Mark 4,26-32
En af filosofihistoriens klassiske scener handler om en mand i slåbrok, der sidder ved sin kamin og filosoferer. Mere klassisk kan det jo ikke blive, og man ser det for sig: Manden, behageligt påklædt ved den buldrende ild, der nu skal til at tænke sig frem til, hvordan alting hænger sammen, og hvad der får alting til at hænge sammen. Og så begynder han at tvivle. Ikke tvivle om dette eller hint, men systematisk og metodisk at tvivle om alt. For eksempel tvivler han på, mm den klump voks, han har i hænderne, nu er en klump voks, for voksen forvandles, når den kommer tættere ilden. Om alting kan han tvivle, for alting forvandles med tiden. Intet forbliver altid det samme. Hvad kan man så stole på.
Det eneste, han kan vide helt sikkert, er dette, at han tvivler. For han tvivler om alt. Men måske kan han tvivle på, at han tvivler. Og så kan han i hvert fald ikke benægte at han tænker. Han tænker. Det er sikkert.
Man kan næsten se for sig, hvordan der breder sig et tilfredst smil på mandens læber, som han sidder dér i slåbrokken og hygger sig ved kaminen. Han tænker. Derfor er han. Intet andet kan man stole på, alt andet kan man tvivle på, men dette: Jeg tænker. Det er sandheden. Den tanke holder alt sammen. Herfra må alt andet begynde. Og så begynder en ny epoke i filosofiens historie.
Mandens navn er René Descartes og det var i 1639, at han skrev om sine tanker ved kaminen. Det medførte en filosofisk vending. Alt det ydre, hele den udstrakte og foranderlige verden, kunne man ikke længere have tillid til. Skulle man have tillid til noget, måtte det være uforanderligt. Det skulle man tænke sig frem til, for det var den blotte tanke, der var uforanderlig.
I dag er Descartes indbegrebet af filosofihistoriens døde, hvide mand. Og der er på en gang noget dekadent, arrogant og komisk over en mand, der i sin slåbrok ved kaminen mener, at alting må begynde med hans egen tanke. Hans ”jeg tænker, altså er jeg” må gå forud for alt andet, som om det er alle beskåret at trække sig tilbage til pejsestuen, lægge benene op, og tænke om virkeligheden. Som om de allerfleste ikke har alt for travlt med at få mad og drikke i virkeligheden. Som om virkeligheden ikke for mange er så ubehageligt nærværende, at de ikke kunne ønske andet end at komme til at tvivle på den og dens undertrykkelse og udnyttelse. For de allerfleste mennesker i verden er virkeligheden så ubetvivleligt nærværende, at de ikke kan komme til at tvivle på den.
På den anden side forekommer det, at Descartes har mere ret end nogensinde i, at der er grund til at tvivle om alt. Ikke bare det blevet klart, at virkeligheden altid er en tilrettelagt virkelighed. Redaktionerne bestemmer, hvad vi skal se og læse. Algoritmerne, hvad vi skal finde. Personlige rådgivere, spindoktorer og konsulentbureauer, hvordan budskaber skal formuleres. Alle mener, at de andre viderebringer fake news. Samtidig er alt under forandring eller rettere: alt er under forvandling, for alting har altid forandret sig, men nu forvandles alting, og alle kan forvandle sig.
Kunstneren Madame Nielsen er et ekstremt eksempel på det. Hun var engang en mand og hed Claus Beck-Nielsen. Han var kunstner og lavede blandt andet performancekunst. Men på et tidspunkt blev han ved en stor performance med begravelsesoptog gennem Københavns gader lagt i graven. I stedet opstod andre personer med andre navne, som lavede kunst. En af den skrev en selvbiografisk bog, som kunstnerens ven mente var identitetstyveri, fordi det var hans liv, der blev beskrevet i bogen. Vennen lagde sag an mod kunstneren, der på det tidspunkt vist hed Helge Bille eller Helge Bille Nielsen. I hvert fald vandt han sagen. Hans selvbiografi kunne lovligt være over vennens liv. Senere skiftede personen køn. Om det var kulturelt, juridisk eller fysisk, ved vist de færreste, i hvert fald blev Madame Nielsen nu en person i dansk kunst- og kulturliv. Hun arbejder ikke mindst med forvandling. Hendes værker handler om personer, der forvandler sig, og hun gennemgår selv deres forvandlinger på scenen. Samtidig forvandler hun sin krop, så hun i dag har den mest magre og muskuløse krop, man kan forestille sig. Gennem den tynde hud fremstår hofter, ribben, knæ og knogler tydeligt, mens muskler og sener bliver markant fremstående ved den mindste bevægelse. Det er let at se, for hun optræder gerne nødtørftigt påklædt på scenen.
