Ordet blandt tidsler
Mark 4,1-20
I januar-februar 1970 afholdt Louisiana udstillingen Tabernakel. Den samlede blandt andre de toneangivende blandt de unge, danske kunstnere. På den udstilling skulle Bjørn Nørgaards siden så berømte hest have været slagtet. Det fik han ikke lov til. I det hele taget var der mange af kunstnernes ideer, som ikke blev til noget. Per Kirkeby slog lejr inde på museet i tonsvis af medbragt sand. Nørgaards hest blev hver dag fragtet i levende ind til Louisiana. Men kunstnerne måtte ikke fylde parken op med Citroën-biler, og da forbuddet mod slagtningen af hesten kom, fandt de det for restriktivt og reaktionært. De pakkede sammen og forlod udstillingen. Formentlig dobbelt tilfreds med at have udstillet på Louisiana ogforladt det i protest.
Udstillingen blev legendarisk. Men den var ikke en udpræget succes. Hvad værre var, den blev heller ikke en skandale. Og det var selvfølgelig formålet. I hvert fald fra kunstnernes side. Spørgsmål er så, om det var på grund af Louisianas restriktioner, eller om det – som nogle vil mene – i udgangspunktet var dømt til at mislykkes. For det er umuligt at lave provokerende kunst på Louisiana, vil de sige. Områdets og bygningernes æstetik vil til enhver tid indhylle kunstværkerne i en bedsteborgerlig pænhed, der umuliggør enhver provokation. Alting er lidt lækkert på Louisiana, så rigtig chokeret bliver man aldrig. Rammen bestemmer kunstværket.
Det er værd at tænke på, mens vi er samlet her under regeringens restriktioner med håndhævelse af alle retningslinjer og varetagelse af alle anbefalinger. Mens vi holder gudstjeneste i det nøje tilmålte tidsrum uden salmesang og altergang – og hører lignelsen om sædemanden.
Lignelsen handler om ordet. Ordet, der har svært ved at slå rod. Det falder på vejen og på stengrund og får ikke rodfæste, før det tages bort af Satan eller falder fra. Andet kvæles af verdens bekymringer og fristelser. Kun ordet i den gode jord, slår rod, vokser og bærer overordentligt megen frugt. Fortolkningen lader ingen tvivl om, hvad problemet er. Hvis ikke jorden er god, er modstanden for hård. Hvad enten det er Satan, trængsler og forfølgelser, verdens bekymringer, rigdom eller distraherende lyst, så kommer der noget eller nogle udefra og hindrer væksten. Hvis ikke jorden er god, så ordet kan slå en dyb rod, er modstanden for stærk. Så kan det ikke klare sig.
Lignelsen stammer fra en tid, hvor omgivelserne ikke var kristendommen venligt stemt. Det tages for givet i evangelieteksten, at verden vil kvæle ordet. Enten er der konkret fjendtlighed i form af voldelige trængsler og fysiske forfølgelser, eller der er bekymringer og fristelser. Begge dele står ordet imod og begge dele kommer fra verden, udefra.
For Jesus i Markusevangeliet er det selvfølgeligt, at ordet står imod verden, og verden er imod det. Samfundet og menigheden er modsætninger. Alt, hvad der hører verden til, vil bekrige og bekæmpe de troende. Det vil forlede og forråde de kristne.
Modstanden kommer udefra. Årsagen kommer indefra. Ordet er det modsatte af verden. Markusevangeliet taler om, at de, der forstår lignelsen, har fået Gudsrigets hemmelighed givet. Den hemmelighed er Jesu liv, korsdød og opstandelse, for i den historie bryder Gudsrige igennem. I den historie overvindes de magter i verden, som har forsøgt holde hans forkyndelse nede – til sidst ved at slå ham ihjel. I opstandelsens sejr vises denne verdens nederlag. Det, der set med verdens øjne var en ydmygende henrettelse, viser sig at være en glorværdig sejr. Heri bryder Gudsriget igennem. Det kan verden ikke se; det er givet de få at kende Gudsrigets hemmelighed.
Paulus siger det endnu bedre, som vi hørte for alteret: Ordet om korset er en dårskab for verden, nemlig dem, der fortabes. For os, der frelses, siger han, er det derimod Guds kraft. Ordet om korset er et radikalt perspektivskifte. Det anerkender ikke denne verdens vurderinger og værdiansættelser, for den korsfæstede er Guds ære. Heri ligger en grundlæggende kritik af denne verdens magtstrukturer og værdihierarkier. For når den sande visdom og kraft er den verdsligt svage og ydmygede, så afsløres det, at denne verdens værdisystemer og magthierarkier, denne verdens herskere og meningsdannere, ja sandheden selv i denne verden, tager grundlæggende fejl. Heri ligger en fundamental magtkritik, som ikke nødvendigvis altid formuleres i den kristne forkyndelse, men altid er til stede som en mulighed.
