Jesu sidste bøn
v.20 »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, v.21 at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. v.22 Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, v.23 jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.
v.24 Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. v.25 Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; v.26 og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«
Joh 17,20-26
Teksten forhold til de andre evangelier
Det er en helt igennem johannæisk tekst uden paralleller i de synoptiske evangelier.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som teksten til 5. søndag efter påske er også denne tekst taget fra den såkaldte ypperstepræstelige bøn (Joh 17), som afslutter afskedstalekomplekset i Johannesevangeliet. Dette er bønnens afslutning. Forud har Jesus bedt for de troendes væren i verden, hvor de overtager hans forhold til verden: dels møder de verdens modstand, dels skal de udføre en opgave over for den. I dette afsnit skifter temaet til at omhandle de senere generationer af troende (v. 20-23) og slutter med et eskatologisk udblik (v. 24-26).
Herefter begynder passionshistorien i kap. 18.
Tekstens detaljer
Selv om teksten kan forekomme fremmedartet på grund af den karakteristiske johannæiske sprogbrug, er den faktisk ikke så svær at forstå. Man skal blot have nogle af de væsentligste forestillinger på plads. Dem gennemgår jeg hurtigt.
Reciprok immanens: Dette opstyltede udtryk dækker over den gennemgående forestilling i Johannesevangeliet, at faderen og sønnen er i hinanden og de troende mennesker inddrages i denne væren-i-hinanden. Grundlaget for denne idé er ånden, som Jesus giver til mennesker. Ånden (græsk: pneuma) er et andet udtryk for ordet (græsk: logos), som Jesus har og er i Johannesevangeliet. Når han har ånden, er han ét med Gud, dvs. fader og søn er gennem ånden i hinanden. Når mennesker modtager ånden fra Jesus, bliver de inkorporeret i denne gensidige væren-i-hinanden (reciprok immanens), så det bliver én enhed.
Herlighed: Herlighed (græsk: doxa) er udtryk for den guddommelighed, som Jesus besidder, der gør ham ét med Gud. Den viser han i sine tegn under sit jordeliv og efter sin død forvandles han helt til denne guddommelige herlighed. Den proces kaldes herliggørelse. Ved opstandelsestilsynekomsterne fremstår han helt herliggjort, så der ikke er tvivl om hans guddommelighed. Man kan opfatte det i sammenhæng med forestillingen om ånden, som han så at sige gennemtrænges fuldstændigt af i sin herliggørelse. Pointen her er altså, at de troende får samme status i deres jordiske eksistens, som Jesus havde. De har af Jesus modtaget den guddommelige herlighed fra Gud, så de nu i deres menneskelige eksistens også er guddommelige. De er Guds børn, som det hedder andet steds i evangeliet, fordi de er blevet født af ham ved ånden.
Gud-Jesus-troende: Faktisk udtrykkes den samme struktur med andre begreber end ånd og herlighed. Kærlighed skaber også en forbindelse mellem Gud og Jesus og fra ham til de troende. Det adskiller dem fra verden. Åbenbaring og erkendelse medfører det samme. Begge dele skaber tilsvarende en modsætning til verden.
v.20-21: Jesus udvider sin bøn til ikke blot at omfatte disciplene omkring sig, men også de kommende generationer af troende. Dem, der kommer til tro på grund af disciplenes ord (logos). Fordi begrebet logosanvendes, bliver det tydeligt, at disciplene fortsætter Jesu virke. Som han overgiver dem ånden, som er det samme som ordet (pneuma og logos er to sider af samme sag), skal de videregive hans ord, som er det samme som ånden. Dermed fortsætter hans virke efter hans død med samme effekt: De troende bliver ét med ham og hans fader og med hinanden, fordi de alle har del i den samme ånd.
På den måde viderefører menigheden også Jesu mission over for verden. Den skal på grund af menigheden komme til tro på, at Jesus er udsendt af Gud.
v.22-23: Det samme siges med andre begreber. Herligheden forbinder dem i den reciprokke immanens. Verden skal erkende, at Jesus er udsendt, fordi kærligheden forbinder menigheden med det guddommelige fællesskab. Det er den fuldendte enhed.
v.24: Jesus beder om, at de troende skal være, hvor han er. Det er et udtryk for det særlige johannæiske fortælleperspektiv, der lader Jesus tale ud fra en situation, der først opstår i fremtiden. Man kalder det et ”efterpåskeligt perspektiv”. Stedet, hvor Jesus er, er altså hos hans fader i himlen. Der skal de se den guddommelige herlighed, som han har hos sin fader, hvor den er helt utvetydig til stede som hans guddommelighed. Dette syn må opfattes som den endetidige fuldendelse af fællesskabet mellem de troende, sønnen og faderen. Det er nemlig den kærlighedsrelation, der har eksisteret fra evighed, som de troende inddrages i. Jesus har udtrykt denne kærlighed ved at give sig selv for dem i døden.
v.25-26: Her fremføres samme relation som en erkendelsesrelation. Ånd, herlighed, kærlighed og erkendelse er grundlæggende alle forskellige sider af samme sag. Men de udtrykker selvfølgelig forskellige aspekter. Konkret fysisk etableres fællesskabet mellem de troende og med faderen og sønnen gennem ånden. Kognitivt findes det i erkendelse af, hvem Gud er, som Jesus har åbenbaret det. Det er således ikke blot et åndeligt fællesskab, men også et erkendelsesfællesskab, der skabes. Mange steder i Johannesevangeliet ser det ud til, at dette er den væsentligste del. For selve målet med Jesu virke er at formidle erkendelse af, hvem Gud er. Det gør han gennem den kærlighed, der udtrykker sig i korsdøden.
Tekstens fortolkning
Som sagt indledningsvis er tekstens grundlæggende struktur ikke så kompliceret. Den består ret præcist i, at menigheden inddrages i det guddommelige fællesskab, så det er et og det samme. Vanskelighederne og tekstens kompleksitet kommer til udtryk i de forskellige termer og begreber, der anvendes om denne struktur, for de er ikke blot synonymer. Tro, erkendelse, kærlighed, herlighed, ord og (underforstået) ånd markerer forskellige aspekter af den fuldendte enhed. Måske kan den samlede pointe udtrykkes således: Menigheden er indoptaget i det guddommelige fællesskab, fordi de har modtaget den åbenbaring af Gud, som Jesus har foranstaltet ved at give Guds kærlighed udtryk i sit liv og død, så de nu ved, hvem Gud er, og skal leve i den forståelse, så de selv bliver en del af Jesu udlægning af Gud.