Timen er kommet
v.23 Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. v.24 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. v.25 Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. v.26 Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være. Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære.
v.27 Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. v.28 Fader, herliggør dit navn!«
Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.«
v.29 Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.«
v.30 Jesus sagde til dem: »Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld.
v.31 Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. v.32 Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.«
v.33 Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.
Joh 12,23-33 (v. 23: jf. Matt 26,45; Mark 14,41; v. 25: jf. Matt 16,24-25; Mark 8,34-35; Luk 9,23-24; v. 27: jf. Mark 14,34; Matt 26,38)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Dette er en tekst, der siger meget om Johannesevangeliets forhold til synoptikerne. Der er ingen tekst hos de tre andre, der svarer direkte til denne, men der er nogle tydelige paralleller til enkelte vers. V.23 om at timen er kommet, minder om, at Jesus ifølge Matthæus- og Markusevangeliet siger ”Timen er kommet; nu overgives Menneskesønnen i syndernes hænder”, efter sin bøn i Getsemanehave. V. 25 er meget lig Matt 16,24-25; Mark 8,34-35; Luk 9,23-24 om at fornægte sig selv, tage sit kors op og miste sit liv i denne verden for at frelse det. V. 27 er meget tæt på en udtalelse af Jesus i Getsemanehave før tilfangetagelsen (Mark 14,34; Matt 26,38). Endelig minder ordet om hvedekornet lidt om sædemandslignelsen (Mark 4,1-20; Matt 13,1-23; Luk 8,4-15). Jeg tror, at man roligt kan konkludere, at Johannes har kendt mindst et af de synoptiske evangelier, sikkert Markus, men efter min mening også Lukas. Om han har kendt Matthæus, er mere usikkert, men ikke umuligt. Faktisk synes det slet ikke utænkeligt, at han har kendt dem alle tre og har skrevet sin egen version på grundlag af dem.
Hvis det er sandt, kan man endvidere slutte, at han har tilladt sig at forholde sig temmelig suverænt til dem. Han har brugt småbidder, hvor han har fundet det passende og har sammenstykket det på helt sin egen måde. Først og fremmest tillader han sig at modsige de andre. Sådan vil jeg nemlig udlægge både v. 23 og v. 27. Han citerer de andres version af Getsemane-perikopen, hvor Jesus før sin tilfangetagelse og henrettelse udtrykker fortvivlelse og frygt. Han beder jo endda om at blive fri for det bæger, han skal drikke. Efter sin bøn er han kommet til afklaring med sin rolle og kan sige, at nu er timen kommet. Johannes modsiger den udgave af Jesus før hans lidelse. For det første overgives han ikke i synderes hænder. Han forbliver suveræn og i fuld kontrol gennem alle påskebegivenhederne, så timen er slet ikke kommet til hans lidelse. Den er kommet for hans ophøjelse, og endnu mere: for hans herliggørelse. Det er altså ikke en ydmygelse, han står over for, men en indsættelse i ære og værdighed. Så skal han udtrykke angst og sige, som han gør i sin bøn i de andre evangelier: ”Fader, frels mig fra denne time?” ”Nej,” svarer han, ”det er derfor, jeg er nået til denne time.” Det jeg skal sige er: ”Fader, herliggør dit navn!” Det direkte modsat forståelsen i de andre evangelier. Johannes har en anden forståelse af både Jesu lidelse (han lider ikke) og død (det er ikke et offer).
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Man deler gerne Johannesevangeliet i to dele: kap. 1-12 er Jesu offentlige virke (også kaldet tegnenes bog), kap. 13-20 (eller 21) er Jesu afsked (også kaldet herlighedens bog). Lidt mere præcist: kap. 1-12: det offentlige virke; kap. 13-17: afskedstale; kap. 18-20: påskebegivenheder. Under alle omstændigheder står denne tekst tæt på afslutningen af det private virke, hvor Jesus ser frem mod påskebegivenhederne. Med udsagnet ”Nu er timen kommet” markeres tydeligt et afsnit i hans historie. Der er flere gange talt om ”timen” i det foregående, men altså som en, der endnu ikke er, eller kommer, eller eventuelt kommer og er nu. Men nu sker det altså, det, der skal ske i timen, nemlig Jesu korsdød, opstandelse og tilbagevenden til faderen. Det kan også kaldes ophøjelse, fordi det både er en ophøjelse på korset og en ophøjelse til himlen. Eller en herliggørelse, men det er lidt mere kompliceret.
