SS e. H3K: Joh 12,23-33 (Vartov, 25.1.26)
”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud.”
Jesus laver et drama i de sidste vers af dagens evangelium. Et drama, der er så stort, som noget drama, for himmel og jord sættes i bevægelse. Det er et kosmisk drama, som omfatter al ting; det er et personligt drama, som angår enhver. Det er et historisk drama, for det foregår i tiden; det er et mytologisk drama, for det overskrider tiden. Det sker i timen, og timen er nu.
I den mytologiske forestilling er denne verdens fyrste i himlen, hvor ingen kan nå ham og ingen kan røre ham. Som en dæmonisk skikkelse, en satanisk figur, hersker denne verdens fyrste over verden fra sit himmelske sæde, så denne verden, vores verden, er underlagt en magt, vi ikke kan kontrollere. I mytologien er magterne himmelske, for de er ikke på jorden, hvor mennesker befinder sig. Tværtimod er mennesker udsat for deres anslag og angreb, overladt til deres forgodtbefindende uden mulighed for modstand. Sådan er det i mytologien, hvor denne verdens fyrste sidder i himlen hos Gud. Men det er heldigvis bare mytologi.
Næsten som science fiction-filmene, hvor hele verden er underlagt en gigantisk computer, der manipulerer med menneskers bevidsthed og lader dem leve i verdener, der egentlig ikke findes, så deres liv er en altomfattende illusion, hvor de er genstand for supercomputerens nedrigt udregnede algoritmer. Denne verdens fyrste er i filmenes univers den onde magt bag virkeligheden, som det er umuligt for mennesker at forstå, så de blot må underlægge sig. Men det er heldigvis bare film.
Eller det er som i konspirationsteorierne, hvor hele verden beherskes af et uigennemskueligt elitært netværk, der i al hemmelighed kontrollerer de finansielle markeder, domstolene, regeringerne og militæret. En okkult sammenslutning, som uden almindelige menneskers viden kontrollerer deres liv. Bestemmer, hvornår der skal udbryde pandemier, hvornår der skal komme krige og økonomiske kriser. Fremfor alt fordeler de gevinsten mellem sig. Denne verdens fyrste er bagmændene bag verdens systemer, så alle andre må leve i en verden, som de ikke forstår og ikke har indflydelse på, men blot må underlægge sig. Men det er heldigvis bare konspirationsteori.
Eller det er som de globale systemer og strukturer, som ingen virkelig forstår, men som alle er underlagt, som man tvinges til at underlægge sig, hvis man vil leve i verden. For pengeøkonomi, aktiemarkeder, handelsbalancer, toldsatser har indflydelse på ethvert menneskes liv, selv om man ikke kan gennemskue, hvordan det fungerer. Selv om der måske ikke er nogen, der virkeligt forstår, hvorfor tingene bliver, som de gør. Om det så blot er ens egen personlige skatteprocent, så er der intet menneske, der kan regne ud, hvad den bliver. Det verdens fyrste er det system, som alle må underlægge sig for at være i verden. Og det er faktisk virkelighed. Og det er også i virkeligheden, at selv de allerstørste systemer og strukturer pludselig kan reduceres til en logik, som bedst kendes fra skolegården, hvor den fysisk stærkeste havde magten. Det er virkeligheden.
Men det er også som de helt personlige forhold, som alle er underlagt uden at kunne komme ud af dem. For enhver er bundet i sin egen krop, som har en bestemt beskaffenhed og et bestemt udseende. Som kan være en stor fordel for nogle og en vældig ulempe for andre. Som kan gøre ondt og blive skadet, som kan være en middel og en forhindring. Og ingen kan komme af med sin krop, uanset hvor gerne man ville. Man kan heller ikke gøre noget ved sin fødsel og den familie, som man var barn i. Alt hvad der kommer deraf, kan definere hele livet, og man kan ikke komme fri af det. Og man rammes tilfældigt og ufortjent af ulykker og katastrofer. Ligesom man må tage til takke med de evner og talenter, som man måtte have. Og man kan jo heller ikke komme af med ens fortid. Den forbliver for evigt det samme. Denne verdens fyrste er alt det, som bestemmer vores liv, uden at vi kan gøre noget ved det. Det er også virkelighed.
