Joh 12,23-33
”Nu skal denne verdens fyrste jages ud.” Sætningen kommer lidt abrupt i slutningen af den komplicerede og sammensatte tekst fra Johannesevangeliet. ”Nu fældes der dom over denne verden. Nu skal denne verdens fyrste jages ud.” Man ser en himmelske scene for sig, hvor en satanisk figur jages ud og styrtes til jorden. For det er en udbredt forestilling, at den sidste tid skal indledes, ved at den onde, djævelen eller satan, kastes ud fra sin plads i himlen. Og nu er den tid kommet, siger Jesus. Nu er timen kommet. Mange andre skrifter skildrer scenen mere livligt og i flere enkeltheder. I det sidste skrift i Bibelen, Johannes Åbenbaring, overlades ikke meget til fantasien. I farverige billeder og detaljerede beskrivelser præsenteres det som et syn, hvordan Dragen, Djævelen eller Satan kastes ud fra himlen og kommer til jorden for at føre krig mod Guds udvalgte. Det lykkes den gamle Drage at forføre mennesker, der bærer dens tegn, og samle sig tilhængere, der tilbeder dens billede. Dragen er for en tid denne verdens fyrste. Men det er kun en periode, for til sidst overvindes den af Guds krigere. Verdens fyrste mister magten og kastes i svovlsøen. Så kommer Jerusalem ned fra himlen og Gudsriget oprettes.
Johannesevangeliet har ikke behov for alle de drabelige detaljer. For Johannes er det nok at sige helt kort: ”Nu skal denne verdens fyrste jages ud.” Han forestiller sig ligesom Johannes’ Åbenbaring, at denne verden er underlagt en magt, som skal overvindes af Kristus. Der er krig mellem denne verden og Gud. Men kampen hører ikke først endetiden til. Sejren skal ikke først vindes ved dommedag og jordens undergang. Timen er nu, siger Jesus i Johannesevangeliet. Og i kirkeåret ser vi for første gang frem mod påske. Nu skal denne verdens fyrste jages ud. Nu er timen kommet.
Sejren vindes i Jesu ophøjelses- og herliggørelsestime. Når han ophøjes og herliggøres, mister denne verdens fyrste sin magt, så jages han ud. For gennem ophøjelsen og herliggørelsen bliver det klart, hvem Jesus er. Han er Guds søn. Og det bliver klart, hvem Gud er. Han er Jesu fader. Men det bliver ikke klart på hvilken som helst måde. Man kunne forestille sig, at det skulle klargøres gennem den store endelige kamp, hvor alle modstandere for evigt udslettes, og Kristus træder frem i herlighed for alle. Det kunne man kalde en herliggørelse. Men det sker ikke. Sejren vindes ikke gennem krigens magthandling, men gennem korsets kærlighedsgerning. Jesus giver sit liv på korset og bliver mærket af sin handling, så han i sin opstandelse kan vise sine korsmærker og bevise, at han er Guds søn. Nu kendes Gud som faderen til den korsfæstede. Den, der ikke sparede sin søn; den, der ikke sparede sig selv, så han kunne give sig til kende i sin søn, mærket af dødens og kærlighedens korsmærker. For det var et udtryk for hans kærlighed, at hans søn døde på korset. Han skal samle alle i troen på, at Gud er den, der af kærlighed til verden dør på korset og overvinder døden i opstandelsen.
Så kastes alle billeder af Gud som en højtophøjet, ubevægelig og urørlig Gud ud til fordel for et billede af Gud som en Gud i samhørighed med sine mennesker, fordi han selv blev menneske og døde et menneskes død. Derfor er det nu i dette menneskeliv, at mennesket er forbundet med Gud. Der afventes ikke en kommende dommedag, hvor gudsriget skal komme ned fra himlen. Evigheden er ikke en periode, der indtræder engang i fremtiden. Dette liv bliver til det evige liv, når det leves i troen på den Gud, der har givet sig tilkende som den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus. For derved jages denne verdens fyrste ud. Det er ikke resultat af en spektakulær krigsscene eller en drabelig kamp. Denne verdens fyrste jages ud, når troen på den korsfæstede og opstandne Gud sætter sig igennem i denne verden. For hvor den tro er, kan denne verdens fyrste ikke være.
Mennesket, der lever i den tro, kan ikke leve under denne verdens fyrste. Det har til tider afstedkommet konflikter. Kirken har troet, at den skulle kæmpe med denne verdens fyrster om magten i samfundet. Til andre tider har det forårsaget splittelser. Når kristendommen har troet, at den skulle sejre over denne verdens fyrste ved at adskille sig og trække sig bort fra samfundet. Ingen af delene svarer til teksten. Tværtimod, for i begge tilfælde lader man sig definere af magtforholdene i samfundet. Enten aggressivt i krig eller passivt i flugt. Men det er ikke meningen. Meningen er, at denne verdens fyrste jages ud, når troen på den ophøjede og herliggjorte Jesus Kristus, dvs. den korsfæstede og opstandne Gud, bestemmer menneskelivet i denne verden. Det betyder, hverken krig mod verden eller afstand fra verden, men tværtimod liv i verden ud fra det perspektiv, at denne verdens fyrste skal jages ud til fordel for den Gud, der har vist sig mærket af korset. Den Gud, der forlod sin egen urokkelige stilling for at være til stede i menneskelivet. For den tro jager verdens fyrste ud.