Umiddelbart før teksten søger nogle grækere Jesus. De henvender sig til disciplene for at få lov at se ham. Disciplene siger det til Jesus (Joh 12,20-21). Det får ham til at tage til orde og proklamere, at timen er kommet. Den optakt er ganske vigtig, for grækerne repræsenterer ”hele verden”. Farisæerne har nemlig lige sagt til hinanden, at ”hele verden” følger Jesus (Joh 12,19). Det er ret betydningsfuldt i forhold til forståelsen af Jesu død.
Umiddelbart efter teksten er der en udveksling om, hvad det betyder, at Jesus skal ophøjes. Skulle messias ikke blive til evig tid? Jesus svarer, at de skal tro på lyset, mens det er hos dem, for at blive lysets sønner. Så forsvinder han for dem (Joh 12,34-36). Det er afslutningen på det offentlige virke. Sidste del af kap. 12 er en sammenfatning af hans forkyndelse (Joh 12,37-50).
Tekstens detaljer
Som antydet er teksten sammensat af forskellige dele med mange vigtige johannæiske begreber. Først om timens komme og dens betydning (v. 23-26), så modsigelsen af synoptikerne (v. 27-30) og til sidst Johannesevangeliets udlægning af Jesu døds betydning (v. 31-33).
v.23-26
v.23: Timen er et johannæisk kodeord. Sagt helt kort er timen Jesu døds- og opstandelsestime, der indleder den fulde effekt af hans virke og person. Indtil den time har hans betydning nok været til stede i hans person, men i timen får den almen betydning. Det gør den, kan jeg sige uden at gå i detaljer, fordi det i kraft af Jesu død og opstandelse bliver klart, hvem han er. Når han kommer til syne for sine disciple i opstandelsen, er han guddommelig, men han kan samtidig med korsmærkerne vise, at han var den, der døde på korset. Således bliver det klart, at Gud er den, der af kærlighed til verden gav sin søn. Derfor kan Gud nu forstås, som han vil forstås, nemlig gennem korsets kærlighedsgerning. Det er den ene side: Erkendelse eller troen. Den anden side er ånden, som også gennem Jesu død og opstandelse bliver frigjort fra ham og kan overgives til de troende. Så bliver de i stand til at tilbede Gud i ånd og sandhed, som Gud er ånd. Det vil sige, at forholdet mellem de troende, der har ånden og Gud bliver udelt. Der er forbindelse mellem dem. Det er den anden side: ånden. Man kan argumentere for, at de to sider er to sider af samme sag. At tro og ånd ikke kan adskilles, men er to dele af det samme.
I hvert fald er det klart, at Jesu betydning i kraft af tro og ånd ikke er bundet til hans person. Det bliver alment gyldigt på ethvert sted til enhver tid.
