Opvækkelsen af Lazarus
v.19 Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. v.20 Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset.
v.21 Martha sagde til Jesus:
»Herre, havde du været her, var min bror ikke død. v.22 Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.«
v.23 Jesus sagde til hende:
»Din bror skal opstå.«
v.24 Martha sagde til ham:
»Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.”
v.25 Jesus sagde til hende:
»Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. v.26 Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«
v.27 Hun svarede:
»Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«
v.28 Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde:
»Mesteren er her og kalder på dig.«
v.29 Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham.
v.30 Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. v.31 Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér.
v.32 Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde:
»Herre, havde du været her, var min bror ikke død.«
v.33 Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør v.34 og sagde:
»Hvor har I lagt ham?«
»Herre, kom og se!«
svarede de.
v.35 Jesus brast i gråd.
v.36 Da sagde jøderne:
»Se, hvor han elskede ham.«
v.37 Men nogle af dem sagde:
»Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«
v.38 Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den.
v.39 Jesus sagde:
»Tag stenen væk!«
Martha, den dødes søster, sagde til ham:
»Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«
v.40 Jesus sagde til hende:
»Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?«
v.41 Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde:
»Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. v.42 Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.«
v.43 Da han havde sagt det, råbte han med høj røst:
»Lazarus, kom herud!«
v.44 Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem:
»Løs ham og lad ham gå.«
v.45 Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham.
Joh 11,19-45
Tekstens forhold til de andre evangelier
Opvækkelsen af Lazarus har ingen paralleller i de andre evangelier. Som fremlagt i forbindelse med Martha og Maria (15.s.e.trin.) optræder både de to søstre og Lazarus i Lukasevangeliet, men ikke som en søskendegruppe på tre. Der er også en vis sammenhæng mellem portrætteringen af henholdsvis den geskæftige Martha og den eftertænksomme Maria i de to evangelier. Det forekommer mest oplagt, at Johannes har kendt Lukasevangeliet og konstrueret en familie. Det omvendte – at Lukas har kendt til de tre søskende fra Johannesevangeliet og skilt dem ad – kan man næsten ikke forestille sig.
Der findes andre dødeopvækkelser i de andre evangelier (Jairus’ datter, enkens søn i Nain), men ingen som denne. Til gengæld dør Lazarus i Lukasevangeliets lignelse om den rige mand og Lazarus og kommer til dødsriget (Luk 16,19-31). Den rige mand ønsker, at Lazarus sendes tilbage derfra for at advare hans brødre. Men nogen dødeopvækkelse er der ikke tale om.
Man må antage, at dette er en karakteristisk johannæisk tekst.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Umiddelbart før teksten er Jesus ankommet til Bethania, så handlingen kan gå i gang. Umiddelbart efter følger en notits om, hvordan nogle af de jøder, der var kommet til tro, går til farisæerne og fortæller dem om, hvad Jesus havde gjort. Det afføder et møde mellem farisæerne og ypperstepræsterne, hvor de beslutter at slå Jesus ihjel. Såvel det foregående som det efterfølgende hører med til fortællingen om Lazarus opvækkelse. Det begynder fra v.1, hvor det siges, at Lazarus lå syg i Bethania, og søstrene sender bud efter Jesus. Her findes også den meget vigtige oplysning, at Jesus elskede Lazarus (v.3). Jesus venter så to dage, før han drager af sted mod Judæa (v.6). Da han kommer frem, er det fjerdedagen efter begravelse (v.17). Til disciplene har han sagt, at han glæder sig over, at Lazarus er dør, for at de skal komme til tro (v.15). Disciplene har for deres del advaret mod den voldelige modstand, som han vil møde i Judæa (v.8.15). Således er der indledningsvist lagt op til, hvad Lazarus’ opvækkelse skal tjene: For en gruppe skal det give anledning til tro. For en anden skal det foranledige fjendskab. Og det sker. Efter teksten fortsætter kapitlet med de jødiske reaktioner. Nogle kommer til tro; andre bliver stadigt mere aggressive. Det kulminerer i en beslutning om at slå ham ihjel (v.47-53).
