Luk 7,11-17
Lektielæsningen fra alteret, tænker man, kan være en af de værste tekster i alterbogen. Men den er måske en af de bedste. I hvert fald poetisk. Sætningen ”Hvorfor var der knæ, der tog imod mig / og bryster jeg kunne die?” kan man ikke høre uden at få ondt i maven. Litterært kan den måle sig med det bedste i verdenslitteraturen. Man læser ”Jeg kunnet have ligget i ro, / jeg kunne have sovet og fundet hvile” lyder det som Shakespeares rådvilde Hamlet, der i sin store monolog bare længes efter at finde hvile, at dø og sove. Man kan høre Job klage ”Hvorfor giver Gud lys til de elendige, / hvorfor giver han liv til de fortvivlede, / til dem, som længes efter døden, der ikke kommer, / som søger den mere end nogens skat, / som glæder sig og jubler / og fryder sig, når de finder deres grav”, og tankerne kan gå til digtet ”Dødsfuga” af Paul Celan, der taler om, hvordan han og de andre jøder i koncentrationslejrene graver en grav i luften, hvor man ikke ligger tæt.
Jobs klage i lektieteksten kan man placere mellem disse poetiske mesterværker. Og på en måde kan man ikke placere den mellem dem, for teksten i Jobs bog er mere end dem. Hans skæbne viser den menneskelige ulykke og tragedie, når den er allermest ulykkelig og tragisk, og danner således grundlag for alle andre skildringer af menneskelig ulykke og tragedie.
Historien i Jobs bog er velkendt, og alligevel er det en af den slags historier, som man må genfortælle med mellemrum. Job er en lykkelig mand. Han var retsindig, retskaffen og gudfrygtig, hedder det. Og det gik ham godt. Han havde succes i forretningslivet og familielivet, så han var glad for sit liv og taknemmelig over for Gud. Hvem ville ikke være det?
Ja, hvem ville ikke være det? Det er netop, hvad Satan siger til Gud. Job kan sagtens være taknemmelig, for han har jo noget at være taknemmelig over. Tag det fra ham, så skal du se, at han vil forbande dig. Sådan udfordrer Satan Gud, og Gud tager imod udfordringen. Bedst som Job sidder trygt hjemme, kommer et bud til ham og fortæller, at alle hans dyr og al hans rigdom er blevet stjålet. Straks efter kommer et andet bud og fortæller, at hans fire børn var samlet hos deres ældste broder, da en storm fik huset til at brase sammen. Alle de unge mennesker er døde. Job flænger sin kappe, kaster sig til jorden og siger ”Nøgen kom jeg ud af moders liv, / nøgen vender jeg tilbage! / Herren gav, Herren tog / Herrens navn være lovet.”
Så får Satan magt over Jobs helbred. Job slås med sygdom. Hans krop fyldes af ondartede bylder. Til sidst sidder han i en askedynge og skaber sig med potteskår. Uværdigt synes det. Og så kommer klagen, som vi hørte for alteret: ”Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, / hvorfor udåndende jeg ikke fra moders liv?”
Men Job fornægter ikke Gud. Han trygler om at måtte dø, men han vil ikke fornægte Gud. Hans venner forsøger at overbevise ham om, at der er mening med hans lidelse. Hans kone vil have ham til at forbande Gud. Det hele afviser han. Han er uskyldig og fastholder Gud. Han holder Gud til ansvar for sin skæbne.
Den rumænsk fødte, jødiske forfatter, aktivist og vinder af Nobels fredspris Elie Wiezel fortæller om en hændelse i en af de koncentrationslejre, som han sad i under krigen. En gruppe jøder med en skriftlærd rabbiner i spidsen havde besluttet at føre retssag mod Gud for deres lidelser. Anklagen lød, at det var Guds ansvar. Var Gud skyldig eller ej? Der blev ført vidner for og imod, der blev drøftet og diskuteret ud fra skriften og de jødiske lærdes kommentarer flere aftner i træk. Til sidst faldt dommen: Gud er skyldig! Der opstod en stilhed blandt jøderne, der måske varede et øjeblik, men føltes som en evighed. Derpå sagde rabbineren: Lad os nu bede aftenbønnen.
At Gud har ansvar for lidelserne, er ikke begrundelse for at frasige sig forholdet til Gud. Hvis Gud er Gud for jøderne, så er han det også, når de lider. Så må han netop være Gud for dem i deres lidelser. Gudsforholdet er ikke afhængigt af jødernes skæbne, for jøderne må til enhver tid forstå sig selv i forhold til deres Gud. Kun sådan kan de være jøder. Uden relationen til Gud kan de ikke være de mennesker, som de vil være.
