- s.e.trin.: Joh 11,19-45 (Vartov/Immanuel, 20.9.26)
Mange lærde fortolkere af historien om Lazarus’ opvækkelse ville ønske, at den stoppede midtvejs. Når man har hørt, at Jesus er opstandelsen og livet, og at den, der tror på ham ikke skal dø i evighed, så har man ikke brug for, at et fire dage gammelt lig kommer spadserende ud af graven. Det første er god teologi. Det sidste er banal folketro. Siger altså teologerne. Men historien begynder et andet sted.
”Der var en, der var syg” lyder det før teksten, jeg læste. Det var Lazarus. Sygdom rammer os alle. Ingen slipper uden om at blive syg. Til sidst dør vi af det. Og det var til at leve med – så at sige – hvis det bare var os selv og ikke også gjaldt vores kære. For dem, vi elsker, bliver også syge, og der er altid en, der er syg. Familie, venner, bekendte og sygdommen spreder sig og rammer alle omkring den, syge for ingen kan være uberørt af sygdommen. Der er en der er syg, og vi håber og ønsker det bedste for vores syge elskede.
Forfatteren Christel Wiinblad har skrevet en bog med titlen Min lillebror. Den handler, som titlen siger, om hendes lillebroder og hans sygdom. Han lider af skizofreni. Eller rettere handler den om forholdet mellem broder og søster. I bogen er broderens selvmordsforsøg centrum, så der opstår en ny tidsregning, hvor alt ses i forhold til det ulykkelige øjeblik:
Et uddrag:
”Stormen har smidt / teglsten og cykler gennem isen / og knækket den endnu mere åben // end de aflange flænger, / der om fem måneder vil sidde på langs / i begge min lillebrors håndled, / fordi han den morgen vil tro på, // at han virkelig mener det, / han har drukket sig fuld / nok til at gøre // for endelig at have lov til / at tie stille / svimle væk / og bare sove roligt / hele vejen ud af verden / og sig selv”
Selv disse linjer, der ikke i sig selv handler om søsterens følelser, er så mættede af kærlighed til broderen, at frygten for, at han skal gøre endnu flere forsøg, skinner igennem hver eneste linje. Broderen forsøgte flere gange igen, og i 2009 lykkedes det. Jannick Wiinblad døde.
”Hvis du havde været her, var min broder ikke død,” siger Martha fortvivlet til Jesus, og det kunne Christel Wiinblad have sagt, der i stedet siger det til fortvivlet sig selv: Hvis jeg havde været der, var min broder ikke død. Hverken hun eller Martha kan acceptere, at sygdommen afsluttede livet. De vil finde noget, som de eller en anden kunne have gjort, så det ikke ville være sket, dette ulykkelige, som de næsten ikke kan leve med. Men det er sket, og hverken de eller nogen anden kunne have forhindret det. Fortvivlelsen bliver kun større af at placere skyld og bebrejdelser.
”Jeg er opstandelsen og livet,” siger Jesus midt i det, der for Martha, Christel Wiinblad og alle os andre er livets uomgængelige faktum. Sygdom fører til død. Vores kære dør. Vi dør. Jesus nægter det ikke. Tværtimod, men han er opstandelsen og livet. Ingen af delene skal søges andre steder, for det fører kun til fortvivlelse at lede efter noget, der kan modstå døden alle vide vegne. Det kan hverken vi selv eller vores kære. Derfor siger han: Jeg er opstandelsen og livet.
Og tilføjer: Den, der tror på mig skal leve, om han end dør, og den, der tror på mig, skal ikke dø i evighed. Det er ikke et helt andet liv, han lover. Han giver ikke et liv, der ikke indeholder sygdom og død, et liv som er uendeligt. Men han siger, at i troen på ham, er døden overvundet i den forstand, at den ikke tager meningen ud af livet. I troen på ham er meningen altid til stede, for den kommer ikke fra en selv, og den kommer ikke fra ens kære, men den kommer alene fra forholdet til Kristus. Den kan ingen død tage det bort. Tror du det, spørger han. Martha svarer ja, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, der kommer til verden.
Her er det, at mange teologer ønsker, at historien var sluttet. Martha har her vist, at hun har forstået, hvem Jesus er, og derfor har hun livet i hans navn, og så er døden overvundet ifølge disse fortolkere.