I evangeliets overordnede forløb er dette Jesu sidste offentlige handling. Det syvende tegn er også det største, i den forstand at opvækkelsen af en død må siges at være det mest tydelige bevis på Jesu goddomsmagt, magten over liv og død. Samtidig leder det direkte over til evangeliets passionsfortælling, idet det er anledningen til hans dødsdom fra jødernes side.
I Johannesevangeliets terminologi udtrykkes dette ved, at opvækkelsen af Lazarus er en åbenbaring af herligheden (v.40) eller en herliggørelse af Guds søn (v.4). Den tjener nemlig til at demonstrere Jesu identitet. Mens den således afslører, hvem Jesus er, afslører den også, hvem mennesker er. Nogle kommer til tro og ser herligheden. Andre trækker sig tilbage og fordømmer ham. Sådan afslører de johannæiske tegn mennesker, mens de åbenbarer Jesus. De troende ser herligheden (v.40); de ikke-troen ser et menneske, der bringer folket og landet i fare (v.47-48). På denne måde kan man se opvækkelsen af Lazarus som optakt til Jesu død og opstandelse, der ligeledes har netop denne funktion, at åbenbare Guds herlighed og herliggøre hans søn, så nogle kommer til tro, mens andre viser sig som ikke-troende.
Men der er endnu et johannæisk tema, som spiller en stor rolle for Lazarus’ opvækkelse. Johannesevangeliet har flere gange givet udtryk for en særegen eskatologi. Man omtaler det som præsentisk eskatologi, fordi det evige liv er allerede nu i troen på Jesus Kristus. Enkelte steder sammenstilles den opfattelse med forestillinger om en futurisk eskatologi, fordi man ser frem mod en opvækkelse til dom for de ikke-troende og frelse for de troende. Det mest markante udtryk for disse to eskatologiske retninger i Johannesevangeliet er 5,24-29:
”v.24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. v.25 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. v.26 For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. v.27 Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. v.28 I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst v.29 og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.”
Man kan sige, at den johannæiske fortælling om Lazarus’ opvækkelse illustrerer netop denne særegne eskatologi ved at vise, at den fysiske død er en ubetydelig hændelse for den, der allerede har det evige liv i troen.
Tekstens detaljer
Som sagt er teksten et uddrag af en sammenhængende fortælling. Man kan næsten kalde Joh 11,1-54 en lille novelle med flere afsnit. V.19 indleder ikke et nyt afsnit, men hænger nært sammen med de foregående to vers. Ligesom fortællingen fortsætter efter v.45. Man kan inddele teksten i afsnit 1: Jesus og Martha (v.17-27); afsnit 2: Jesus og Maria (v.28-32); afsnit 3: ved graven (v.33-40); afsnit 4: opvækkelsen (v.41-44).
I v.17-18 er der vigtige oplysninger. For det første får man at vide, at Lazarus ved Jesu ankomst til Bethania har været død i fire dage. Tidsbestemmelsen skal tilkendegive, at der ikke kan være tale om, at Lazarus var skindød. Ifølge jødiske opfattelser forlod sjælen kroppen efter tre dage. På fjerde dagen er der altså ikke tvivl om, at han er død. Det skal ligstanken senere vise. For det andet hører man, at hele teksten foregår i Bethania, som ifølge v.18 ligger 15 stadier fra Jerusalem. Der menes Bethania på Oliebjergets østside, ca. 3 km. fra Jerusalem.
v.19: Eftersom Bethania ikke er længere fra Jerusalem, er det begribeligt, at mange jøder kunne komme for at trøste de efterladte søstre. For læseren fremstilles en scene, hvor mennesker er samlet i sorg over døden. Det pointeres, at de tilkommende er jøder, for de har netop ikke adgang til livet, som Jesus formidler. Derfor sørger de. Til den scene kommer Jesus som modsætningen. Livet kommer til døden.
