Død, medfølelse og opstandelses-tro
Luk 7,11-17
Der findes en fortælling om en filosof, der levede i det gamle Grækenland for mere end to tusind år siden. Han var sammen med sine venner hjemmefra, men på et tidspunkt kom et bud til ham med en meddelelse. Buddet fortæller, at hans søn er død. Filosoffen er helt upåvirket og fortsætter, hvad han var i gang med. Det kan hans venner ikke forstå, så de spørger, hvordan han kan være så rolig. Han svarer: ”Jeg vidste jo allerede, at min søn var dødelig.”
Sådan kan man beskytte sig mod sorg og ulykke. Det ville filosoffen. Han kontrollerede sine følelser med sin fornuft, så han ikke risikerede at blive bragt ud af fatning. Og han har jo ret. Alle mennesker er dødelige. Det er et faktum. Alle mennesker skal dø før eller siden, så hvorfor blive oprørt over det? Hvorfor opfatter vi filosoffens bemærkning som umenneskelig, når den jo netop blot siger en sandhed om menneskelivet.
Selvfølgelig fordi det også er en sandhed om menneskelivet, at vores liv er bundet sammen. Vi har svært ved at klare livet uden de andre. Forholdet til dem kan være vigtigere end vores eget liv. Derfor sørger vi, når relationerne går i stykker; derfor bliver vi ulykkelige, når de brydes. Det kan man beskytte sig mod med sin fornuft som filosoffen. Han bliver ikke ulykkelig og sørger ikke; men udefra set, er hele hans liv ulykkeligt, for han har på forhånd givet afkald på det vigtigste i livet. Vores følelsesmæssige relationer kan knuse os, når de går i stykker; men det er netop fordi det er dem, der giver os mod til livet. Uden dem ville livet ikke være livet værd. Men det gør os sårbare. Vi ved, at det, vi ikke kan undvære, ikke vil vare ved. For vi er dødelige, som filosoffen nøgternt sagde. Det gør livet skrøbeligt. Så skrøbeligt er menneskelivet, at det, der bærer os og holder os oppe, også er det, der kan bringe os i knæ og vælte os.
Sådan er det for den moder, vi hørte om i evangelieteksten. Hun har tidligere mistet sin mand. Nu er hendes eneste søn død. Hun har ingen tilbage. Hendes liv smuldrer, for hun har ingen, hun kan stole på. Hun har ingen at leve for. Ingen lever for hende. Hvis hun skal leve videre, bliver det på dødens betingelser. Døden har bemægtiget sig hendes liv, så hun ikke kan se ud over den. Den fylder det hele, så fremtiden er væk, horisonten er væk, håbet er væk, ja livet selv er forsvinder. Det er gået under i døden. Der er intet andet tilbage.
Situationen i evangeliet er helt centreret om den døde og den død, som er dér midt i livet og truer med at blive livets midte. Alting kredser om døden på en måde, så cirklerne bliver mindre og mindre. Så livet bliver mindre og mindre og til sidst slet ikke kan leves. For hvis døden er livets centrum, vil den bemægtige sig alle de forhold, som skal give os mod til livet, og slå alt levende ihjel. Hvis vi i vores følelsesmæssige forhold til andre mennesker, kun ser, at døden vil tage dem fra os, kan vi ikke leve i dem og ikke få livsmod af dem. Sådan er det for enken i fortællingen. Hendes liv er fanget i en dødsspiral.
Den situation møder Jesus. Han modsætter sig den og vender den om, så den i stedet får retning ud af, når skaren priser Gud. Opvækkelsen af den unge mand bryder den negative spiral og lader de sørgende vende blikket bort fra døden, ud af mod livet. Dér, hvor der var død, sætter Jesus livet. Troen på livet bliver udgangspunkt for det liv, der skal leves, selv om vi som filosoffen er smerteligt bevidst om, at det ender med død.
Et ekstremt eksempel på, hvordan det kan tage sig ud, når den tro mangler, er William Shakespeares drama Macbeth. Macbeth er en adelsmand i Skotland, der gerne vil være konge. Nogle mærkelige kvinder, hekse, forleder ham til det ved at vække hans ambition. Og hans kone gør det i endnu højere grad. De bliver enige om at slå den gamle konge ihjel. Det bliver begyndelsen på en lang række blodige mord, for Macbeth og hans kone kan slet ikke lade være med at slå ihjel. Til sidst slår Lady Macbeth sig selv ihjel, og Macbeth bliver slået ihjel. Sådan måtte det ende. Men hvorfor?
