- s.e.påske: Joh 17,20-26 (Vartov/Immanuel, 17.5.26)
Vi er en menighed, der forstår at respektere traditionen. Derfor skal det i respekt for min forgænger nævnes, at Aarhus Gymnastik Forening – AGF – de hviiie – efter 40 års ørkenvandring har vundet det danske mesterskab i fodbold. Formentlig ved de fleste allerede, at det skete sidste weekend, og den kamp, der spilles i Aarhus i dag, er helt uden betydning. Uden betydning for sæsonens resultat skulle jeg sige, for det viser sig, at den er meget vigtig for de omkring halvtredstusind fans, der vil samle sig rundt omkring i Aarhus.
Om få timer begynder festen. Byen vil blive klædt i blåt og hvidt. Kampsange vil gjalde gennem gader og tilråb lyde over pladser. Det vil blive en gigantisk fejring, hvor alle samles om byens hold. Fansene – både de gamle trofaste, der har været med til et par nedrykninger gennem årene, og de nytilkomne, der måske ikke helt ved, hvilken psyke det kræver at være GF’er – alle vil de fejre sammen. Forskellene mellem dem vil udviskes. Ligesom alle mulige andre forskelle forsvinder i dag. I festrusen kommer de sammen i glæden over fodboldheltene. For da gælder det, at alle uanset bopæl og indkomst, uddannelsen og karriere bliver ét. I eftermiddag forsvinder private sejre og nederlag til fordel for den fælles succes. Den personlige historie betyder intet, når blot man er blåhvid i hjertet, som de synger i en af deres sange.
Men man behøver hverken være AGF’er eller fodboldfan for at kende til noget lignende. Visse oplevelser ophæver de forskelle, der ellers definerer os. I nogle tilfælde bliver den personlige historie irrelevant. Oplever man en god koncert sammen, kan man blive forenet med personer, som man ellers ikke har andet tilfælles med end den musik, som man har hørt. Fællesskabet i musikken ophæver de individuelle forskelle. Foran Orangescene er det lige før også aldersforskelle kan miste betydning, fordi musikken overskrider grænserne. Private historier og særlige personligheder betyder intet, når man er ét i musikoplevelsen.
Peter Bastian, musikeren og musikskribenten, fortæller om en klassisk koncert, som han skulle til. I lobbyen stod en af de fruer fra forstæderne nord for København, som gerne gør opmærksom på sig selv. Ikke alene var den fornemme pelsfrakke og de dyre guldsmykker påfaldende, men stemmen var også både kraftigere og højere end andres. Alle kunne høre hende tale om sine egne luksuriøse oplevelser i verdens hovedstæder. Peter Bastian blev ikke charmeret af hende. Snarere irriteret over at skulle dele koncertsalen med hende.
Efter koncerten bemærkede han hende igen. Da stod hun for sig selv i garderoben og fumlede med sin pels. Hun forsøgte at få den på, men det ene ærme vendte tydeligvis forkert. Det havde damen blot ikke opdaget, for hun var helt tom i blikket, stadig opslugt af den musikoplevelse, som hun lige havde haft. Den personlighed, måske den facade, som hun havde båret før koncerten, var skrællet bort. Hun var ét med sin oplevelse og på den måde adskilte hun sig ikke længere fra dem, der havde haft den samme oplevelse. Så ændrede Peter Bastians syn på hende sig. Alle de karakteristika, der adskilte dem, forsvandt for en stund. De blev ét i oplevelsen.
Endnu mere ekstreme oplevelser af den type har fået sit eget navn, ja faktisk er de blevet diagnosticeret. Efter den franske forfatter Stendahl, der i 1817 beskrev sine oplevelser under et besøg i Firenze, har man talt om Stendahl-syndromet. Det er en psykosomatisk lidelse, der giver sig udtryk i svimmelhed, hjertebanken, forvirring eller ligefrem hallucinationer, og er forårsaget af en overvældende kunstoplevelse. Sådanne oplevelser, der ikke bare er gode, interessante eller spændende, men rokker ved selve ens identitet. Oplevelsen kommer til at fylde så meget, at man bliver i tvivl om, hvem man er. For alt det, som bestemte ens identitet, falder bort til fordel for det indtryk, som kunsten gør. Man bliver ét med sin kunstoplevelse.
