Skærtorsdag (1)
Den sidste nadver
v.17 Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« v.18 Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« v.19 Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
v.20 Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. v.21 Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« v.22 De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« v.23 Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. v.24 Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« v.25 Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
v.26 Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v.27 Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v.28 dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. v.29 Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«
v.30 Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Matth 26,17-30 (jf. Mark 14,12-26; Luk 22,7-39; Joh 13,21-26; 1 Kor 11,23-25)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Indledningen til måltidet, hvor disciplene sendes af sted, findes i de tre synoptiske evangelier (Matth 26,17-20; Mark 14,12-17; Luk 22,7-14). De største forskelle er: Lidt mere udførlig beskrivelse hos Lukas, bl.a. har de to disciple navne, Peter og Johannes. Matthæus har forkortet lidt og bl.a. udeladt detaljer om, hvem de skal møde i landsbyen. Både Matthæus og Lukas er selvfølgelig afhængige af Markus.
Det sidste måltid findes i alle evangelier, men kun de synoptiske har nadverindstiftelsen (Matth 26,26-29; Mark 14,22-25; Luk 22,19-20). Den kender Paulus også (1 Kor 11,23-25). Johannes har på denne plads fodvaskningen (Joh 13,1-17). Udpegning af Judas som forræder kender alle fire evangelister (Matth 26,20-25; Mark 14,17-21; Luk 22,21-23; Joh 13,21-26). Her er det interessant, at Paulus ikke nævner Judas, men blot skriver ”i den nat, da han blev forrådt (eller: overgivet)” (1 Kor 11,23).
Forskellene mellem evangeliernes nadverberetninger er betragtelige og meget omdiskuterede, da man har gjort et stort arbejde for at finde tilbage til den mest oprindelige, altså Jesu egne ord. Man kan høre den direkte konsekvens af den interesse i vores egne nadverindstiftelsesord, som ikke svarer til nogen af teksterne i Det Nye Testamente. Men er sammensat af dem. Faktisk afviger indstiftelsesordene i det allerældste nedskrevne nadverritual (Traditio apostolica) fra 3.-4. årh. også fra de nytestamentlige tekster.
Man har foreslået, at der er to traditioner i Det Nye Testamente: Markus/Matthæus vs. Lukas/Paulus. Markus og Matthæus er næsten enslydende, bortset fra at Markus ikke har tilføjelsen til blodet, at det udgydes for jer ”til syndernes forladelse”. Lukas og Paulus har ihukommelsesmotivet (Lukas kun ved brødet), samt tilføjelsen, legemet ”gives for jer” og endelig er pagten en ”ny pagt”, hvilket den ikke er hos Markus/Matthæus. Derimod har Paulus/Lukas heller ikke tilføjelsen, at blodet udgydes ”for mange til syndernes forladelse”. Hos dem udgydes den blot ”for jer”. Paulus/Lukas har heller ikke udblikket til en fælles nadver i Guds rige (Matth 26,29; Mark 14,25) med i forbindelse med blodet. Lukas har derimod en indledning om påskemåltidet, som Jesus ser frem til at spise i Guds rige (Luk 22,14-15). Man kan altså sige, at Paulus/Lukas er koncentreret om ihukommelsen (anamnese), mens Markus og navnlig Matthæus fokuserer på offeret (sacerdotium) og har et eskatologisk udblik til nadveren i Guds rige. De fleste vil nok betragte Paulus’ (og Lukas’) version som ældst, da måltidets ihukommelseselement svarer til det jødiske sabbatsmåltid. Hos Paulus er der nemlig ikke tale om, at nadveren er et påskemåltid. Derfor kan traditionen om nadverfællesskabet og indstiftelsen af et måltid til ihukommelse af den døde Jesus meget vel have en bredere basis og i sidste ende stamme fra måltidfællesskabet mellem Jesus selv og hans disciple. Oprindelsen til nadvermåltidet er dog en meget stor diskussion, og det skal blot nævnes, at den protestantiske (ritualkritiske) forskning tidligere har lagt megen vægt på, at ideerne om et rituelt måltid først kom til kristendommen, da den blev påvirket af den hellenistiske verden, fx i den græske by Korinth. Således har det ikke baggrund hos Jesus selv. Det synspunkt står dog ikke længere stærkt i forskningen, bl.a. fordi man ikke længere opererer med et skarpt skel mellem jødedom og hellenisme.
