Matt 25,31-46
“Verdensdommen,” kaldes den tekst, som vi lige har hørt, hvor alle folkeslag kaldes frem for kongen og skilles som får og bukke i to grupper en til venstre og en til højre. Således fældes dom over hele verden.
”It is not the end of the world”. “Det er ikke verdens undergang,” hedder et værk fra 2019 af den danske kunstnergruppe Superflex. Navnet passer til værkets indhold og udtryk, for det består af meterhøje blåt-lysende neon-bogstaver, der danner ordene: ”It is not the end of the world.” ”Det er ikke verdens undergang.” Da det for et par år siden blev vist i cisternerne i Frederiksberg Have, oplyste det de underjordiske gange med et inddragende og inciterende kunstigt lys. Man kunne i cisternerne ikke slippe ud af bogstavernes virkning, selv når man ikke kunne se dem.
Teksten ”Det er ikke verdens undergang” indeholder som Superflex’ andre værker et ironisk niveau. Det er på én gang noget, som en forælder kan sige til et hysterisk grædende barn, fordi den voksne af erfaring ved, at dukken, bolden eller et andet forsvundet legetøj vil dukke op igen, og at barnet under alle omstændigheder vil komme sig over tabet. Trøstende – og bedrevidende – siger faderen eller moderen ”Det skal nok gå. Det er ikke verdens undergang.” Og med tiden lærer barnet at stole på det. Verden går ikke under, selv om barnets egen verden kan bryde sammen i øjeblikket. Således er Superflex’ udsagn et udsagn til tiden umiddelbart før pandemien: ”Det er ikke verdens undergang.” Det kan være de erfarne voksnes opmuntring til bekymrede unge, der om fredagen går på gaden for deres fremtid i protest mod de voksnes manglende omsorg for det klima, som de skal vokse op i. Så lyder udsagnet langt mere bedrevidende end trøstende, for det er jo netop, hvad de unge frygter: Verdens undergang. Men så dukker endnu et niveau af udsagnet op, og det er blottet for ironi. For det er sandt. Det er ikke verdens undergang. Vi kan risikere, at mennesket går under, men verden vil bestå. Måske vil der være en enkelt art mindre i verden, menneskeracen, men verden selv går ikke under. Så bliver udsagnet til en udfordring af mennesket og dets forbindelse til verden. Verdens skæbne er ikke afhængig af mennesket, men menneskets skæbne er afhængig af verden. Alligevel finder mennesket, at dets undergang netop er verdens undergang. At dommen over mennesket er verdensdommen. Til det menneske lyder det: Det er ikke verdens undergang.
Det er ingen trøst. Det er en påmindelse om, at mennesket er forbundet med verden omkring sig. Det har man ellers set bort fra og benægtet i århundreder eller snarere årtusinder. Mennesket har opfattet sig selv, som hævet over verden. Som det eneste af alle levende væsener, mener mennesket, at det kan forholde sig til sig selv og sin egen væren i verden. Derfor har det en helt unik position, som på den ene side er i verden, men på den anden side ikke er af verden. Mennesket er ædelt, hjælpsomt og godt, mener digterne, og nærmer sig mere guderne i natur end den verden, der omgiver det. For mennesket er over-naturligt, når opdyrker jorden med hestespand, der trækker plov og harve, når det tvinger vindene til at skubbe skibene over det bølgende hav, og når det som ingen andre væsner kan kommunikere komplicerede tanker gennem lyde, som kaldes sprog. Noget i den retning kunne man skrive omkring 500 år før Kristus, og i dag er det kun blevet endnu tydeligere, hvordan vi kultiverer naturen, udnytter naturkræfter og skaber et fælles sprog gennem digitale netværk. Mennesket er næsten over-menneskeligt, når det sætter sig selv over naturen. Trans-humant kaldte man det engang, fordi mennesket ved brug af teknik var i stand til at overskride det menneskelige, mente man.
I dag taler man ikke meget om det trans-humane. Fremmedordet er erstattet af et andet. Det post-humane, det efter-menneskelige, taler filosoffer og andre om, fordi man netop vil forbi og på den anden side af opfattelsen af mennesket som over-menneskeligt og over-naturligt. Mennesket er ikke noget særligt i verden, mener man. Derfor må man tale om det efter-menneskelige og bryde med forestillingen om, at det er menneskets perspektiv, der definerer virkeligheden. Verden udgøres ikke af menneskets perspektiv, og den drejer sig ikke om mennesket, for mennesket er ikke dens centrum.
