Pinsedag (1)
v.22 Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?«
v.23 Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. v.24 Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.
v.25 Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. v.26 Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.
v.27 Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! v.28 I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. v.29 Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker.
v.30 Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, v.31 men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«
Joh 14,22-31
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er som sædvanlig ikke nogen direkte parallel til teksterne fra Johannesevangeliets afskedstale. Men der er et enkelt interessant lighedspunkt med de synoptiske evangelier. I Markusevangeliet 14,42 (jf. Matt 26;46, Luk 22,46) siger Jesus i Getsemanehave ”Rejs jer, lad os gå!” for derefter at blive taget til fange af soldaterne. Selv om Jesus faktisk blot taler videre i Johannesevangeliet og først i 18,1 forlader det sted, hvor han befinder sig, for at begive sig til Getsemanehave, hvor han bliver taget til fange, viser den ordrette overensstemmelse mellem Markus- (og Matthæus-) og Johannesevangeliet, at Johannes har haft kendskab til Markusevangeliet.
Det forhold, at Jesus i dette vers i lighed med Markusevangeliet synes at afbryde sin tale, har givet anledning til mange teorier om, at det følgende er indsat senere. Man har forestillet sig, at teksten oprindeligt gik direkte fra 14,31 til 18,1. En eller flere senere redaktører skulle have indsat den eller de lange taler i afsnittet 15,1 – 17,26. Derfor taler man ofte om de johannæiske afskedtaler i flertal, fordi de altså skulle være sammenredigeret af flere forskellige taler. Man kalder denne måde at behandle teksten på litterærkritik, fordi den forsøger at skelne mellem flere litterære lag, der stammer fra forskellige litterære kilder. At den nuværende tekst er sat sammen af flere omgange skulle afsløre sig ved sådanne ujævnheder i teksten, som at Jesus siger ”Rejs jer, lad os gå herfra”, uden at de bevæger sig før tre kapitler senere. Ujævnhederne er blevet benævnt aporier, fordi man anså dem for at være uløselige problemer i teksten, der kaldte på at blive forklaret på en anden måde. Den anden måde var altså litterærkritik, der forklarede aporierne som sammenstød mellem forskellige litterære kilder.
I dag er litterærkritikken ikke særligt populær. Især ikke i sin mere ekstreme udgave, hvor man stort set anså Johannesevangeliet for at være et rod af forskellige kilder og redaktionelle lag, som det var eksegetens opgave at sætte rigtigt sammen. Det beskæftiger kun ganske få eksegeter sig med i dag. Men flere mener dog, at Johannesevangeliet og navnlig afskedstalerne har spor af flere bearbejdninger, så man faktisk kan adskille flere redaktioner i teksten. Nogle vil så påstå, at det er den samme forfatter, der har foretaget de forskellige bearbejdninger, mens andre antager, at der har været flere hænder involveret. Det er meget forskelligt, hvor langt de enkelte eksegeter vil gå i den retning. Nogle mener, at der slet ikke er spor af redaktion i evangeliet. De fleste finder dog, at i hvert fald kap. 21 stammer fra en senere hånd (foruden selvfølgelig 7,53 – 8,11, der helt tydeligt er sekundært). Mens andre som sagt ser flere redaktioner i navnlig afskedstalerne. Det er dog den generelle holdning, at evangeliet kan læses meningsfuldt, som det er, uden at bruge ”saks og lim” for at få en sammenhængende tekst ud af det.
Selv mener jeg også, at teksten er meningsfuld, som den foreligger. Men det forekommer mig også ret sandsynligt, at den har en historie. Det er tydeligt angående kap. 21, men jeg kunne også let forestille mig, at resten af teksten er blevet bearbejdet af flere omgange. Imidlertid vil jeg ikke, som nogle gør, udskille de enkelte lag og behandle dem selvstændigt, fx for at se, hvordan redaktionen er forbundet med menighedens situation, så hvert redaktionelle lag skulle afspejle en særlig udvikling i menigheden. Jeg mener, at metoden er for usikker og behæftet med for mange fejlmuligheder. Derfor mener jeg, at man bør læse Johannesevangeliet, som det står, men uden at være blind for, at der kan være spor af tekstens historie i den. Således kan 14,31 meget vel været et sådant spor.
(Man kan også nævne forholdet mellem kap. 5 og 6 som et sådant spor. I kap. 5 er Jesus i Jerusalem. Kap. 6 indledes med ”Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø (Joh 6,1). Der er ret ulogisk, hvis han umiddelbar før var i Jerusalem. Imidlertid var han i Galilæa i kap. 4, så hvis kap. 6 kom efter kap. 4, ville det passe bedre sammen. Tilsvarende kunne Joh 7,1-2 ”Derefter drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel” være en passende reaktion på den modstand, han er udsat for i slutningen af kap. 5. Med andre ord er det altså en mulighed, at der er kommet uorden i kap. 5 og 6. Imidlertid – og det er meget karakteristisk for Johannesevangeliet – betyder det ikke noget for meningen!)