Hvad angår Judas-figuren er der også vigtige og interessante forskelle at nævne. Paulus nævner som sagt slet ikke Judas og taler blot i passiv om, at Jesus blev forrådt. Den direkte oversættelse er ”blev overgivet”. Dette kan udlægges som en såkaldt passivum divinum, så overgivelsen egentlig er Guds handling, der opfylder hans plan. I Markusevangeliet overtages denne handling af en person. Han forråder ham til ypperstepræsterne (Mark 14,10-11), men hos Markus har han slet ikke noget navn, da Jesus udpeger ham. Han er blot ”en af de tolv” (Mark 14,20). Kun i en anden sammenhæng lyder det ”Judas Iskariot, han som forrådte ham” (Mark 3,19; jf. Matth 10,4), ligesom det i forbindelse med tilfangetagelsen i Getsemanehave siges, at Judas forråder ham og har aftalt kysset som et tegn (Mark 14,44-45). Til det siger Jesus ingenting. Igen er det moralsk anstødelige i Judas’ optræden understreget i oversættelsen, når man siger ”forråde” og ikke blot ”overgive”. For man kan sige, at Judas’ handling i Markusevangeliet er nødvendig, for at Jesu gerning skal gennemføres, derfor foretages den af ”en af de tolv”. Der er i Markusevangeliet ikke tale om et forræderi mod Jesu vilje. I Matthæusevangeliet bliver Judasfiguren derimod mere moralsk fordærvet, så han tager initiativ til at forråde Jesus for penge (Matth 26,14-16) og hykler over for ham (Matth 26,25). Men da han angiver Jesus med et kys, siger Jesus ”Min ven, nu har du gjort dit” (Matth 26,50), hvilket jo ikke er anklagende. Matthæus tilføjer også historien om hans fortrydelse og selvmord i anger (Matth 27,3-10). I Lukasevangeliet bliver Judas’ funktion, som den, der forråder, til et tilnavn, ”forræderen” (Luk 6,16). Hos Lukas bliver han endvidere direkte dæmoniseret, da Satan farer i ham og iværksætter hans forræderi (22,3-6). Lukas gør tillige historien om hans død makaber: I Apostlenes Gerninger giver han ikke pengene tilbage, begår ikke selvmord, men dør en vanærende død som straf (Apg 1,16-20). Dæmoniseringen af Judas når sit højdepunkt i Johannesevangeliet. Her er det Satan, der bruger Judas som redskab (Joh 13,2), men Jesus, der sætter begivenhederne i gang, så Satan farer i Judas. Jesus ved nemlig allerede, hvad der skal ske (Joh 13,27). Endvidere tilføjes det til det moralske portræt af Judas, at han havde ansvaret for pengene og stjal af kassen (Joh 12,6; 13,29). Forandringerne i billedet af Judas har teologiske årsager: Jo mere guddommelig Jesus er, jo mere dæmonisk bliver Judas. For den guddommelige Jesus’ modstander er jo Satan selv. Jo mere Jesus er fremstillet som et menneske, der skal gennemføre en plan lagt af Gud, jo mere ubetydelig er personen Judas. For i Guds projekt er der blot brug for en til at varetage en funktion; han har ikke selv nogen betydning. Således er Judas-figuren et glimrende eksempel på, at fortællingerne og deres personer ændrer sig efter den teologi, som skal udtrykkes.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Teksten indgår i Matthæusevangeliets passionshistorie, der blev indledt ved indtoget i Jerusalem i kap. 21, men er blevet afbrudt af den lange tale med lignelser om dommedag (kap. 24-25). Herefter er fortællingen blevet taget op igen. Beslutningen om Jesu død (Matth 26,15) og aftalen om Judas’ forræderi står umiddelbart før (Matth 26,14-16). Det forbereder således udpegningen af Judas og indstiftelsen af nadveren, for så vidt nadveren jo relaterer til Jesu forestående død. Begivenhederne går derefter deres gang med Peters fornægtelse, tilfangetagelse osv.
Tekstens detaljer
v.17-19: De usyrede brøds fest er det samme som påskefesten, selv om de usyrede brøds fest faktisk først begyndte efter påskedagen, hvor påskelammet blev slagtet. Påskedagen er den 14. nisan. De syv næste dage, den 15. – 21. nisan var de usyrede brøds fest. Men Matthæus bruger den populære betegnelse, ”de usyrede brøds fest”, der omfatter hele højtiden. Påsken er til minde om udfrielsen af Ægypten og man spiste usyrede brød, fordi israelitterne måtte forlade Ægypten i hast og ikke havde tid til at lade dejen syrne.
Når disciplene skal berede påskemåltid, er det altså den 14. nisan. Men det er lidt uklart, om Matthæus tæller dagen fra solopgang eller fra solnedgang, så det først bliver den 14. nisan om aftenen.