Det er ikke verdens undergang, kan man så sige med Superflex, for verden er ikke bestemt af mennesket. Mennesket er en del af verden, forbundet med den og afhængig af den, som andre levende væsener. Det adskiller og udmærker sig på mange områder, navnlig ved dets evne til at herske over og udnytte dets omgivelser, men nogen særstatus i verden har det ikke, selv om det i årtusinder har troet det.
I evangelieteksten behandler kongen alle folkeslagene som dyr. Som hyrden adskiller får og bukke, skal de stilles på hans højre og hans venstre side. Det er ikke verdens undergang. Ganske vist kalder man som sagt teksten ”verdensdommen”. Men det er et udslag af den omtalte menneskelige selvovervurdering, at det tror, at hele verden bliver dømt, fordi mennesket bliver dømt. Teksten handler ikke om verdens dom. Den handler om dommen af mennesker, og det er ikke verdens undergang, at mennesker bliver behandlet som får og bukke og stillet på hver sin side, så den ene gruppe til deres forbløffelse skal gå til evig straf, mens den anden lige så forbløffede gruppe går til evigt liv. Det er dom over mennesker. Verden består, men mennesket dømmes. Til dets overraskelse fældes dommen på grund af dets forhold til verden. Ingen af grupperne havde forventet det, og alle bliver forundrede, for de mener ikke at have handlet, som kongen siger. Ingen af dem mener at have foretaget noget extraordinært. De fortabte har ikke afvist kongen; de frelste har ikke ledt efter ham. De har handlet spontant i verden. Men de to spontane handlinger er diametralt modsatrettede. Den ene er orienteret ud mod verden i fællesskab med den, der har behov for hjælp og bistand. Den anden er orienteret mod den pågældende selv i afvisning af den nødstedte. Den ene er åben mod verden. Den anden er lukket om sig selv. Det er to forskellige måder at være i verden på. Det er ikke verdens undergang. Verden kan rumme dem begge. Men den ene måde er menneskets undergang; den anden er dets frelse.
Derfor giver det ikke mening at opfatte opdelingen som en adskillelse af menneskeheden i to forskellige grupper. Den ene gruppe, der åbent modtager og deltager i verden solidarisk med mennesker i nød, og den anden gruppe, der afviser verden og har nok i sig selv, når mennesker har brug for hjælp. Det er ikke verdens undergang. Det må være to forskellige måder at være på i verden. Den ene måde fører til liv, fordi den er forbundet med verden omkring sig; den anden fører til død, fordi den ikke anerkender forbindelsen til verden.
Derfor kan man heller ikke forestille sig, at det er en dom, der først fældes over de intetanende mennesker på en dommedag i det hinsides. Det er ikke verdens undergang. Dommen fældes ikke engang, men fældes nu på grundlag af forholdet til verden. Den ene måde at leve på er menneskelig død; den anden er menneskeligt liv. For ifølge den ene måde er mennesket indlejret i og solidarisk med verden; ifølge den anden er den på kant med verden og i opposition til den.
Af samme grund kan man ikke udpege den ene gruppe blandt verdens slette mennesker og den anden gruppe blandt de gode, for vi bærer enhver begge holdninger til verden i os. På den ene side mener man sig hævet over verden og kan vende ryggen til alle dens besværligheder med utallige nødlidende, der mere eller mindre udtalt gør krav på at få hjælp. Ligesom man helst ser bort fra det naturlige kredsløb, som mennesket ved sine handlinger er i stand til at ødelægge. Fordi man dybest set opfatter sig som hævet over verden. På den anden side kan man være parat til at vende sig bort fra sig selv for at komme det nødstedte medmenneske til hjælp, fordi man spontant er forbundet med alle mennesker i verden og hele verden, når man er indlejret i det naturlige kredsløb, som alle andre levende væsener. Begge måder at være på i verden er til stede i hver enkelt af os. Det er ikke verdens undergang, men den ene måde fører til død; den anden til liv for mennesket.
Dommen er ikke at kunne undslå sig for at være forbundet med verden omkring sig og mennesker i den på en så forpligtende måde, at man ikke blot må se sig selv som et medmenneske for andre med mennesker, men som en medskabning blandt andre skabninger, for det er det liv i harmoni med skabelsen, som vi er skabt til. Hvis vi hæver os over skabelsen og adskiller os fra den, er det ikke verdens undergang. Det er vores undergang. Og det er dommen.
DDS 732 – 263 – 272 — 274 – 352 – 431