Pinsedag: Joh 14,15-21 (Vartov, 24.5.26)
Vi fejrer pinse i dag. Festen for Helligåndens komme til verden. Fejringen af, at det fravær, som Jesus ikke forlod os alene, men kom til os i den ånd, sandhedens ånd og kærlighedens ånd. Således som han selv sagde, at han ville i teksten fra Johannesevangeliet. Således som vi hørte om det i læsningen fra Apostlenes Gerninger. Med Åndens komme er Gud ikke i en fjern himmel over os og Kristus er ikke i en fjern fortid bag os. Kærligheds og sandheds ånd er mellem os. Det fejrer vi.
I år fejrer vi særligt, at det gælder for os her i landet. 1200 år er det siden, at missionæren Ansgar kom til landet og ”nordens isnende kulde smeltede lidt efter lidt for Guds ords varme,” som det lyder i biografien over Ansgar. Kristendommen, kirken og troen blev indført i vores land og for vores land, så den (kristendommen) blev ånden i landet. Så vi uden at tænke over det ser ud over det danske landskab og dér ser Guds skabelse. Det fejrer vi også i dag.
Og i år fejrer vi også, at det er 200 år siden, at der blev skrevet en salme til 1000 års-fejringen af indførelsen af kristendommen i Danmark. En salme, som ifølge biskop Mynster ”ikke engang har en bekendt Melodi, og indeholde dels uforstaaelige dels smagløse steder.” Det var Den signede dag, som vi skal synge til sidst. Uden overhovedet at nævne ordet ånd skaber Grundtvig i den salme en forståelse af Helligånden, der samler naturen omkring os, Jesu historie før os, himmeriget foran os. Det hele findes nu i det liv vi lever her, hvor lyset ikke kommer fra et sted fjernt fra os, men kommer op af havet til os. Så vores liv på jorden på én gang leves i lys af den skabte sol, i lys af den kristne forkyndelse og i lys af den fremtidige frelse med gammen i gyldne sale. Den dybe sammenhæng er åndens tilstedeværelse i verden, i historien og i vores liv, så vi altid er omgivet af den ånd, der ånder himmelsk over støvet. Det fejrer vi i dag.
Det er så skønt og poetisk fremstillet i Grundtvigs salme, som det er i alle de salmer, vi synger i dag, at man som prædikant må acceptere, at det sproglige niveau falder mærkbart, når man tager ordet. Og mere end det. Som prædikant kan man ydermere blive provokeret af salmernes smukke billeder og teksternes glædesfyldte løfter. Man kan fremføre den mening, at prædikenen må være mere realistisk. Ikke blot sprogligt, men også indholdsmæssigt må man ned på jorden, for der er så meget at forholde sig til i den virkelighed, som pinsen fejres i.
Helligånden har jo unægtelig været brugt som argument for ikke blot at overskride alle forskelle mellem mennesker, men at overvinde alle forskellige mennesker for at underlægge sig dem. Alle skulle underordne sig kristendommen og kirken, så der slet ikke var plads til alle de forskellige folkeslag.
Ansgar var ganske rigtigt missionær, men han var også den frankiske kejserens udsending, der så en realpolitisk fordel i, at landene mod nord tilsluttede sig den samme tro, som han havde. Dåben af Harald Klak i 826 var i hvert fald både fra dåbskandidatens og fra kejserens side også et magtpolitisk træk, for Harald var en af dem, der gerne ville gerne være konge i Danmark, og han mente, at det var klogt at skaffe sig kejser Ludvigs støtte. Så da Ansgar tog med ham tilbage til Danmark var det også et magtpolitisk træk.
Grundtvigs smukke salme, der skal fejre 1000 året for kristendommens indførelse i Danmark kan ærligt talt også forekomme en smule overvældende i sin fejring af naturen, for der er ikke plads til forskellige betragtninger. Grundtvig hverken ser eller digter om en natur, der udnyttes og udbyttes hinsides alle grænser. Han åbner heller ikke plads for, at ikke alle mennesker fyldes af glæde og taknemmelighed, når solen står op. Og nå ja: Hvis man nu ikke har venner, skal man så også sidde alene i evigheden? Man påduttes et bestemt natur- og menneskesyn, når man synger med på salmen.
