Joh 14,22-31
På Kunsten i Aalborg, som en gang hed noget så prosaisk som Nordjyllands Kunstmuseum, hænger et kunstværk af kunstneren Jens Haaning. Eller måske er det et kunstværk. Det er der en tvist om. Værket er en ramme med et tomt lærred. Man behøver sådan set ikke tage til Aalborg for at se det, for der er ikke noget at se. Kunstneren valgte at beholde betalingen for værket, men ikke levere det maleri, som var bestilt. I stedet fik museet det tomme lærred, som nu var navngivet ”Take the Money and Run”, tag pengene og stik af. Kunstneren mener, at det er et politisk værk om kunstneres økonomiske vilkår. Jeg mener, at det er religiøst værk, der fremstiller Gud. For værket har betydning selv om det er helt tomt og ikke viser noget motiv overhovedet. Det, der bærer meningen, er handlingen bag værket og reaktionen på det.
På en måde minder det tomme lærred om Jesus i Johannesevangeliet. For i Johannesevangeliet er Jesus billede på Gud. Sønnen viser Faderen. Det er indholdet af hele Johannesevangeliet, som det allerede fremgår af dets indledning. Ingen har set Gud, hedder det, men hans enbårne søn har udlagt ham. Så det, man kan vide om Gud, ved man i kraft af Jesus. Men i Johannesevangeliet siger han stort set ikke andet, end at han er den, der åbenbarer Gud. Åbenbaringen er for så vidt tom, hvis man kun lytter til hans tale. Den er som det tomme lærred, for han afslører ingen lære med religiøse forbud og påbud, der er ingen fromme teknikker eller øvelser, ja, der er ikke en gang mystiske syner eller andet.
Alligevel afslører han, hvem Gud er gennem sin egen person. Gud er den, der åbenbarer sig gennem den korsfæstede. Når evangeliet er slut, ved vi altså, at Gud er den, der giver sig selv i døden for sine venner, så han selv mærkes af sin kærlighed til verden. Derfor er det på korsmærkerne, at han genkendes. Når Sønnen elsker sine egne fuld ud, gør han det gennem døden. Så kan det vides, at Faderens kærlighed til mennesker ikke begrænses af døden. Sønnen dør på korset for at vise, hvem Faderen er. I ham kendes Gud. Og det er målet i Johannesevangeliet, som endda kan kaldes det evige liv, dette at kende Gud.
For i Johannesevangeliet er problemet, at mennesker ikke kender Gud, ikke ved, hvordan Gud er, og derfor ikke kan leve i overensstemmelse med ham. De kan følgelig kun leve efter deres egne forestillinger om Gud, så de lever efter deres eget spejlbillede af Gud. For det er jo uvægerligt, hvad der sker, når man ikke kender Gud. Så laver man sig sine egne billeder af Gud.
Det er sådan, at jeg forstår værket ”Take the Money and Run” som et gudebillede. Kunstneren har med sin handling vist, hvad der er hans Gud. Og han stiller beskueren over for den logik, som gælder i det kapitalistiske samfund. Hvor det er alment acceptabelt at maximere sin profit, så længe man ikke kan dømmes for det. Mig bekendt er det endnu ikke afgjort. Under alle omstændigheder viser værket, hvad Gud er. Gud er det, der bestemmer vores handlinger, og for kunstneren og den vestlige verden, som han udstiller, er det pengene, som bestemmer. Og hele reaktionen på værket med den efterfølgende retssag viser, at han har ret. For det hele drøftes på pengenes betingelser: Har museet fået, hvad det betalte for eller ej? Har kunstneren stjålet pengene eller opbevarer han dem blot? Debatten føres på pengenes præmisser. Penge er Gud, for Gud er et spejlbillede af menneskets opfattelse af det, der giver livet mening. Det viser kunstneren, når han stiller os over for det tomme lærred.
Evangelieteksten kalder netop den verden, der lever efter sit eget spejlbillede, ”verden”. Jesus kan ikke give sig til kende for verden, for verden kan ikke tage imod ham. Kunne verden det, ville det kræve, at den lod sin egen forståelse af livets værdi bryde af noget andet, der ikke kan rummes inden for dens eget univers. Kunne verden modtage åbenbaringen af, hvad Gud er, ville den ikke længere være verden i Johannesevangeliets forståelse. Ikke desto mindre er det netop målet for Jesus i Johannesevangeliet, at åbenbare Gud gennem sit liv og sin død, så verden kan forstå, at Faderen er som Sønnen er, dvs. at Gud er at kende i den fuldstændigt selvhengivende kærlighed, som Jesus giver udtryk i korsdøden. Forstår verden det, må den forlade sin egen opfattelse af Gud og give sig hen til den åbenbaring af Gud, som finder sted i Jesus, og forstå, at den absolutte selvhengivelse er Gud. Og så er verden ikke længere verden, men en del af fællesskabet mellem Faderen og Sønnen som Guds børn. Og det er Johannesevangeliets mål, at alle skal modtage åbenbaringen af Gud gennem Jesus, så de ikke længere er lukket om sig selv i verden, men lader sig åbne for den totale selvhengivelse for hinanden, som åbenbares for os som den guddommelige kærlighed.