Fortælling om, hvordan de finder et sted at holde måltidet, er som sagt mindre mirakuløs end i Markus- og Lukasevangeliet. Pointen er at fremstille Jesus som vidende om, at hans sidste time er kommet, så han skal tage afsked med sine disciple. At han kaldes ”lærer”, passer til, at han sender sine disciple.
v.20-25: Udpegningen af Judas som forræder ved påskemåltidet. Jesus og disciplene ligger til bords, som det var almindeligt ved påskemåltidet og andre måltider. Han udpeger Judas som forræder ved at sige, at det er ham, der dypper i fadet samtidig med Jesus. Formentlig er der tænkt på den krukke med en blanding af figner, æbler, dadler, mandler, vin mm., som blev brugt til påskemåltidet. Efter det første glas vin, spiste man bitre urter, som blev dyppet i en sådan mos.
Jesus siger: ”Menneskesønnen går bort, som det er skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født” (v. 24). Dette rammer problemet om Judas, som blev nævnt ovenfor. Menneskesønnen betyder i denne sammenhæng, som i mange andre, blot ”jeg”. Det er et udtryk, som Jesus særligt bruger om sig selv, når han omtaler sin lidelse, død, opstandelse og himmelske genkomst (jf. Dan 7,13). Men problemet er Judas’ rolle. Som antydet synes Judas i Markusevangeliet blot at spille den nødvendige funktionelle rolle, fordi der i en fortælling skal en person til at gennemføre overgivelsen, som det hedder hos Paulus. Hvorfor kan evangelisterne sige, at det var bedre for Judas, om han slet ikke var født, når hans rolle i evangeliets forløb er uundværlig? Man fristes til at sige, at det er, fordi han efterfølgende tillægges alverdens ondskab og bliver placeret i midten af Dantes helvede. Når man tænker på, at Judas-figuren er blevet identisk med stort set al moralsk fordærv, så kan man sige, at det var bedre for ham, hvis han ikke var blevet født. Men det er selvfølgelig ikke det, Matthæus tænker på. Det er formentligt et udtryk for, at han skal udføre den gerning, som ikke kan forsvares, nemlig at forråde sig herre. Det på trods af, at den er nødvendig i fortællingen. Her begynder nedvurderingen og dæmoniseringen af Judas, som næsten ikke var til stede i Markusevangeliet. Bemærk, at Matthæus lader ham bruge det hebræiske ”rabbi” om Jesus og ikke tiltaler ham ”herre”, som ellers er almindeligt.
Når Jesus svarer ham, ”du sagde det selv”, bekræfter han Judas hykleriske bekymring: ”Jo, det er dig (du ved det selv).”
v.26-29: Nadveren. Som sagt ovenfor understreger Markus/Matthæus i forhold til Paulus/Lukas udgydelsen til syndernes forladelse (v. 28) og det eskatologiske udblik (v. 29). Alle forfatterne er fælles om brødet, der står for Jesu legeme; bægeret med vinen, der står for hans blod, og at bægeret med blodet er den nye pagt. Det er en usædvanlig indholdsmættet tekst.
Først scenen. I Matthæusevangeliet og i de andre synoptiske evangelier er der tale om et påskemåltid. Selve elementerne i det jødiske påskemåltid har imidlertid ikke spillet en særlig rolle. I 1 Kor 11,23-25 er der ikke tale om et påskemåltid. Her er nadveren helt løsrevet fra den. Man kan derfor fristes til at sige, at påsken ikke spiller nogen rolle for det nadverritual, der allerede i Matthæus’ menighed formentlig har været en almindelig praksis. Derfor har taksigelsen over brødet (en velsignelse af brødet) heller ikke noget med påskemåltidet at gøre, men stammer sikkert fra det almindelige jødiske måltidsfællesskab, hvor velsignelsen af brød var almindeligt. Når Jesus brækker brødet i stykker og deler det ud, svarer det tilsvarende til en helt almindelig måltidspraksis.
Men ”det er mit legeme”, hvad betyder det? Helt sikkert er det, at der ikke er tale om en ”konsekration”, hvor brødet forvandles til Jesu kød. Det hører en langt senere kirkelig tradition til. Alene det forhold, at ”brød” på græsk er maskulinum, men ”dette” er neutrum, viser, at der ikke er tale om en identifikation med brødet og Jesu kød. Snarere er det hele handlingen, at bryde brødet og dele det ud, der henviser til hans legeme. Således bliver den en profetisk symbolhandling, der foregriber hans død. Hans legeme brydes i døden til gavn for hans tilhængere. Længere kan man næppe gå i tolkningen, eftersom brødet faktisk ikke er tolket af Matthæus selv.
