Matt 11,25-30
Evangelierne i Det Nye Testamente er skrevet til menigheder med medlemmer fra ganske forskellige sociale samfundslag. Nogle har vel været veluddannede, mens der helt sikkert har været mange, der ikke var. Flertallet var kunne hverken læse eller skrive og kendte kun evangeliet gennem oplæsning. Hvis man har skiftedes til at læse op, har de ikke kunnet være med. Oplæsningen stod de få lærde for. For de øvrige har selve skriften været utilgængelig. For dem har fortællingen om Jesus været mundtlig. Hans ord blev gjort levende, når de blev læst op. Ellers var de død skrift.
Mon ikke disse folk umiddelbart har kunnet genkende sig i de umyndige, for hvem det, der var skjult for de vise og forstandige, er blevet åbenbaret?
Mon ikke også de har opfattet tiltalen ”I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder” som henvendt direkte til dem. For de ulærde var beskæftiget med manuelt arbejde. Nogle fordi de forsøgte at tjene til livets ophold som arbejdere, daglejere, håndværkere eller andet, andre fordi de skulle udføre de hårde fysiske slid for deres ejere, der kunne sætte dem til hvad som helst.
Mon ikke også de uddannede og velstående har fornemmet, at de vise og forstandige i teksten kunne være dem?
Og i hvert fald har de ikke umiddelbart og i konkret forstand være dem, der slider sig trætte og bærer tunge byrder. Tværtimod har deres arbejde bestået i at få andre til at arbejde for sig. De har i det daglige nydt godt af andres arbejde, mens deres eget ikke har været fysisk nedslidende. Til gengæld kunne de læse.
Altså skal man forestille sig, at nogle selv kan læse evangelieskriften. Det er de vise og forstandige. Andre kan kun høre det mundtlige ord i andres oplæsning. Det er de umyndige. De sidder sammen i den samme menighed, og nu lyder Jesu ord til dem, at de umyndige har fået det åbenbaret, som er skjult for de vise og forstandige.
Men hvad er ”dette”, som er åbenbaret for underklassens analfabeter, mens det er skjult for overklassens intellektuelle? Det er nok netop ”dette”, som lyder i sidste vers: ”Mit åg er godt, min byrde er let”. For de kan kun forstås af de lyttende umyndige, og ikke af de læsende vise og forstandige.
Når man hører formuleringen på græsk, lyder det nøjagtigt som ”mit åg er Kristus”. Udtalemæssigt er der ingen forskel på ”mit åg er godt” og ”mit åg er Kristus”. Ordene Kristus og godt lyder helt ens. De er homofone, vil de intellektuelle måske sige, for de er i stand til at se efter i teksten og konstatere, at der ikke står Kristus, men godt. I skriften står ”mit åg er godt”. De vise og forstandige, der læser, kan se forskellen, men for de umyndige, der lytter til det levende ord, er der ingen forskel. Til dem lyder det uden forskel og på én gang: ”mit åg er godt” og ”mit åg er Kristus”. De to dele falder sammen. Der er ingen forskel. Det gode åg er Kristus.
Hvis man vil have del i det, må man være som de umyndige, der ikke kan læse og skrive. Man må give afkald på sine evner til selv at kontrollere teksten og give sig hen til det, der kommer til en i det mundtlige tilsagn. Så snart man vil bringe sin visdom og forstand i anvendelse, forsvinder tilsagnet om, at det gode åg er Kristus. Det kan kun åbenbares for de umyndige i det mundtlige ord, som de hører. For de vise og forstandige er det skjult i skriften, som de læser.
Men det er sandt for alle, der modtager det som umyndige, som giver afkald på alt det, de selv kan, og som tager imod ordet, der siges til dem: Kristus er åget. Åget er godt. Kristus er det gode åg. For enhver, der kan høre; for enhver, der kan modtage ordet, der siges, uden selv at ville læse; for den er Kristus det gode åg.
Så er det lige der i menighedens fællesskab, hvor nogle er lærde og kan læse selv, men andre er ulærde og kun kan lytte til andre, at Kristus bliver det gode åg. For nok læser nogen op og kender skriften, men meningen kommer kun til dem, der lytter. Alle må blive som de umyndige for at få del i evangeliet. For det gode åg og den lette byrde er i det fællesskab, hvor de vise og forstandige læser op, og de umyndige forstår. Over det fællesskab ligger Kristi åg.