v.20: Det er let at se beskrivelse af Martha og Marias forskellige reaktioner som en genklang af teksten fra Lukasevangeliet (Luk 10,38-42). Martha er den aktive, Maria den passive.
v.21-22: Marthas første bemærkning til Jesus kan selvfølgelig forstås som en bebrejdelse. Men det kan også opfattes som en konstatering. Hendes anden kommentarer udtrykker en tillid til, at nu ved Jesu ankomst, er alt muligt.
v.23: Som en udfyldelse af Marthas ubestemte tillid til, at alt er muligt for Jesus, henviser han til opstandelsen. Dermed er det omtalte eskatologiske tema anslået. For hvad er den opstandelse, som Jesus omtaler?
v.24: Martha svarer ud fra en futurisk eskatologi. På den yderste dag skal han opstå. Det er en traditionel jødisk forventning, at der ved tidernes ende skal være opstandelse af de døde, så alle kan blive stillet for dom.
v.25-26: Jesus svarer typisk johannæisk. Dels er formuleringen ”jeg er” (egô eimi) typisk for den johannæiske Jesus, der flere gange i løbet af evangeliet definerer sig selv med denne formular, så han derved overtager indholdet af billeder (fx Joh 6,48: ”Jeg er livets brød”) eller begreber (fx Joh 14,6: ”jeg er sandheden, vejen og livet”). Pointen er, at alt det, mennesker søger, er til stede i den johannæiske Jesus. Således også her. Opstandelsen og livet er i Jesus, derfor skal den, der er forbundet med ham leve, om han end dør (v.25), og han skal ikke dø i evighed (v.26). Det er den særegne johannæiske eskatologi, hvor det præsentiske (”leve om han end dør”, fordi han i troen på Jesus Kristus har livet nu) støder sammen med det futuriske (”ikke dø i evighed”, fordi den forestående død ikke vil være evig) Med andre ord berøres den troende ikke af den fysiske død, for han er allerede i livet og har opstandelsen som horisont. Hvor Martha svarede traditionelt futurisk eskatologisk, responderer Jesus johannæisk præsentisk eskatologisk.
v.27: På Jesu afsluttende spørgsmål, om Martha tror dette, svarer hun med en bekendelse. Det er forbilledligt for læseren, at bekendelsen af Jesus som Kristus, Guds søn er den tro, der svarer til hans selvdefinition som opstandelsen og livet. Formuleringen understreger, at Jesus er den inkarnerede Guds søn. Således må udtrykket ”der kommer til verden” forstås.
Titlen Kristus stammer fra det hebræiske ord messias, der betyder salvet og blev brugt om en forventet frelserskikkelse. Imidlertid skal man næppe høre de jødiske forestillinger i udtrykket. Allerede tidligt i den kristne litteratur antager betegnelsen Kristus karakter af et tilnavn til Jesus og får dermed sit eget indhold. Det betegner frelserskikkelsen, som den blev forstået gennem Jesu historie. Jesus Kristus er kristustroens indhold, for den omhandler Jesus som frelser gennem sin død og opstandelse, og denne Jesus Kristus er tillige Guds søn. Det er den kristne opfattelse af Kristus, som ikke har meget andet end navnet til fælles med de jødiske forestillinger. I Johannesevangeliet gælder det særligt, at Jesus er Kristus, når han som Guds søn er sendt til verden for at åbenbare Gud.
Bekendelsen svarer til det, der er Johannesevangeliets formål: at tro at Jesus er Kristus, Guds søn, og i den tro have livet i hans navn (20,31). Martha afslører senere i fortællingen om Lazarus’ opvækkelse, at hun ikke har forstået, hvad denne tro indebærer, hvilket svarer til en fundamental pointe i Johannesevangeliet, at ingen kommer til den fuldkomne tro, førend Jesus kommer til syne som opstanden.
v.28: At Martha ikke har erkendt indholdet af sin egen bekendelse, antydes allerede her, hvor hun over for sin søster kalder Jesus ”lærer”. Det er gerne en titel, der bruges af personer, der ikke helt har forstået, hvem Jesus er. Martha taler skjult til Maria, formentlig fordi Jesus allerede var ugleset af jøder ifølge evangeliets fortælling (jf. v.8).
