Tunge byrder
v.25 På den tid tog Jesus til orde og sagde:
»Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; v.26 ja, fader, for således var det din vilje. v.27 Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.
v.28 Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. v.29 Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. v.30 For mit åg er godt, og min byrde er let.«
Matth 11,25-30 (jf. Luk 11,21-22)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Første del af teksten (v.25-27) har en næsten ordret parallel i Luk 11,21-22. Men hos Lukas følges det af ordet til disciplene om, at deres øjne er lykkelige, fordi de ser, hvad de ser. Den tekst har Matthæus placeret senere (Matth 13,16-17). Sidste del af teksten (v.28-30) kender kun Matthæus.
Hvis Lukas har kendt Matthæusevangeliet, er det ikke så underligt, at han ikke har taget sidste del af teksten med. Henvisningen til et åg, der skal pålægges, og en byrde, der skal bæres, er meget matthæisk, også selv om åget er godt og byrden let. Det passer nemlig til en jødisk tankegang, hvor det at indgå i Himmeriget implicerer, at man skal være villig til at påtage sig en særlig opgave.
I øvrigt kan man ikke undgå at se, at v.25-27 og parallellen i Lukasevangeliet er meget johannæiske. Ganske vist er der ikke en direkte parallel i Johannesevangeliet, men navnlig v.27 er som ”en meteorit fra den johannæiske himmel”. Ideen om forholdet mellem Faderen og Sønnen og den, der har fået det åbenbaret, svarer helt til den grundlæggende struktur i Johannesevangeliet. Måske er forfatteren til det fjerde evangelium blevet inspireret af Lukasevangeliet.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Overordnet må man sige, at denne del af Matthæusevangeliet er sammensat af enkelte episoder uden nogen indre sammenhæng. De kan belyse hinanden i deres forskellighed, men det er ikke en klar komposition.
Tekstens indledning markerer, at den ikke er nært forbundet med det foregående. Det følgende vers i Matth 12,1 begynder på præcist samme måde, så man kan ikke forvente en tæt sammenhæng med konteksten. Kun kan man sige, at fryderåbet står i kontrast til de ve-råb over Galilæas byer, der findes i det foregående afsnit (Matth 11,20-24), mens der ikke rigtigt er nogen forbindelse til aksplukningen på sabbatten (Matth 12,1-8), der følger efter. Det skulle da være, at det er en illustration af, at det åg og den byrde, som Jesus omtaler, netop ikke består i streng lovoverholdelse. Det kan meget vel være begrundelsen for, at teksten er placeret, som den er. Ligeledes kan man sige, at Johannes Døberens spørgsmål i begyndelsen af kap. 11 bliver besvaret, når Jesus i v.27 omtaler sig selv og sin egen rolle. Han er altså den, der skal komme (Matth 11,2). Men igen er delene ikke sat sammen i en narrativ enhed.
Tekstens detaljer
Som allerede sagt har teksten to dele. 1) Jesu fryderåb om åbenbaringen for de umyndige (v.25-27), der atter kan inddeles i Jesu lovprisning af faderen (v.25-26) og hans omtale af sig selv (v.27). 2) Indbydelsen til Jesus (v.28-30). Sammenhængen mellem dem er, som parallellen hos Lukas viser, ikke uløselig. Kun kan man sige, at den åbenbaring, som Sønnen står for i første del, demonstreres ved indbydelsen i anden del. Men der er langt fra en klar sammenhæng mellem dem.
v.25-26: For det første må man spørge, hvad ”dette” er, som Faderen har skjult. Svaret følger i v.27. Det er Jesu rolle og funktion i åbenbaringen, som ikke er åbenbaret for de vise og forstandige. Hermed er der ikke tale om en generel afvisning af hverken visdom eller forstand, endsige lærdom og fornuft, men derimod en konstatering af, at den forstand og fornuft, der ikke er åben for andet end sig selv, ikke kan modtage en åbenbaring udefra. Almen rationalitet og gængs lærdom modtager ikke åbenbaringen gennem Jesus.
Det kan umyndige derimod. Ordet, der oversættes umyndige, betyder egentlig små børn. I sig selv ligger der ikke noget om myndighedsalder i ordet, men det kan bruges juridisk om børn, der ikke er retlige personer. Sådan er barnet netop forbilledlig, fordi det ikke er herre over sig selv og ikke har juridisk eller anden magt og myndighed. Modsætningen til de forstandige og vise viser, at det umyndige barn heller ikke i intellektuel forstand står for sit eget. Det kan derfor modtage, hvad der kommer til det.
Formentlig ligger der i denne formulering en erkendelse af, at samfundets toneangivende ikke modtog Jesu forkyndelse. Det gjorde de mindre uddannede og mere marginaliserede grupper. Derfor går der også en linje fra denne tekst til bjergprædikenens saligprisning af de fattige, som skal arve Himmeriget (Matth 5,12).
