6. søndag efter påske (1)
v.26 »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. v.27 Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen.
v.1 Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. v.2 De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. v.3 Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.
v.4 Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«
Joh 15,26 – 16,4
Tekstens forhold til de andre evangelier
Vi er atter i Johannesevangeliets afskedstale, som ikke har direkte paralleller i de synoptiske evangelier. Der findes i de andre evangelier tale om forfølgelse (fx Matt 13,21; Mark 4,17) og Jesus forudsiger, at disciplene vil blive forfulgt (Matt 10,23; Mark 10,30). Der er forudsigelser af forfølgelser, hvor synagogerne tager aktiv del (Matt 10,17; 23,34; Mark 13,9; Luk 21,12). Hos Markus hedder det: ” Men tag jer i agt! Man skal udlevere jer til domstolene, og I vil blive pisket i synagogerne, og I vil blive stillet for statholdere og konger på grund af mig, som et vidnesbyrd for dem. Først skal evangeliet prædikes for alle folkeslag. Og når de fører jer for retten, skal I ikke på forhånd bekymre jer om, hvad I skal sige; men det, som bliver givet jer i samme stund, det skal I sige; for det er ikke jer, der taler, men Helligånden” (Mark 13,9-11; Jf. Luk 21,12-15; Matt 10,17-22). Selv om forbindelsen mellem den fjendtlige synagoge og Helligånden minder om teksten fra Johannesevangeliet, er det sikkert noget helt andet, der er på spil i Johannesevangeliet.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som sagt hører teksten til afskedstalen. Umiddelbart forud er der et længere stykke om forfølgelse i verden (Joh 15,18-25). Efter teksten kommer endnu en tekst om Talsmanden og dens rolle over for verden (Joh 16,5-11). Man kan overveje, om kapitelinddelingen har ret, så der begynder et nyt afsnit i 16,1, og om der slutter et afsnit i 16,4, som afsnitsinddelingen i den danske oversættelse tilkendegiver. Man kan også forestille sig, at afsnittet stopper midt i v. 4, så sidste halvdel indleder et nyt afsnit. Ligesom man kan tænke, at 15,26-27 faktisk hører sammen med de foregående vers eller – måske mere sandsynligt – udgør et selvstændigt afsnit. Og det forekommer muligt, at verdens had mod Jesus, som står omtalt i ”deres lov” (Joh 15,25), hænger sammen med udelukkelsen fra synagogerne (Joh 16,2). Det er kort sagt ikke helt indlysende, hvordan teksten hænger sammen med sin kontekst.
Under alle omstændigheder er indledningen i denne tekst et ord om den kommende Talsmand, der hører sammen med de andre Talsmands-ord i Johannesevangeliet (Joh 14,16.26; 16,7.13) og peger frem mod Jesu fravær, der erstattes af Talsmandens nærvær.
Den situation hænger altså sammen med de andre beskrivelser af situationen efter påske, der skal være bestemt af glæde (Joh 16,22), bønshørelse (Joh 16,23), forkyndelse ligeud (Joh 16,25), men altså også forfølgelser (Joh 16,2).
Tekstens detaljer
v.26: Talsmanden kaldes her også ”sandheds ånd”. Talsmanden identificeres flere steder med ånden, men når det sker, er der altid en bestemmelse knyttet til ånden, enten ”sandheds ånd” (Joh 14,16; 15,26; 16,13) eller ”hellig ånd” (Joh 15,26). Men der menes den ånd, som disciplene modtager ved Jesu opstandelse (Joh 20,22). Dens oprindelse bestemmes som guddommelig, for så vidt Jesus sender den fra faderen, og den udgår af faderen. Det svarer til, at Gud ifølge Johannesevangeliet simpelt hen er ånd (Joh 4,24), og i øvrigt at den sande gudsdyrkelse skal finde sted i ”ånd og sandhed” (Joh 4,23). Talsmanden er altså som ånden den forbindelse til Gud, som Jesus etablerer, når han overgiver de troende ånden fra Gud.
Talsmandens funktion bestemmes her som vidne om Jesus. Andre steder siges det, at den skal minde om, hvad Jesus har sagt (Joh 14,26), eller tale, hvad den hører af Jesus (Joh 16,13-14). I Johannesevangeliets sammenhæng er det tydeligt, at den skal fortsætte Jesu forkyndelse, der jo netop har handlet om ham selv og hans forhold til faderen. Det er altså den forbindelse til Gud, som Jesus selv har været i sit jordeliv, som Talsmanden skal fortsætte. Og Jesus selv er sandheden (Joh 14,6), derfor er Talsmanden sandhedens ånd.
