Tabor-lyset
Matt 17,1-9
Der er mange bjerge i Matthæusevangeliet. Det er ikke så mærkeligt, for fra Det Gamle Testamente ved vi, at bjerget er det sted, hvor Gud møder mennesker. Derfor er det passende, at vi skal afslutte epifanitiden på forklarelsens bjerg. Det skulle være Tabor-bjerget i Galilæa. Peter opfører sig helt fjollet på det bjerg. Han og Jakob og Johannes får lov at se Jesus forvandlet til en guddommelig form i samtale med de store fra fortiden, Moses og Elias. Og Peter vil bygge hytter til dem! Det er helt skørt. Alligevel er det let at sætte sig ind i. Som det ofte er tilfældet, er det dem, der dummer sig, man bedst kan forstå. Dem man kan identificere sig med. Selv om det er klodset udtrykt af Peter, er det på alle måder forståeligt, at han ønsker, at Jesus, Moses og Elias skal blive dér på bjerget. ”Her er godt at være for os”, siger han, og man forstår ham sandelig godt. Kan man ønske sig et bedre sted at være end på et højt bjerg, langt over det flade land og den kedelige hverdag sammen med den forklarede Jesus? Hvis man ikke skulle have lyst til at slå sig ned der, hvor så?
I Peter Øvig Knudsens bog ”Hippie” om Thylejren opsøger forfatteren centrale personer fra det eksperimenterende miljø i tresserne. En af dem finder han langt ude på landet i Litauen. Det er profet Olsen, som han blev kaldt i hippietiden. Han bærer det borgerlige navn Harald Olsen. I 1992 kun to år efter Litauens frigørelse fra det tidligere Sovjetunionen købte Olsen tre forfaldne sovjet-huse for at oprette Litauens først ”ashram”, dvs. et kloster for meditation og selvudvikling. I husene er der hverken indlagt el, vand eller varme. Her bor Harald Olsen. Han sover direkte på gulvet og bader året rundt i en nærtliggende sø. Hver morgen kl. seks begynder første meditation. Den varer nogle timer, herefter er der pause og så mere meditation. Olsen skal meditere mindst seks timers om dagen, hvis han skal være tilfreds med sig selv. Og tilfreds er han, både med sin indsats og sin tilværelse.
Udefra virker hans asketiske liv ikke attraktivt. Og så alligevel. Ttænk at kunne sidde helt stille i en meditationssal i et gammelt afsidesliggende hus i Litauen og have præcist det liv, man ønsker sig. Og vel at mærke et liv, der er rigt på oplevelser og udfordringer, så rigt at tiden uden for meditation forekommer bleg og ligegyldig. Hvortil kommer, at den meditative praksis ifølge Harald Olsen er et væsentligt bidrag til universets udvikling. Det er ikke et egoistisk projekt. Hans meditation til gavn for menneskeheden. Hvor ubekvem Harald Olsens spartanske tilværelse end måtte lyde, er der noget fascinerende, måske endda imponerende ved en person, der har erkendt sandheden og lever i fuldstændig i overensstemmelse med den.
Harald Olsens mester hedder Swamiji. Han stiftede bekendtskab med ham på klostret Gyllingnæs ved Horsens Fjord, hvor han var på ophold. Han beskriver det således:
”Da jeg den første morgen bevægede mig ind i meditationssalen, hvor der hang et stort billede af Swamiji, var jeg ved at styrte om og måtte lægge mig fladt ned på ryggen med udstrakte arme og blot overgive mig. Vibrationerne, som udgik fra Swamijis foto, var så ubeskriveligt rene, fine og stærke. Jeg så energien som en stor, lysende, gylden ellipse, der fint svævende udfyldte rummet.”
Harald Olsen så lyset, som man siger. Uanset hvad man mener om det lys, kan man forstå, at for ham er det godt at være i det lys. Ligeledes med Peter. Også han ser lyset. Det guddommelige lys fra Jesus. Tabor-lyset kommer det til at hedde i dele af den middelalderlige kristendom, for lyset ved forklarelsen på bjerget skulle ifølge kristne mystikere ikke være skabt, men komme direkte fra Gud. Det skulle komme de helt rene og hellige til del. De bliver oplyst af Tabor-lyset. Skulle man ønske noget andet end at stå i det lys, der kommer direkte fra Gud? Her er godt at være, må de oplyste sige. Lad os bygge hytter og slå os ned her.
