Skærtorsdag: Joh 13,1-15 (Immanuel, 2.4.26)
Ord som ”udredning”, ”aktivitetscenter”, ”aflastning” var nye for litteraten Thomas Bredsdorff. I hvert fald havde han ikke praktiske erfaringer med dem og vidste ikke, hvordan de så ud i virkeligheden, før hans kone blev syg. Et for et mødte han dem på vejen ned af det, som han kalder Alzheimer-vejen i den bog, som han har skrevet om deres fælles forløb under sygdommens udvikling. Man følger hans opdagelse af de nye begreber, mens man hører om konens gradvise svækkelse. Hun kan mindre og mindre, mens ægtemanden må tage sig af mere og mere. Helt enkle, ukomplicerede handlinger bliver store udfordringer, mens plejen bliver mere og mere intensiv. På et tidspunkt bliver dagligdags almindeligheder de afgørende begivenheder i tilværelsen. Bredstorff er fyldt med frygt og frustration, mens han drager omsorg for sin kone. Han møder et system, der enkelte gange er besværligt, men oftest fungerer. I nogle tilfælde fungerer det imponerende godt, og han slås nogle gange af beundring for personale, der formår at varetage deres arbejde med overvældende overskud, så det, der for ham tager sig ud som besværlig dagligdags pleje af stærkt demente borgere, udføres med hjertelig indlevelse. Hans bog er tilegnet medarbejderne på det aktivitetshus, som hans kone var tilknyttet.
Jesus i Johannesevangeliet har ry for at være høj hævet over sådanne almenmenneskelige hverdagsagtige trivialiteter. Han er knap nok menneskelig selv. Han er som en henover-jorden-skridende-guddom, som en stor tysk teolog har sagt. Han taler ikke om hverdagen og fortæller ikke lignelser barmhjertige samaritanere. Han befinder sig på et overordnet niveau: ”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham du har udsendt,” siger han. Han beskæftiger sig ikke med enkelttilfælde, men med hele menneskeheden. ”Således elskede Gud verden, at han sendte sin søn,” siger han. Jesus i Johannesevangeliet overskrider det menneskelige og lader sig ikke begrænse af menneskers virkelighed. For i hans egen menneskelige skikkelse bryder en ny virkelighed igennem. Han åbenbarer, hvem Gud er i sin egen person. Han viser, hvordan Gud kommer til syne. Han er gennemsigtig, transparent, for Guds virkelighed. Man kan se den på ham. ”Den, der har set mig, har set Faderen,” kan han sige. Dagligdags trivialiteter og menneskelige almindeligheder berører ham ikke, for det, der kommer til syne i ham, er mere end menneskeligt.
Men har man først fået blik for det, må man sige, at det kun er en del af ham. For Jesus i Johannesevangeliet er også meget menneskelig. Han er næsten alt for menneskelig og kommer for tæt på det alment menneskelige. Ikke mindst fødderne. Sidste søndag, Palmesøndag, hørte vi, hvordan han selv fik sine fødder salvet, så duften af olien fyldte hele huset. I dag, Skærtorsdag, hører vi, hvordan han vasker sine disciples fødder, så de bliver rene og skære. Når man ser det for sig, er det vitterligt alt for almindeligt og alt for dagligdags. Jesus kommer for tæt på, som Peter jo også siger til ham.
For visse intime behandlinger bryder man sig ikke om, at mennesker i ens intimsfære skal foretage. Det kan være grænseoverskridende for ægtefæller at skulle hjælpe hinanden med personlig hygiejne, hører man. Det handler om at bevare grænserne og opretholde balancen, så man hver især kan være sig selv. Venner vasker ikke fødder på hinanden. Det er pinligt for alle, for forholdet mellem venner skal være ligeværdigt. Læreren vasker ikke elevens snavsede fødder. Herren plejer ikke tjenerens legeme. Det er uværdigt og bringer begge i forlegenhed, når grænserne brydes. Der er nogle ting, som man helst vil have fremmedes hjælp til.
Men Jesus insisterer på at komme helt tæt på. Han tager den mest nedværdigende tjeneste på sig. Selv det, der ikke kan undgå at blive beskidt, gør Jesus ren. For hans kærlighed går helt indtil det sidste, lyder evangeliet. Og således er Jesus i Johannesevangeliet langt fra blot en henover-jorden-skridende-guddom, der forholder sig suverænt til menneskers dagligdags almindeligheder. Tværtimod modsiger han Peter og kræver at være til stede dér, hvor det er allermest snavset. Intet menneskeligt er undtaget hans kærlighed, for han elskede sine egne indtil det sidste og fuldt ud.