I øvrigt har dette vers været baggrunden for nogle af de hårdeste teologiske og kirkelige kontroverser i historien. Ved et kirkemøde i Toledo i 587 blev der foretaget en tilføjelse til den nikænske trosbekendelse. Den nikænske trosbekendelse blev først vedtaget i 325 i Nikænum og siden stadfæstet med visse modifikationer i 381 i Konstantinopel. Derfor fik den navnet den nikæno-konstantinopoletanske trosbekendelse (se bagerst i salmebogen). I Efesus i 431 besluttede man, at der intet kunne tilføjes denne trosbekendelse. Men ved mødet i 587 tilføjede man alligevel ”og fra sønnen” (latin: filioque) til artiklen om helligånden. Før hed det: ”Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen”. Dette svarede altså præcist til Joh 15,26. Man ændrede den latinske tekst til ”Helligånden, som er Herre, og som levendegør, som udgår fra Faderen og fra Sønnen”. Det har som bekendt ikke belæg i Det Nye Testamente. Årsagen til denne tilføjelse var et opgør med den teologiske retning arianismen, der havde fået navn efter grundlæggeren Arius (ca. 250-336). Arius lærte, at Sønnen ikke var af samme væsen som Faderen. Han var skabt af Faderen og således underordnet ham. Derfor kunne Helligånden heller ikke udgå fra Sønnen. Dette antaster naturligvis den guddommelige enhed og er i direkte modsætning til treenighedslæren. Arianismen konstruerer snarere et hierarki blandt de guddommelige personer. Arius blev erklæret for kætter i 325, men hans lære levede videre. Tilføjelsen til trosbekendelsen skulle gøre det af med den. Imidlertid udløste det et af de største skismaer i kirkehistorien, og positionerne skiftede gennem århundrederne. Det var medvirkende til delingen af kirken i en øst- og vestkirke i 1054. Først i det ellevte århundrede gjorde vestkirken under pavens overherredømme det entydigt, at filioque var en del af trosbekendelsen. Teologisk var dette nødvendigt for at sikre, at det er den fulde guddommelige enhed, herunder Kristi frelsergerning, som Helligånden forbinder den troende med.
- 27: Eftersom Talsmanden skal videreføre Jesu virke ved at vidne om ham, skal disciplene også vidne, for de har været med fra begyndelsen. Der er dog næppe tale om to forskellige vidnesbyrd. Sammenhængen til det foregåede vers er tydelig nok. Disciplene modtager Talsmanden og kan derfor vidne.
v.1: Med udsagnet ”dette har jeg talt” tænkes der formentlig ikke kun på det foregående, men på hele Jesu tale. Det, han siger, skal forberede dem på tiden efter hans bortgang. Det er særligt vigtigt, al den stund tiden også vil indeholde besværligheder, som det er temaet i det følgende.
v.2: Ordet, der oversættes ”udelukke fra synagogerne”, kendes første gang fra Johannesevangeliet (her og i Joh 9,22). Det lyder som en teknisk term, fordi det er ét ord (aposynagôgos ”synagogeløse”), men det findes ikke andre steder. Man har spekuleret over, om det kan referere til en formel foranstaltning i synagogerne, der skulle sikre, at de Kristus-troende ikke kunne være med. Det mest kendte forslag er, at der blev indført en ”forbandelse af de små” (birkath ha-minim), dvs. de lidettroende, altså de vantro, i den jødiske atten-bøn, som anvendtes ved synagogetjenesten. Man har ment, at denne tilføjelse blev indført omkring år 90, og at den forhindrede de Kristus-troende i at komme i synagogen, for så ville de jo skulle forbande sig selv. Således skulle udtrykket i Johannesevangeliet afspejle en situation, hvor de Kristus-troende blev formelt udelukket af synagogerne og officielt forfulgt af jøderne. Det underbygges af, at udtrykke ”tjene Gud” er en oversættelse af et udtryk med liturgiske konnotationer, der betyder ”frembære en tjeneste for Gud”.
I dag er man noget skeptisk over for denne teori. Det er klart, at der på forskellige tidspunkter har været stærk modstand fra jødiske grupper (Paulus er jo et eksempel på det: i sit liv forfulgte han først de Kristus-troende og stod ifølge Apostlenes Gerninger bag Stefanus’ martyrium, og siden blev han selv udsat for fysiske straffe pga. sin tro), men det er ikke muligt at konstatere en formel udelukkelse eller officiel forfølgelse i andre kilder. Og det forekommer usandsynligt, at Johannesevangeliet skulle være skrevet i en akut forfølgelsessituation. Det efterlader imidlertid det problem, at det nærmest er umuligt at forklare, hvad Johannesevangelisten havde i tankerne. Måske har han ikke en konkret konflikt i tankerne, men mener blot teoretisk, at forholdet til synagogen vil udvikle sig således, at jøder og kristne ikke kan være i stue sammen, og jødedommen vil opfatte det som en tjeneste for Gud at udrydde de kristne. Det er en naturlig, men radikal konsekvens af det modsætningsforhold mellem Jesus og jøderne, som er bygget op gennem hele Johannesevangeliet (se særlig kap. 8). Alligevel kan man ikke sige, at jødedom og kristendom har delt sig i to forskellige religioner i Johannesevangeliet, for årsagen til den hårde uforsonlige konflikt er netop, at de begge påberåber sig den samme tradition. Jøderne mener, at de kristne er blevet vildledt af en person, der påstår, at han er Guds søn. De kristne mener, at jøderne har tabt deres egen arv, fordi de ikke vil tro, at Gud har sendt sin søn. Det er altså den samme Gud, begge grupper taler om. Den Gud, der findes i Det Gamle Testamente.