Begrebet ”herliggørelse”, som sammen med ”herlighed” spiller en hovedrolle i denne tekst og i Johannesevangeliet generelt, er ganske vanskeligt at definere præcist. Umiddelbart betyder det noget i retning af ”at indsætte i ære og værdighed”, men hertil kommer, at den johannæiske Jesus jo åbenbarer sin ”herlighed” gennem sine tegn på jorden. ”Herlighed” optræder som hans guddommelighed, som han afslører gennem sine tegn og navnlig ved sin død og opstandelse. Man kan derfor sige, at ”herliggørelsen” er forvandlingen til den guddommelighed, som under Jesu jordeliv ikke er direkte tilgængelig. Når han er er herliggjort, er den direkte tilgængelig, som det vil vise sig for de disciple, han møder som opstanden. Men – og det komplicerer det hele – herliggørelse bruges også om Gud. Når han modtager den ære, som han tilkommer, dvs. når han bliver troet, så bliver han herliggjort. Så kan man sige, at Jesus herliggøres af Gud ved at forvandles til entydig herlighed, dvs. guddommelighed. Som menneske er han jo tvetydig guddommelig, hvilket er hele problematikken i Johannesevangeliet. Gud herliggøres af Jesus, når han foranlediger tro på ham. Men det er netop formålet med Jesu herliggørelse, fordi han derved kan fremkalde tro på Gud som sin fader. Det er en del af det johannæiske særpræg, at ”herlighed/herliggørelse” bruges om både relationen mellem Gud og Jesus (Gud herliggør Jesus ved at gøre ham utvetydig guddommelig), relationen mellem Jesus og Gud (Jesus herliggør Gud ved at fremkalde tro på ham) og relationen mellem mennesker og Jesus/Gud (mennesker herliggør Jesus/Gud ved at tro på den som Sønnen/Faderen). I dette vers er det den første forestilling, der er i fokus. Jesus skal herliggøres ved at indtræde i sin faders himmelske herlighed og derved blive utvetydigt guddommelig. For denne forvandling kræver det, at han lider korsdøden, så han kan opstå.
Man kan komme langt i forståelsen af ”herliggørelse” ved at oversætte det med ”anerkendelse”. Jesus herliggøres, når han anerkendes af Gud som hans søn; Gud herliggøres, når han anerkendes af mennesker som Jesu fader; mennesker herliggør, når de anerkender Jesus/Gud som Søn/Fader (og faktisk bliver de selv herliggjort derved, idet de bliver anerkendt af Gud som hans børn).
v.24: At døden er en forudsætning for herliggørelsen, fremgår af ordet om hvedekornet. Helt afgørende for forståelsen af Jesu død er det at se pointen i det billede. Den består i forholdet mellem det ene korn og de mange fold. Det er pointen. Ved at dø bliver kornet til mange. Når Jesus dør, kan han tilsvarende tiltrække mange. Derfor er timen kommet, da grækerne begynder at søge ham, for da viser det sig, at han skal drage mange til sig.
v.25-26: Så følger som nævnt et udsagn, der minder meget om synoptikerne. Det handler hos synoptikerne om efterfølgelsens vilkår, forholdet mellem livet i verden og det lovede evige liv. I denne sammenhæng bliver det i første omgang brugt til at sige noget om Jesus. Han er den, der mister sit liv i denne verden for at få det igen til evigt liv (v. 25). Men i næste vers kobles det til efterfølgelsen. Den, der går i hans tjeneste, skal følge ham, så det, der gælder for ham, gælder for hans tjener. Hermed er både ment at opgive livet i denne verden, men det er faktisk ikke i fokus, som det er i synoptikerne. Derimod betones det, at vedkommende skal være dér, hvor Jesus er, dvs. forbundet med Gud i dette liv og forenet med ham i herlighed i det evige liv.
v.27-30
Her kommer så den omtalte kritik af synoptikerne. Hvor de, navnlig Markus, fremstiller Jesus som splittet mellem sin pligt og sit ønske i Getsemanehave, dvs. der er konflikt mellem Guds vilje og hans egen vilje, så han beder om at måtte blive fri for at udføre Guds vilje, kan Johannesevangeliet ikke acceptere denne forskel mellem Jesus og Gud. Hos Johannes er faderen og sønnen ét. Derfor må han modsige den synoptiske beretning om episoden i Getsemanehave. Det gør han helt eksplicit, idet han lader Jesus spørge: ”Skal jeg bede om at blive fri for dette?” Og selv svare: ”Nej, det er selve formålet med mit komme, at jeg udfører dette.” Der er total overensstemmelse mellem hans og Guds vilje. Derfor beder han i stedet ”Fader, herliggør dit navn!” I denne sammenhæng betyder det: ”Skaf dig anerkendelse ved at anerkende mig, så det bliver utvetydigt, at jeg er din søn”. Det vil sige: De forestående begivenheder i timen (død og opstandelse) tjener ikke en funktion i relationen mellem Jesus og Gud (de er ét), men i relationen til mennesker. De skal forstå og anerkende, hvem Gud og Jesus er, nemlig Fader og Søn. Det er meget vigtigt for forståelsen af Jesu død i Johannesevangeliet: Dens betydning angår menneskers (an)erkendelse.