Herefter bægeret med vin, som også velsignes og uddeles. Det fortolkes som Jesu blod, der ydermere er pagtens blod. Ordvalget, at blodet udgydes, tyder jo på en voldelig død. Udtrykket ”pagtens blod” leder tankerne til 2 Mos 24,8 og andre steder, hvor blod spiller en rolle ved indstiftelsen af pagten. Moses stænker blod på folket og siger, at det er pagtens blod. Således er Jesu blod altså pagtens blod, men det bestemmes videre således, at det ”udgydes for mange til syndernes forlades”. ”Mange” betyder i denne sammenhæng sikkert blot, at det bliver til gavn for mange, altså alle dem, der deltager i nadvermåltidet sidenhen. Atter er det ikke bægeret eller vinen i sig selv, der identificeres som blodet og pagten, men hele handlingen at drikke den sammen. Således er pagten i deltagelsen i nadveren med det blod, der udgydes til syndernes forladelse. Syndernes forladelse er jo netop et udtryk for, at det, der skiller mennesker og Gud fjernes, så deres relation kan være intakt. Relationen er pagten.
Man kan måske forsigtigt sammenfatte, at nadveren i Matthæus’ version er et fælles (symbolsk) måltid om brød og vin, der som helhed udtrykker Jesu død, gennem hvilken synderne forlades, så relationen til Gud kan være ubrudt. Alle deltagere i nadveren får del i denne effekt af hans død.
Der er altså ikke direkte tale om, at Jesus selv er til stede i brød og vin. Det hører en senere tid til. MEN man kan måske også sige, at selve det at holde et rituelt måltid med en symbolsk fremstilling af Jesu død har baggrund i den tradition for måltidsfællesskab, som Jesus selv havde med sine disciple, og som de fortsatte efter hans død. Hvis de ovenikøbet har oplevet hans fortsatte nærvær ved sådanne måltider, kan det have grundlagt den rituelle gentagelse af hans afskedsmåltid.
I det sidste vers tager Jesus højde for sit forestående fravær. Han skal først igen dele vinen med dem i Guds rige. Matthæus har tilføjet ”med jer” i teksten, som han kender fra Markusevangeliet. Det er med til at spænde en bue over evangeliet fra Jesus kaldes Immanuel (Matth 1,23), som betyder ”Gud med os” til missionsbefalingen, hvor han lover at være ”med jer alle dage indtil verdens ende” (Matth 28,20). Nadveren er således også et udtryk for den forbindelse til Jesus, selv om det konkrete måltidsfællesskab med ham afbrydes af hans død og skal først genoptages i det hinsidige. Matthæus har tidligere brugt ideen om et eskatologisk festmåltid, som er blevet fremstillet som et bryllup (Matth 22,1-14; 25,1-13). Formentlig er det lignende forestillinger, der ligger bag tanken om at drikke en ny vin i Guds rige. På den måde bliver nadveren en foregribelse af dette endelige festlige samvær med Jesus. Nadveren er en rituel deltagelse i det fremtidige festmål i Guds rige.
v.30: Verset skaber overgang til den næste perikope om Peters fornægtelse og episoden i Getsemanehave. Lovsangen kan enten refererer til Hallel-salmerne (Salme 115-118), som ifølge nogle traditioner blev brugt ved påskemåltidet. Man kan så forestille sig, at de har sunget den sidste del som afslutning på måltidet. Det er imidlertid også en mulighed, at det kristne nadverritual skinner igennem i teksten, så det i virkeligheden ikke afspejler det jødiske måltid, men den kristne nadver, hvor man meget vel kan have sluttet med en lovsang. Det er ikke til at afgøre, hvilken af mulighederne, der er mest overbevisende. I hvert fald gør den afsluttende lovsang den foregående episode til en afrundet helhed.
Tekstens fortolkning
Teksten er et led i passionsbegivenhederne, hvor udpegningen af Judas peger hen mod korsdøden. Nadveren bliver i den sammenhæng et ritual, der udtrykker hans døds betydning og rituelt etablerer denne døds betydning for alle de deltagende mennesker. Samtidig er den en foregribelse af det endetidige samvær med Jesus i Guds rige. På den måde er den også en erstatning af det konkrete måltidsfællesskab indtil det genoptages i det hinsidige.
Der er ingen tvivl om, at teksten forholder sig til en faktisk rituel praksis i menigheden. Man har holdt måltider sammen, hvor man rituelt har fejret Jesu død og dens betydning for relationen mellem Gud og mennesker. Ved deltagelse i nadveren, hvor brød og vin fremstiller Jesu død og gives til deltagerne, sikres deres forhold til Gud ved syndernes forladelse. Således er Jesu død i denne fortolkning grundlag for at pagten mellem Gud og mennesker kan bestå. Den foranlediger syndernes forladelse, hvilket nadverdeltagerne får gavn af, så de kan forblive i fællesskabet med både Jesus og hans fader, indtil det atter skal genoptages som konkret samvær i faderens rige.