Joh 12,23-33
Teksterne i Det Nye Testamente er helt sikkert de tekster i verden, der er blevet læst grundigst. Der er bogstaveligt talt ikke et ord eller for den sags skyld et bogstav, som ikke er blevet gransket og diskuteret. Selv om man har brugt det meste af sit liv på de tekster, bliver man forbavset over den energi og ihærdighed, som er anvendt i forskningen. For slet ikke at omtale den inderlighed og intensitet, som personlig bibellæsning har afstedkommet. Man ved faktisk ubeskriveligt meget om disse skrifter. Faktisk mere end det er muligt at vide, for det kan ikke være sandt det hele.
Men noget af det er sandsynligt. For eksempel har en forskningsretning beskæftiget sig med teksternes traditionshistorie. Ikke hele teksterne ganske vist, men de enkelte ideer og forestillinger, som findes i teksterne. Hvor kommer de fra? Hvilken tradition tilhører de? I dagens evangelietekst er man sikker på, at den er sammensat af forskellige dele, som har forskellige traditioner. Ordet om hvedekornet, der skal i jorden og dø for at bære mange fold, kunne evangelisten Johannes eksempelvis have kendt som et slags ordsprog, som han så har indsat i sin egen sammenhæng. Det er muligt. Og det er næsten helt sikkert, at forestillingen om denne verdens fyrste, der jages ud, er ældre end Johannesevangeliet. Evangelisten kender den fra ældre skrifter eller traditioner og har indarbejdet den gamle forestilling i sin nye tekst. Det er ret overbevisende, for man kender faktisk ideen om en dæmonisk figur, som jages ud fra sit himmelske sæde, fra andre, ældre skrifter.
Forestillingen er, at djævelen, fristeren eller Satan eller, hvad figuren nu end kaldes, er en del af inderkredsen omkring Gud sammen med andre engleskikkelser eller gudesønner. På et tidspunkt er der et opgør i himlen. Satan jages ud og mister sin magt – i himlen. For i nogle sammenhænge betyder magttabet i himlen, at han får magt på jorden. Når den dæmoniske skikkelse ikke længere er til stede hos Gud i himlen, er han det blandt mennesker på jorden. Så er konklusionen klar: Satan finder man ikke i det himmelske, men i det jordiske. Han har ingen indflydelse hos Gud, men har det i verden. Satan er denne verdens fyrste.
Tænker man over indholdet af sådanne gamle myter er det nærliggende, at man har at gøre med en ændring i opfattelsen af det guddommelige. Engang har det dæmoniske været en integreret del af det guddommelige. Satan har tilhørt Guds betroede inderkreds, for det er som bekendt til tider vanskeligt at se forskel på de to. Ser man sig blot omkring i verden, kan man se, at der er lige så meget ondt og lige så megen smerte, som der er godt og glæde. Står Gud bag verden som dens skaber, må det hele være Guds ansvar. Gud har på den måde to sider, en dæmonisk og en guddommelig. Men, fremstilles det så i myten om Satans fald, den ene side er ikke Guds eget væsen. Han udskiller selv denne dæmoniske side fra sig ved at kaste Satan ud. I himlen er der så kun den gode Gud tilbage, til gengæld har vi fået Satan på jorden som denne verdens fyrste.
Således den gamle mytologiske tradition, som man må sige, har haft en ganske betydelig historie. Forestillingen om, at der bag verden eller i verden er en dæmonisk figur, ja en satanisk person, har haft en omfattende virkning i historien på mange planer. En er selvfølgelig den ide, at verden i det hele taget ligger i det onde og er underlagt Satans regime, så livet i verden drejer sig om at tage mest muligt afstand fra den. Man kender det i ekstreme former fra verdensforsagende, asketiske bevægelser, men man kender det også i mildere former fra pietistiske rørelser, der ser livet i verden som en pilgrimsvandring frem mod den himmelske salighed. Men man kender det også i langt mere verdslige former, når denne verdens magthavere udpeges til at være det onde, ja netop den onde selv. For de mytologiske forestillinger har den fordel, at de objektiverer og personificerer ideerne. Ondskaben er i mytologien en figur eller en person, som handler i verden. Derfor kan han udpeges, så man kan tage afstand fra ham. Og det er praktisk at have det onde i sikker afstand uden for sig selv.
