Talsmanden
v.15 »Elsker I mig, så hold mine bud;
v.16 og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: v.17 sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer.
v.18 Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. v.19 Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. v.20 Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer.
v.21 Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«
Joh 14,15-21
Tekstens forhold til de andre evangelier
I andre evangelier er der også tale om Jesu bud. Der er også henvisninger til en ånd, der skal komme. Men ingen steder er der direkte paralleller til denne tekst. Forestillingen om talsmanden og ideen om at holde Jesu bud findes kun i Johannesevangeliet.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Afskedstalekomplekset i Johannesevangeliet (kap. 13-17) indeholder flere afsnit. Nogle mener, at der er flere taler, der er blevet sat sammen til én. Det er ikke nødvendigt at mene det for at se, at temaerne kommer igen og udvikles gennem talen. I kap. 13 tages spørgsmålet om buddet op (Joh 13,31-35), da Jesus introducerer kærlighedsbuddet som et nyt bud. Den ”reciprokke immanens” (sønnens, faderens og de troendes væren-i-hinanden) udvikles mere i kap. 17. Inden for kap. 14 kan man sige, at den indledende, traditionelle forestilling om at være i faderens boliger (Joh 14,1-2) bearbejdes og fortolkes, så det til sidst ikke er et spørgsmål om en fremtidig bolig et andet sted, men om Jesu bolig hos dem nu gennem ånden (Joh 14,23). Teksten er et skridt på den vej. Den introducerer for første gang talsmanden, som vil dukke op igen og udfoldes mere i de næste kapitler (Joh 14,26; 15,26; 16,7-11).
Tekstens detaljer
Man kan sige, at teksten falder i følgende afsnit: Indledning om buddene (v. 16), der korresponderer med afslutningen (v.21). Midterafsnittet, der omhandler talsmanden (v.17) og immanensen (v.18-20).
v.15: Jesus omtaler bud i flertal. Men han har kun givet ét bud: at elske hinanden (Joh 13,34). Derimod taler han om, at faderen har givet ham bud om, hvad han skal sige og gøre (Joh 10,18; 12,49). Logikken er den samme. Jesus holder Guds bud og bliver i hans kærlighed, således skal de troende holde Jesu bud og blive i hans kærlighed (Joh 15,12). Pointen er kort og godt, at de skal videreføre Jesu gerning på jorden og overtage buddet, der består i at realisere den ultimative kærlighed: at give livet for hinanden.
v.16-18: Til dem vil Jesus bede faderen sende en anden talsmand (græsk: paraklêtos). Umiddelbart er det klart, hvad det er. Det er ånden, som Jesus vil give dem. Men selve formuleringen er bemærkelsesværdig. For det første er det en anden talsmand, hvilket må betyde, at Jesus er den første. Som han har etableret forbindelsen til Gud i sit jordeliv, skal talsmanden gøre det efter Jesu bortgang. Betegnelsen talsmand er lettere mystisk. Paraklêtos er ikke et meget anvendt græsk ord. Det betyder egentlig bare en tilkaldt. I de fleste tilfælde kommer vedkommende til hjælp, i nogle tilfælde er det som repræsentant for den anden. Man kan sige, at ordet indeholder den struktur, at en underordnet har brug for en mellemmand i forhold til en overordnet. Talsmanden er denne mellemmand. Men i Johannesevangeliet er talsmandens rolle ikke over for den overordnede, men over for den underordnede, som den skal være hos for at etablere forholdet til den overordnede. Det er en særlig johannæisk forestilling, som ikke kan findes på den måde andre steder. Derfor kan man også mene, at navnet ikke har så meget at gøre med den måde, som det ellers bliver brugt på, men mere med begrebet paraklêsis, som betyder formaning/opmuntring. For det er, hvad talsmanden gør: formaner og opmuntrer de troende ved at være forbindelse til Gud i stedet for Jesus og således repræsentere ham i hans fravær.