Men ligesom man kan sige, at meningen med værket i Aalborg er den reaktion, som det afføder, når beskueren forbinder det tomme lærred med kunstnerens handling, således er meningen i Johannesevangeliet den virkning det har, når den troende ser åbenbaringen af Gud i korsdøden. For i evangeliet fremstilles Gud, så vi kan forstå, hvordan han er. Og forståelsen kan ikke blot være en intellektuel erkendelse. Sand forståelse gør noget ved en. Den forandrer en, så man bringes ud af gamle vaner og antager nye. Forståelsen skaber en ny virkelighed. Ret forstået er denne nye virkelighed selve forståelsen.
Kunstværket i Aalborg viser, at vores virkelighed er at forstå alting økonomisk med henblik på at få så meget gevinst som muligt. Det er den virkelighed, som vi lever efter. Det er de vaner, som vi er indfældet i. For reaktionerne på værket har været begrundet i den økonomiske logik, som det er værkets mening at afsløre. Det vigtige i diskussionen har været, om kunstneren skulle betale pengene tilbage eller ej. Man kan sige, at det hele om, hvem der får lov at tage pengene og stikke af. Det er den økonomiske virkelighed, som vores verden fungerer efter.
Med åbenbaringen af Gud vil Jesus skabe en ny virkelighed, så verdens egen logik og dens egen forståelse af Gud ikke skal være grundlaget for menneskelivet. Den virkelighed kan opstå, når han overgiver verden med en ny forståelse af Gud. Jesus afslører gennem sin død og opstandelse en anden virkelighed, som verden ikke kan modtage, for i den virkelighed overvinder selvhengivelsen verdens logik. Når mennesker lever i den virkelighed, er Ånden til stede. Derfor siger Jesus, at det er bedre, at han går bort, for ellers kommer Talsmanden ikke. Han, der åbenbarer Gud, må forsvinde, for det er reaktionerne, når han ikke er til stede, der skaber den nye virkelighed. Jesus kalder den virkelighed Talsmanden, Helligånden. Deri er de befriet fra verdens logik og fritaget fra verdens forståelse af Gud. I stedet har de fået præsenteret et fuldt billede af, hvem Gud er, så de kan leve i henhold til det og derved skabe den nye virkelighed, som er det egentlige formål med Jesu åbenbaring.
Så er virkeligheden at hengive sig helt til den mennesketilværelse, der er skabt til liv og lys, for det liv kan end ikke døden overvinde. Således har Sønnen nemlig åbenbaret Faderen, og Ånden er at leve i den virkelighed. Det kan verden ikke, for verden lever efter sit eget spejlbillede i sin egen økonomiske logik og er altid i oprør mod livet, som det er skabt. For verden vil ikke hengive sig, men hævde sig. Den vil ikke modtage livet, som det kommer til den. Når livet viser sig i overskud med gavmildhed af godhed og kærlighed, vil verden selv være årsagen til det, når den tilskriver overskuddet dens egne evner til at få det maksimale udbytte. Kærligheden opfatter den som en konsekvens af dens egen elskelighed. Når livet viser sig i underskud med svækkelse og død, vil verden ikke vide af det og leder efter ansvarlige, som skal have skylden. Døden opfatter den som en urimelig fejl ved tilværelsen. Således er verden altid i opstand mod livet. For verden er det tomme lærred, der drives af økonomiske logikker. Men Jesus er Gud i et fuldt billede. Han har vist, at Gud er det liv, som menneskelivet kommer fra, og han er det lys, som menneskelivet oplyses af, og at han er den, som atter livet vender tilbage til.
Har man i sandhed forstået det, bliver reaktionen at give sig helt hen til menneskelivet og leve det i overensstemmelse med den Gud, som det stammer fra. Det er livet i Ånden. Det liv efterlader Jesus for os. Det er den fred, som han giver os.
DDS 290 – 305 – 282 — 294 – 291 – 298