer til at indfri forventningerne til Davids søn på en uventet måde. Det bliver gennem hans korsfæstelse, at han bliver indsat som konge, og ved hans opstandelse, at han får magten i himlen og på jorden. Derfor er hans rige heller ikke et politisk rige, som det måske engang blev forventet. Og det er slet ikke begrænset til at være det jødiske folks kongedømme. Det er et særligt gudsrige, der indbefatter alle folkeslag (jf. Matth 28,18-20). Jesus omtolker ideen om Davids kongedomme og rige, ligesom han i det næste afsnit skal omtolke templets rolle. Begge dele betyder, at han kan være Herre, selv om han ikke overtager magten på traditionel vis.