I v.17 identificeres talsmanden med sandhedens ånd. Det giver god mening, at talsmanden også er ånden, som Jesus giver til disciplene ved sin opstandelse. For ånden er netop det, der forbinder med Gud. Men ånd er ifølge græsk filosofi både noget fysisk og noget kognitivt. Derfor kan man sige, at talsmanden er den kognitive side af ånden, der skal give modtagerne en særlig erkendelse. Man kan så videre sige, at denne særlige erkendelse er lig med troen. På den måde bliver modtagelsen af ånden og erkendelsen af Jesu sande identitet to sider af samme sag, ligesom ånden selv har to sider: en fysisk og en kognitiv. Af samme grund kan verden ikke modtage sandhedens ånd, for verden har ikke denne erkendelse. Den kender ikke talsmanden, fordi den ikke kender Jesus. Forholdet til Jesus svarer til forholdet til ånden. Uden tro på ham, kan man ikke modtage ånden – og omvendt, for tro og ånd er to sider af samme sag.
Ånden kaldes sandhedens ånd, fordi den er forbundet med og erstatter Jesus, der er sandheden. Sandheden er den sandhed, som Jesus åbenbarer, der på en gang er sandheden om Gud, at han er, som Jesus er; og sandheden om mennesket, at det er Guds barn. Den sandhed modtager de troende gennem ånden. Ja, den bliver denne sandhed i dem, når den gør dem til Guds børn ved at være i dem.
v.18: Så er det klart, at Jesus ikke forlader dem faderløse. Tværtimod får de gennem talsmanden, sandhedens ånd Gud som fader, for Jesus kommer selv til dem og giver dem den ånd. Det sker efter hans død og opstandelse, hvilket fremgår af næste lille afsnit.
v.19-20: Forløbet sættes ind i en rækkefølge: Om en kort tid forsvinder Jesus, og så vil han være helt forsvundet for verden, der ikke tror på ham. Men disciplene vil se ham igen i levende live, når han kommer til dem som opstanden. Ved den lejlighed vil de også modtage ånden, så de kan leve ligesom han lever i kraft af Guds ånd, der gør levende (Joh 6,63). Erkendelsen af, hvem Jesus er følger på den dag, for det er som sagt den anden side af ånden, at de opnår fuld erkendelse af, hvem Jesus er. Det medfører, at de får samme status som Jesus selv, dvs. de inddrages i det fællesskab, der er mellem fader og søn, så de selv kan kaldes Guds børn (Joh 1,12). Alt dette er åndens værk, der både står for erkendelsen af Jesu fællesskab med Gud og inklusionen i fællesskabet mellem fader og søn.
v.21: Afslutningsvis vendes tilbage til buddet. Det er samme struktur. Den, der overtager Jesu bud, viser derved sin kærlighed til ham, så han indgår i kærlighedsrelationen mellem fader og søn. Men der er den særlige finesse, at det i Johannesevangeliets logik er ånden, der sætter dem i stand til at holde buddet, og det er gennem den, at Jesus vil give sig til kende. Så er det egentlig inklusionen i ånden, der er opfyldelsen af relationen til Jesus, for derved inkluderes de troende i det guddommelige fællesskab.
På den måde er der lagt op til, at Guds boliger i virkeligheden betyder, at Gud og hans søn tager bolig gennem ånden (Joh 14,23).
Tekstens fortolkning
Tekstens skal løse flere problemer. Først og fremmest problemet om Jesu fravær. Det løses ved talsmandens nærvær. Når talsmanden, der også er ånden, er til stede, er Jesus ikke fraværende. Tværtimod er både han og hans fader nærværende i de troende, der er indlemmet i deres fællesskab.
For det andet spørgsmålet om erkendelsen af Jesus. Den kommer i og med at de modtager ånden efter hans død og opstandelse. Før da kan den ikke opstå, for Jesus skal først dø på korset og give sig til kende med korsmærkerne, før den fulde erkendelse af, hvem han er, kan opstå.
For det tredje videreførelsen af Jesu virke. Det sker, når de troende overtager og holder buddet, som Jesus har givet dem. For det er buddet om at realisere kærligheden til hinanden indtil den ultimative kærlighed at give sit liv for sine venner. Når de gør det, er de samtidig i Guds kærlighed, for det var netop sådan, han åbenbarede sin kærlighed gennem sin søn.