Religiøs vold og Sandhedens Ånd
Joh 15,26 – 16,4
Tekster som denne vil man gerne fortrænge. Måske fordi de vidner om det, man helst vil fortrænge. Det, der ofte er fortrængt. Sider af mennesker, man ikke vil vide af. Og sider af religion, man foretrækker at fornægte. Religion kan få hadet til at eksplodere og blodet til at flyde.
I øjeblikket er der flere forfulgte kristne end nogen sinde. Rundt omkring i verden er det ikke omkostningsfrit at stå ved sin kristne tro. Det kan være dødsens farligt. Ligesom en hvilken som helst religiøs overbevisning kan være livsfarlig, hvis forholdene er dertil. Historisk set, har kristendommen ikke vist sig bedre end andre religioner. Den har lige så megen død og ulykke på samvittigheden som andre religioner. Men i modsætning til andre religioner giver den os grund til at spørge, om det er en sand forståelse af kristendom, der fører til voldsudgydelser. I det hele taget giver kristendommen grundlag for at stille spørgsmål om forholdet mellem religion og vold. Teksten i Johannesevangeliet er ganske utvetydig i sin opfattelse. Den siger om de andre: ”Enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud,” står der, men en bedre gengivelse ville være: ”Enhver, som dræber jer, skal mene, at han dermed frembærer et offer for Gud.” Men det vil de gøre, fordi de ikke kender Gud. Hvad er den forskel, der gør sig gældende? Hvordan kan man forklare den?
Den fransk-amerikanske litteraturprofessor og religionsforsker René Girard kan forklare nærmest alting. Han har gennem studier af hovedværkerne i europæisk litteratur, herunder de bibelske skrifter, fremsat en teori om, hvorfor to børn i en sandkasse slås om det samme stykke legetøj. Det er nemlig sådan, siger Girard, at børnene slet ikke er interesseret i det pågældende legetøj for dets egen skyld. De er interesseret i det legetøj, som den anden har, fordi den anden har det. Det er ifølge Girard en helt grundlæggende menneskelig mekanisme. Når vi har dækket de allermest basale behov, ønsker vi ikke noget for dets egen skyld, vi ønsker det for de andres skyld, i den forstand at det skal give os status i de andres øjne. Derfor misunder vi det, de andre har, og ønsker det, for at de skal misunde os. Det er en ganske simpel logik, som er let at genkende. Vi retter vores begær mod det, som giver status i forhold til de andre, fordi de også begærer det. Al reklame bygger på den sammenhæng, for begæret efterligner de andres begær. Begæret er mimetisk, siger Girard, fordi de formes af de andres begær.
Nu er det imidlertid, at man i sandkassen kan konstatere, at det ikke bliver ved det. Fordi man ønsker det, som den anden har, bliver den anden en hindring for, at ønskerne kan indfris. Den anden bliver en modstander, fordi han vil have det samme, som jeg vil have. Så må han bekæmpes. Måske ikke så meget for at tage hans ting som for at sikre, at han ikke har noget, som jeg vil have. Og så er det, at der bliver konflikt i sandkassen, gråd og slåskamp. I den virkelige verden gælder de samme principper, men med meget større konsekvenser. Fordi alle ser hinanden som potentielle fjender, som kæmper om det samme, bygger fællesskabet på et meget usikkert grundlag. Det risikerer at bryde sammen i konflikt og vold. Hvis alle vil have det samme, fordi de andre har det, skal der ikke meget til, før alle kommer i kamp mod alle. Når alles voldelige begær rettes mod alle de andre bryder ethvert fællesskab sammen i kaos. Men hvis det i stedet rettes mod en enkelt, opstår et samfund, mener Girard. Derfor er samfundets grundlæggende handling, at én bliver genstand for alles voldelige begær, så de kan samles om at fjerne ham. Volden er samfundets fundament. Det begær, som truer med at skabe et kaos af had mod hinanden, udløses i en fælles voldsaktion mod den ene. Han må ofres, for at fællesskabet kan oprettes. Og offeret må gentages med jævne mellemrum for at opretholde og bevare samfundet. Offeret bekræfter og bestyrker fællesskabet, fordi alle er sammen mod den ene i det. Det er syndebukkens funktion. I den europæiske historie er det ofte jøderne, der har fået den rolle. De har fået skylden for alle samfundets problemer, så alle har kunnet samle sig om at udstøde dem. Men også individuelle kvinder har gerne været syndebukke. Hekseafbrændinger var netop eksempler på, at samfundet lagde skylden for dets ulykker på en enkelt og samledes om at fjerne hende.
