Det sidste måltid
Matth 26,17-30
New Yorker-fotografen Henry Hargreaves har udført et projekt, hvor han har taget billeder af forskellige måltider. Alle fotos er taget lodret fra oven. Måltidet ser ud, som det man ser, når man sidder til bords og kigger ned på sin tallerken. Eller måske snarere, som det ser ud, når man har hentet sin mad i kantinen og kigger ned på bakken. Det er meget forskellige måltider. Fra overdådige, overfyldte tallerkner med bøffer og skaldyr eller friturestegte kyllinger; til en tallerken med blot én oliven og endda en helt tom bakke. Billederne er æstetisk præsentable, men det er tydeligvis ikke illustrationer til kogebøger eller reklamefotos for restauranter. Dertil er de for sterile. De er nærmest intetsigende. Det er bare mad.
Men hvert foto afbilleder det sidste måltid, som en dødsdømt amerikansk fange har indtaget før sin henrettelse. Til hvert måltid er der en kort tekst med enkelte oplysninger samt den dødsdømtes navn, forbrydelse og henrettelsesform, foruden menuen. I den sammenhæng er de alt andet end intetsigende.
På mig gør billederne et stærkt indtryk. De fortæller deres egen særegne historie om den pågældende indsatte. Man får et forunderligt, næsten privat indblik i deres personlighed. John Wayne Gacy, fx, fik en stor menu med rejer, kyllingevinger og pomfritter fra Kentucky Fried Chicken, hvor han havde været ansat, samt friske jordbær. Hvorfor de friske jordbær, spørger man sig. Er det, fordi han gerne ville rense munden med noget let og syrligt efter den tunge fedtrige hovedret? Eller Ronnie Lee Garner, som spiste bøf og stegt hummerhale, mens han så filmen ”Ringenes Herre”. Timothy McVeigh fik en hel liter mintis med chokoladestykker. Er det en barnlig drøm om at få lov at spise sig mæt i is, der går i opfyldelse? Andre vil ikke ønske et måltid eller nægter helt at modtage et. Og så er der Ricky Ray Rector, der gemmer sin dessert til senere! Og Viktor Feguer, der bad om en enkelt oliven – med sten. Hvorfor med sten? Kunne han godt lide at have olivenstenen i munden? Mindede det ham om noget godt, som han gerne ville tænke på i sine sidste timer? Man kan ikke vide det, men detaljerne antyder en personlig historie, som man ikke kan se på de dødsdømtes rædselsvækkende generalieblad, og som man næppe heller havde opdaget, hvis man havde mødt dem. Maden afslører, at vi har noget til fælles. At der trods alt findes et niveau, hvor vi har gjort de samme erfaringer og deler de samme behov. Måske – formentlig – det eneste niveau vi har til fælles. For jeg tænker, at jeg – vi – i øvrigt er meget forskellige fra disse personer, hvad angår opvækst, miljø og stort set alt andet. Men man ser på billederne af deres sidste måltid og erkender, at der alligevel er noget, der forbinder os. Det er en ganske banal og triviel indsigt, men når det drejer sig om personer med mange mord og voldtægter på samvittigheden, er det ikke så enkelt at sige: ”vi er alle mennesker”. Det udtrykker en samhørighed og et fællesskab, som man nok i virkeligheden helst ville frasige sig.
I dag fejrer vi måltidsfællesskabet. Jesus holder sit sidste måltid. Han står foran sin henrettelse. Men i modsætning til andre dødsdømte får han ikke et sidste måltid. Han giver det. Ikke blot i den forstand, at han er vært. Han giver et måltid, i den forstand, at han efterlader sig et måltid til sine efterladte, som de til enhver tid på ethvert sted kan gentage til minde om ham. Og mere end det. Det er ikke blot et mindemåltid, han indstifter. Brød og vin er hans legeme og blod. Diskussionerne om, hvordan ordet er skal forstås, har haft verdenshistoriske konsekvenser. Kirkelige splittelser og skismaer er opstået på grund af det spørgsmål. Hvis man mener, at er udtrykker en identitet, som i 2 + 2 er 4, så brød og vin faktisk er identisk med Jesu legeme og blod, og Jesus altså er reelt til stede i brød og vin, selv om det ikke ser sådan ud, nærmer man sig en katolsk opfattelse og dens meget sofistikerede tanker om den forvandling af brød og vin, der finder sted. Hvis man i stedet mener, at er udtrykker en form for repræsentativitet, som hvis man siger om et billede af en pibe, at det er en pibe, og brød og vin altså er en slags symboler for legeme og blod, så er man tæt en reformert opfattelse af nadveren som et rent mindemåltid uden Jesu reelle tilstedeværelse. Endelig kan man sige som Luther, at når ordene er sagt over brød og vin, og man tror det, så er det reelt Jesu legeme og blod, uden at man behøver udfolde en stor teori om, hvordan det kan lade sig gøre. Som Grundtvig udtrykker det ”hvor han kommes ret i hu/ lyslevende han er her endnu”. Selv om det lyder enkelt og umiddelbart acceptabelt, kan diskussionerne om disse forhold meget let føre på afveje, hvad en stor del af kirkehistorien vidner om. En af årsagerne er, at man alt for ofte koncentrerer sig alt for meget om, hvad der sker med brød og vin. Hvordan bliver de til kød og blod? Men faktisk er forholdet jo omvendt. Det er Jesu legeme og blod, der bliver til brød og vin. Hans nærvær erstattes af brød og vin. Hvor han skulle være, sætter han brød og vin i stedet. Således kan man netop sige, at han er reelt nærværende i måltidsfællesskabet for den, der tror det. For denne er måltidsfællesskabet fællesskab med Kristus selv.
