Sidste søndag i kirkeåret: Matt 25,31-46 (Immanuelskirken, 23.11.25)
Det er en kendt sag, at hjernen til tider spiller sin ejer et puds. Som om den gør et lille hop, så man synes, at man har oplevet noget før. Et deja-vu kalder man det. Man kan få en melodi på hjernen, så man ikke kan få den ud af hovedet. En øreorm kalder tyskerne det. Og så kan hjernen finde på at blande ting sammen, som ellers er adskilte. Den laver sammenhænge, hvor der ikke er nogle, så man tror, at to ting hænger sammen.
Man skal nok passe på med at afsløre, hvilke numre ens hjerne laver med en. Måske viser de noget om en, som man ikke var bevidst om. Det kan være sigende, hvad man får på hjernen, og hvad der ikke hænger fast. Og det er sikkert også afslørende, hvilke sammenblandinger og forvekslinger hjernen kommer frem til. I hvert fald blev jeg forleden forbløffet, da jeg stødte på brødrene Grimms eventyr om drengen, der drog ud i verden for at lære frygten at kende.
Jeg kendte det godt. Det er fortællingen om den yngste af to sønner. Han er lidt af en døgenigt, der ikke vil lære noget og slet ikke vil lave noget. Men han er heller ikke bange og kan ikke blive forskrækket. På et tidspunkt mener hans fader, at nu må han begynde at tage sig noget fornuftigt til og så sætter drengen sig for, at han vil lære frygten at kende. Det går ikke godt. Selv tror han, at han er for dum til at blive bange, for uanset hvad han udsættes for, tøver han ikke, men tager kampen op mod både spøgelser og genfærd. Det går hverken værre eller bedre, end at han ender med at lave så mange heltebedrifter, at han til sidst får prinsessen og får det halve kongerige. Men frygten kender han ikke.
Her var det gået galt for min hjerne, for det der til sidst ender med at gøre helten bange, var en spand vand med karusser, som hans dronning smider ind i sengen til ham. Den forskrækkelse lærte ham frygten at kende. Men min hjerne forventede noget andet. Den var sikker på, at eventyret ville ende med, at drengen kiggede ud over havet og i vandet fik øje på sit eget spejlbillede. Jeg var sikker på, at det som gespenster og gengangere ikke kunne gøre, det skete, da han så sit ansigt. Forskrækkelsen var at se sit eget billede. Frygten kom af at blive konfronteret med sig selv.
Nu kan jeg se, at jeg har blandet eventyret sammen med børnesangen om den lille nisse, der rejste med ekstra post fra land til land, fordi han ville hilse på verdens største mand. For det lykkes ham jo netop først, da han i det klare vand ser sig selv. Men nissen smiler og bliver ikke spor forskrækket. Sangen har intet med frygt at gøre. Så jeg må spørge mig, hvorfor min hjerne har opført sig så mærkeligt. Hvad er der så frygteligt ved at møde sig selv?
Det burde det jo ikke være. Det burde vel være det første, man gør om morgenen, når man ”kommer til sig selv”, som det hedder. Man burde vel kunne ”se sig selv i øjnene”, som det også hedder. Eller stå ”ansigt til ansigt” med sig selv. Intet af det burde være frygtindgydende. Alligevel var det altså: at møde sig selv, min hjerne havde udnævnt til at være det mest skræmmende af alt.
Formentlig fordi mennesket helst undgår at forholde sig til sig selv. Ikke fordi det ikke er optaget af sig selv. Det har mennesker formentlig altid været. I dag kan man blot være det på en måde, så alle andre også bliver opmærksom på det, når man lægger sine selfies ud på sociale medier og opdaterer alverden om, hvad man senest har bedrevet. Alligevel forekommer det, at den megen selv-refleksion, selv-fremstilling og selv-promovering skyder et lag ind foran sig selv, så man undgår at forholde sig til sig selv. For hele meningen med denne selv-optagethed er, at den skal ses af andre. Billedet og opdateringen er altid det, som de andre ser. Så forholder man sig til sig selv som det selv, som de andre forholder sig til. Det kan man forholde sig til. Men at forholde sig til sig selv, kun sig selv, undgår man helst, tror jeg.
