16.s.e.trin.(1)
Enkens søn i Nain
v.11 Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. v.12 Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende.
v.13 Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« v.14 Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« v.15 Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor.
v.16 Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.«
v.17 Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.
Luk 7,11-17
Tekstens forhold til de andre evangelier
Denne fortælling findes kun i Lukasevangeliet, men den har store ligheder med fortællingen om profeten Elisa, der helbreder eller opvækker en enkes søn i Sarepta (1 Kongebog 17,17-24). Man kan således forestille sig, at Lukas har komponeret historien på baggrund af teksten om Elisa.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Underberetningen hører til under Jesu virke i Galilæa, hvor han går rundt mellem byerne og helbreder og forkynder. Umiddelbart forinden har han været i Kapernaum. Umiddelbart efter hører man om Johannes Døberens reaktion på Jesu virksomhed. Han sender bud til Jesus og spørger ham: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” (Luk 7,19). Jesus svarer de udsendte: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige” (Luk 7,22). Dette svar er sammensat af en række profetier fra profeten Esajas (Es 26,19; 29,18; 35,5-6; 42,7.18). Lukas bestræber sig på, at de opfyldes nøjagtigt. Således står der i verset forud for: ”Jesus havde netop helbredt mange mennesker for sygdomme, lidelser og onde ånder, og mange havde han givet synet igen” (Luk 7,21). Her understreges altså helbredelsen af de blinde. I Luk 5,17-26 har han helbredt en lam, i Luk 5,12-16 en spedalsk, i vores tekst står en død op, i Luk 6,20-21 er evangeliet forkyndt særligt for fattige. Med undtagelse af helbredelsen af døve, der eventuelt indgår i referatet af de mange helbredelser, er alle dele af Jesu svar altså sket i det foregående kapitler. Lukas viser således, at nu opfyldes profetierne og forjættelserne indfris.
Man kan også se på folks reaktion efter opvækkelsen af den døde, at Lukas’ ærinde er at vise, at Jesu handlinger er udtryk for Guds indgriben til fordel for sit folk (Luk 7,16).
Tekstens detaljer
Strukturen er som en klassisk underfortælling: Først sættes scenen (Luk 7,11-12), så selve underet (Luk 7,13-15), derefter reaktionen (Luk 7,16-17).
v.11-12: Sagt har Jesus lige været i Kapernaum og kommer nu til en lille landsby syd for Tabor Bjerget. Det er vel 50 km fra Kapernaum. Landsbyen ligger i nærheden af, men er ikke identisk med, landsbyen Sarepta, som profeten Elisa kom til.
Med ham er disciplene og en stor skare, som følger ham på rejsen. Læg mærke til opdelingen af Jesu følge: Disciplene udgør inderkredsen, mens den store anonyme skare er interesserede tilhængere, der reagerer på begivenhederne, men ikke har en selvstændig stemme eller rolle.
Da de nærmer sig byporten kommer et sørgeoptog ud. Det oplyses, at den døde er en enkes søn. En stor skare fra byen følger med enken. Altså kan man forestille sig, at to store skarer mødes. Den ene følger Jesus (livet), den anden følger liget (døden). Det er dynamikken i fortællingen: livet og døden mødes.
Men døden er ikke bare repræsenteret i liget. Enken, hvis mand altså er død, og som nu mister sin eneste søn, er også socialt overladt til døden. Uden en søn er hun i den mest udsatte sociale position. Hun kan ikke forsørge sig selv og har ingen til at forsvare sig. Ud over at hun mister sit barn, mister hun altså også sin sikkerhed i livet.
v.13-15: Derfor er det hende, Jesus for medlidenhed med (samme ord som i lignelsen om den barmhjertige samaritaner). Han henvender sig først til moderen med en opfordring, der kun kan være en trøst, når man ved, hvad han står i begreb med at gøre: ”Græd ikke,” siger han. Derefter vender han sig mod liget. Han rører ved båren og bærerne stopper. På den måde går handlingen i scenen helt i stå. Nu sker der ikke noget, men Jesus taler til den døde. Det er fortællingen midt- og højdepunkt. Formuleringen, som Jesus anvender, oversættes ”Rejs dig op”. Det er et meget godt forsøg på at gengive et ordspil på ”opstandelse”, som ligger i det græske ord. Det er nemlig det samme, som kan bruges om, at Jesus ”står op” fra de døde.
Opvækkelsen sker ved dette ord. Den døde sætter sig op. Underet konstateres, ved at han begynder at tale. Herefter giver Jesus ham til hans moder, så det atter understreges, at hun og hendes situation er baggrunden for underet. Hun får livet tilbage i lige så høj grad, som hendes søn, når hun får ham tilbage.
v.16: Frygt er en almindelig reaktion på mirakler. Det samme er lovprisning af Gud. Det interessante er formuleringen af denne lovprisning: ”En stor profet er opstået (igen samme ord, som ved opvækkelsen af den døde og ved Jesu opstandelse fra de døde) iblandt os.” Og ”Gud har set til sit folk.” Det sidste udtryk anvender Zakarias også i sin lovsang (Luk 1,68). Begge dele er udtryk for, at skaren fortolker hændelsen inden for den gammeltestamentlige historie om Guds indgriben til fordel for folket og sendelse af profeter. På den måde markeres en kontinuitet til Israels historie, men samtidig er det tydeligt, at skaren ikke helt har forstået, hvem de har mødt. Af den grund kommer episoden med Johannes Døberens spørgsmål umiddelbart efter, hvor det slås fast, at Jesu undere skal forstås som opfyldelse af profetierne om den, der skal komme.
Det er karakteristisk for Lukas at operere med et tidsforløb med forskellige perioder. Den første periode er lovens og profeternes (forjættelsens tid). Den afsluttes af Johannes Døberen, der er en overgangsfigur. Anden periode (opfyldelsens tid) er Jesu tid, hvor Gudsriget er i hans tale og handlinger. Den tredje periode (udbredelsens tid) er kirkens tid, hvor budskabet om Jesus kommer ud til hele verden. Se Luk 16,16 for en markant formulering af denne epokale tænkning. Således er vi i fortællingen om Jesus i Lukasevangeliet altså i historiens midte, som Det Gamle Testamente har ledt op til, og Apostlenes Gerninger viderefører.
v.17: Man kan se periodeinddelingen afspejlet i fortællingen om opvækkelsen af enkens søn. Den bygger på den gammeltestamentlige fortælling om profeten Elisa, som peger frem mod Jesu gerning. Jesus fuldbringer således loven og profeterne. Til slut kommer ordet derom ud alle vegne.
Tekstens fortolkning
Teksten er ikke kompliceret. Dens budskab er klart og tydeligt både inden for underfortællingen selv og i Lukasevangeliets sammenhæng. Hvad der volder mange fortolkere problemer er, at den kun findes i Lukasevangeliet og åbenlyst har paralleller til den gammeltestamentlige tekst om Elisa. Derfor er den næsten med sikkerhed enten Lukas’ eller hans kildes opfindelse. Hvordan forholder man sig til en sådan fortælling, der ikke har noget historisk grundlag. Svaret er selvfølgelig, at man må se på, hvad den vil sige. Og den vil sige, at forventningerne om Guds indgriben og livets sejr kommer til indfrielse i Jesu handlinger. Derfor kan end ikke døden stå ham imod. Men hertil kommer det afgørende, at dette ikke sker for livets egen skyld. Det er for det nødstedte menneskes skyld, dvs. enken.