Matt 11,25-30

Angiveligt står Fjodor Dostojevskij bag den kendte fortælling om en from mand, der efter et liv med op- og nedture kommer i himlen og møder Gud. Sammen tager de et kig på mandens livsforløb, der aftegner sig som fodspor i verden. I nogle perioder kan man se, at der er gået to personer ved siden af hinanden. I andre perioder er der kun ét par fødder. Det passer med, at i de gode perioder i mandens liv var der to, der fulgtes ad. I de onde tider gik der en alene. ”Hvad skal det betyde,” spørger manden, ”hvem fulgtes jeg med, da det gik godt for mig?” ”Det var mig,” svarer Gud, ”jeg gik ved siden af dig i de perioder.” ”Men hvorfor forlod du mig, når det var svært?” spørger manden fortørnet. ”Hvorfor skulle jeg gå alene i de onde tider?” ”Jeg forlod dig ikke,” svarer Gud, ”i de perioder bar jeg dig, så du ikke skulle falde.”

Lignende historier kan man finde mange af rundt omkring i religiøs litteratur. Historier, der handler om, at Gud står den fromme bi i modgangstider, så byrderne trods alt bliver til at bære, og ulykkerne ikke lægger sig for tungt på de gudfrygtiges skuldre. De litterære kvaliteter til trods kan sådanne opbyggelige historier være rare at tænke på, for tanken om – og troen på – at man bæres, hvis det bliver for svært selv at gå, giver en tryghed. Især mens alting går godt. At byrderne skulle gøres lettere og åget bedre i slemme tider, kan man berolige sig ved, så længe man med smil bærer sig byrde og med sang drager sit læs. Så kan de opbyggelige fortællinger tjene til en tilforladelig genfortryllelse af verden. Ligesom man også kan have et blødt punkt for Ingemanns salmer, eller i et svagt øjeblik kan mene, at religiøs kunst med engle, der holder vagt over børn, er mere oprigtig i al dens naivitet end meget kompliceret moderne kunst. Men man overser en pointe i Dostojevskijs historie, når man bruger den på den måde. For man kan næsten sige, at den handler om det stik modsatte af Guds trygge bistand. Manden troede jo, at han havde været alene i modgangstider. Han mente, at han havde været forladt af Gud. Læser man det aspekt af fortællingen med, så er moralen, at det kunne have været endnu værre; ja, havde det ikke været for Gud, ville manden slet ikke have kunnet klare det. Men det er vel ikke særligt opbyggeligt, hvis Guds hjælp slet ikke kan mærkes, selv ikke når det er allerværst.

I evangelieteksten fra Matthæusevangeliet indbyder Jesus os til at tage hans åg og bære hans byrder, for det er et godt åg, og det er lette byrder. Alle de trætte og udmattede skal komme til ham og få hvile. De skal lære ydmyghed og sagtmodighed af ham, så byrden bliver let og åget godt. Måske spiller Matthæus her på en jødisk tradition for at omtale jødedommen med Moseloven og alle dens bud og regler som Himmerigets åg. Det åg har jøderne taget på sig. Men det er ifølge evangeliet tungt, for det forlanger, at man følger de 613 forskrifter, som farisæerne havde talt sig frem til, at Moseloven indeholder. Ikke at det i sig selv var en byrde, for det var jo Guds vilje, så dem fulgte man med glæde for at være med i Guds udvalgte folk. Og det var jo, hvad jøderne var. Guds udvalgte folk. Derfor havde de lov til at bære Himmerigets åg. Det er ikke i sig selv det at skulle følge loven, der er tungt. Men det kan være en byrde at være den udvalgte. For så er det det, man er. Og det skal man leve op til. Kan man ikke det, er man ikke den udvalgte mere, og hvem er man så?

Det er ikke et spørgsmål om, hvad man er udvalgt til. Det kan være et tungt åg at skulle leve op til forestillinger om, at man er særlig talentfuld. Det kan være en byrde at skulle indfri forventninger om, at man er det fejlfrie unikum, som man har fået at vide. Men er man udvalgt til at være klassens klovn, skal man også leve op til det. Eller hvis man er den, der ikke kan finde ud af noget. Roller, der tildeles gennem forældres forventninger eller omgivelsernes forestillinger, kan blive en så integreret del af en selv, at de bliver en selv. For hvis man ikke er den, de andre siger, at man er, så er man måske slet ingen. Hvad skal man så gøre, hvis man gerne vil være sig selv?

