Matth. 26,17-30
Forfatteren Toni Morrison var den første afro-amerikaner til at modtage nobelprisen. I sin takketale i 1993 fortalte hun en historie om en gammel, blind kone, der gik for at have særlige evner til at se ud i fremtiden. I Morrisons gengivelse var kvinden sort, et barn af slaver. En gruppe drenge opsøgte hende. Om de ville afsløre, at hun ikke kunne se mere end andre blinde, eller de blot var ubehagelige og ville bringe hende i et dilemma, er uklart. I hvert fald fortæller de hende, at de har fundet en fugleunge, som de nu holder i hænderne. Lever den, eller er den død, spørger de. Spørgsmålet er ondskabsfuldt, for kvinden ved, at drengene har fuglen i hænderne. Alt efter hendes svar kan de lade fugleungen leve eller slå den ihjel. Men det er ikke det ondskabsfulde. Det ondskabsfulde er, at de med deres spørgsmål overgiver hende ansvaret for deres vold. De har magt over fuglen, men de inddrager konen i deres voldudøvelse ved at stille hende spørgsmålet. Derfor svarer hun det eneste, hun kan: ”Den er i jeres hænder.” For det er den. Det er overladt til dem, der har den i hænderne, om den skal leve eller dø.
Toni Morrisons historie er svær at slippe. Man bærer den med sig og kan ikke helt komme til rette med, hvad den handler om. For Morrison er det en lignelse om sproget. Sproget er noget i sig selv, som den lille fugleunge, men det er samtidigt overladt i vores hænder. Vi har magt over det til at dræbe det eller lade det leve. Vi kan bruge det til godt og ondt, til at slå ihjel og skabe liv. Med ord kan der skabes ulykker, og med ord kan der gøres lykke. Sproget er magtfuldt og forsvarsløst på samme tid. Det er i vores hænder.
Man kommer til at tænke på Morrisons historie, når man hører evangelieteksten. Navnlig, når man hører Jesu svar til Judas: ”Du sagde det selv.” Det er isnende, for Judas gøres skyldig. På trods af at man i Matthæusevangeliet allerede har hørt, at han har gjort forberedelser til at forråde sin mester, føler man et stik i maven, når Jesus siger til Judas, at det var bedre, at han ikke var blevet født. Det er næsten som, når drengene siger: ”Lever den, eller er den død,” for Jesus har magten og alligevel vil han give Judas skylden.
Således bliver der en uhyggelig stemning i den ellers gemytlige scene. Påskebordet er dækket og fejringen af jødernes udfrielse af fangenskabet i Ægypten er i gang. Som det sig hør og bør serveres der usyrede brød til minde om, at israelitterne måtte forlade landet og rejse i al hast. Der er bitre urter tilberedt i et fad på bordet, som man kan dyppe sit brød i. De bitre urter skal minde om tiden som slaver. Påskemåltidet skulle minde om det, som det stadig gør, når jøderne fejrer påske. Midt i denne fejring af den vigtigste begivenhed i det jødiske folks historie tager Jesus ordet og annoncerer, at en af de tilstedeværende skal forråde ham. Man fornemmer, hvordan alting går i stå. Stemning daler. Mistroen breder sig. En efter en spørger disciplene: ”Det er vel ikke mig, herre?” Tilsyneladende ved de det ikke. Tilsyneladende er de selv i tvivl, om det er dem, der kommer til at svigte Jesu tillid og overgive ham til romernes vold. Til sidst Judas. Så kommer den isnende samtale. Det er nødvendigt, at menneskesønnen går bort, men ve det menneske, ved hvem det sker. Det var bedre, at han slet ikke var født. Judas siger næsten som de andre: ”Da vel ikke mig, rabbi,” og Jesus svarer: ”Du sagde det selv!”
Forholdet mellem de elleve disciple, Jesus og Judas i Matthæusevangeliet forklarer, hvorfor Judas på den ene side er en af verdenshistoriens mest forhadte personer. I Dantes version af helvede sidder han fastfrosset i den nederste ring, fordi den allerværste straf er forbeholdt for ham, der forrådte frelseren selv og overgav sin herre til voldsmænd. På den anden side er han formentlig den discipel, som flest mennesker har sympati med. For Judas er ubetinget den mest interessante blandt disciplene. Ham, der indeholder flest facetter og derfor ham, det er lettest at spejle sig i. Uanset hvilket motiv man tilskriver ham, er konflikten mellem loyalitet og egeninteresse en almenmenneskelig erfaring. Man behøver ikke at leve under totalitære regimer for at kende til fristelsen at tækkes magthaverne frem for at være solidarisk med sine nærmeste. Forræderiet er en mulighed, der ligger dybt i alle sociale relationer.