Hvem er Madame Nielsen? Hvem er hun blandt alle de forskellige fortidige personer, hun har været, og fremtidige, som hun vil blive? Er hun sin krop, som hun tvinger til at passe til hendes person? Er hun overhovedet nogen bestemt eller er hun det hele? Måske er hun selve forvandlingen, og måske er hun netop således et ekstremt eksempel på det, som Descartes ikke turde stole på, nemlig den udstrakte foranderlige verden med kroppe og personer.
Formentlig kender ingen forvandlingen så ekstremt som Madame Nielsen, og formentlig kender alle en smule af det. Forvandlinger som man tvinges igennem af samfundet, af sig selv eller af sin krop. Forvandlinger, der stammer fra, at omstændigheder, forhold og mennesker omkring en forandres. Ingen er altid den samme. Descartes kunne ikke leve med det. Fordi alt forvandles, må man finde et andet udgangspunkt. Han sagde: Jeg tænker og fandt sit grundlag i det. Jeg tænker, altså er jeg.
Men mere end på Descartes’ tid kan man i dag også tvivle på tanken. I takt med at mennesker bliver ældre og ældre, er det blevet stadigt mere klart, at også forstanden forvandles, så tankerne kan forsvinde langt tid, før mennesket gør. Livets forvandling fortsætter til tider nådesløst hinsides, hvad sindet kan bære. Tankerne kan ikke holde sammen på livet og livet fortsætter desuagtet. Hvad holder sammen på os, når alt forvandles med og uden vores ønsker?
Dér står man så midt i alle forvandlingerne af krop og sind i enten fryd over forvandlingens mulighed; eller i forfærdelse over dens uundgåelighed. Og i al denne forvandling fortæller Jesus to lignelser. Begge handler de om forvandling. Med Guds rige er det som et sædekorn, der helt utroligt, men helt automatisk forvandles til strå og aks og fuld kerne i akset. Og det lille sennepsfrø, der helt uforudsigeligt forvandles til et stort træ, som selv himlens fugle kan søge skjul i. I begge tilfælde sker forvandlingen til det uigenkendelige, til nye, anderledes former og figurer, som tilsyneladende ikke har forbindelse til udgangspunktet, men alligevel er den naturlige udvikling deraf.
Når Guds rige er som det, der forvandles, er det at være med i Guds rige at være med i en forvandling. En forvandling, som omfatter alle andre forvandlinger, frivillige og ufrivillige; alle dem, der foretages under store anstrengelser og dybe afsavn; alle dem, der finder sted modvilligt og under protester; alle de forvandlinger, som mennesker foretager for at blive en anden end sig selv; alle de forvandlinger, som kan lade mennesket falde fra hinanden, fordi det intet har, end ikke dets tanker, der kan holde det sammen som sig selv. Alle de forvandlinger omfattes og sammenholdes af det Guds rige, der selv stadigt er i forvandling.
Så kan man ikke forvandle sig ud af Guds rige. Så kan ingen forvandling opløse mennesket, for det holdes ikke sammen indefra af sig selv. Det holdes sammen udefra af det Guds rige, der omfatter det. Det Guds rige har vi del i, når vi modtager det ligesom et lille barn, for Guds rige er deres. Og Guds rige rummer alle forvandlinger, som børn vil gennemgå gennem deres liv.
I Guds rige er der ikke brug for en tanke, der kan holde sammen på forvandlingerne. Der er ikke brug for noget til at skabe sammenhæng mellem forvandlingerne. Guds rige er den omfattende sammenhæng for alle forvandlinger og i alle forvandlinger. Inden for Guds rige kan alle forvandlinger finde sted, og det forbliver Guds rige.
Med Guds rige er det som kornet og frøet, der forvandles. Guds rige er under forvandling, og alle der har del i Guds rige forvandles med det, for Guds rige kan have en ubetydelig begyndelse på jorden, ligesom det kan begynde umærkeligt hos den enkelte, men det skal forvandles med os, når vi forvandles.
Som vi sang: ”Alt som vi gå, / vi dog af Gud oplæres / til at forstå, / vi hæves og vi bæres / i ledebånd / af livets Ånd / og af vor Faders engleskare”.
Vores forvandlinger finder sted inden for Guds rige, så det forvandles om os og i os, indtil Guds rige bliver alt i alle.
DDS 313 – 504 – 379 — 388 – 320 – 156