For verdens fyrste er netop en ubevægelig og urokkelig gud, der mener at besidde den sandhed, som alle må indordne sig ubetinget under. Verdens fyrste er den ultimative og urørlige magt, der kræver ubetinget lydighed. Det er en sådan fyrste, der gør sig selv til gud; men vel at mærke en gud, der ikke kan gøre sig til menneske og ikke kan give sig i korsdøden, for det kan kun den Gud, der kan bevæge sig og være nærværende i det menneskeliv, der leves. Det kan verdens fyrste ikke. Verdens fyrste kan kun diktere, hvordan menneskelivet skal leves. Det gælder uanset om verdens fyrste tager form i diktatorer i lande langt borte eller findes i systemer helt tæt på. For verdens fyrste er det, der kontrollerer os og styrer os på en måde, så vi ikke kan være dem, som vi er ifølge den Gud, der blev korsfæstet og opstod.
Konsekvenserne er mærkbare i den verden, vi lever i. Således lever vi i en verden, hvor vi underordner os økonomiske systemer, der forudsætter og viderefører en ujævn fordeling af goder og en systematisk udnyttelse af udviklingslande på globalt niveau. Selve systemet medfører en stadigt stigende ulighed med en tilsvarende stadigt stigende usikkerhed til følge. Velmenende nødhjælpspakker og hjælpeprogrammer kan i bedste fald lindre konsekvenserne, men reelt tilslører de, at verdens utrygge situation er resultat af en global økonomisk skævvridning. Systemet hersker som en fyrste, når vi underkaster os det og lader det bestemme vores forhold til hinanden, når vi afbøder de værste menneskelige konsekvenser for at bevare systemet, som om det var en selvstændig magt af en anden verden, eller netop af denne verden.
På nationale niveauer kan man konstatere, at en stadig større del af befolkningen oplever sig stadigt mere distanceret til samfundet. Stadigt flere finder tilhørsforhold i subkulturer, der definerer sig i modsætning til resten af samfundet og mener, at de kun kan repræsenteres af stadigt mere ekstreme bevægelser. Modsætningerne bliver stadigt tydeligere, fordi magthaverne og meningsdannerne netop ikke ønsker at marginalisere, men oplyse og uddanne, så alle kan blive enige – med dem, der i forvejen udgør den magthavende elite. Og det er netop marginaliseringen. Magtfordelingen bliver som en fyrste, der bestemmer, hvem der er inde og ude i verden, i denne verden, for at magten kan bevares.
”Nu skal denne verdens fyrste jages ud!” ”Nu er det timen, hvor menneskesønnen skal ophøjes.” ”Nu skal Guds navn herliggøres.” For nu skal det vises, at den ophøjede og herliggjorte Gud bærer korsets mærker; at han er blevet mærket af sin kærlighed til verden. Så vil han drage alle til sig. For så skal Guds egen kærlighedsgerning være grundlaget for vores liv i verden. Den kærlighed, der gav sig til kende gennem hans egen søns død på korset. Den kærlighed kaster denne verdens fyrste ud, for den overbyder alle de strukturer og systemer; alle de logikker og mekanismer i verden, der udnytter og udbytter; der marginaliserer og hierarkiserer. For over for den kærlighed er der ingen forskel. Den må vi alle forstå os som modtagere af. Ingen har mindre brug for den; ingen har mere krav på den. Derfor kan han drage alle til sig, for alle er lige over for den. Sådan skal vi se på hinanden som dem, for hvem Gud selv blev mærket gennem korsdøden. Det perspektiv jager denne verdens fyrste ud, for det fjerner enhver grund til at hævde sig over for hinanden, hverken fordi man mener at besidde de rigtige meninger om, hvordan alle skal leve og handle; eller fordi man mener, at man tilsidesættes af andre, der er mere privilegerede end en selv. Ser vi hinanden som trængende modtagere af Guds kærlighed gennem hans søn, etableres et fællesskab, som sætter sig imod profitjagende udnyttelse af udsatte; og står i modsætning til forsmået egeninteresse i selvretfærdige oppositionsgrupper; og udfordrer politisk korrekte, bedrevidende trendsættere. For korsets kærlighed er radikal. Den gælder alle. Så alle, udbytteren og den udbyttede; magthaveren og den marginaliserede; den udsatte og den elitære, må se hinanden i dette perspektiv. For Jesus drager alle til sig. Og det er i det liv, der leves i det perspektiv, uden absolutte eviggyldige sandheder, som man skal påtvinges og underkastes, at Gud er til stede, når han har forladt sin ophøjede herlighed og er blevet ophøjet og herliggjort gennem korsdøden af kærlighed til verden. Det jager denne verdens fyrste ud.
DDS 66 – 673 – 601 — 16 – 143 – 560