Tidens råd er, at man skal finde sig selv. Formuleringen alene trækker i smilebåndet, for det skulle vel være en smal sag at finde sig selv, medmindre man er blevet væk – for sig selv. Men det er netop, hvad tankegangen forudsætter. Alle forestillingerne og forventningerne dækker for, hvem man er. De har skjult ens sande selv, som man altså skal til at lede efter for at finde. Og hvis man ikke ved, hvad man skal lede efter, kan man få hjælp af vise konsulenter og forstandige terapeuter for en ofte alt andet end beskeden findeløn. Det er nemlig altid et ganske tiltrækkende selv, man skal finde frem. Det er værd at lede efter, for finder man det først, bliver man lige det selv, som man gerne vil være. I hvert fald har man sjældent hørt om en, der har fundet sig selv og så ærgrer sig over, at det var netop dette selv, vedkommende fandt. Det sker vist ikke så ofte, at man ledte efter et bedre selv, end det man fandt. Og det er nok også en tung byrde at lægge på sig selv, at man skal finde det bedste selv, når man leder efter det. Og det kan være et slemt åg over skuldrene at skulle være sit bedste selv, når man først har fundet det.

Kristendommens svar er da også helt anderledes. Nærmest det stik modsatte. Ifølge kristendommen skal man ikke finde sig selv, dér skal man finde den anden. Ja, endnu mere, som Paulus siger et sted, dér skal man blive fundet af den anden. Det er det, Jesus indbyder til i evangeliet i dag. At komme til ham og lægge de tunge byrder med at være udvalgt til en bestemt rolle fra sig, og kaste det onde åg med at skulle være sig selv af sig, for i stedet at blive sig selv ved at komme til ham. Så bliver man sig selv ved at tage hans byrder og bære hans åg. Og de byrder er lette og det åg er godt, for det består i, at man ikke længere skal være sig selv uden at være det i kraft af det, som han har gjort for os. Således lærer han os ydmyghed og sagtmodighed, for som han er den, han er, i kraft af faderen, fordi han er sønnen; således er vi, hvem vi er, i kraft af ham. For vi er de indbudte. Dem han har udvalgt. Andet skal vi ikke være. Vi er blot udvalgt til dette: at lade hans gerning gælde for os. Det er let at bære.

Men livet er ikke altid let at bære. Som i Dostojevskijs fortælling er der gode og onde perioder. I ingen af dem bliver vi båret på hænder. Altid må vi gå selv med fare for at falde. Men det, der skal bære os i gode såvel som onde tider, er det, at vi aldrig skal være en anden, end den vi er, når vi modtages af Jesus Kristus. Gud går ikke ved siden af os i gode tider. I gode tider får vi at vide, at Guds søn måtte give sig selv for os, for at vi kan blive dem, vi er, i kraft af ham. Det ændrer gode tider ikke på. I onde tider får vi at vide, at Guds søn gav sig selv for os, så vi er dem, vi er, i kraft af ham. Det ændrer onde tider ikke på. Altid er vi den, vi er, fordi vi blev modtaget af ham. Det er let at bære og det skal bære os gennem gode og onde tider.

Det er hvile for sjælene, siger Jesus. I den næste skønne, men indholdsmæssigt svære salme skal vi synge om, hvordan Grundtvigs digterjeg forsøger at overbevise sin sjæl om netop dette. Sjælen omtales ”du” gennem salmen. Den indleder i første strofe med at klynke og klage og benægte, at dens håb står til Gud. I de følgende strofer får den svar. I strofe 6 lyder det direkte: ”Klynk over dig selv, over alt under sky, som end for dit eget du kalder.” Klynkeriet kan ikke være andet end dette, ikke at ville sætte sit håb til Gud, men ville finde sig selv og være sig selv og ikke være den, man er blevet ved at blive fundet. Men det er udmattende. Lader man sig i stedet finde, er det som det siges i sidste strofe, at ”trætheden så liflig forvindes”. Som altid hos Grundtvig er ordet ”forvinde” velanbragt. For trætheden forsvinder ikke, den forvindes, fordi den grundlæggende udmattelse, der består i altid at skulle finde og være sig selv i onde og gode tider er overvundet. Ved at ikke at være udvalgt til andet end at modtages af den, der indbyder os, kan vi være trygge i, at vi altid er os selv i kraft af ham, uanset hvordan tiderne er.

Det overbeviser Grundtvig sin sjæl om i salmen. Det har vi været sammen om et helt kirkeår med omskiftelige tider. Det skal vi heldigvis være næste år også, uanset hvad det bringer af gode og onde tider.

DDS 732 – 380 – 638 — 653 – 343 – 431