Den håndgribelige ånd
Joh 14,22-31
Der findes et dansk mundheld, som jeg i perioder har holdt meget af: ”Det er bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen”. Jeg kender ikke et tilsvarende bonmot på andre sprog. Mon ikke det udtrykker en særlig dansk indstilling, hvor det er helt uklart, hvad der er ironi, og hvad der er alvor. Kirken er god at tænke på, men den skal helst ikke blive for konkret. Det kan lettest spolere hyggen og gøre selskabet forlegent. For megen åndelighed giver åndenød. Helst holdes ånden i flasken, hvor den kan nydes efter behag.
Der er store teologiske tankesystemer, der bygger på modsætningen mellem det åndelige og det legemlige, mellem en åndelig verden og en fysisk verden, eller mellem et åndeligt regimente og et verdsligt regimente. Og så følger det konsekvent, at det åndelige handler om tro, mens det legemlige handler om handling. Så handler det bare om at tro det rigtige. Sådan kan det tage sig ud i den protestantiske tradition. Man kan med god samvittighed sidde på kroen og tænke på kirken; det er straks værre, hvis man sidder i kirken og tænker på kroen.
Selv om det næppe har været kirkefædrenes formål at understøtte restaurationsbranchen er det ikke desto mindre en konsekvens af den åndsforståelse, som man meget tidligt forstod de nytestamentlige skrifter med. Man mente nemlig, at ånden var noget uhåndgribeligt immaterielt fra en hinsides verden, som var radikalt adskilt fra det konkrete materielle, som hørte denne verden til. Det skel mellem det immaterielle og det materielle, mellem ånd og krop, mellem åndens rige og verdens rige grundlagde den forståelse af det kristne budskab, at det er vigtigere, hvad man tænker, end hvad man gør. Kristendommen kom til at handle om sjælens frelse, ja i nogle tilfælde om befrielse fra det kropslige. Selv kirkens rige tradition for diakoni og socialt arbejde har været underlagt den anden dagsorden: at frelse sjælene. Den kropslige omsorg har tjent det åndelige formål.
Sådan læser man let teksten fra Apostlenes Gerninger, som jeg læste for alteret. Helligånden kommer over disciplene og der sker et helt ekstraordinært mirakel, de kan tale i alle tungemål, så alle forstår dem. Ja, tilhørerne tror endda, at de er fulde ikke af ånd, men af spiritus så tidligt om formiddagen. Og i evangelieteksten fra Johannesevangeliet taler Jesus om Helligånden, der skal komme og lære dem alting og minde om alt, hvad han har sagt. Ånden sætter sig tilsyneladende igennem i en særlig kommunikation og en særlig forståelse. Det kan passe vores protestantiske kristendom godt. Så er ånden placeret i intellektet som en åndelig erkendelse eller endog mystisk indsigt.
Man skal ikke lede længe i de kristne traditioner og i kirkens historie for at finde de mystiske kristendomsformer, der helt forlader det konkrete fysiske for at finde fred i et åndeligt liv, der er rettet helt mod Gud og ikke lader sig påvirke af denne verden. Man skal sådan set heller ikke kigge længe ind i sig selv, før man finder trangen til at lade sig fylde af Helligånden og undgå kroppens besværligheder og tilværelsens genvordigheder. Så kunne man være helt åndelig og nærmest blot svæve hen over jorden og skulle hverken bekymre sig om legemets eller samfundets forfald.
Men den skarpe modstilling mellem det åndelige og det kropslige svarer ikke til alle de opfattelser af ånden, som fandtes på Det Nye Testamentes tid. I hvert fald var der også en anden forståelse, som dominerede store dele af samtidens filosofi, nemlig i den filosofiske skole stoikerne. De forstod ånden som noget materielt. Stoikerne mente nemlig ikke, at der fandtes noget, der ikke havde et legeme af en eller anden art. Således var også ånden en mærkelig form for materialitet, en meget fin form for ild, sagde de, der skulle være til stede i al ting. Det forekommer meget underligt, når man er vant til at tænke den uhåndgribelige ånd som det stik modsatte af den håndgribelige virkelighed. Man kan måske bedst sammenligne det med en form for energi, radiosignaler eller elektricitet, der er til stede over alt omkring os og gennemstrømmer alting, men altså er noget helt håndgribeligt og på en måde materielt, når man får stød eller signalet forsvinder. Stoikernes tanke var, at alting var forbundet af ånd. Det var ånden, der gav universet, fra den mindste sten til de største stjerner, deres særlige karakter. Ånden gav liv til planter, dyr og mennesker. Det er den, der helt konkret gør mennesket levende, og det er den, der forbinder mennesket med resten af verden og andre mennesker. Den får alting til at hænge sammen. Og den gør alting forståeligt, fordi det også er ånden, der giver mennesket dets intelligens og dets sind. Og må man understrege: Ånden forbinder mennesket med Gud, for den udgår fra Gud; man kan endog sige, at Gud er ånd.