Og således Job. Job insisterer på at forstå sig selv og sin skæbne i forhold til Gud. Derfor kan han ikke forbande Gud og ikke fornægte Gud, uanset hvor uværdigt han synes, det er, at han sidder i askedyngen og skaber sig med potteskår. Job holder fast i sit gudsforhold, for gennem det kan han se, at hans skæbne er uretfærdig og urimelig, så han kan klage over den og gøre oprør mod den. Uden Gud måtte han forstå den som tilværelsens tilfældige ugunst, som naturens luner og resultatet af uheldige sammentræf.
Derfor må han fastholde Gud også i sin uværdige ulykke, for uden Gud ville det slet ikke være en tragisk ulykke, så ville det blot være endnu en ligegyldighed i den uendelige række af ligegyldigheder, som verden består af. Så ville Job kun kunne forstå sig selv og sin skæbne som en tilfældighed uden særlig betydning. Med Gud kan han forstå sig som et menneske, der fik livet af Gud. Hvor der var mening i, at der var knæ, der tog imod ham, da han blev født, og der var bryster, han kunne die. Job ved, at Gud giver ham lyset i hans elendighed.
Derfor kan han klage over sin ulykke. Derfor kan han græde over sin skæbne. Fordi han ikke blot er en tilfældighed i naturen, men er menneske for Gud. Var han ikke det, betød hans skæbne ikke mere, end når en plante visner, og en blomst går ud. Derfor kan Job ikke fornægte Gud. Han vil være menneske også i sin ulykke. Derfor må Gud være Gud, så Job selv i sin ulykke kan bevare sin menneskelighed og ikke lade sig reducere til tilfældig natur. Det er Jobs menneskelige værdighed, som han nægter at give afkald på.
Gud giver Job ret. Gud roser Job til sidst, fordi han blev ved med at insistere på at Gud skulle være Gud, så Job kunne være menneske. Gud gør det ganske vist på en lidt underlig måde i Jobs Bog. Søren Holst, min tidligere kollega og forfatter til en lille, meget fin bog om Jobs Bog har sagt det på den måde, at Job gennem hele bogen stiller Gud til ansvar for sin skæbne, og så siger Gud til sidst: ”Se, en flodhest. Den har jeg skabt.” Men pointen er, at Job får ret i, at Gud er Gud, så Job kan være menneske med ret til at klage over sin urimelige og uværdige ulykke.
Kan vi leve med det? Eller er der noget utilfredsstillende over jøderne i koncentrationslejren, der kender Gud skyldig for deres lidelser og beder aftenbønnen? Er der noget uafsluttet i Jobs historie, når han får lov at være menneske i sin ulykke, fordi Gud er hans Gud? Så kan vi glæde os over evangeliet i dag. Når Herren besøger sit folk i form af Jesus, der opvækker enkens søn, viser Gud sig som andet og mere, end den Gud, der har skabt flodhestene, himlen og jorden i fortiden. Så åbenbarer Gud sig som Gud for fremtiden. Opvækkelsen i Nain skal ikke blot vise os en mirakuløs overvindelse af døden, hvor en død bliver gjort levende. Opvækkelsen skal vise Gud som den, der bryder ind i nutiden og åbner fremtiden. Enkens fremtid var lukket, da hun mistede sin eneste søn. Jesus åbner hendes fremtid ved at opvække sønnen. Således åbenbarer Gud sig som Gud for vores fremtid. Ikke ved det konkrete mirakel, at et lig lever op, sådan noget oplever vi ikke, men ved den meddelelse, at vores fremtid også er Guds fremtid. Som Jobs Bog viser, at menneskets ulykke er Guds ulykke; viser fortællingen om enkens søn i Nain, at fremtiden er Guds fremtid. I den tro kan vi klage vores nød til Gud i de uværdige ulykker og dermed bevare vores menneskelighed, fordi vi tror, at også fremtiden er fra Gud. Derfor kunne vi i den kristne menighed synge ”med sorgen og klagen hold måde” umiddelbart efter at have hørt teksten fra Jobs Bog. Vi sang nemlig ikke, ”med sorgen og klagen hold inde” eller ”hold op”, men ”hold måde”, fordi sorgen og klagen skal have sin måde efter det levende håb, som vi er indpodet i i vores dåb. Som Grundtvig formaner i det vers: ”Tilegn dig Guds herligheds håb.” Det er den håbets måde, som klagen og sorgen må have, når vi er mennesker, der kan klage til den Gud, der er vores fortid, nutid og fremtid.
DDS 754 – 565 – 305 — 349 – 148 – 560