v.29-31: Maria går ud til Jesus. Jøderne går med, men meget karakteristisk for Johannesevangeliet har de misforstået situationen. Maria går ikke til den døde for at sørge, som jøderne tror, men går ud til livet for at tilbede.
v.32: Marias udsagn til Jesus er lig med Marthas. Men det får et andet svar. Hvor Martha blev stillet til regnskab for sin tro, reagerer Jesus på Marias tilbedelse med at indlede opvækkelsen. Det er klart, at de to søstre både spejler hinanden og supplerer hinanden. Martha står for troen og bekendelse, Maria for tilbedelsen. Samlet set er det den adækvate reaktion på, at Jesus er opstandelsen og livet.
v.33-34: Jesus reagerer voldsomt på deres sorg. Faktisk kan man forstå verset således, at ånden i ham giver sig til kende ved at ryste ham. Nogle oversætter verset meget malerisk ved at sige, at ånden vrinsker i ham. Årsagen til den kraftige bevægelse er de tilstedeværendes gråd, som jo er begrundet i, at de hverken forstår livet i Jesus eller døden i Lazarus. Havde de forstået, hvem Jesus er, ville de ikke græde over Lazarus’ fysiske død. Dette indleder selve opstandelseshistorien, da Jesus vises hen til graven.
v.35-37: Hvorfor græder Jesus? Man kan være sikker på, at årsagen ikke er den, som jøderne angiver i v.36. Jøderne kan ikke sige noget rigtigt om Jesus i Johannesevangeliet. Hvis de gør, er det, fordi de siger noget, som de ikke selv forstår. Her siger de det rigtige, at Jesus elskede Lazarus, men det er netop ikke årsagen til hans gråd. Årsagen er tværtimod den manglende forståelse, som Jesus mødes med. Den fremkalder hans reaktion.
Jesus følelsesladede reaktion giver visse vanskeligheder inden for et filosofisk verdensbillede, hvor følelsesladede udbrud var tegn på, at man ikke besad dyden selvkontrol. Havde man selvkontrol og filosofisk indsigt, ville man kunne kontrollere sine følelser. I denne sammenhæng må man sikkert forstås det således, at det er en åndeligt formidlet reaktion på omgivelsernes manglende forståelse og således er en anden type gråd end de sørgende jøders. De græder over Lazarus’ fysiske død; Jesus græder over deres død, der består i ikke at tro.
v.38: Jesus rystes atter af ånden, da han kommer til graven. Gentagelsen skal formentlig understrege, at ånden virker gennem ham.
Ordet for grav tyder på, at der er tale om en gravhule, som kan være hugget ind i en klippevæg. Sådanne grave blev brugt til begravelser, hvor ligene lå på hylder indhugget i klippen. Indgangen blev lukket med en stor sten. Arkæologiske fund bekræfter, at der har været sådanne grave i Judæa.
v.39-40: Ved Jesu ordre om at fjerne stenen fra indgangen viser Martha, at hun ikke har forstået sin egen bekendelse. Hun er stadig orienteret mod Lazarus’ døde legeme og har ikke erkendt, at den død er ubetydelig. Af den grund henviser Jesus atter til formålet: Det, der skal ske, skal åbenbare Guds herlighed. Således tjener Lazarus’ død Guds herlighed (v.4). Men forudsætning for at se andet end en mirakuløs dødeopvækkelse er tro. Kun for den troende er miraklet et tegn, der viser hen til noget andet. Tegnet viser nemlig Jesu guddommelighed eller at han åbenbarer Gud. Man kan også sige, at i og med opvækkelsen vækker troen, bliver den til mere end en opvækkelse, så bliver den et tegn.
