Joh 11,19-45
En mand er død. Det er Lazarus, Martha og Marias broder, der er død. På en måde er det det mindst ekstraordinære, man kan tænke sig, at et menneske dør. Egentlig er det det mest almindelige, man kan komme i tanker om. Alle dør. Alligevel er Lazarus’ død naturligt fremstillet som en katastrofe. Ikke en stor omvæltende katastrofe, der kaster millioner af menneskers liv i ulykke, men en lille, dagligdags katastrofe, der omvælter hans søstres liv, og stiller os over for det ubekvemme og ofte fortrængte faktum, at ingen undslipper døden. Når man kan komme for skade at mene, at enhver død er en tragedie, er det sikkert ikke, fordi man mener, at det er en katastrofe at dø i en høj alder mæt af dage. Snarere er det, fordi enhver død konfronteres de levende med deres egen dødelighed. Det kan opleves som en tragedie, hvis man gerne vil være uundværlig. For sagen er, som folkeviddet vil vide, at vi ved, at vi skal dø; men vi tror det ikke. Derfor er det ubehageligt at blive mindet om. Ikke desto mindre er det, hvad store dele af europæiske filosofi og kunst handler om: at minde om, at vi skal dø. Nogle gange er det blot til stede som et timeglas eller en falmende blomst i et maleri, der minder om altings forgængelighed. Andre steder er det udfoldet i stor filosofi.
På latin hedder det memento mori. Det betyder ”husk, at du skal dø.” Det går som et tema gennem Europas kulturhistorie. Memento mori. Husk, at du skal dø. Oprindeligt, siges der, stammer det fra de romerske triumftog. Efter en krigssejr fejrede man det ved at lade hære marchere gennem byen med feltherren, i nogle tilfælde kejseren selv, i midten, stående på en vogn, så han kunne hilse på de jublende undersåtter. Men lige bag ham stod en slave, der hviskede ham i øret: ”Se dig over skulderen. Husk, at du skal dø.” Meningen var selvfølgelig, at den sejrrige hersker ikke skulle lade sin succes stige sig til hovedet. Han skulle ikke blive overmodig og miste sin jordforbindelse, for også han er blot et menneske, der skal dø. Memento mori. Måske er det tvivlsomt, om den historie er historisk korrekt. Men sandt er det i hvert fald, at memento mori-motivet var et hovedtema i den antikke filosofi og kan følges gennem hele filosofihistorien frem til moderne filosofi, hvor døden er det fænomen i menneskelivet, der stiller mennesket til ansvar. Fordi vi skal dø, må vi tage ansvar for det liv, som vi lever, så det bliver vores liv, som vi lever i en eksistentiel bevidsthed om vores egen forestående død. Hvert øjeblik vælger vi selv vores liv, for døden er altid en mulighed. Memento mori gør livet egentligt, for døden gør mennesket ansvarligt for sit eget liv.
Kristendommen er for sin del ikke sen til at overtage memento mori-motivet fra den græsk-romerske filosofi. Gennem senantikken og middelalderen bliver det udfoldet i overensstemmelse med de kristne forestillinger om himmel og helvede. I den sammenhæng bliver det sandelig vigtigt at huske på, at man skal dø, for efter døden afgøres den evige skæbne. Derfor skal man tage sig i agt, hvis man lever det velbehagelige og velstillede liv, for man skal jo dø, og så vil det vise sig, om man egentlig har fået noget ud af livet. For efter døden kommer det alvorlige. Det, det hele kommer an på. Man kan have nok så meget have haft succes og lykke i dette liv, hvis man ikke har det hinsides døden, kan det hele være ligegyldigt. Ja, alt på denne side er ligegyldigt, for det er midlertidigt, timeligt. Det har ingen værdi imod evigheden i det hinsides.
I vores samtidskultur gør vi ikke meget ud af at minde hinanden om at vi skal dø. Ikke direkte i hvert fald. Men memento mori-motivet er mindst lige så tilstedeværende, som det altid har været. Det antager bare andre former. Fx gemmer det sig bare bag et andet latinsk slogan, som tiden har taget til sig: Carpe diem. Grib dagen. Få mest muligt ud af livet, for du har kun det ene. Grib dagen i dag, og sørg for, at den bliver så god som mulig, for du får ikke en chance mere. Det er nu, det gælder. Sådan synes tidens talemåde at være og den viser sig i febrilske, ja fortvivlede forsøg på at opnå alt på alle områder: Succesfulde sportsstjerner har deres børn med på sejrspodiet, så vi kan se, at de intet har forsømt. Stjernerige erhvervsfolk minder os om at holde fri med familien og passe på helbredet. Ekspolitikere ældes uden at det ses, mens de er woke med deres børn. Man må gribe dagen og få noget ud af sit liv, ellers bliver det for sent. Muligvis har man glemt, at det er døden, man er bange for, men tankegangen bag carpe diem-kulturen nøjagtig den samme som i memento mori. Døden giver os ansvar for at udnytte vores liv. Vi skal tage det på os og sørge for, at vores liv bliver, så vi har ære af det. Det adskiller sig i virkeligheden ikke meget fra den nævnte Brorson-salme, uanset at han havde en helt andet opfattelse af, hvad det ærefulde liv var.