Nu er det ikke sikkert, at denne forståelse af ånden gælder et til et for alle nytestamentlige fremstillinger af Helligånden. Det gør det ikke. Det afgørende er blot, at det skarpe skel mellem det håndgribelige materielle og det uhåndgribelige åndelige opblødes. Den radikale forskel mellem ånd og legeme nedbrydes derfor også. Så kan man ikke bare placere kristentroen i et rent åndeligt univers, der ikke har noget med denne verden at gøre. Ånden er ikke blot en intellektuel præstation, som en særlig sproglig evne eller en mystisk indsigt. Ånden er til stede i det konkrete.
Med den forståelse af ånden, må den give sig konkrete udtryk. Det sker, når ånden er imellem os og forbinder os med hinanden. Når Helligånden er mellem os og Gud og forbinder os med det guddommelige, fordi den etablerer et fællesskab om forkyndelsen af Jesus Kristus. For det er, når forkyndelsen bliver nærværende for den enkelte; og når fællesskabet samler sig om ordet, badet og bordet, og udtrykker sig i lovsang i menigheden, at ånden bliver virkelig for os. Grundtvig gør det som altid fuldstændig nærværende, når han lader os synge:
I Jesu navn da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder
i Jesus-navnets offerskål
hensmelter alle modersmål;
I Jesu navn udbryder da
det evige halleluja
For i den strofe beskriver Grundtvig konkret åndens virke, når den etablerer en lovsang, hvor skellene mellem folkeslag og nationer nedbrydes, og alle sprog samles i lovprisningen. Og endnu mere væsentligt, at vi alle inddrages i dette fællesskab, når vi sammen i Jesu navn synger det uophørlige halleluja. Det er helt aktuelt og virkeligt. Det kan man ikke sidde og tænke sig til på kroen. For det kræver tilstedeværelse, krop og fællesskab. Det kræver aktivitet og handling. Kristendom er derfor også noget vi gør, når vi kommer sammen, beder sammen, synger lovsang sammen, går til alters sammen og aktivt søger dem, der ikke kan være sammen med os. I det konkrete, aktive fællesskab bliver ånden, som Faderen selv sender til os i Jesu Kristi navn, til den kristne menighed. Grundtvig sætter igen ord på det på en måde, så man ikke er i tvivl om, at alle mennesker og det hele menneske er indbudt i dette fællesskab, der inkluderer sind, krop og alle sanser:
Pinselig dåb til Guds herligheds håb
folkefærd alle genføde!
Tale og skrift om vor frelsers bedrift
blomstre som roserne røde!
Livstræet skyde af korsets rod!
Smage lad alle, vor drot er god!
En sådan fest er det hver gang og på hvert sted, menigheden samles om forkyndelsen af frelserens bedrift, oplever dåben og modtager brødet. Det sker i ethvert kristent fællesskab. Det sker hver gang menigheden samles. Uanset hvor det er. Er det på kroen, det sker, så er der kirke dér.
Nu er det sket i Vartov Valgmenighed i over hundrede år. Et hundrede og et år er det siden, at Vartov frie menighed efter svare overvejelser besluttede at blive valgmenighed. Det er ikke et rigtigt jubilæum, kunne man sige, for menigheden var der jo; den blev blot organiseret på en ny måde. Det rigtige jubilæum kommer måske i 2039, hvor det er 200 år siden Grundtvig kom til Vartov og den grundtvigske menighed tog sin begyndelse her. Eller i 2055 ved kirkebygningens 300 års jubilæum. Alligevel er der grund til at fejre de 100 år som valgmenighed. Som alle ved skulle det have været gjort langt mere pompøst både i fjor og i år. Det blev det så ikke, men det har også en egen skønhed og højtidelighed, for i virkeligheden kan vi ikke gøre det mere festligt, end vi gør hver eneste søndag. Uanset oppyntningen af kirken, uanset det efterfølgende traktement, uanset diverse arrangementer, er der ikke forskel på det, der sker i gudstjenesten. Når menigheden mødes i troen på forkyndelsen af Kristus, når den samles i lovsang og bøn, når den deltager i fællesskabet om dåben og nadveren, så er det den levende menighed, der tager form; så er det den levende ånd, der samler os i Jesu navn i forening med den Gud, som den udgår fra. Uanset hvor det sker, er det ikke noget, man blot skal tænke over. Det skal man være med i med hele sin person, hele sig selv. Vartov Valgmenighed er rammen om det for os på dette sted. Det kan vi takke mange gode mænd og kvinders arbejde for gennem et hundrede år. Indholdet kommer ikke fra dem. Det er der æret være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!
DDS 290 – 282 – 289 — 291 – 296 – 283