Dette understreges, når røsten kommer fra himlen. I jødisk litteratur kaldes en sådan stemme bat qol, dvs. stemmens datter, men betyder, at Gud taler fra himlen. Det gør han altså her, og bruger atter ”herlighedsterminologi”. ”Jeg har herliggjort (mit navn) og vil herliggøre (det)”. Det må forstås i forhold til Jesu virke: Gud har herliggjort ved at sende Jesus for at han skal vinde anerkendelse af Gud; og han vil herliggøre ved at gennemføre det og lade ham opstå og indgå i den himmelske herlighed, så han kan fremstå utvetydig for opstandelsesvidnerne. Kort sagt, skal hele Jesu virke, liv, død og opstandelse, vinde anerkendelse af Gud ved at foranledige menneskers tro.
Det ved han selvfølgelig godt selv, derfor understreger han over for den forvirrede folkemængde, at stemmen kom for deres skyld. Selv er han jo helt i overensstemmelse med faderens vilje og behøver ingen yderligere tilsagn. De skal lære, hvorfor forløbet bliver som det gør, så det ikke ses som et nederlag for Jesus, men som hans ophøjelse.
v.30-33
Bag formuleringen i disse vers ligger en gammel tradition om, at Satan kastes ud fra himlen og mister sin magt ved en begivenhed i den sidste tid, før Gudsriget oprettes. I Johannes’ Åbenbaring kap. 12 kan man se denne forestilling udført i drabelige detaljer. Her hos Johannes er den meget afdæmpet. Faktisk betyder selv ideen om verdens fyrste ikke så meget i evangeliet. Hvad der er afgørende er, at modstanderen nu afvæbnes og overvindes. Han mister sin magt ved de begivenheder, der nu skal ske, nemlig død og opstandelse, dvs. herliggørelse.
Atter er det vigtigt at have blik for, at modstanden i Johannesevangeliet omhandler troen på Jesus som Guds søn. Verden kan ikke tro det. Verdens fyrste står som en dæmonisk figur bag denne modstand. Så når Jesus gennem den herliggørelse, der sker i død og opstandelse, kommer til at fremstå utvetydigt som Guds søn, overvinder han den modstander, der ikke vil tro det. Hans position er ikke længere gyldig, når Jesus har vist sig som opstanden. Derfor kastes verdens fyrste nu ud. Principielt har modstanderne tabt, når Jesus er herliggjort.
Forfatteren tilføjer, at dette handler om Jesu død, som for at understrege, at perikopen skal forstås som en foregribende fortolkning af det, der skal ske. Ingen skal være i tvivl om, hvad Jesu død handler om. Den er ikke bare ikke et nederlag; den er en sejr over dem, der mener, at han ikke er den, han siger, at han er. Derfor er den også grundlaget for, at han kan drage mange til sig i troen på ham som Guds søn og Gud som hans fader.
Tekstens fortolkning
Som det er fremgået, markerer Johannesevangelisten her en tydelig forskel til de andre evangelier. Han forstår simpelt hen Jesus og især Jesu død anderledes, end de gør. Jesus er altid i overensstemmelse med sin fader; hans død skal fremkalde tro på ham (den er ikke et sonende eller stedfortrædende); derfor er den en herliggørelse. På den måde får den nemlig betydning for at tiltrække troende fra hele verden. Jesu betydning løses fra hans historiske person, så den kan være til stede alle steder til alle tider. Således bærer det ene hvedekorn mange fold, fordi det dør.