Men også her i omsorgen for det alt for menneskelige, det mest intime og mest trivielle er Jesus transparent for en anden virkelighed. En, som ikke overskrider eller overvinder den menneskelige hverdag, men som giver sig til kende i den. I omsorgen for dagligdags detaljer og private praktikaliteter. For her, viser den johannæiske Jesus os, her fuldendes kærligheden, når man sætter sig selv til side og tager en slaves klædning på for at tage sig af sine nærmestes mest basale behov. I det skinner den nye virkelighed igennem, den handling er transparent for den Gud, som Jesus kalder sin fader. Ikke en fjern Gud, der er højt hævet over hverdagen, men en Gud, der kommer til syne lige dér i de allermindste nære handlinger, fordi intet er for småt til, at den Guds kærlighed komme til syne i det. Derfor kan Jesus bruge sig selv som forbillede for hans følgere: Som jeg har vasket jeres fødder, er I skyldige at vaske hinandens fødder. Også deres handlinger skal være transparente for den kærlighed, som Jesus åbenbarer.
Således som Thomas Bredsdorff oplever det i møde med plejere, sygeplejersker og læger, der hengiver sig til at tage sig af hans kone og ham. Uanset hvor almindelige og trivielle deres problemer måtte være, så fortæller han gentagne gange om personer, der sætter sig selv til side for at hjælpe dem. I de tilfælde kan han, den venstreorienterede litteraturprofessor næsten ikke lade være at slå over i religiøst sprog. Hvilken engel gør sådan, kan han forbløffet udbryde, når han får udleveret et privattelefonnummer til en af de vigtige personer i behandlingen. Når han læser en sød mail om, at alt er gået godt på aktivitetscentret, og ser, at den må være skrevet efter arbejdstid, er det næsten, som om han har fået et brev fra himlen. For noget skinner igennem i det. Og selv om han er fuld af selvbebrejdelser for ikke at have tålmodighed og energi nok, og selv om han er tynget af skyld og skam, er det for læseren svært ikke også at se ham som transparent for den kærlighed, der elsker indtil det sidste.
Imidlertid giver nogle af plejerne Bredsdorff et svar på, hvad der gør det muligt for dem at arbejde så selvopofrende, som de i hans øjne gør. Han kan næsten ikke forstå svaret: Vi får så meget igen, siger de. De ser ikke den ensidigt ulige relation, som man umiddelbart ser, når nogle plejer andre. For dem foregår en udveksling, hvor de både er givende og modtagende. Når de giver omsorg, modtager de tillid. Hierarkiet mellem dem nedbrydes, så det, der kunne være en ydmygende afvaskning, kan blive kærlig personlig pleje. Dét er transparent for den kærlighed, der elsker fuldt ud. For i den giver og modtager alle parter. Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig, siger Jesus i Johannesevangeliet til Peter og inddrager ham dermed, samtidigt med at han tilbyder. I den udveksling tager Jesus Peter til sig og nedbryder hierarkiet mellem dem. For han elsker indtil det sidste og fuldt ud.
Jesus i Johannesevangeliet er ikke blot en næsten-ikke-menneskelig henover-jorden-skridende guddom. Han er også den konkret elskende, der i sin praktiske handling udtrykker den største kærlighed. ”Ingen har større kærlighed end den at give sit liv for sine venner,” som han siger. Men Jesus i Johannesevangeliet er heller ikke blot et forbillede for den fuldendte kærlighed mellem mennesker. Han er også den, der åbenbarer en anden kærlighed, fordi han er transparent for Guds kærlighed. Et maleri af Salvador Dalí illustrerer det (https://en.wikipedia.org/wiki/The_Sacrament_of_the_Last_Supper). Jesus er midt i maleriet. Han er næsten helt gennemsigtig. Bag ham er en tolvsidet geometrisk figur, der så at sige åbner ud til et landskab med søer og bjerge. Over det hele svæver en anden version af Jesus, der breder armene ud over alting. Ham peger den Jesus på. Således bliver Jesus-figuren i maleriet transparent for at se hele verden omsluttet af den kærlighed, Jesu udbredte arme symboliserer. Således åbner han for at se kærligheden i verden som udtryk for den kærlighed, som han omgiver verden med. Mere end det: Han peger på, at verden er omfavnet af en kærlighed, der overskrider enhver kærlighed i verden, og den kærlighed er både den, der plejer, og den, der modtager pleje, omsluttet af.
Dalís maleri er et nadverbillede. Jesus sidder til bords blandt sine tolv disciple, for nadveren er transparent for den virkelighed, hvor vi får lod og del i den fuldkomne kærlighed, der ophæver forskellen mellem den, der modtager hjælp, og den, der giver hjælp, fordi kærligheden selv ikke kommer fra nogle af dem.
DDS 743 – 456 – 461 — 458 – 460 – 473