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som sagt er vi i afskedstalen, der holdes aftenen før Jesu tilfangetagelse. Jesus har vasket disciplenes fødder og indledt talen med at forudsige Judas’ forræderi og Peters fornægtelse i kap. 13. I kap. 14 taler Jesus med disciplene, dvs. de stiller spørgsmål og Jesus svarer langt (og nogle gange en lille smule usammenhængende) på dem. Fra kap. 15 bliver det endnu mere monologisk. Faktisk kommer disciplene først til orde igen i Joh 16,17.
Hvis man arbejder med litterærkritiske hypoteser og derfor taler om afskedstalerne i flertal, vil man mene, at den første tale slutter i 14,31. Hvis man ikke arbejder på den måde, men mener, at der kun er én afskedstale i ental, mener man, at temaet skifter, når Jesus i kap. 15 indleder med vintræsbilledet.
Indholdsmæssigt hænger teksten imidlertid godt sammen med resten af afskedstalekomplekset (som man kan kalde det for at undgå at tage for entydigt stilling til spørgsmålet om ental eller flertal) gennem introduktionen af Talsmanden (jf. Joh 14,16; 15,26; 16,7.13). I det hele taget er temaet her som i hele afskedstalen Jesu bortgang og disciplenes situation under hans fravær, som altså ikke skal være et fravær, men et fornyet nærvær på grund af Talsmandens tilstedeværelse. Således fortsætter teksten den tematik, der blev indledt i Joh 14,16-21 med henvisningen til disciplenes senere erkendelse og Talsmandens komme. Det slutter med, at Jesus lover: ”den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham” (Joh 14,21). Judas’ spørgsmål forholder sig direkte til dette løfte. Men Jesu svar tager også temaet op fra begyndelsen af kapitlet, hvor han har lovet, at han går bort for at gøre plads klar til dem hos faderen, for i faderens hus er der mange boliger (Joh 14,2). Således er temaet spørgsmålet om, hvordan Jesus skal være nærværende for disciplene efter hans bortgang.
Tekstens detaljer
v.22: Når spørgeren ikke er Judas Iskariot, må det være en anden Judas. I Luk 6,16 nævnes en Judas, Jakobs søn (jf. ApG 1,13), men han nævnes ikke i Markus- eller Matthæusevangeliet, der derimod nævner, at en af Jesu brødre hed Judas (Matt 13,55; Mark 6,3; jf. Jud 1). Det er faktisk interessant, for det viser den nære forbindelse mellem Lukas- og Johannesevangeliet, som man også kan se andre steder.
Spørgsmålet griber tilbage til Jesu løfte, at han vil give sig til kende for dem, der elsker ham (Joh 14,21). Heri ligger implicit og i overensstemmelse med Johannesevangeliets brug af begrebet ”verden”, at det ikke sker for verden, men for de særligt udvalgte fra verden, nemlig de troende. Men hvorfor er det sådan, spørger Judas.
v.23-24: Jesu svar gentager på mange måder blot, hvad han har sagt forud (Joh 14,21). Disciplene skal være karakteriseret ved at holde fast i hans ord, dvs. de fastholder og viderefører hans budskab. Budskabet består grundlæggende i, at Jesus er åbenbaringen af Gud. Der er som bekendt ikke en udfoldet åbenbaring i Johannesevangeliet. Jesus åbenbarer ikke en ny lov eller hemmeligheder om himlens indretning. Faktisk vil nogle sige, at han kun åbenbarer, at han er åbenbareren. Men det er sådan set også nok, for det betyder, at åbenbaringen består i hans person. Han er selv åbenbaringen af Gud, for han er Guds ord (logos) (Joh 1,1). Det holder disciplene fast i, når de holder fast i hans ord (logos), som slet ikke er hans, men fra faderen. Modtagelsen af ordet kan også formuleres i kærlighedstermer: de elsker ham og bliver derfor elsket af hans fader.
Men det er kun undtagelsen, der modtager hans ord. Reglen er, at det afvises. Det står verden for i Johannesevangeliet. Derfor kan Jesus ikke give sig til kende for verden, for så ville den ikke længere være verden. Det er svaret til Judas. Fællesskabet mellem fader, søn og de troende står i modsætning til verden. Han kan ikke give sig til kende over for verden, for den har allerede afvist ham.
For de troende, der holder fast ved hans ord og elsker ham, gælder det endvidere, at han og faderen vil komme og tage bolig hos dem. Ordet bolig svarer til Joh 14,2, hvor det nævnes som himmelske boliger, der skal gøres klar til disciplene. Man kan således sige, at kapitlet indledes med en forventning om, at disciplene engang i fremtiden skal få bolig et andet sted hos faderen. Her omformes denne forventning til en forventning om, at faderen og sønnen snart selv vil tage bolig hos dem. Det nærvær, som i indledningen er udsat til en ubestemt tid (fremtiden) og et ubestemt sted (i himlen), bliver en realitet i denne tid og på dette sted, fordi boligen bliver hos de troende selv. Nærværet bliver fornyet og forbedret i kraft af Jesu bortgang. Hermed er der lagt op til ordet om Talsmanden i det følgende, der netop som Helligånden vil komme til dem.