For dem hænger det nemlig sådan sammen, at døden overvindes ved at give sig selv helt hen i dette liv, helt hen i kærligheden til sine kære, helt hen i ansvaret for sin næste, helt hen i omsorgen for de svage. Ved at modtage opstandelsen og livet i troen på Kristus, behøver man ikke søge det andre steder, og så kan man koncentrere sig fuldt ud om dette liv. Det er det sande eller det evige liv, hvor man ikke bekymrer sig om døden. Et andet liv, en virkelig opstandelse eller et faktisk evigt liv, er ikke nødvendigt. Nej, de vil faktisk sige, at den slags forestillinger fjerner opmærksomheden fra dette liv. Og præsterne har ikke undladt – heller ikke fra denne prædikestol – at fortælle menigheden, at de ikke måtte tro, at der er noget efter døden, som de kan se frem til. Derfor havde det været bedst, hvis resten af dagens tekst ikke havde været med, mener de. Opvækkelsen af det ildelugtende lig havde de helst været foruden.
Men teksten slutter ikke der. Den fortsætter, selv om teologerne ikke bryder sig om det. Og man kan læse resten af den som et oprør mod den verdensfjerne teologiske rettroenhed, der vil stille sig tilfreds med Jesu udsagn og Marthas bekendelse, men ikke vil vide af rigtige menneskers rigtige sorg over døden, og som ikke tør at forholde sig til, at de dødes rolle i de levendes liv. Måske kan se opvækkelsen af den døde Lazarus som et spørgsmålstegn, der udfordrer de præster, der vil bestemme, hvad man må tro og ikke tro. For Lazarus bliver opvakt til livet og opvækkelsen afslutter søstrenes sorg.
Sådan var det for Christel Wiinblad, da hendes broder var død, og hun var kastet ud i dyb sorg. I sine seneste bøger fortæller hun om det på en måde, så sproget næsten ikke kan holde til det. Hun gengiver sin splintrede verden, fordi den lillebroder, som havde været dens midtpunkt, nu er væk. Men så sker der noget:
”Jeg så dig lige pludselig igen sidde lige dér ved siden af mig på sengen.
Jeg så dig nu pludselig igen, og jeg så igen dine arme og dine fingre.
Jeg så dig nu pludselig igen, og jeg så nu pludselig igen dine hænder.
Jeg så dig nu pludselig igen, og jeg mærkede nu pludselig dit hjerte i mit bryst og i mit hjerte.
Og jeg mærkede nu pludselig dit hjerte i min hals og i min rygsøjle.
Og jeg mærkede nu pludselig dit hjerte i min mave og i mit hoved.
Og jeg mærkede nu pludselig dit hjerte i mine øjne og mine ører.
Og jeg mærkede nu pludselig dit hjerte i mine arme og mine skuldre.
Og jeg mærkede nu pludselig dit hjerte i mine hænder og mine fingre.
Og jeg mærkede nu pludselig igen dit hjerte i alt det, der nu var mig?”
Spørgsmålstegn. For Christel Wiinblads tekst slutter med et spørgsmålstegn. Et spørgsmålstegn, der måske markerer både usikkerhed og åbenhed. Måske tør hun ikke være sikker på, at den forbindelse, som hun oplever til ham, der engang var hendes broder, er ægte. For det kan jo være så meget andet, indbildninger og hallucinationer. Måske markerer spørgsmålstegnet, at hun ikke tør give sine oplevelser autoritet, for ikke at udelukke os, der ikke har den slags oplevelser og alligevel har forbindelse til vores afdøde. Måske er spørgsmålstegnet en åbning for, at de forbindelser kan være af forskellig art og ingen kan tillade sig at bedømme de andres.
Måske skal sidste del af dagens tekst forstås som sådan et spørgsmålstegn. Den banale historie om liget, der kommer gående ud af graven, sætter spørgsmålstegn kirkelig bedrevidenhed om korrekte teologiske forestillinger, og den åbner for ethvert forhold til de døde, som tjener livet, for deri er der opstandelse og liv. Jeg er opstandelsen og livet, siger Jesus, så der, hvor der er liv og opstandelse, er han.
DDS 749/392 – 21 – 143 — 224 – (446 – 674) – 729 – 787/407