Dommen
Matth 25,31-46
Den sidste søndag i kirkeåret handler om den yderste dag. I en grandios vision fortæller Jesus om sin egen genkomst i herlighed med alle englene. Han sætter sig på sin herligheds trone og holder dom. Det er en åbenbaring af det, der skal ske til allersidst. Teksten kaldes derfor apokalyptisk, fordi apokalypse betyder åbenbaring. En apokalypse åbenbarer det, der ellers er skjult. Den afslører, hvem der frelses, og hvem der fortabes, og hvorfor. På den måde handler teksten om fremtiden. Men den handler også om nutiden. Tekstens egentlige åbenbaring er afsløringen af tilværelsens inderste mening. Det er den, der bliver afsløret til alles overraskelse, for ingen af personerne i teksten er klar over, hvad de deltaget i. De retfærdige er lige så forbløffede som de uretfærdige. Ingen af dem kendte virkeligheden. De vidste ikke, hvad de i virkeligheden gjorde. Virkeligheden viste sig at være anderledes, end de troede, da den blev afsløret. På den måde handler teksten om nutiden. Det er det afgørende. Virkeligheden var tilsløret, nu bliver det afsløret, hvad virkeligheden i virkeligheden er.
Henrik Ibsens store drama ”En Folkefjende” handler også om virkeligheden. Lægen Stockmann har gjort en opdagelse. Han har fundet ud af, at vandet i byens populære kurbad i virkeligheden er forurenet og kan medføre sygdomme. Helt sikker er han, da de positive prøver kommer tilbage fra universitetet. Nu er der blot at afsløre det for byens magthavende politikere og ansvarlige embedsmænd, så badegæsterne kan reddes. For tænk, hvilken skandale det ville være, hvis turisterne blev syge af vandet. Man kan lige forestille sig, hvordan det ville blive udstillet i pressen, at kvalitetssikringen svigtede og sikkerheden var i fare. Byen ville blive lagt for had. Godt, at jeg opdagede risikoen, tænker Stockmann og forestiller sig, at han vil blive hædret på rådhuset. Måske vil man opsætte en statue af ham på byens torv. Sådan går bare ikke. Politikerne er ikke interesserede i, at byens største turistattraktion udgør en sundhedsrisiko. Og bryder sig ikke om de udgifter, der vil være forbundet med at rette op på vandkvaliteten. Embedsmændene holder ikke af at høre, at der har været problemer med tilsynet. De har slet ikke ressourcer til at skulle ændre sagsgangene. Byens erhvervsfolk er heller ikke begejstrede ved tanken om, at den store arbejdsplads skal lukke. Så ingen tror rigtigt på, at der er noget i vejen. Der er jo heller ingen gæster, der har klaget. Stockmann kan ikke komme igennem. Uanset hvad han gør, møder han modstand og afvisning. Og jo mere han forsøger, jo mere bliver det for borgerne klart, at han ikke vil byen det godt. Han vil tage deres arbejde fra dem, lukke deres indtægtskilde og skræmme turisterne væk. Det vil udløse fattigdom og armod, ulykke og elendighed i byen. Stockmann bringer faktisk byens velstand i fare. Han er ikke bare en fanatisk vandmiljøtosse. Han er i virkeligheden farlig for samfundet, mener de. Han er en fjende af folket, en folkefjende. Han fordrives fra byen; der rejses en skamstøtte over ham på torvet.
Stockmann har ret, men han kan ikke få ret, og så betyder det intet, at han har ret. Han havde nok haft brug for en personlig rådgiver af den slags, man har på Christiansborg. De er sat i verden for at hjælpe politikerne med at få deres budskab igennem. De ville aldrig begå den fejltagelse, som Stockmann begik, blot at sige sandheden. Enhver politisk rådgiver ville vide, at det aldrig kunne gå. Man bliver nødt til at tage hensyn til de grupper, man vil overbevise. Man må vurdere deres interesser og tilpasse sit budskab efter det. Det er vigtigt, at der er en fortælling, som modtagerne kan knytte til ved for at kunne modtage budskabet. Stockmann skulle nok ikke have sagt, at vandet er forurenet og farligt. Men han kunne måske gøre sig til talsmand for en grøn omstilling af kurbadet, som ville give byen en bæredygtig profil og fremtidssikre dens velfærd. Det er nemlig ikke vigtigt at tale sandt og have ret. I virkeligheden er det vigtige at få ret.
Hver uge kan man høre de politiske begivenheder kommenteret af politiske eksperter, der ikke interesserer sig for, hvad politikken handler om, men hvordan den fremføres. Om det politikerne siger, bliver sagt på de rigtige tidspunkter og af de rigtige personer. Om en given politiker udnytter modpartens svagheder tilstrækkeligt og beskytter sine egne flanker. Om formuleringerne falder på en måde, så vælgerne – et flertal af dem – vil støtte budskabet. Indholdet får ingen plads i de skarpsindige analyser, for det handler om politik, vil eksperterne sige. Og politik handler om at få ret. Om man har ret eller ej er underordet.
