Joh 13,1-15
Et af årets ikoniske billeder er fra præsident Macrons møde med Putin i Moskva. De fleste kan genkalde sig det. De to statsledere sidder alene for hver sin ende af et meget langt, overdrevent langt mødebord. Det ser absurd ud, for med den store afstand mellem dem kan der ikke føres samtale. Hvis de skal kommunikere, må de, som vittighedstegnerne ikke har været sene til at påpege, sende sms’er til hinanden. Satirikerne og det altid morsomme internet har nydt at bruge det billede til at illustrere den verdenspolitiske situation. Putin sidder isoleret for bordenden uden kontakt til resten af verden. Billedet af Putins bord har noget grotesk humoristisk over sig, for hovedpersonen deri er hverken Putin selv eller Macron. Hovedpersonen er bordet. Og bordets natur udstilles i sin modsætning. Bordet skal samle. Hos Putin bliver bordet misbrugt. Det anvendes mod dets formål til at adskille. Bordet bliver symbol for magtforhold og hierarkier.
Det er ikke meningen med et bord. Meningen med et bord er, at man skal samles om det, der er fælles. Ved møder er det sagen, man mødes om og drøfter. Ved måltider er det maden, som man samles om og indtager. Når det går godt, får sagen og maden lov til at få hele opmærksomheden, mens bordet overses. Man bemærker ikke bordet, når diskussionen derom er livlig. Bordet får ingen opmærksomhed, når et veltilberedt måltid indtages. Ja, når det går rigtigt godt, bliver selv bordet underordet. Så er det blot fællesskabet, der er i fokus. Men bordet er grundlaget. For bordet skal være fællesskabsstiftende. Det sikrer, at man kan samles om noget. Men man kan gøre oprør imod det. Man kan nægte at lade sig bestemme af bordfællesskabet og i stedet bruge det til kampplads for sine egne ambitioner og lade det udtrykke sit eget magtbegær. Bordet kan bruges til at lave fronter og fjendskaber. Men det er mod dets natur.
Situationen kendes fra Babettes Gæstebud. Babette giver sig helt hen i sit måltid. Hun giver alt, hvad hun har. Og gæsterne samles skeptiske om bordet. Først forsøger de at bestemme over det og bruge det til deres egne smålige formål og lade det være anledning for deres egne ondskabsfulde spydigheder. Men maden får magten over dem, og de må overgive sig til bordet og fællesskabet om det. Deres historier kommer frem og flettes ind i hinanden, så gamle fjendskaber forsones; og fortrængt kærlighed blusser op. Det hele går op i en højere enhed, så interessen vendes fra bordet og maden til de mennesker, som er sammen om det. De går derfra som nogle andre, end de kom.
Evangelieteksten taler om en ekstrem vært, der går til yderligheder for sine gæster. Han elskede dem fuldt ud, indtil det sidste, lyder det indledningsvist. Den kærlighed kommer til udtryk i en tegnhandling. Jesus rejser sig fra bordet, aflægger sin kjortel, binder et forklæde om sig, hælder vand i et fad. Den omstændelige beskrivelse alene viser, at der er noget særligt på færde. Tempoet sættes ned, for det, der skal ske, kræver udelt opmærksomhed.
Så vasker han disciplenes fødder. Det skal komme som et chok. Meget havde man forventet af denne bordherre. Man havde nok forventet, at han skulle tage brødet, bryde det, give sine disciple det og sige… Men det gør han ikke. Og man havde ikke forventet, at han gjorde dette. Det kunne ikke forudses, at han ville påtage sig en tjeners skikkelse og ydmyge sig. Men det gør han. Peter taler på disciplenes vegne, når han gør indvendinger. Herren skal ikke udføre slavens opgave. Slet ikke over for Peter. Peter vil ikke vide af en Herre, der ydmyger sig. For hvad skal man med sådan en Herre? Peter ville foretrække, at han sad for enden af et langt bord med stor afstand til sine følgere, så man tydeligt kan se, hvor magten befinder sig. Sådan en Herre kan man nemlig have tillid til. En, der kan udstikke befalinger og give ordrer. Sådan en er let at følge. Så kan man give afkald på sin egen vilje og slå den kritiske sans fra, og lade ham bestemme over sig. Man kan danne et fællesskab om ham som hans støtter. Ved at bakke op om den Herre, der har magten, kan man selv føle sig magtfuld. Der kan være et underligt betydningsfuldt fællesskab ved at gå i takt bag en betydningsfuld fører. Et sådant fællesskab vil Peter foretrække. Kunne Jesus ikke bede ham gå i døden for sig, så ville han gøre det. Men ikke dette, at herren skal vaske hans fødder!
Jesus afviser ham. Den første afvisning af to. For Peter har ikke forstået det, ja han kan slet ikke forstå det endnu. Først når alt er fuldendt kan det forstås. Derfor må Peters forståelse af fællesskabet afvises. Fællesskabet skal ikke være en lydig samling under en magtfuld overherre. Det skal være et fællesskab af dem, der har fået gavn af hans gerning. For at få del med denne Herre, må man lade hans tjenergerning gælde for sig. Det var det første.