v.25-26: Meget taler for, at det fortsatte nærvær, som Talsmanden skal etablere, når den sendes fra faderen og skal lære alt og minde om alt, hvad Jesus har sagt, netop er dette nærvær af faderen og sønnen, når de tager bolig hos den troende. Helligånden er Gud, der tager bolig hos den troende. Således er Talsmanden, Helligånden, den forbindelse til Gud, som Jesus hidtil har været. Derfor kan Talsmanden fortsætte Jesu åbenbaring ved at lære om alt og minde om alt. Man kan lægge vægt på, at Talsmanden ikke skal gøre andet end dette. Dens rolle er helt bestemt af og afhængig af Jesus. Den kommer ikke med noget nyt, men den aktualiserer Jesu åbenbaring.
På den måde kan man sige, at Talsmanden er garanten for den aktualisering af Jesu forkyndelse, der sker i Johannesevangeliet. Netop de store afvigelser mellem den synoptiske tradition og Johannesevangeliet kan siges at bero på det forhold, at Johannesevangelisten gør Jesus-tradition aktuel gennem sin fortolkning. Nøjagtigt det samme som Talsmanden skal gøre, når den lærer og minder om alt, hvad Jesus har sagt, på en måde, så det bliver aktuelt for de troende.
v.27-29: Nu tematiserer Jesus direkte situationen efter hans bortgang. Den skal være karakteriseret ved fred, som er det modsatte af forfærdelse og modløshed og det modsatte af, hvad verden tilbyder. Det er vanskeligt at bestemme det yderligere, da Johannesevangeliet kun bruger orden fred her og i 16,33. Man kan nok sige, at der er fred for dem, der er inkluderet i fællesskabet med Jesus, dvs. når hans budskab modtages i tro. Men det er altså det modsatte af livet i verden. Måske kommer man det nærmest ved at sige, at de skal have frimodighed i verden, fordi de netop ikke er bestemt af verden, men af Jesu åbenbaring.
Den situation sættes i kraft ved Jesu bortgang. Derfor burde de glæde sig over den, for den indleder situationen med det fornyede nærvær i Talsmanden og fred i verden. Det burde de glæde sig over, men det gør de ikke, for de forstår det ikke. Derfor siger Jesus det til dem forud, så de kan forstå det, når det sker. Sagen er nemlig, at den fuldkomne tro, og dermed den fuldkomne kærlighed til Jesus, først indtræder, når han er opstanden og viser sig for dem. Så vil de komme til den sande erkendelse af ham og tro på ham. Det er den situation, som Jesus ser frem mod. Men den er endnu ikke indtrådt.
v.30-31: Verdens fyrste er en omskrivning af denne verdens dæmoniske magt, som sætter sig igennem i modstanden mod Jesus. Ideen er, at verden er underlagt Satans magt og derfor vil modsætte sig Jesu åbenbaring. Det bliver helt konkret i den politiske og militære modstand mod ham. Formuleringen viser, at Johannesevangeliet mener, at der står en dæmonisk modstander bag modstanden mod Jesus. Imidlertid er magtforholdet mellem denne magt og Guds magt, der står bag Jesus, utvetydigt i Johannesevangeliet. Det gennemspilles i passionshistorien, hvor Jesus er i fuld kontrol og suverænt styrer begivenhedernes gang. Faktisk må han selv tage initiativ til, at den militære magt, som han møder i Getsemanehave, gennemfører dens ærinde (jf. Joh 18,8).
Når modstanden mod ham alligevel får lov at kulminere i hans korsfæstelse, har det et klart formål. Det skal give verden grundlag for at forstå, at Jesus handler i overensstemmelse med faderen, som han elsker. Gennem korsdød og opstandelse skal det nemlig blive klart, hvem han er, og hvorfor han handler, som han gør. Men det er dog underligt, at det er verden, der skal forstå. Verden er jo, som sagt, defineret som det modsatte af Jesus. Verden har pr. definition ikke forståelse af ham. Man kan bedst udlægge det således, at Jesu korsdød og opstandelse skal give verden en mulighed for at komme til en erkendelse, så den ikke længere skal være verden. På den måde har den johannæiske Jesus overvundet verden (jf. Joh 12,31).
Tekstens fortolkning
Egentlig er det en lidt rodet tekst. Temaerne skifter og logikken er ikke helt klar, bl.a. fordi den hænger tæt sammen med det foregående. Det afgørende er, at det nærvær, som Jesus står for, og som i kapitlets indledning blev lovet genoptaget i himlen i fremtiden, nu bliver gjort aktuelt gennem Talsmandens komme. Talsmanden, der er identisk med Helligånden, skal videreføre Jesus virke og sikre forbindelsen til ham under hans fravær. Talsmanden er det nye nærvær. Den situation sætter de troende i en privilegeret stilling i verden, og det er netop derfor, at Jesus går bort, for at denne situation kan indtræde, når den rette erkendelse af ham indtræffer.