For det er dér, når man står over for sig selv helt alene, at man konfronteres med, hvem man er. Ikke, hvem de andre opfatter en som, eller hvem man gerne vil være. Men en selv, sådan som man er, med den historie man har haft, og de handlinger man har gjort. I det møde med sig selv tvinges man til at forholde sig til sig selv. Det er skræmmende, når man først kommer til at tænke over det, for der er ingen steder at vende sig hen, og ingen steder at flygte til. Man kan ikke komme væk fra sig selv. Som i filmen Being John Malkovic, hvor hovedpersonen ved navn John Malkovic oplever, at alle forvandles til ham selv, så alle han ser på bærer hans ansigt. Hvor end han kigger han, ser han sit eget ansigt og kigger ind i øjnene på sig selv. Det er absurd og lidt morsomt, men det er først og fremmest skræmmende, for hvert eneste blik og hver eneste person udfordrer ham til at finde ud af, hvem han selv er. Sådan skulle han lære frygten at kende.
Derfor tror jeg, at dagens evangelietekst er så skræmmende. Så skræmmende, at nogle kirker helst ikke vil bruge den, hvis der er dåb den sidste søndag i kirkeåret. Den er ikke skræmmende, fordi den taler om evigt liv og evig pine som noget, der skal ske engang i fremtiden. Den forskrækker ikke, fordi den omtaler mennesker som får og bukke, der engang skal skilles fra hinanden til højre og venstre. I det hele taget er det ikke fremtidsperspektivet, der forekommer frygtindgydende. Frygten kommer af, at teksten handler om en situation, hvor det afsløres fuldstændigt, hvem vi er. Den handler om, at man ikke kan gemme sig og forstille sig. Den viser den fuldstændige åbenbaring af vores liv. I den møder vi os selv, sådan som vi er. Så lærer man frygten at kende, for der er ingen steder at gå hen, man kan ikke vende sig væk. Man konfronteres med den, man er, når teksten siger, at det viser sig, når man forholder sig til dem, der har behov for en. Så afslører man, hvem man er.
Det ville ikke være så skræmmende, hvis det blot var en forestilling om noget engang i fremtiden. Hvis det blot var noget, man skulle vente på. Egentlig skræmmende er det, fordi den forestilling om fremtiden afslører nutiden. Fremtiden afslører, at det vi er nu, og det vi gør nu, har evig betydning. Hvert øjeblik møder vi os selv og skal forholde os til os selv, fordi vi deri afslører, hvem vi er. Så lærer man frygten at kende, for det giver livet uendelig vægt, at dets inderste indhold skal afsløres. Så kan man ikke skjule sig, for man konfronteres bestandig med sig selv og må altid forholde sig til sig selv. Hver gang nogen har behov for en, møder man sig selv, for der afsløres det, hvem man er.
Så lærer man frygten at kende, for i alle forhold står man ansigt til ansigt med sig selv og skal forholde sig til, hvem man selv er. Det er frygtindgydende, men evangeliet siger mere end det. Ifølge evangeliet er det ikke bare sig selv, som man forholder sig til, når man konfronteres med sig selv. Evangeliet er, at man i alle forhold ikke bare møder forholdet til sig selv, men tillige er stedt i forhold til Jesus. For det er tekstens afsløring af livets inderste mening, at i alle de forhold, hvor det afgøres, hvem vi er, er vi sat i forhold til Jesus selv.
Det kan synes som en yderligere forskrækkelse, at forholdet til Jesus også afgøres, når man forholder sig til sig selv. Men det er det modsatte. Det er ikke frygtindgydende, men tillidvækkende, at forholdet til Jesus er til stede i alle de forhold, som afgør, hvem vi er. For det betyder, at vi allerede inden vi forholder os til os selv, er sådanne, som Jesus vil have et forhold til. Inden vi kan gøre os til os selv, er vi blevet til nogen i forholdet til ham.
Det er den sammenblanding og forbindelse, som evangeliet gerne vil sætte ind i vores hjerner og hjerter, at når vi skræmmes af at møde os selv, hver gang nogle har behov for os, så er vi allerede blevet mødt af Jesus selv. Han bestemmer, hvem vi er, før vi selv kan gøre det.
DDS 732 – 435 – 332 — 653 – 622 – 431