Måske har nogle engang for længe siden rent faktisk ment, at djævelen var en skikkelse, som kunne møde. I hvert fald har det været en gængs anklage mod navnlig kvinder, at de plejede omgang med djævelen. Men heri lå selvfølgelig blot et forsøg på at kontrollere og undertrykke det, som man var nervøs for, fordi det ikke passede ind i den samfundsorden, som de magthavende mænd ønskede sig. Logikken er klar nok. Hvis djævelen er en person, er han en, som de andre har kontakt med. Dem man ikke ønsker at give plads i fællesskabet. Fordi de ikke lever op til normerne, må de være i ledtog med det onde og have samkvem med djævelen. Selv forsager man djævelen og må derfor udelukke og forfølge dem, der hører djævelen til.
Men på trods af, at sådanne forestillinger til en faktisk dæmonisk skikkelse findes, mon så ikke de allerfleste også i fortiden opfattede djævelen som et symbolsk udtryk for ondskab. Når alverdens magthavere gennem tiden fra kejseren i Rom og til Donald Trump og flere efter ham er blevet udnævnt til at være denne verdens fyrste, mener man det selvfølgelig ikke konkret. Tværtimod har de modtaget den betegnelse, fordi de i deres handlinger stod for det modsatte af det guddommelige. De stod for det onde, mens Gud er god. Så hvis man vil det gode og hører Gud til, må man forsage djævelen ved at tage afstand fra de pågældende fyrster af denne verden. Og således fungerer djævelen og det dæmoniske på præcist samme måde, selv om man forstår det symbolsk og abstrakt. Det onde er de andre, som man tager afstand fra, for man står selv for det gode.
Således fungerer det hver gang den anden side i en konflikt udnævnes til at stå for det onde. Uanset hvor metaforisk og billedligt man mener det, når man står over for djævelen, denne verdens fyrste, handler det om at forsage vedkommende ved at afvise, nedkæmpe og helst udslette den anden. I en demokratisk sammenhæng vil man nok sige, at det ikke er den anden og de andre, der skal bekriges, men deres meninger og holdninger. Måske den livsstil og livsform, der producerer disse synspunkter, som man skal udslette. Hvor mange af alverdens oplysnings- og informationskampagner, hjælpe- og støtteordninger og sociale foranstaltninger af forskellig art har ikke dybest set til formål at uddrive det onde af den anden, så vedkommende kan blive ligesom os? For vi står for det gode, når vi forsager det onde i de andre.
Det er ikke personerne, men deres uoplyste holdninger og usunde levemåde, der er det onde, kan man sige. Men er det så let at skelne? Jeg tror ikke, at jeg ville være den person, som jeg er, hvis jeg ikke havde de meninger og holdninger, som jeg har. Eller hvis jeg ikke fik lov at praktisere det liv, som jeg lever. Men det er der faktisk nogle, der ikke mener, at jeg skal. For min kristne tro og min vestlige måde at leve på, står for det onde ifølge dem. Det er Satan selv, der står bag, mener de. Og straks de har sagt sådan, har de ret til at bekæmpe det uden at interessere sig for, hvem jeg er. Det er dæmoniseringens logik, som virker så snart, man har udpeget denne verdens fyrste, uanset hvem det er.
Indledningsvis sagde jeg, at forestillingen om, at denne verdens fyrste jages ud, er en gammel tradition med sin egen historie. Evangelisten Johannes har overtaget den og indsat den i sin egen sammenhæng. Og så sker der noget nyt.
I Johannesevangeliet jages denne verdens fyrste, fordi Jesus ophøjes på korset, så han kan drage alle til sig. Verdens fyrste kan ikke være dér, hvortil alle bliver tiltrukket, for selve ideen om verdens fyrste kræver splittelse, men Jesu ophøjelse skaber enhed.
I Johannesevangeliet jages denne verdens fyrste ud ikke af himlen, men ud af denne verden, fordi det er i denne verden, at Jesu ophøjelse sker. Verdens fyrste jages ud, når denne verdens magter afsløres af, at Guds magt findes i denne verden i den magtesløse på korset. Ingen magt i verden påberåbe sig Guds magt, når Guds magt er i den magtesløse.
I Johannesevangeliet jages denne verdens fyrste ud af denne verden, når Gud giver sig til kende således for alle, så ingen kan henvise de andre til at være af denne verdens fyrste. Alle må vide, at også de andre skal drages til Jesus.
For os er denne verdens fyrste jaget ud, fordi vi lever under herlighedens Gud og drages til den kærlighed kom til udtryk i ophøjelsen på korset.
DDS 2 – 332 – 580 — 601 – 376 – 217