At det er faderens vilje (egtl. velbehag), at det er sådan, er en måde at fremhæve de umyndige som udvalgte. Det forhold, at netop de har modtaget åbenbaringen, bliver udhævet som udtryk for faderens vilje. Men hertil kommer, at det dermed ikke er udslag af et absolut modsætningsforhold til forstand og fornuft. Det er Faderens beslutning, at det er skjult for dem. Principielt udelukker lærdom ikke åbenbaringen.
v.27: Som sagt er brugen af de bestemte former Faderen og Sønnen samt relationen mellem dem og den troende meget lig Johannesevangeliets sprogbrug og opfattelse. Pointen er den forholdsvis enkle, at Jesus har fået overgivet alt. Han kender Gud, derfor er Gud Faderen for ham. Gud kender ham, derfor er han Sønnen. Den Sønnen åbenbarer alt, hvad han har fået overgivet, kender også Gud, hvorfor Gud også bliver dennes Fader. I Matthæusevangeliet er det ikke nogen selvfølgelig måde at formulere sig på, og det får lov at stå ret uformidlet i forhold til evangeliets sprogbrug i øvrigt. Men det hænger sammen med v.25-26, for det er netop denne åbenbaring, som er blevet de umyndige til del.
v.28: Spørgsmålet er så, om de umyndige også er dem, som slider sig trætte og bærer tunge byrder. I den måde Matthæus har sammensat afsnittene på, må det være sådan. Jesu åbenbaring af Faderen består i en indbydelse af de trætte og udmattede til ham, for hos ham skal de finde hvile. Heri ligger formodentlig en kritisk henvisning til den farisæiske fortolkning af loven, der ved dens 613 påbud og forbud forekom ubærlig. Hertil kommer, at det at følge loven i jødiske traditioner kan formuleres som ”Himmerigets åg”. Så er Jesu indbydelse et tilbud om at få Himmeriget gennem ham, hvilket er det lettere åg og den bedre byrde.
Naturligvis er den opfattelse af loven som en særlig udmattende byrde ikke en, der findes i et jødisk perspektiv. Det er først for det kristne blik, dvs. fra den nye pagt, at det tager sig således ud. Gennem Jesu lovfortolkning ser den farisæiske udlægning tung og bebyrdende ud. Derfor kan den matthæiske Jesus indbyde til en lettere og mere indbydende lovfortolkning, der tillige er frelsende. Den fører nemlig til hvile. Denne lovfortolkning har han fremsat i bjergprædikenen, hvilket er baggrund for næste vers.
Ordet for hvile betyder mere end blot at slappe af. Hvilen er ment absolut som en endelig hvile hos Gud. Derfor er det en hvile for sjælene. Formuleringen refererer til Jer 6,16: ”Dette siger Herren: ”Stil jer ved vejene, og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle!” Men de svarer: ”Det vil vi ikke!”.” I andre skrifter (fx Hebr 3,11) bruges et lignende ord om en endegyldig hvile. Det bliver i dele af den senere tradition til udtryk fro en endegyldig stilhed, som er den ultimative frelste situation for sjælen.
v.29: Fordi Jesus har fortolket loven til en retfærdighed, der langt overgår farisæernes og de skriftkloges (Matth 5,17), kan han indbyde til at lære af ham og blive sagtmodig og ydmyg af hjertet. Det er atter en reference til saligprisningerne og måske til Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag, hvor han netop optræder sagtmodigt og ydmygt. Men sagen er, at gennem Jesu fortolkning er loven blevet inderliggjort, så den er indskrevet i hjertet i overensstemmelse med ideen om den nye pagt (jf. Jer 31,31-34). I den pagt finder de hvile, for i den er frelsen.
v.30: Og så kan han konkludere, at hans åg er godt og hans byrde let. For det er livet inden for den nye pagt, hvor han har åbenbaret Gud for sine umyndige tilhængere. Måske er der ovenikøbet et ordspil, for ordet for ”godt” staves og lyder næsten som Kristus på græsk. Hvis teksten er blevet oplæst, har man altså kunnet høre, at Jesu åg er Kristus. Det svarer strukturelt helt til loven som Himmerigets åg, som den er i den jødiske selvopfattelse, men er radikalt omtolket, så Himmerigets åg nu er at komme til Jesus for at få hvile gennem ham.
Tekstens fortolkning
De to dele af teksten hænger ikke rigtigt godt sammen. Hvis man alligevel prøver at læse dem, som Matthæus har sat dem sammen, er der en linje mellem de forstandige og fornuftige i første del til den implicitte modpart i anden del, der giver tunge byrder. Læst ind i en jødisk sammenhæng kommer det til at handle om de skriftlærde og farisæerne, der ikke vil vide af åbenbaringen i Jesus og derfor ikke kan tage imod hans lovfortolkning, men i stedet pålægger sig selv og andre tunge byrder, der gør dem udmattede, men ikke giver hvile.
Jesu tilbud er det modsatte. Hos ham er loven let, for den er fortolket i bjergprædikenen til at ligge i menneskets hjerte, så de af sig selv følger den. Derfor er hans åg også godt, for det er netop Kristus. I ham er den nye pagt og i den er der hvile, for ingen tunge byrder pålægges. Livet i den nye pagt er hvile både nu og i fremtiden, for det er livet efter den lov, der er nedlagt i hjertet.
Jesus kan selv være forbillede for det, for han er Sønnen, der kender Faderen, og Faderen kender ham. Således vil også den, for hvem Faderen er åbenbaret af Sønnen, kende ham, så han kan gøre hans vilje. Det er at tage det åg, der er godt, fordi det er Kristus.