Måske er det mere end underordnet. For i virkeligheden, er det den, der får ret, der har ret. Uanset hvor meget ret Stockmann har, får det ingen betydning. Tværtimod. Det, der får betydning, er opfattelsen af ham. Hans synspunkter anses for rabiate og forstås som samfundsskadelige. Han betragtes og behandles som en folkefjende, og så er han en folkefjende. For det er lykkedes hans modstandere at overbevise alle. Nok kan man sige, at han i virkeligheden ikke er folkefjende, for i virkeligheden har han ret. Men den virkelighed lever ingen i. I den virkelighed, der gælder i byen, er Stockmann folkefjende. For i den virkelige virkelighed er det argumenterne, der tæller. Og argumenter er ikke sandhed. Argumenter er det, der overbeviser. Så når argumenter overbeviser os om, hvordan virkeligheden er, så er virkeligheden sådan.
Til sidst i Ibsens stykke kan Stockmann ikke holde det ud. Han bliver radikaliseret og vil skabe sit eget samfund, fri for den udgave af virkeligheden, som findes i det øvrige samfund. I hans virkelighed skal sandheden herske. Men et sådant parallelsamfund mødes naturligvis af foragt og latterliggørelse fra resten af verden, som er enige om, at han befinder sig helt uden for virkeligheden.
De politiske kommentatorer har forstået sammenhængen og man forstår deres fascination af det politiske spil. Politik handler ikke om virkeligheden; den skaber virkeligheden ved at overbevise om virkeligheden. For i den virkelighed udgøres sandt og falsk, rigtigt og forkert af det, vi er overbevist om. Selv når virkeligheden nærmest bliver paradoksal. Fx når alle er enige om, at hensynet til menneskerettigheder i virkeligheden er vigtigere end fodbold, selv om fodbold faktisk overtrumfer alle hensyn. Eller når vi alle er overbevist om, at vi lever i frihed, selv om de fleste af os oplever at blive aflyttet af vores mobiltelefoner og overvåget af vores computere, så store firmaer kan målrette reklamer til os. For nu slet ikke at tale om, hvordan man på et personligt plan kan opfatte sig som både generøs og kærlig, med de rette prioriteter og hjertet på rette sted. Endda kan man lykkes med at overbevise sine omgivelser om, at man faktisk er sympatisk, uanset at man selv kommer først i prioriteringerne og generøsiteten hurtigt finder en grænse. Men det har ingen betydning vil de politiske kommentatorer sige. Når du og andre er overbevist om, at du er et godt menneske, så er du det – i virkeligheden.
Den virkelighed afsløres af dommen. Jesu forkyndelse af en afgørende endelig dom, der sætter skel mellem får og bukke, og giver gruppen til højre hans faders rige, men sender gruppen til venstre til evig straf. Den dom bryder gennem den virkelighed, som skabes af vores egne overbevisninger. Jesu åbenbaring afslører, at der er en virkelighed, der er uafhængig vores forestillinger. Hans dom er en virkelighed, der kommer til os. Den er her ikke, for den ligger i fremtiden, men den bestemmer virkeligheden i nutiden. I den virkelighed er det ikke overbevisende argumenter og tiltalende fortællinger, der skaber virkeligheden og definerer rigtigt og forkert. I den virkelighed er der sandt og falsk, godt og ondt uafhængigt af os og vores overbevisning, for det kommer til os i mødet med den anden, der har behov for os. Det er afsløringen og åbenbaringen, at virkeligheden får værdi, når vi er stillet over for en af de mindste, som har behov for os. Herfra opstår en virkelig virkelighed, som man må forholde sig til. I det forhold kan man handle rigtigt eller forkert. Det er dommen, at der i virkeligheden findes godt og ondt, sandt og falsk.
Forkyndelsen af den dom betyder, at man ikke kan kalde sig gæstfri og afvise den, der mangler husly; man kan ikke mene, at man er hjælpsom, hvis man ikke kommer nødstedte til hjælp; man kan ikke tro, at man er generøs, hvis man ikke deler ud af sit overskud. For virkeligheden i lys af Jesu domsforkyndelse er ikke hvad som helst. Den er ikke et resultat af kampagner eller kommunikationsstrategier. Virkeligheden er noget bestemt, for i virkeligheden er det er Kristus, vi møder i vor nødstedte næste.
Derfor fælder Jesus dom. Derfor skiller han fårene fra bukkene. For at vi kan vide, at det i virkeligheden er godt at tage sig af den, der har behov for hjælp, uanset at man kan konstruere versioner af virkeligheden, hvor det ikke kan betale sig eller ikke er nødvendigt eller endda er risikabelt. Og det er ondt ikke at hjælpe, hvor det er nødvendigt, uanset at en passende fortælling kan overbevise om, at det er det fornuftige at gøre. Jesus fælder dom og afslører, at der i virkeligheden er forskel på rigtigt og forkert, godt og ondt, sandt og falsk. De retfærdige kender den virkelighed og lever i den, som det er bestemt for dem siden verden blev grundlagt; de uretfærdige vil ikke vide af den, og lever i deres egen virkelighed, hvor det ikke er godt at hjælpe den nødstedte og ikke rigtigt at tage sig af den svage. Den virkelighed er bestemt for Djævelen og hans engle. De uretfærdiges virkelighed er ond og falsk. De retfærdiges virkelighed er god og sand. Det er Jesu dom.
DDS 732 – 289 – 332 — 263 – 662 – 431