Der er slet ingen tvivl om, at religiøse oplevelser kan have samme effekt. Som profeten Joel skrev om i den første læsning fra alteret, hvor ånden blive udgydt over alle mennesker. Mænd og kvinder, unge og gamle, selv slaver og slavinder skal se syner og profetere. Ingen af de forskelle, der ellers definerer individerne gælder, når ånden kommer over dem. Deres personlige historier mister betydning, så de bliver ét, fordi de alle har den samme ånd. De er forenet i ånden. Åndens tilstedeværelse får alle forskelle til at forsvinde.
Mindre ekstreme tilfælde kan have samme effekt. Gudstjenester med fokus på æstetik og stemning tilstræber noget lignende. Menigheden skal føres frem til en religiøs oplevelse, der lader forskellene forsvinde. Man bliver forenet oplevelsen, så forskellene i øvrigt falder bort. Alle bliver ét, så menigheden er ét legeme.
Nogle teologer mener endda, at det er selv pointen med kristendommen: at få del i Kristi legeme og bliver forenet i Guds ånd. Så der ikke længere er forskellige køn, forskellige etniciteter eller forskellige sociale grupper. Der er ikke mand og kvinde, jøde eller græker, slave eller fri. Alle forskellene falder bort, når alle bliver forenet i ånden og bliver samlet i Kristi legeme. Personlige historier og private forhold betyder intet. Alle er ét i Kristus.
De teologer, der mener, at kristendommen skal forstås som en delagtighed i Kristus, mener naturligvis også, at det er, hvad Jesus beder om i dagens tekst. Når han ikke længere er til stede, skal de troende være forenet med hinanden og med ham gennem den herlighed og den kærlighed eller den ånd, som han har givet dem fra sin fader.
Så bliver det deres opgave at leve ud fra det fællesskab i Kristus, som vi fejrer og dyrker i gudstjenestens oplevelse, for at hele verden kan forstå, at det er den guddommelige kærlighed, der tager form i det troende fællesskab. I den sammenhæng og i den enhed er man nemlig helt befriet fra sin personlige historie, alle dens fortrydelser og ærgrelser, alle dens svigt og savn. Og man er helt løst fra sine egne individuelle karaktertræk, ens utilstrækkelighed og urimelighed. For man er ét med Kristus uanset hvem man i øvrigt er. Som de bliver ét i festen i Aarhus, som man bliver ét i musikken og i kunsten, så man for evigt kan leve i enheden. For således bliver Guds herlighed og kærlighed ved med at være kendt i verden.
Måske har de ret. Måske er det, hvad Jesus beder om i Johannesevangeliet. Men måske må man også lytte, når Jesus siger ”ligesom du, fader, i mig og jeg i dig”, for det betyder ikke bare, at Jesus og hele hans historie med lidelse, død og korsfæstelse opløses i enheden med faderen, men at enheden med faderen kommer til udtryk i den historie. Selve pointen i Johannesevangeliet er jo, at Jesus åbenbarer Guds herlighed og kærlighed gennem sin egen private historie, gennem sin individuelle personlighed. Hans enhed med faderen findes i den person, som han er. Fællesskabet med faderen findes ikke på trods af alle hans særtræk og karakteristika, men i kraft af dem. Det er netop som hele det menneske, som han er, at han er ét med faderen.
Så er den enhed ikke et fællesskab på trods, men i kraft. Det er ikke et, hvor den private historie og individuelle personlighed må opløses og bortfalde, som i alle de fællesskaber vi ellers forestiller os. Alle de fællesskaber, der skabes af jubelen og glæden, af interessen og oplevelsen, findes på trods af forskelle og overvinder alle uligheder. I dem bliver man ét, på trods af hvem man hver især er. Men i den enhed i herlighed og kærlighed, som Jesus beder om i dag, bliver man ét, i kraft af den man er, så forskellig og anderledes man end måtte være. Så bliver man ét nøjagtigt som man er, med alle ens individuelle særheder og særtræk, med ens personlige historie fyldt af smerte, svigt og savn og fyldt med glæde og jubel. Så kan man i den enhed være præcis den, man er, og alligevel vise – nej, ikke alligevel, men dermed: man kan være præcis den, man er, og dermed vise, hvad det vil sige at være ét i Guds herlighed og kærlighed.
Det er næsten ikke til at forstå, for alle menneskelige fællesskaber beror på at man ser bort fra noget for at kunne samles om noget andet. De er fællesskaber på trods. Men det er ikke et sådant fællesskab Jesus beder om i dag. Det er et fællesskab med ham og hans fader og alle, som er givet til ham, i kraft af dem de er. Det er et fællesskab i kraft. Det er anderledes end alle menneskelige fællesskaber, og det er det fællesskab, som pinsen handler om.