Det er virkeligheden, at alle altid er indspundet i et net af systemer og strukturer, love og logikker, tilfældigheder og tildragelser, som ligger uden for den enkeltes kontrol og magt, som man blot må underlægge sig, men som alligevel har afgørende betydning for livet, tilværelsen og virkeligheden. Det er denne verdens fyrste, der udøver sin magt over jorden. Magtesløst er mennesket i denne verdens fyrstes magt, uanset om den tager form som en dæmonisk figur i mytologien eller som en global finansiel logik i økonomien eller som en fysisk udfordring i kroppen eller så meget andet, som tager magten fra os.
”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud,” siger Jesus i Johannesevangeliet, ”og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig,” fortsætter han, og evangelisten kommenterer: ”Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.”
Hans død er den historiske hændelse, der bryder gennem alt i denne verden, der binder os og gør os magtesløse. Af den begivenhed bliver denne verden dømt og denne verdens fyrste jaget ud, for i det kors åbenbares det, at denne verdens magt, dens systemer og logikker, dens vilkår og tilfældigheder bragte Jesus på korset. I korset bliver verdens magt eksponeret som det, den er, når magthaverne lader den uskyldige henrette. Korset åbenbarer, hvad verdens fyrste står for.
Men i Johannesevangeliet er korset altid også mere end det. Jesu korsfæstelse er også altid hans ophøjelse og hans herliggørelse. Når Jesus dør på korset, er alting fuldbragt, for så er det netop dér i det døde menneske på korset, at Guds søn åbenbarer sig. I Johannesevangeliet er korset gennemlyst af opstandelsen. Langfredag skinner lyset fra påskedag allerede. Det, som verdens fyrste lod ham underkaste, blev til stedet for hans budskabs udbredelse. Gennem det lyder evangeliet til os.
Samtidig med at denne verdens fyrste og denne verdens magt kommer til syne i henrettelsen af det uskyldige menneske, åbenbares Guds herlighed i korset. Alverdens magt kunne ikke undertvinge mennesket på korset, så fældes der dom over denne verden, nu bliver denne verdens fyrste jaget ud.
Over for korset mister verdens fyrste sin magt. Over for korset er denne verden magtesløs. Stående over for korset handler det ikke om, hvilke verdslige forhold, hvilke systemer og strukturer, forhold og fortider, som har magten over en. Stående over for korset handler det kun om den hemmelighed, som vi hørte i epistlen fra alteret: at Kristus er herlighedens håb i os. Så er vi stående over for korset dem, der helt uanset hvad vi ellers måtte være og gøre, er modtagere af det tilsagn. Uanset hvad vi måtte være indbundet i i denne verden, uanset hvordan verdens fyrste tager sig ud, er det budskabet til os, at Kristus selv er vores herligheds håb. Det siges til os i Jesu kors. I den begivenhed bryder han gennem verdens magt og jager verdens fyrste ud. For nu er der kun en magt i himlen og nu lyder kun ét udsagn fra himlen: Jeg har herliggjort og jeg vil herliggøre. Den korsfæstede er herliggjort, og vi skal herliggøres.
Det kan være svært at høre. Det kan være som teatertorden i denne verdens larm fra magtfulde mænd og kvinder, der overdøver hinanden og resten af verden. Larmen fra hverdagen, fra kravene og forventningerne, fra bedømmelserne og vurderingerne, overdøver, hvad der siges til os. Derfor siges det ikke som endnu en stemme blandt verdens kakofoni af stemmer, men gennem korsets begivenhed. Det vedbliver med at være det sted, hvor Guds utvetydige tilsagn til os lyder om, at hans navn er herliggjort og har taget magten gennem hans søn og vil blive herliggjort i os, når vi lever inden for hans magt og uden for verdens fyrstes magt. For hvem verdens fyrster end er, er de ikke i himlen. Vi er ikke under deres magt, for vi er dem, vi er, i kraft af det udsagn, der kom til os fra himlen. Ikke fra verden.
Det drama laver Jesus i evangeliet i dag. Et drama, der omfatter alting, himmel og jorden. Verdens magt og Guds magt. I centrum af det drama står hans kors. ”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud.” Det siges for vores skyld.
DDS 736 – 673 – 601 — 580 – 694 – 375