Så for det andet tror Peter, at det fællesskab er som alle andre fællesskaber, hvor det handler om at tilkæmpe sig den mest prestigiøse position. Tættest på lederen, hvor man kan få pladsen ved hans højre hånd. Tænk, om man kunne være den, der sad ved hans side højt oppe for bordenden. Derfor beder Peter om, at Herrens tjenergerning i særlig grad skal gælde for ham. Han vil ikke blot have sine fødder, men også sine hænder og hovedet vasket. Så viser han sig som særligt begunstiget. Så følger den anden afvisning. I det fællesskab, som Jesus indstifter ved sin gerning, har ingen behov for at få vasket andet end fødderne. For alle har i samme grad del i Herrens tjenergerning. Ingen udmærker sig i forhold til hinanden. Ingen har mere eller mindre behov. For det handler om Herrens gerning. Ikke om dem. Peter tror, at han sselv er i centrum. Det er han ikke. I centrum er den gerning, som Jesus gør. Den må Peter og de andre lade gælde for sig. Deres individuelle personligheder betyder intet i den sammenhæng. Det eneste, der betyder noget, er, hvad Jesus gør for dem.
Hverken Peter eller de andre tilstedeværende kan forstå det i situationen. Først når alt er fuldbragt, kan det forstås. For fodvaskningen er naturligvis et symbolsk udtryk for det, der skal ske i påsken. At Jesus elsker sine egne fuldt ud, kommer billedligt til udtryk i fodvaskningen og finder konkret sted i korsfæstelsen. Her giver han sig fuldt ud hen til sine egne. Her fuldbringer han sin gerning som det ultimative udtryk for kærligheden. Johannesevangeliet fremstiller fællesskabet som grundlagt i den tjenergerning. Fællesskabet bestemmes ikke af bordets længde, som hus Putin; det er ikke resultatet af et stort kunstværk, som hos Karen Blixen. Det opstår af tjenergerningen i korsdøden. Derfor er enhver misbrug af bordet på forhånd umuliggjort, for bordfællerne er karakteriseret ved dette ene, at de har del med bordherren gennem hans tjenergerning. Den alene bestemmer, hvem de er omkring det bord. Alle er om det med samme ret og med samme behov. Når de deltager ved bordet, er de alene bestemt af den gerning, der er gjort imod dem.
For det er det, der går galt, når bordet misbruges, og fællesskaber forkvakles. Så vil man ikke acceptere at være bestemt af det samme som de andre ved bordet. Man vil indtage sin plads i egen ret. Det gælder uanset om man sidder for bordenden langt fra de andre, eller man insisterer på at være den, der skal vaske de andres fødder. Begge dele er udtryk for det samme, at man ikke vil være underlagt samme vilkår som alle de andre.
Og det er en misforståelse af Jesu forbillede. Hans tjenergerning er forbillede for, hvordan man skal være over for hinanden. Alle er inkluderet deri. Det er ikke den fornedrede, tjene den ophøjede. Det er ikke den magtfulde, der skal vaske den magtesløse fødder. Alle skal tjene hinanden og vaske hinandens fødder, for kun således kan de leve op til den delagtighed, de har fået i ham, der er deres herre og tjener. Således nedbrydes de hierarkier og magtstrukturer, som ikke kan findes, hvor der skal være sandt fællesskab. De opløses, når alle er bestemt af den samme tjenergerning og den alene. I det fuldkomne fællesskab lader man sig bestemme af det, der konstituerer fællesskabet. I det får bordet lov til at have sin fællesskabsstiftende rolle, fordi det bringer dem sammen, der har ladet sig bestemme af det samme. I det får maden og sagen lov til at samle dem, der lader sig bestemme af andet end sig selv.
I det kristne bordfællesskab er det Jesu tjenergerning, der bestemmer bordfællerne fuldstændigt. For Jesu tjenergerning er fuldkommen. Hans selvhengivelse er så fuldkommen, at han selv forsvinder. Hans person går til grunde i den gerning og er ikke længere er til stede. Det er udtryk for den fuldendte kærlighed og forudsætningen for, at han opgiver sig selv for at være til stede i det fællesskab, hvor man lader hans tjenergerning gælde for sig. Deri kan han på en gang være den, man samles om, og den man er sammen med. Gennem sin gerning bliver han både fællesskabets grundlag og indhold. Vi samles i det fælleskab ved bordet, siger vi. Men der er intet bord. Han er selv bordet, vi samles om; han er selv maden vi indtager. Han er det fællesskab, som vi er i. Først når det er opstået, kan Peter og alle andre forstå det. For det findes først, når vi levet i det. Det kan vi efter påske.
DDS 180 – 475 – 179 — 458 – 467 – 473