Hr. og fru Macbeth har engang haft et barn sammen. Man hører kun om det i en enkelt sætning i skuespillet, men jeg tror, at det er det afgørende. Dette barn er dødt, og de har ikke andre. Nu har de kun døden sammen. Deres følelser er døde. Derfor kan de kun mødes følelsesmæssigt i døden. Når de sammen planlægger mordet på kongen, og efterfølgende på alle, som truer dem. I de situationer er der en følelsesmæssig intensitet mellem dem. Men de kan naturligvis ikke skabe andet end et fuldstændigt morderisk univers. Døden spreder sig over alt. Macbeth kan ikke sove. I stedet ser han de døde komme til sig som genfærd. Lady Macbeth kan ikke vaske blodet af sine hænder, for alt er inficeret død. Døden fylder alt. Hele rummet og hele tiden. Der er ingen fremtid og ingen horisont. Der findes kun her og nu, som må forsvares med mord og flere mord. Ægteparret Macbeths blodige univers er helt lukket om sig selv. Indtil de selv dør.
Shakespeare skriver om eksistensen ekstremer. Han mistede selv sin eneste søn ti år før, han skrev Macbeth. Tør man gisne om, at det er de destruktive tanker i tiden efter det dødsfald, der har affødt historien om Macbeth? Måske. Men oplevelsen af at befinde sig i et univers, hvor troen på livet er forsvundet, så alle forhold og relationer forpestes og kun avler mere negativitet og destruktion, er ikke begrænset til forældre, der har mistet børn. Når man i relationerne til andre mennesker ikke ser liv, men kun den død, som relationen vil ende i, bliver det nødvendigt at beskytte sig mod den. Som filosoffen, som Macbeth, der begge ved, at følelsesmæssige relationer kan ødelægge os og derfor foretrækker selv at ødelægge dem. Så tager man afstand til livet, for at det ikke skal gøre en ulykkelig. Så får man ikke del i lykken, fordi man er bange for at miste den.
Opvækkelsen af den døde kan ikke være svaret på det i den direkte forstand, som evangelieteksten fortæller om. Ulykkelige forældre oplever ikke, at deres døde børn bliver gjort levende igen. Det skete ikke for Shakespeare, det skete ikke for ægteparret Macbeth. Det skete for enken i Nain i Lukasevangeliets fortælling, men det skal illustrere en anden pointe. Det, der er fortællingens pointe.
Den er Jesu reaktion på enkens sorg. Jesus ynkes over hende, står der. Det er også på dette sted en dårlig oversættelse. Som i lignelsen om den barmhjertige samaritaner betyder ordet, at få medfølelse med, få ondt i maven over den andens smerte. I den følelsesmæssige forbindelse som med-følelsen opretter, bliver Jesus del-tagende i enkens sorg; han tager del i hendes smerte. Det er på grund af medfølelsen, at underet sker; ja, det er i hans delagtighed i hendes sorg og smerte, at underet sker. For medfølelse bliver til liv mellem de to. Modsat ægteparret Macbeth. Mellem dem var kun død. Modsat filosoffen, som ikke ville vide af døden og derfor ikke fik del i livet. Mellem Jesus og enken er livet. Livet opstår i hendes ulykkelige situation af den medfølelse, der tager del i hendes ulykke og bærer sorgen sammen med hende.
For at medfølelsen og deltagelsen kan have denne styrke, kan de ikke ses som indledning til noget, der ender med død. Der må være en tro på, at forholdet og relationen ikke blot findes på dødens præmisser. Ellers kunne man ikke leve i dem, som filosoffen ikke kunne, som Macbeth ikke kunne. Grundlaget må modsige døden. Det findes i budskabet om Jesu egen opstandelse. Kraften fra opstandelsesbudskabet ligger i troen på, at livet sejrer, selv om vi ved, at døden kommer. I den tro kan man stole på sin medfølelse og lade den blive til delagtighed i den andens sorg og smerte på trods af døden. Budskabet om opstandelsen er styrken til at være medfølende i sorgen og deltagende i smerten. Det er her underet sker. Derfor afløses sorgklagen af lovsang i Lukasevangeliets fortælling.
Det er det modsatte af filosoffens fornuftige reaktion på sin søns død. Han lod ikke døden få betydning, fordi han ikke kunne klare smerten. Det er det modsatte af Macbeths ufornuftige reaktion på sin søns død. Han lod døden få al betydning, fordi han ikke kunne forlade smerten. Opstandelsestroen er det modsatte af begge dele. Den fjerner ikke døden og smerten. Den giver håb. I det håb tør vi stole på de menneskelige forhold, som vi ved, kan ødelægge vores liv, når vi mister dem; men som vi også ved, kan bære os igennem døden, når vi møder den. Med opstandelsestroen kan vi være medfølende med hinanden i smerten og sorgen, så livet og ikke døden bliver centrum. Heraf, af medfølelsen med hinanden, vinder livet over døden. Deraf opstår underet. I det har Herren besøgt sit folk.
DDS 729 – 560 – 350 — 148 – 529 – 222