Så er det klart, at dette budskab må støde på modstand i verden, for det er altid en potentiel modstander af verden. Jesus formulerer det således, at ordet, der ikke har fået rodfæste, vil gå til grunde i forfølgelser og trængsler, eller i bekymringer og fristelser. Alt sammen noget der kommer udefra.
Det er bemærkelsesværdigt, at den danske fortolkningstradition, som vi finder den i salmebogen, nedtoner modsætningen til verden. De evangeliesalmer, der hører denne søndag til, handler om jordbunden, og jordbunden er menneskets hjerte. Kingo siger:
O Gud, du ser og kender,
hvad art af jord jeg er,
mit hjerteland sig vender
mod verden, og det bær’
så lidet af den grøde
og frugt, du venter dig;
mit hjerte det må bløde,
når jeg besinder mig.
Det er hjertet, der vender sig mod verden. Ikke verden, der slår imod hjertet. Tilsvarende i Grundtvigs salme om sædemanden, der gik ud at så. Fire strofer begynder med ”Hvor hjertet er”. Hvor hjertet er ”som alfarvej”, ”som voks”, ”halvvejs godt” og endelig: ”Hvor hjertets lyst er liv og fred”. Heller ikke i den fremstilling er modsætningen mellem ordet og verden; konflikten ligger i hjertet selv. Hvis det har den rette bonitet, kan det modtage ordet. Hvis det kan det, forsvinder modsætningen til verden tilsyneladende. Kampen foregår i menneskets indre, ikke mod kræfter udefra.
Det er ikke altid, at man kan få Kingo og Grundtvig til at tale sammen. Derfor er det sigende, at de her er enige. Forholdet til verden går én vej. Hvis ordet er i hjertet, er forholdet til verden i orden. Den lokker ikke, den bekymrer ikke, den forfølger ikke. I vores danske situation har det været let at tage et skridt mere. Forholdet er blevet hjerteligt. For det gode hjerte i menigheden er med kirken inkluderet i samfundet, som en særlig institution blandt de øvrige kultur- og underholdningstilbud. Ganske vist har regeringen denne gang ikke side- og ligestillet kirkerne med biografer og idrætshaller. Samfundet har klogelig tilkendegivet, at religionen spiller en særlig rolle i samfundet. Men den gør det på myndighedernes nåde. Regeringens restriktioner gælder her; reguleringerne afgør vores kirkegang. Vi synger, når vi må. Vi lukker, når vi skal. Vi ser det ikke som verdens modstand, så vi gør ikke modsigelser. I denne situation med rette, synes jeg nok.
Men jeg tror, at de fleste kan fornemme et ubehag, for en grænse overskrides. Selv om begrundelserne kan være gode, er der inderst inde en nagende bevidsthed om, at det ikke er rigtigt, at den politiske magt bestemmer over kirkens gudstjenester. For kan vi varetage ordet og forkynde budskabet, der i sin substans er magtkritisk og verdensfornægtende, når det sker inden for denne verdens magts anbefalinger og anvisninger? Man kommer til at tænke på Per Kirkeby ved sin primus på gulvet i det konforme Louisiana, der kan ikke slippe for dets ufarlige lækre rammer?
Forkynder vi på samme måde det magtkritiske budskab i rammer sat af den selvsamme magt, må vi spørge, om vi bærer tredive, tres og hundrede fold. Om vi lever op til evangeliet, ordet om korset. Kan vi så påstå, at ordet er faldet i den gode jord? Er det ikke snarere faldet blandt tidsler? Verdens bekymringer og rigdoms blændværk. Den fordragelige forening af kirken og verden er ikke farlig, for der er hverken trængsler eller forfølgelser; men den kan være omfavnende og omklamrende, måske kvælende. Tidslerne tager sig ud som restriktive regulativer og forebyggende forordninger.
Derfor må vi stedse insistere på fornemmelsen af ubehag, når grænsen mellem kirke og verden nedbrydes. Vi må altid minde os selv om, at ordet aldrig lader sig verdsligt regulere. Det vil altid have en skeptisk brod mod verden og bestandigt stå i en potentiel konflikt med magten. De to går aldrig i et. Hvad det betyder i praksis, må situationen afgøre. Men ordet skal kunne bære tredive, tres og hundrede fold. Hvis det ikke kan det, må man overveje om jordbunden er god nok eller tidslerne er for mange.
Den inderlige Brorson har sans for det. Han har med sit uforglemmelige udtryk ”forhærdede tidselgemytter” en gang for alle har givet skikkelse til den del af lignelsen. Og i den sidste strofe af samme salme udtrykker han det evigt spændte forhold mellem ordet i hjertet og den troende i verden:
Lad verden mig alting betage,
lad tornene rive og nage,
lad hjertet kun dåne og briste,
min rose jeg aldrig vil miste!
DDS 652 – 152 – 153 — 122 – 379 – 155