I mit barndomshjem var kirkegang ikke et ’tilbud’. Min far spurgte ikke søndag morgen: ”Hvem har lyst til at gå med i kirke?” Det var en pligt, der var lige så selvfølgelig som skolepligten. Dengang gik vi også i skole om lørdagen, så søndagen var den eneste dag i ugen, hvor vi havde fri. Når jeg mødtes med mine veninder mandag morgen, og snakken gik om søndagens forskellige oplevelser, tav jeg stille. Helligdag, kirkegang og familiesamvær. Hvad forstand havde de på det?
Når vejret var til det, kunne det ske, at hele familien tog en eftermiddagstur til Gentofte Sø, Utterslev Mose eller Dyrehaven. Det var meget populært: Ud under åben himmel, højt til loftet, ingen regler. Man kunne løbe frit omkring, ja man kunne oven i købet råbe og slås, uden nogen blandede sig!
Jeg oplevede ikke min barndom i halvtredserne som streng. Der var regler, og der var straf, hvis de blev overtrådt. Men der var også kærlighed, musik, sang og latter. Der manglede en mor, men vi havde fru Hansen, der tog sig af alt det praktiske. En lidt atypisk familie dengang, hvor ’far og mor og børn’ var normen. Vi tænkte ikke så meget over det. Sådan var vores familie nu engang. Med syv børn i huset kunne det gå temmelig livligt til! Adfærd og moral var ikke til diskussion. Der var ingen alenlange, pædagogiske overvejelser for eller imod. Far bestemte alt, farfar bestemte over far, og Gud bestemte over os alle sammen. Det kunne føles lidt stramt ind imellem!

Efterhånden som vi søskende voksede ud af barndomshjemmet, skabte vi vores vidt forskellige løbebaner. Jeg var den yngste og sidste, der forlod hjemmet. Så kom tiden med ungdomsoprør: ’love, peace, and understanding’. Jeg var ikke direkte involveret, stod mest i kulissen og så til, bl.a. fordi jeg blev gift og fik børn, der skulle passes. Jeg gik dog atommarch fra Holbæk til København (med barnevogn!). Det var en meget turbulent tid, hvor efterdønningerne nåede langt op i halvfjerdserne. Min barndoms kirkeliv var fjern fortid. De gamle stive normer blev vendt og diskuteret, mange af dem blev forkastet. En kulturreformation af lutherske dimensioner gik over landet.
Min farfar var død, min far var blevet gift igen, mine søskende og jeg gik kun i kirke, når der var noget særligt på færde: barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Disse traditioner holdt vi trods alt fast i. Det var også ved disse sjældne lejligheder, vi mødtes. De før så stærke familiebånd smuldrede, vi spredtes for alle vinde. Enhver blev ’sin egen lykkes smed’ med større eller mindre held. Nogle røg til tops, andre røg til bunds. Familien erstattede vi med venner, der kom og gik. Vi følte nok alle et lille savn, det var svært at sætte ord på. Måske trøstede vi os med, at det var ’tiden’, der løb af med os.

Men lad os nu tage et ordentligt kvantespring fremad og lande i nutiden. Min mand og jeg er blevet pensionister. Vi er flyttet fra vores store hus på Midtsjælland til en lejlighed på Frederiksberg. Om søndagen går vi tur. Det kan vi også gøre alle de andre dage, for nu er alle dage pludselig blevet fridage, altså i princippet. Som alle andre pensionister engagerer vi os i alt muligt. Huh hej, hvor tiden går! Men så begynder der langsomt at ske noget inden i mig. Jeg synes pludselig, at søndagene er blevet så tomme. Jeg insisterer på, at vi skal starte dagen med kaffe og morgenbrød i modsætning til hverdagene, hvor vi får te og en flad ostemad. Men det er ikke nok til at fremmane den særlige stemning, der var over min barndoms søndage. Der mangler noget. Det er ikke de snærende bånd, jeg savner, det er ånden og følelsen af fællesskab.
En dag går vi forbi Immanuelskirken og bliver betagede af dens arkitektoniske form. Vi undrer os over, hvad det mon er for en kirke? Jeg læser præstens navn på døren. Nu er vi blevet nysgerrige. Jeg ringer og spørger, om man kan få lov til at komme ind og se kirken? Præsten svarer, at vi kan komme til gudstjeneste førstkommende søndag. Det gør vi så. For at gøre en lang historie kort, så er det endt med, at vi nu begge er blevet medlemmer af Københavns Valgmenighed, og jeg er valgt ind i menighedsrådet. Her forsøger jeg efter bedste evne at yde mit beskedne bidrag til fællesskabet. Når jeg sidder i Immanuelskirken, føler jeg mig hjemme, i alle andre kirker føler jeg mig som gæst. Mærkeligt!

Sidste efterår arrangerede menighedsrådet en række salmesangseftermiddage for menighederne i Vartov og Immanuelskirken og for alle andre interesserede. Jeg påtog mig at lede én af dem. Dér stod jeg så pludselig foran præst og menighed, mand og børn, svigerbørn og børnebørn samt min storebror. De var alle kommet for at synge salmer og for at høre, hvad jeg havde at sige. Det var en voldsom og også meget bevægende oplevelse. Jeg forsøgte at formulere, hvad det er, jeg har fundet i det fællesskab, der er i vores menighed. Det skulle gøres kort, for det var jo salmerne, det drejede sig om. Dette var ordene:
”Vi befinder os i en grundtvigsk valgmenighed, hvor der på mange måder er højt til loftet. Det betyder blandt andet, at man kan have sin egen personlige opfattelse af kristendommen uden at behøve at gøre rede for den og uden at skulle stå til regnskab for, hvad man tror og mener. Man mødes i et åndeligt fællesskab, hvor der ikke er noget, der er rigtigt eller forkert. Man er her, fordi man har valgt at være netop her. Jeg kan godt lide at tænke på kristendommen som en evigt rislende kilde, alle kan opsøge, hvis de vil. Opsøger man den ikke, så findes den alligevel. Forlader man den, fordi man ikke synes, man har brug for den længere, er det aldrig for sent at vende tilbage. Den vil altid være der med et tilbud om friskt vand og fornyet livsmod. Vi skal synge Grundtvigs dejlige salme Alle mine kilder skal være hos dig.”

Hanne Bistrup