Her har den institutionaliserede religion sin rolle i samfundet, mener Girard. Den er på den ene side netop en begrundelse for dette offer, som skal sikre fællesskabet. Gud forlanger offeret, lyder det, så må fællesskabet samle sig om at finde den, der skal ofres. På den anden side etablerer religionen en ritualisering og symbolisering af offeret. Når religionen fungerer, finder offeret ikke sted som en spontan voldsakt, men i et kontrolleret og regelmæssigt gentaget ritual. Det er ikke et menneskeoffer, men et stedfortrædende dyreoffer, der symbolsk overtager et menneskes rolle. Således er religion med til at opretholde og bevare samfundet og gøre det humant, trods dets voldelige grundlag. Gud sikrer civilisationen, når han bestemmer, hvornår og hvordan det nødvendige offer skal bringes.
Men problemet forskyder sig, kan man se i praksis, når der findes flere religioner side om side. Så bliver fjenden den anden religion, der mener at være det, som ens egen religion skulle være, nemlig Guds sandhed. Så opstår problemet, som vi kender fra sandkassen, at man bliver nødt til at udrydde den anden, for at han ikke skal være det, man selv vil være. I dette tilfælde: Guds udvalgte. Og så er vi ved teksten fra Johannesevangeliet: De vil slå jer ihjel og mene, at de bærer et offer frem for Gud, når de gør det. Så har vi altså det dødsensfarlige forhold mellem religionerne, at de vil udrydde hinanden, fordi de hver især vil være den eneste, der kender Gud. Sådan er det i særlig grad i Johannesevangeliet, da både jøder og de kristne mener at have kendskab til den Gud, der har skabt himlen og jorden og har udvalgt Israel som sit folk. Grupperne kæmper om den samme Gud. Det skaber konflikt. Johannesevangeliets Jesus siger, at de vil udelukke jer fra synagogerne og slå jer ihjel, fordi de hverken kender Faderen eller – tilføjer han så – eller mig.
For det særlige for kristendommen frem for alle andre religioner er jo netop, at Faderen kendes gennem Sønnen. Og den Søn gav sig selv som offer. Eller Faderen gav sin Søn som offer. Ja, Gud gav sig selv som offer. Og oprejste offeret igen på tredjedagen. Ved den handling blev hele offerlogikken afsløret: Der er ingen Gud, der forlanger ofre. Ofre er ikke noget, mennesker skal bringe for Guds skyld. Ofre er noget, mennesker producerer for deres eget begærs skyld. Det afsløres, når Guds egen Søn efter sin Faders vilje uskyldig og uden synd, men frivilligt lader sig gøre til syndebuk. Så bliver det tydeligt, at offeret kun er nødvendigt på grund af menneskers mimetiske begær, deres sandkasselogik. Er det blevet åbenbaret, så er det også blevet klart, at et samfund ikke nødvendigvis skal bygge på den voldelige offerlogik, der først og fremmest frygter, at den anden har noget, jeg vil have. Der findes en anden logik, hvor fællesskabet skabes af den gensidige vilje til at ofre sig for hinanden, hvor man ikke mister noget, fordi andre får noget; hvor man ikke bliver mindre, når andre bliver større. Johannesevangeliet kalder den logik ånd, sandhedens ånd. For i den er alle bundet sammen i et fællesskab, der ikke kræver, at nogen gøres til ofre, men alle ofrer sig for hinanden. For den ånd stammer fra Jesus Kristus. I stedet for at efterligne hinanden er det sandhedens ånd at efterligne ham. I åndens fællesskab er det hans vilje til selvopofrelse, der skal forme vores begær. Så kan der skabes et fællesskab, der ikke handler om at udstøde og udrydde de andre, fordi de truer vores status. For værdien af det fællesskab består ikke i, hvem det udelukker, men hvem det er samlet om.
Det er den logik og det fællesskab, som vi er kaldet til at være vidner for. Det kan ikke ende i en voldslogik, der mener at frembære ofre for Gud, når andre undertvinges eller undertrykkes, for den logik har Sønnen selv afsløret som falsk. Kender man Faderen og Sønnen, er religiøs vold afmonteret. Det kan ikke siges tydeligere end i Johannesevangeliet: De kender hverken Faderen eller Sønnen. Det gælder, uanset i hvilken religions navn den religiøse vold udøves. Modsigelsen findes i sandhedens ånd, for den fastholder Jesu gerning og betydning. I vidnesbyrdet om den korsfæstede Guds Søn ligger selve udstillingen og undergravningen af offertankegangen. Jesu offerdød afslørede offerlogikkens tomhed og åbenbarede Guds sandhed. Således er det vidnernes opgave at videreføre det fællesskab i sandhedens ånd, der ikke ligger under for ugudelige offermekanismer og usande gudsforestillinger. Det er ikke ufarligt, for det bryder med verdens logik og det står imod menneskets grundlæggende begær, men det er det, som vi er kaldet til gennem Talsmanden, sandhedens ånd, som Sønnen sender til os fra Faderen.
DDS 743 – 300 – 301 — 308 – 348 – 355