Som prædikant kan man blive så provokeret, at man vil protestere og mene, at Helligånden også er blevet brugt som et magtmiddel og kristendommen har været undertrykkende. De bud, som Jesus taler om i teksten som sine, er meget ofte blevet til kirkens bud om, hvordan man skal leve. Eller de er blevet til kristendommens bud om, hvordan man skal tænke. Alle har måttet underlægge sig disse bud. I dag bliver det ikke bare betragtet som voldsomt, men voldeligt at forkynde én sandheds ånd eller at fortælle om, at alle folkeslag modtog én ånd. Man må skabe plads til pluralismen og diversiteten. Man må sikre sig, at der er rum for forskellige måder at være til på og forskellige opfattelser af tilværelsen, eller bliver kristendommen ekskluderende, selv for dem, der er inkluderet i den.
Ligeledes i kunstverdenen, hvor der ihærdigt og insisterende arbejdes for størst mulig inklusion af kunst og kultur. Kunsten må inkludere ethvert perspektiv for ikke at være ekskluderende. Samtidigt arbejdes der lige så højlydt på eksklusion af de kunstnere og kunstnationer, der ikke lever op til idealerne om inklusion.
På årets Biennale i Venedig er der derfor en meget stærk opmærksomhed på mindre kulturer og kunstnere fra tredjeverdenslande, hvilket er kombineret med en tydelig politisk stillingtagen til en række af verdens konflikter og verdens magter. Derfor var den mest provokerende udstilling ikke en af dem med nøgne mennesker, men en udstilling med titlen: ”The only true protest is beauty” Den eneste sande protest er skønhed. Pointen var, at i tider, hvor hæsligheden dominerer, protesterer man ved at vise det smukke. Og det gør udstillingen. Det er en nærmest perfekt kurateret udstilling med en lang række moderne værker, der alene er udvalgt for deres skønhed, så man i rum efter rum overvældes af det, man ser.
Navnlig et værk gjorde indtryk. Umiddelbart lignede det noget fra et maleratelier. En malerplettet stige med en spand misfarvet vand og gamle malerpensler. Men så man nærmere efter, ændrede det karakter. For stigen var lavet af kobber. Pletterne gjort af guld. Det grumsede vand i spanden fik sin farve fra ædelsten. Penslerne havde indlagte diamanter. Det, der først fremstod almindeligt og dagligdags, viste sig at være af allerhøjeste værdi.
Heri lå hele udstillingens sande protest: Netop i tider, hvor hæsligheden dominerer, må man fremvise den skønhed, der skjuler sig i hverdagen. Det er voldsomt forargeligt, hvis det opfattes som at se bort fra alle forskellene og udfordringerne. Hvis udstillingen blot skal være et frirum for alt det hæslige i verden, er den ligegyldig. Men det er den ikke. Den er et bevis på, at selv i en hæslig verden, er der skønhed. Ja, skønheden er der lige under det, som man først tror, er snavs og skidt. I det helt umiddelbart ordinære er det smukke. Protesten består i at lade beskueren opdage det.
Den protest er også pinsens protest. For i dag fejrer vi, at Helligånden er mellem os, at Kristus ikke forlod os forældreløse, men er til stede mellem os i sin forkyndelse, så sandheds og kærligheds ånd er sammenhængen i vores liv og sammenhængen mellem os. Vi fejrer det ved at høre om, at alle folkeslag kan høre den forkyndelse på deres egne modersmål. Og vi fejrer at forkyndelsen kom til Danmark, så vi også hører den på vores modersmål. Vi fejrer det ved at synge Den signede dag, som viser os, at naturen, fortid og fremtiden hænger sammen i én ånd og vi har fået del i den ånd.
Pinsen er en protest. Det er protesten mod alle vores indvendinger og forbehold over for den sandhed og kærlighed, som ligger lige her i det ordinære liv, som vi lever med hinanden. Pinsen protesterer mod vores mening om, hvordan tilværelsen og livet skal forstås. Den tager meningen fra os og lader os se den ånd, som binder os sammen og holder os fast på det tillidvækkende budskab, som Jesus efterlod os. Her hos os i Danmark gør pinsen det gennem salmer så skønne, at de er den sande protest mod alle prædikanters meninger.
Glædelig pinse!
DDS 290 – 305 – 294 — 291 – 286 – 402