v.3: Forklaringen på modstanden er netop dette: ifølge Johannesevangeliet kender jøderne ikke Gud, for han kan kun kendes gennem sin søn. Kender de ikke sønnen, kender de ikke faderen.
v.4: Selv om Johannesevangeliet måske er skrevet omkring år 100, og det således trækker på mange årtiers erfaringer med forholdet mellem kristne og jøder, og den konflikten mellem dem muligvis afspejler en epoke i menighedens historie, er udsagnet i Johannesevangeliet en forudsigelse om en periode, der skal komme. Jesus udtaler sit formål med forudsigelsen: at de skal huske, at han har sagt det. I Johannesevangeliet er ordet ”at huske” næsten et teknisk udtryk. Det betegner en erindring, der på grund af indtrådte begivenheder har fået en ny betydning. Fx kvindens smerte, da hun skulle føde, den husker hun ikke på grund af glæden over barnet (Joh 16,21); eller Jesu ord, som disciplene forstår, når de husker dem efter hans opstandelse (Joh 2,22). Således er det her, at Jesu ord får værdi, når begivenheder indtræder, så belyser de hinanden. Jesu ord bliver tydelige som guddommelige profetier, og forfølgelsen bliver bestemt som en nødvendighed, fordi Jesus har sagt dem. Med andre ord fortolker, forklarer og begrunder Jesu ord den modstand og de forfølgelser, som menigheden har oplevet eller oplever, uanset hvilken karakter den har.
Det sidste halvvers viser, hvad forskellen er på den time, der skal komme, og situationen hidtil i Johannesevangeliet. Da var Jesus med dem. I fremtiden skal han ikke længere være sammen med dem. Så bliver situationen en anden, som han nu har redegjort for.
Tekstens fortolkning
Som antydet har teksten givet anledning til mange spekulationer om den johannæiske menighedshistorie. Man mener her at kunne se et traumatisk brud med den jødiske synagoge bag den. Dette brud skulle være årsag til affattelsen af første version af Johannesevangeliet. Siden blev evangeliet bearbejdet og redigeret i flere omgange. Men som nævnt er disse teorier ikke almen antaget længere. I stedet må man opfatte teksten som en konsekvens af den modsætning til jøderne, som evangeliet selv har bygget op. Hvordan den forholder sig til forholdet mellem den johannæiske menighed og de ikke-troende jøder i virkeligheden er vanskeligt, næsten umuligt at afgøre. Jeg er nok mest tiltalt af en teori, som har en vis medvind i øjeblikket, nemlig at Johannesevangeliet retorisk arbejder med radikale modsætninger (op – ned, lys – mørke, sandhed – løgn, herlighed – kød, Gud – Satan), hvilket medfører en lige så radikal modsætning mellem tro – ikke-tro og dermed kristne – jøder. Det er den modsætning, der her (og i kap. 8) føres ud i sin ekstrem, så den forstås som et dødeligt fjendskab mellem de to grupper. Jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis svarer et-til-et til noget i menighedens samtid.
Men der er tværtimod grund til at være på vagt over for de konflikter, der kan skabes, når disse retoriske modsætninger bruges til at fortolke konkrete forhold i virkeligheden. Hvis mindre uoverensstemmelser og meningsforskelle tolkes som et udslag af den grundlæggende modsætning mellem Jesus og jøderne, der fremstilles i Johannesevangeliet, er der det bedste udgangspunkt for en reel konflikt. Og omvendt kan selv mindre modstand give anledning til modsætninger af kosmologiske dimensioner, når de fortolkes i et radikalt dualistisk univers. Jeg tror mest på, at baggrunden for Johannesevangeliets forhold til jøderne har været små kontroverser og måske chikanerier, men at det i det johannæiske univers er blevet til projiceret ud på at mytologisk niveau, der står i fare for at begrunde endnu større modsætninger. Konklusionen er, at man skal være varsom med at slutte fra tekst til virkelighed, men endnu mere varsom med at slutte fra virkelighed til tekst, så teksten får lov at bestemme virkeligheden.