Det er det fællesskab, vi fejrer i dag. I nadveren, når Kristus selv er reelt til stede gennem brød og vin, er fællesskabet ubrudt. Vores nadvermåltid kommer til at stå mellem på den ene side det fortidige måltidsfællesskab mellem Jesus og disciplene, dengang han var sammen med dem i den nat, da han blev forrådt. På den anden side det fremtidige fællesskab, når vinen skal drikkes som ny vin i Jesu faders rige. Herimellem er vores nadvermåltid som en gentagelse af fortidens måltid og en foregribelse af fremtidens fest. I det fællesskab er der intet, der skiller os fra Kristus. Relationen er ubrudt. Pagten er intakt. For det, der skiller os fra pagten; dvs. det, der forstyrrer forholdet til Gud; er forladt. Blodet udgydes for mange til syndernes forladelse. Og det er netop, hvad det betyder. At Jesu død kommer mange til gavn, for den fjerner det, der spærrer forholdet til Gud. Så er man da inkluderet i fællesskabet mellem faderen og sønnen, og kan leve sit liv med udgangspunkt i det fællesskab. Jesus efterlader os et ritual, der skal forvisse os om, at intet kan skille os fra fællesskabet med ham. Vi skal synge om det om lidt. Om vældet, der udsprang af Jesu sår, som kan vælte sten og klipper, som kan smelte isbjerge, vaske hjertet rent og tvætte blodskyld af. I nadverens blod er den flod, Det kan man forlade sig på.
Men så dukker billederne af de dødsdømtes måltider op igen. Tænk, hvis der havde været et nadvermåltid. Hvordan havde man så reageret? Hvad havde man tænkt og følt, hvis en af disse bestialske mordere og brutale voldsmænd havde indtaget et nadvermåltid før sin henrettelse? Ville jeg på samme måde have talt om det måltid, der fjerner alt, hvad der står mellem Gud og den enkelte? Kunne jeg havde omtalt nadverblodet som det væld af stort vidunder, der udsprang af Jesu vunder; mægtigt til at tvætte hjertet rent? Skulle jeg så sige, at det forlader al synd, så nadvergæsterne står i en ubrudt relation til Gud? Ville det ikke være ondskabsfuldt over for ofrene? Forbrydernes ugerninger forsvinder jo ikke, når deres synder forlades. Dem må ofrene og de efterladte leve med livet igennem. Og ville jeg overhovedet selv have lyst til at deltage i det nadverfællesskab? Billederne af de almindelige måltider fik mig til at føle en mærkelig menneskelig, lidt ubehagelig forbindelse til de dødsdømte. Den havde jeg nok helst været foruden. Men den forbindelse, et nadverbillede etablerer, har jeg ærligt talt svært ved at acceptere. Jeg er bange for, at tanken om et nadverfællesskab med de samvittighedsløse forbrydere havde fyldt mig med ubehag. Kan man bifalde et måltidsfællesskab, hvor hensynsløse gerningsmænd får del i blodet, der udgydes til syndernes forladelse?
Men så snart, man har tænkt det, slår tanken om. For hvad siger denne reaktion om en selv? Kan man acceptere sig selv, når man inderst inde ikke vil deltage i nadveren sammen med dem? Kan man leve med, at man dybest set ikke under dem syndernes forladelse? Og sådan fører tankerækken pludselig til, at man selv har vendt sig bort fra det fællesskab, som måltidet med Guds søn stifter. Vendt sig bort på en måde, så man hverken kan leve med Gud eller sig selv. Så forstår man, at nadverens fællesskab er en nåde, som man ikke forstår, fordi den inkluderer dem, man vil ekskludere, også når man ekskluderer sig selv. Æret være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!
DDS 180 – 475 – 179 — 456 – 466 – 458