v.41-42: Hvordan den er et tegn, fremgår nu. Jesus beder og retter derfor blikket mod himlen, men understreger i sin bøn, at tegnet ikke er for hans skyld. Bønnen som sådan er heller ikke en bøn om at blive bønhørt. Jesus ved, at han altid allerede er hørt af Gud, for der kan ikke være forskel mellem hans og Guds vilje. Kun af hensyn til de omkringstående beder han. Og dermed siger han, hvad tegnet skal. Det skal vække tro. I sig selv har miraklet ikke noget formål. Meningen er ikke at Lazarus, skal leve videre. Heller ikke at trøste søstrene i deres sorg. Meningen er at vække tro på, at Jesus er udsendt af Gud.
v.43-44: Miraklet sker ved Jesu ord, der alene siges for at skabe forbindelsen mellem ham og Guds herlighed. Opvækkelsen tjener Guds herlighed, når Lazarus bliver levende, og Jesus derfor tros som Guds søn. Således herliggør den nemlig Guds søn.
Lazarus er iført ligklæder, som Jesus tillige befaler, skal løsnes, så han kan gå omkring. Selve opvækkelsen er ganske kort fortalt i betragtning af den lange optakt. Det understreger det forhold, at den fysiske opvækkelse ikke har selvstændig betydning. Vægten skal ligge på den tro på Jesu identitet, som er tegnets egentlige anliggende.
v.45: Opvækkelsen afføder forskellige reaktioner. Nogle af jøderne, der var kommet med Maria, kommer til tro. Alterbogens tekst afbryder helt umotiveret og misvisende efter v.45. I Johannesevangeliet er det vigtigt, at de, selv om de er kommet til tro, går til farisæerne og siger, hvad han havde gjort. Det viser, at deres tro ikke er den fuldkomne tro, som evangeliet stræber efter. Den er nemlig først mulig efter Jesu opstandelse. Indtil da er det en midlertidig og i bedste fald forberedende tro, som er baseret på tegn og undere. Derfor angiver de Jesus ved at fortælle om, hvad han har gjort. Hvem han er, har de ikke forstået.
Tekstens fortolkning
Som det er fremgået, er det egentlige mål for opvækkelsen af Lazarus at åbenbare Guds herlighed i Jesu gerning og dermed fremkalde tro på hans identitet som Guds søn, dvs. herliggøre ham. Derfor er opvækkelsen et tegn. Det egentlige emne for fortællingen om opvækkelsen af Lazarus er den johannæiske eskatologi. Man kan sige, at det er eskatologi i fortalt form. Det fremgår af en kort gennemgang af hele tekstens forløb:
Lazarus er elsket af Jesus, senere kaldes han Jesu ven. Han er således en personificering af den troende, der dør fysisk i troen på Jesus. Jesus kommer til ham og opvækker ham, hvilket skal udtrykke opvækkelsen af den fysiske død på den yderste dag ved Jesu genkomst. Derfor passer det, hvad søstrene sagde: Havde du været her, var han ikke død. For det er naturligvis under Jesu fravær indtil hans endetidig genkomst, at den fysiske død er et problem. Men det bør den ikke være for de troende, for de kan være forvisset om at blive opvakt til livet igen. Dette er den traditionelle futuriske eskatologi.
Men sammen med fortællingen om Lazarus’ opvækkelse er samtalerne med hans to søstre. I dem fremfører Jesus den præsentiske eskatologi, som er særlig johannæisk. Nemlig at den, der tror, skal leve, om han end dør, og aldrig dø i evighed. I den tro mister den fysiske død sin betydning, og den troende har allerede nu del i det evige liv. Den fysiske død er en ubetydelig hændelse, der ikke påvirker det liv, som den troende har del i troen på Jesus Kristus, der er opstandelsen og livet. Det evige liv er nu og berøres ikke af den fysiske død, for det skal fortsætte hinsides døden, når Jesus på den yderste dag opvækker de døde.
Læst på denne måde kan man forstå fortællingen om Lazarus, som en opbyggelig historie for den johannæiske menighed, der skal bekræfte dem i, at det liv de lever nu i troen på Jesus Kristus, Guds søn, allerede har overvundet døden, for de har livet i hans navn.