Sidste søndag i kirkeåret (1)
Verdensdommen
Jesus sagde:
v.31 »Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. v.32 Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; v.33 fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre.
v.34 Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. v.35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v.36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig.
v.37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v.38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v.39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?
v.40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.
v.41 Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. v.42 For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, v.43 jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.
v.44 Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?
v.45 Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! v.46 Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«
Matth 25,31-46
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten om verdensdommen er unik for Matthæusevangeliet. Der findes andre domstekster i de andre evangelier og navnlig forestillingen af menneskesønnen, der kommer i sin herlighed (jf. Dan 7,13-14) findes i andre steder, især i den såkaldte synoptiske apokalypse (Mark 13; Luk 21). Men netop denne udformning af domsscenen findes ikke andre steder.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Den sidste af Jesu fem store taler (Matth 24-25) kaldes den apokalyptiske tale, fordi den er Matthæus’ version af den synoptiske apokalypse, hvor Jesus omtaler sin genkomst og dommen. Parallellerne til Markusevangeliet findes i kap. 24. Den tale er hos Matthæus det stærkt udvidet med store lignelser om brudepigerne og de betroede talenter og til sidst verdensdommen. Denne tale står umiddelbart før passionsbegivenhederne tager sin begyndelse i kap. 26.
For udlægningen af verdensdommen er det væsentligste, at de to lignelser forud begge er rettet mod menighedens egen holdning og handling i tiden indtil Kristi komme. Dommen fældes ifølge dem inden for menigheden, altså blandt de troende. Det perspektiv må også have betydning i udlægningen af verdensdommen.
Tekstens detaljer
Verdensdommen er ikke en kompliceret tekst. Dens struktur og mening er ganske klar. Selve budskabet kan være vanskeligt at kapere, men det er ikke, fordi teksten er vanskelig. Der er kun grund til at fremhæve enkelte deltaljer.
Menneskesønnen kommer i sin herlighed: Forestillingen om den genkommende menneskesøn stammer fra Dan. 7,13-14:
”Med himlens skyer kom en,
der så ud som en menneskesøn;
han kom hen til den gamle af dage
og blev ført frem for ham.
Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;
alle folk, stammer og tungemål tjente ham.
Hans herredømme er et evigt herredømme,
som ikke skal forgå,
hans kongerige
skal ikke gå til grunde.”
I Daniels tekst betyder ”en, der så ud som en menneskesøn”, sikkert blot ”en, der lignede et menneske”, men i Markusevangeliet bliver det brugt af Jesus om hans genkomst i herlighed (jf. Mark 13,26) og i Matthæusevangeliet bliver det anvendt flere gange (Matth 16,27; 19,28; 24,30) om Jesus. Når han kommer i sin egen herlighed og sætter sig på sin egen herligheds trone, er det klart, at han overtager den placering og funktion, som i jødiske traditioner er forbeholdt Gud. Herlighedens trone kan således være et udtryk for stedet for Guds nærvær. Det sted indtager menneskesønnen, som er den genkommende Jesus. Hele scenen er i øvrigt bygget op som et billede af et tempel eller en tronsal med en trone for Gud selv, hvor englene er samlet om ham. Af den grund kan billedet glide over i et billede af kongen som dommer.
For tronen samles alle folkeslag. Her er skellet mellem jøder og hedninger ikke længere relevant. Men det rejser spørgsmålet om forholdet mellem folkeslagene og ”disse mine mindste brødre”.
Disse mine mindste brødre: Med dette udtryk betegner Matthæus i første omgang de troende i menigheden. Dvs. dommen fælles over hele verden på grund af, hvordan de har optrådt over for dem, der repræsenterer Kristus på jorden. Dermed siges, at man ikke nødvendigvis skal tilhøre den troende menighed for at blive frelst. Endvidere er grundlaget for dommen ikke forholdet til Kristus, men til de pågældende personer. Hverken de retfærdige eller de uretfærdige ved jo, at de har haft med Kristus at gøre. Af den grund kender de ikke kongen og bliver alle overraskede over dommen.
Med den udlægning bliver domsscenen for det første en påmindelse til menigheden om, at også andre kan blive frelst. For det andet bliver det en forvisning om, de kan være trygge ved, at handlingerne mod dem har konsekvenser. For det tredje – og nok endnu vigtigere – inden for menigheden har man at gøre med Kristus selv. Altså kan man ikke foragte brødrene, for derigennem udtrykker man sit forhold til Kristus.
Eftersom Matthæusevangeliet jo er rettet til den troende menighed og de forudgående lignelser netop handler om menigheden selv og dens ageren i verden indtil genkomsten, må man også overveje, om verdensdommen har et videre perspektiv. Er det også sådan, at enhver har at gøre med Kristus, når vedkommende har med sin næste at gøre, uanset tilhørsforhold til menigheden? Så er det altså således, at menighedsmedlemmerne også i deres forhold til andre ”forvalter deres talenter”. I så fald er menigheden selv inkluderet i alle folkeslag, der stilles til dom for den genkommende Kristus, hvilket svarer fuldstændig til pointen i de foregående lignelser. I den udlægning er ”disse mine mindste brødre” altså ethvert menneske, der har behov for hjælp.
Dommen: I dommen realiseres saligprisningerne: Den, der har vist barmhjertighed, vises barmhjertighed osv. Og modsat: den, der ikke har vist barmhjertighed, fordømmes. På den måde er dommen en videreførelse af den holdning, de pågældende har levet efter i dette liv. Det er selvfølgelig i en luthersk sammenhæng bemærkelsesværdigt, at der ikke tales om tro. Men for Matthæus er det således, at handlingerne udtrykker relationen til Kristus. Ingen ved nemlig, hvad de gør, når de gør det. De handler og gennem handlingen fremgår det, hvem de er.
Tekstens fortolkning
Verdensdommen er på mange måder både en foruroligende og en beroligende tekst. Dens uomtvistelige ”dobbelte udgang” er foruroligende. Dens tydelige vurdering, at ingen på forhånd er bestemt til at gå fortabt uanset deres tro, er beroligende. Dens utvetydige fremstilling af en dom, der overrasker alle, er både foruroligende og beroligende. Og det er nok pointen i teksten, at dommen ikke er givet på forhånd, men fældes som en fortsættelse af det liv, der er levet. De barmhjertige møder barmhjertighed; de ubarmhjertige ubarmhjertighed. Netop derfor er selve ideen om dommen afgørende, for at dette liv skal tages alvorligt. Tilværelsen har ifølge verdensdommen en inderste mening, som man ikke kan forkaste eller fornægte uden selv at gå glippe af netop den, for vender man sig bort fra livet selv, mister man selv livet (for nu at sige det lidt smart).