Så dybt ligger den mulighed, at heller ikke de elleve loyale disciple tør være sikre på, at det ikke er dem, der skal overgive deres herre. Så grundlæggende er problematikken, at enhver kan finde den i sig selv. Derfor er Judas både forhadt og fascinerende. Han repræsenterer den mulighed, som man vil lægge afstand til, men ikke desto mindre kun kender alt for godt. Det var bedre for ham, at han ikke var født, siger Jesus, for han illustrerer det i os, som vi ikke bryder os om. Judas viser os vores egen splittelse, når vi skal vurdere rigtigt og forkert, derfor vil vi helst sende ham til helvede og lade ham fryse i den nederste ring langt væk fra vores virkelighed.
Men det er vores virkelighed. Det er vores virkelighed, at vi ikke alene bærer splittelsen i os; splittelsen er også omkring os. Vi kender ikke konsekvenserne af vores handlinger. Nogle gange kan vi ikke forudsige, om vores gode intentioner bevirker det gode, som vi ønsker. Nogle gange kan vi end ikke vide, om vores intentioner går i retning af det gode. Nogle gange forekommer det, at det er tilværelsen, der stiller spørgsmålet ”er den levende eller død,” og vi blot har lyst at svare, ”den er i dine hænder,” for uanset hvad vi gør, bliver vi skyldige.
En af de ikke ubetinget vellykkede nyere danske film behandler, som der er en tendens til, moderne familieforhold fra børnenes perspektiv. Forældrene har en restaurant og arbejder hårdt på at få en Michelin stjerne. De glemmer deres børn og hinanden. Kvinden, hvilket i øvrigt også er typisk for nye film og serier, har en affære. Det opdager ægteparrets ni-tiårige datter ved et tilfælde. Hun vælger at løse problemet eller at hævne sig på moderen ved at sende et anonymt brev til sin fader, hvori hun afslører, at hans kone er ham utro. Selvfølgelig har barnet ønsket, at hendes handling ville bringe godt med sig. Selvfølgelig går det modsat. Ægteskabet bliver værre. Forholdet går i stykker, og datteren bærer alene rundt på skylden, mener hun. Til sidst bliver hun syg. Hun får hjælp til at lette sin samvittighed, selv om hun jo ikke burde være den skyldige, og måske ender det hele godt. I hvert fald slutter filmen sentimentalt med familien samlet omkring en pølsevogn.
Livet er som fuglen i vores hænder, må pigen sande. Det er i vores magt, men til tider forekommer det, at den har magt over os, så vores gode viljer forårsager ondt, eller vores egne interesser kommer i vejen for det gode. Det er splittelsen, der går gennem tilværelsen og gennem os selv, og Jesus afslører det, da Judas dækker over sin skyld eller er foruroliget af sine gerningers magt og spørger ham: ”Det er vel ikke mig?” og får svaret: ”Det sagde du selv!” Skylden er din. Ansvaret er dit. Splittelsen er din.
Men forsoningen er min, kunne Jesus have fortsat, for det gør han i den følgende handling, hvor han bryder brødet og giver disciplene det som sit legeme. Han giver dem bægeret og beder dem modtage det som sit blod, der udgydes til syndernes forladelse. For med den handling indbyder han dem til at komme med deres egen splittede selv i deres egen splittede tilværelse og modtage helingen fra ham. Han gør Judas’ forræderi til et forsoningsmåltid, hvor synderne forlades og helheden etableres. Judas’ svigt bliver grundlag for det fællesskab, som findes i nadveren. Således indoptager Jesus Judas’ forræderi i sin handling, så den grundlæggende splittelse mellem ham og Judas forsones. Resultatet er et fællesskabsmåltid. Til det måltid er også vi indbudte lige så splittede, vi end er. Vi skal ikke komme med andet end os selv, resten gives os i hans legeme og blod. I det er splittelsen ophævet, fordi vi forenes med ham. Som Paulus sagde det: ”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi har alle del i det ene brød.”
”Er den død eller levende,” spurgte drengene. ”Du sagde det selv,” kunne Jesus svare dem, for det svarer til det, som den blinde kone siger: ”den er i jeres hænder.” Men hvis fugleungen symboliserer vores eget liv, og drengenes spørgsmål viser splittelsen, der kommer af, at man ikke selv ved, om man tager vare på livet eller ødelægger det, svarer Jesus i sin handling også, at det kan overgives i hans hænder. Dertil indstifter han måltidet, hvor han heler splittelsen. For ved det måltid kommer man med sit eget liv og modtager hans liv til gengæld.
DDS 180 – 179 – 458 — 461 – 467 – 473