Men i evangeliet i dag siger Jesus noget andet helt andet. Han siger faktisk det modsatte af memento mori. Han siger: ”Husk, at du ikke skal dø.” Memento non mori, hvis det skal være på latin. Det er, hvad Jesus siger, da han møder de sørgende søstre. Det er værd at følge, hvordan det foregår i detaljer. Jesus møder Martha, der anfører, at havde han været her, var hendes broder Lazarus ikke død. På Jesu udsagn ”din broder skal opstå”, reagerer Martha imidlertid afvisende: ”Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag”, men det hjælper hende ikke nu. For den sørgende er det nærmest følelsesmæssig foragt at henvise til en opstandelse på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Den sørgende vil have sin afdøde tilbage nu. Jesus svarer derfor, at opstandelsesvirkeligheden er gældende nu: ”Jeg er opstandelsen og livet,” siger han, ”den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig skal aldrig dø i evighed.” Memento non mori, kunne han også have sagt, for det er netop sagen, at livet i troen på ham, ikke kan overvindes af døden. I Johannesevangeliet illustreres opstandelsestroen ved opvækkelsen af Lazarus, men det afgørende er, at livet og opstandelsen er til stede nu i troen på ham. Husk, at du ikke skal dø. Memento non mori.
Jesus spørger Martha: ”Tror du det?” For tror hun det, vil tilgangen til livet ændres. Tror hun, at han er opstandelsen og livet. Hvis hun tror på det budskab, ændrer livet karakter. Tanken om, at vi skal dø, gør livet til vores ansvar. Den kræver af os, at vi vælger og skaber mening i det liv, som vi har på dødens betingelser. Tanken om, at vi ikke skal dø, gør hele livet til en gave.
Budskabet i opstandelseshåbets memento non mori, du skal ikke dø, er så først og fremmest, at dit liv er dig skænket. Når livet leves som skænket, bliver det ikke vores opgave at komme til rette med den forestående død; det bliver ikke vores ansvar at lægge meningen ind i livet ved at overtage det i eksistentiel ansvarlighed i lys af døden; det er slet ikke vores opgave at leve det, så det kan belønnes efter døden; det er ej heller vores opgave at gribe dagen og maksimere udbyttet af livet. I det hele taget bestemmer døden ikke livets mening. Med opstandelsen som horisont i stedet for døden bliver livets mening at leve det i taknemmelighed mod den, der har skænket det. Som det bliver, når det leves i troen på, at Jesus Kristus og ikke vi selv står bag både opstandelsen og livet. I den tro, i troen på budskabet om, at vi ikke skal dø, må vi også tro, at livet opstår igen, hvor vi kun oplever død, så hverken vores egen eller vores næstes død kan gøre livet meningsløst, for livet gives til os.
Grundtvig udtrykte det i salmen, vi lige sang. Den er for så vidt hans version at et memento mori med præcist samme pointe: memento non mori, for sådan kommer man til rette med døden her på jorden. Det kunne nemlig aldrig ske, skriver Grundtvig ”var, Jesus, ej du i dit ord/hos os, som du er hjemme.” Fordi ordet allerede er hos os, bliver opstandelsen for Grundtvig heller ikke blot et fremtidigt håb om en kommende begivenhed, men den tro, der giver hans liv tryghed nu. Det afgørende findes nemlig, før døden, som det lyder i sidste strofe: ”Før døden med sin istap-hånd/gør skel imellem sjæl og ånd,/bortvifter hjertets varme,/indslumre skal jeg da med lyst,/som barnet ved sin moders bryst,/i dine frelserarme.” I den tryghed, som Grundtvig her udtrykker, er det ingen tragedie at blive konfronteret med sin egen dødelighed. Derfor kan vi være den næste, der kommer i den sidste nattevagt og sidder ved den døendes side i taknemmelighed livet. Opstandelseshåbet gør Grundtvigs memento mori til et memento non mori, hvor opstandelsen omfavner både liv og død, og lader os leve i tryg forvisning om, at det liv vi lever, ikke er vores eget, men et som bestandigt skænkes os.
DDS 754 – 42 – 538 — 349 – 561 – 492