Joh 17,20-26
Jesus tager afsked.
I dag som i de foregående søndage er evangelieteksten taget fra den del af Johannesevangeliet, der kaldes afskedstalen. Efter at have vasket disciplenes fødder holder Jesus en lang tale. Vi kalder den afskedstalen, for det er almindeligt i den antikke litteratur, at vigtige mænd holder en tale før deres død, hvor de ordner forholdene for den tid, hvor de ikke længere er til stede. Afskedstalen handler altså om tiden under deres fravær. Det fravær, der skal indtræde, når de dør. For så skal deres kære være alene tilbage, og så er det godt at have fået gode råd med på vejen.
Men i Johannesevangeliet er afskedstalen ikke en rigtig afskedstale, for den handler ikke om fraværet. Eller det vil sige, den handler om fraværet, men i det fravær er der et nyt nærvær. Jesus forsvinder nemlig ikke, når han bliver fraværende ifølge Johannesevangeliet. Han bliver fraværende for at komme til stede på en ny måde. I fraværet er han nemlig nærværende uden at være det fysisk. Han skal være nærværende i ånden, i Talsmanden, i kærligheden blandt disciplene, så han aldrig forlader dem faderløse. Det nærvær i fraværet handler afskedstalen om i Johannesevangeliet. Derfor kan man kalde talen afskedstalen om det nye nærvær, hvis man vil ramme dens indhold og ikke bare dens genre.
Til slut i afskedstalen beder Jesus. Dagens tekst er afslutningen på den bøn. Han beder for sine disciple, men ikke kun for dem. Han beder for alle, der kommer til tro på ham på grund af deres forkyndelse. På grund af deres ord står der. Og man fornemmer tydeligt sammenhængen mellem det ord, som Jesus er, fordi ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og det ord, som disciplene har. I deres ord er Jesus-ordet til stede. Gennem deres ord er der adgang til Jesu ord. Derfor kan han bede for dem alle, både disciplene og de senere troende, for de har alle modtaget ordet, som Jesus er. Der ikke forskel på disciplene og senere generationer af troende.
Her er det som om, teksten forvandler sig. Grænsen mellem tekstens verden i Johannesevangeliet og læserens verden, vores verden, uden for Johannesevangeliet bryder sammen. Med Jesu bøn for alle, der kommer til tro, peger han ud af teksten på læserne, på os, og inddrager os i teksten. Nu handler den om os. Vi kan ikke undslå os, for når vi hører evangelieteksten, hører vi netop det ord, som er Jesus og er disciplenes ord. Vi skal ikke overveje, om vi nu tror, at dette er sandt eller anser hint for at være sandsynligt. Det er ikke, hvad Johannesevangeliet mener med tro. Troen er det at modtage hans ord som rettet til os, så inddrages vi nemlig i det, han siger. Så handler hans bøn om os. Så beder han for os. Og det er det, han gør. Han beder for os. Vi tror, når vi lader ham gøre det.
For os beder Jesus om det, man altid beder om, når man tager afsked. Han beder om, at forholdet må forblive, at det må være stærkt nok til at klare adskillelsen. Så enheden ikke falder fra hinanden, men forbliver. Heri er nemlig hans nærvær i hans fravær. Når hans ord forbliver i den enhed, som er samlet om hans ord, så er han nærværende, selv om han er fraværende. For så er det selve enheden, der gør ham nærværende. Det er i enheden af de troende, hvori han er nærværende.
Og man kan blive lidt skræmt. For er man selv blevet inddraget blandt dem, som Jesus beder for, så er man det også i den enhed, der gør ham nærværende. Den enhed, der skal være ét ligesom han er ét med sin fader. Ja, det er i den enhed, der er i ham, som han er i sin fader. Man skræmmes, for hvordan kan nogen, hvordan kan vi, sige, at vi er i ham, som han er i sin fader? Er det ikke en selvovervurderende mysticisme at ville være inddraget i en guddommelig enhed, endda at vil udtrykke denne enhed på jorden, så verden skal komme til tro, når den ser den? Hvordan kan enheden mellem fader og søn findes hos os på jorden?
”Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem,” siger Jesus, og sætter dermed de troendes enhed lig med sig selv. Han har herligheden fra faderen. ”En herlighed, som den enbårne har den fra faderen, fuld af nåde og sandhed,” som det hedder i begyndelsen af evangeliet. Den herlighed har han givet sine disciple og alle dem, der er kommet til tro ved deres ord, dvs. alle os. Og man synes, at det bliver endnu vanskeligere at bære. Skulle vi have den herlighed, som den enbårne søn har? I Johannesevangeliet er herligheden Jesu guddommelighed, som han har, selv om han er menneske. Det er hans guddommelige væren, selv om han fremtræder i menneskeligt kød. Altså den herlighed, som han åbenbarer, når han skal vise, at han er Guds søn. Skulle de troende, skulle vi, have den herlighed? Det er ikke til at tro. Skulle der være overensstemmelse mellem Jesus, der har herligheden fra faderen, og de troende, der skulle have fået herligheden fra Jesus?
Men hos Jesus i Johannesevangeliet var herligheden skjult til stede. Umiddelbart fremstå han som et almindeligt menneske, der ikke adskilte sig fra alle andre mennesker. Kun for de troende, åbenbarede han sin herlighed. Kun de troende fik adgang til hans særlige væren, som ikke var umiddelbart tilgængelig for nogen. For hans herlighed er det, der gav ham ære og værdighed, selv om man ikke kunne se det. Det, der gjorde ham guddommelig i hans menneskelighed. Det, der gjorde ham til Guds søn, selv om han var Marias barn. Det kunne alle ikke se. De så kun de troende.
Samme tvetydighed må gælde for de troende selv, der har modtaget herligheden. Heller ikke dem forvandler den synligt, så de af alle kan genkendes som en enhed med faderen og sønnen. Herligheden gør dem ikke til halvguder på jorden. De forbliver umiddelbart almindelige mennesker, og deres liv bliver ikke et synligt anderledes end det almindelige menneskeliv. Men de mennesker og deres menneskeliv får guddommelig ære og værdighed. Det er herligheden, som de har fået, er guddommelig værdi og status. Sådan må det være, når det er alle troende, i alle generationer, alle os, der får den herlighed, som faderen har givet sønnen. Så er det ikke en ændring af det almindelige liv, som vi lever, til et særligt guddommeligt liv. Det er ikke en forvandling af os til at være andre, end vi er. Det er os og vores liv netop som det er, der gives den guddommelig ære og værdighed. Det er herligheden, som vi har fået.
Af den grund skal verden erkende, at Jesus er udsendt af faderen og har elsket sine troende, som han selv er elsket af faderen. Sådan beder han. Når livet leves, som har guddommelig status og værdi, når vi lever livet for og med hinanden i troen på, at det har guddommelig ære og værdighed, vil verden møde noget, som den ikke kender. I verden har livet nemlig ikke guddommelig værdi. I verden er liv tal og statistikker. I den tæller livet ikke for noget særligt, medmindre personen selv har gjort sig til noget særligt. I verden tæller kun det liv, der har særlig status, mens de liv, der bare er menneskeliv, måske ikke engang optræder som et tal. For i verden har nogle liv status, mens andre liv ingen status har. Men for dem, der er ét med faderen og sønnen, har ethvert liv guddommelig status, for det har modtaget herligheden, som faderen gav til sønnen. Verden skal erkende det, når de troende åbenbarer herligheden ved at lade ethvert liv have samme guddommelige ære og værdighed.
Jesus beder i sin afskedstale om, at livet med hans herlighed skal være vores liv. Livet i verden er fyldt med uklarheder og tvetydigheder. Men når det leves som et liv med guddommelig ære og værdighed, for det klarhed og entydighed. Så bliver det utvetydigt rettet mod fuldendelsen i den fuldstændige enhed med faderen og sønnen. Der vil det til sidst blive fuldendt og forenet med Jesu egen herlighed. Den herlighed, som han havde, før verden blev grundlagt. Således beder Jesus til sidst, at de troende, der har fået hans herlighed, skal se hans herlighed. Det liv, som de skal leve, skal nemlig være orienteret mod det fuldkomne liv, det liv, der er i fuld overensstemmelse med Gud. Det liv, som Jesus selv levede. Han beder om, at det også må være vores liv, et liv med guddommelig ære og værdighed. Det er et liv i samvær med ham trods hans fravær. Den bøn inddrager han os i, så vi ikke kan andet end selv bede med på den i enhed med ham. Det skal vi i den næste salme, vi skal synge.
DDS 722 – 287 – 665 — 289 – 281 – 257