Verdens åg er anderledes. I verden er byrderne tunge. Et af mine yndlingscitater for tiden illustrerer det. Det er digteren Naja Marie Aidt, der fortæller om sin barndom i et kollektiv i halvfjerdserne:
”Engang skulle vi demonstrere mod kapitalismen og imperialismen og vi havde lavet løbesedler og bannere og vi havde skrevet med lilla og rød, for lilla og rød var comme il faut, vi havde skrevet sange og opråb, vi var fem børn, den yngste var syv og vi gik ud på fælleden i vores parkacoats og det småregnede og der var mindst otte voksne, som fotograferede os og kom med opmuntrende tilråb, de var så stolte af os, hjemme fik vi kager og saft og deres øjne strålede og vi havde nu virkelig forstået, hvad det gik ud på.”
Først når de umyndige har overtaget og udlevet forældrenes idealer, har de forstået det. Først da ved de, hvad det går ud på. For under verdens åg er det de vise og forstandige, der forstår. De definerer virkeligheden og gør sig selv til forbilleder, for de mener, at det er åbenbaret for dem og skjult for de umyndige.
Ligesom de vise og forstandige i dag gerne mener, at alle dem, der i øjeblikket gør oprør og stemmer anderledes end de burde, mener noget andet end de burde og gør noget andet end de burde, ikke har forstået, hvad det går ud på. Hvis de bare kunne forstå det og lære det, så ville de blive som de vise og forstandige. Det er verdens tunge åg.
Og verden har travlt med at lægge sit åg på dem, der ikke har forstået det. Overalt er det meningen, at alle skal oplyses, oplæres og uddannes i håb om at forskellene forsvinder og ligheden opstår.
For forklaringen på diverse politiske kriser verden over er forskelle og ulighed. Ulighed i økonomiske, sociale og kulturelle vilkår. Forskelle i værdier, idealer og forbilleder.
Når der gennem de seneste tyve-tredive år er sket en politisk glidning i en retning, som de hidtil dominerende grupper har svært ved at acceptere, forklares det ved, at de andre; dem, der ikke stemmer, som de burde, og ikke har de holdninger, som de burde, ikke har fået del i det økonomiske opsving. Kun få privilegerede grupper har nydt de seneste års økonomiske vækst, mens andre ude på landet i USA, Frankrig, Italien og andre steder kun har oplevet, at deres liv blev mere og mere besværligt. Mere og mere fattigt, sårbart og skrøbeligt, fordi de mindste udsving kunne bringe det i fare. Fjernes tilskuddet til medicin, betyder det, at nogle i disse grupper ikke får medicin. Stiger benzinpriserne, betyder det, at der ikke er råd til noget andet. Økonomien skaber så store uligheder, at man måtte forvente en modreaktion, lyder det.
Men samtidig med at den økonomiske ulighed er steget, er sociale og kulturelle forskelle vokset. Selv den aldrende del af den dominerende elite har bare inden for de sidste år flyttet sig markant angående store spørgsmål. Eliten har eksempelvis forstået klimatruslen og set lyset i klimakampen, for der skal handling til, hvis vi skal bevare håbet om en fremtid, er man enige om. Og pludselig er store dele af befolkningens levemåde ikke blot blevet anderledes, men forkert og moralsk forkastelig.
Der er ingen undskyldning for at spise kød, hørte jeg en filosof sige. Måske ikke, medmindre man befinder sig i et område, hvor den grønne omstilling truer ens levebrød, og valget faktisk står mellem at spise oksekød fra nabogården ved siden af og avokadoer, der er fløjet ind fra Sydamerika. Men det er uforsvarligt, mener eliten i byerne, for klimakrisen kommer til at ramme os alle, så der må oplyses og informeres, så også disse uoplyste umyndige kan blive ansvarlige og komme til at tænke, mene og handle anderledes, nemlig som eliten.
Det er verdens tunge åg, der er åbenbaret for de vise og forstandige, så de kan lægge det på alle andre, så de kan blive som dem.
Men Kristi åg er godt. Det findes i menigheden af vise og forstandige, der må læse op for de umyndige, og kun de umyndige forstår. Når det, der er skjult for de vise og forstandige således er åbenbaret for de umyndige, er fællesskabet udgangspunktet og grundlaget for livet under Kristi åg, for i de fællesskab er nogle afhængige af de lærdes oplæsning, andre af de ulærdes forståelse.
Kristi åg er godt og hans byrde er let, for umyndige, vise og forstandige må bære det samme åg og løfte byrden sammen.
DDS 732 – 268/324 – 560 — 638 – 376 – 431