Det er let at genkende længslen efter det lys. Tænk at sole sig i Tabor-lyset, at have set lyset og være i lyset. At være oplyst af lyset direkte fra Gud. At være forvisset om, at sandheden, kærligheden, nåden og herligheden er lige nu i lyset fra Gud, der oplyser mig. I det lys skulle det være godt at være. Så kunne man også svare på spørgsmålene fra de søgende, de oprigtigt søgende, om hvor de kan finde fred, og hvordan den kristne tro kan hjælpe dem. Når mennesker i svære situationer føler, at livsgrundlaget forsvinder under deres fødder, når de mister tro og håb på fremtiden og fortvivler i deres eget liv, så kunne man indføre dem i Tabor-lyset og bygge hytter til dem dér. Så kunne man demonstrere og bevise, at kristendommen er alle andre religioner overlegen, at den kristne trøst overbyder al terapi, og det kristne håb overskrider enhver selvudvikling. Det ville jeg gerne.
Men Jesus giver ikke lov. Peter og de andre får end ikke lov til at fortælle om Tabor-lyset, førend påskebegivenhederne er fuldbragt, og Menneskesønnen er opstået fra de døde. Før da vil det blive misforstået. For lyset skal ses gennem lidelseshistorien, lyset skal brydes af korset. Og omvendt: Lyset bryder frem gennem den korsfæstede. Det skal ses i den korsfæstedes opstandelse. Uden korsdøden kan lyset ikke ses. Jesus tilkender ikke den specielle åbenbaring for de få udvalgte nogen værdi uden om sin egen historie med lidelse, korsdød og opstandelse. Tabor-lyset skal ses gennem den historie. Det er ikke forbeholdt for de særligt rene og hellige, men er tilgængeligt for alle gennem Jesu gerning.
Når Jesus beder de tre udvalgte disciple om ikke at sige noget om forklarelsen op bjerget, før den kan forstås i lyset af korsdød og opstandelse, foretager han en afgørende bestemmelse: Kristendom er ikke ekstraordinære oplevelser for særligt udvalgte. Den er ikke mystisk og esoterisk. Den er ikke forbeholdt en elite. Kristendom er bundet til den jordiske historie om mennesket Jesus, hans død og opstandelse. Den er eksoterisk, almentilgængelig og folkeligt forståelig. Den er for alle, for den handler om menneskelivet i hverdag og fest, i denne verden. Vi får ikke mystiske åbenbaringer og mærker ikke ubeskriveligt rene, fine og stærke vibrationer eller ser gyldne ellipser. Vi får lov at leve vores daglige hverdagsliv i lyset af Jesu historie, så vi må tro, at hans forhold til Gud gælder for os. Det er Tabor-lyset i den kristne dagligdag.
Men så kan jeg ikke svare dem, der spørger efter særlige praksisser eller specielle oplevelser eller komplicerede teorier, der skal få det hele til at hænge sammen og udvikle dem til et andet niveau befriet fra lidelse og død; usikkerhed og tvivl; fejltrin og fortrydelser. Jeg kan kun henvise til den almindelige menneskelige hverdag, som vi skal leve med og for hinanden i lys af Jesu historie og under hans bud om kærlighed til Gud og næsten. Selv vores kristne gudstjenestepraksis er ikke løst fra dagligdagen, men skal tværtimod trøste og styrke os med henblik på det daglige menneskeliv, som er vores. I det liv er der til gengæld ikke en afkrog, der er så sort; ikke et sind, der er så mørkt, at det ikke kan oplyses af Tabor-lyset. For Tabor-lyset kommer til udtryk i den korsfæstedes lidelse og død for os. Ham, der er nedfaret til Helvede og har oplyst alle hjørner.
Man kan ønske at have andet og mere at sige, når mennesker i sorg og fortvivlelse søger trøst og lise. Henvisningen til hverdagen i verden og den indbyrdes kærlighed i det troende fællesskab kan synes for lidt, når ønsket er en øjeblikkelig lindring af tilværelsens smerte. Men evangeliet i dag opbygger og opmuntrer både den søgende og den, der vil give svar, når det holder fast på forpligtelsen over for det almindelige dagligliv i den formaning, som ikke står til at modsige: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg velbehag. Hør ham!” Efter den befaling skal der ikke søges mystiske erkendelser og højere bevidsthedsformer. Den befaling skal adlydes i det menneskeliv, der er vores.
DDS 441 – 164 – 161 — 162 – 554 – 417