Lignelsen om kornet og sennepsfrøet

v.26 Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået jorden; v.27 han sover og står op, nat og dag, og kornet spirer og vokser, uden at han ved hvordan. v.28 Af sig selv giver jorden afgrøde, først strå, så aks, så fuld kerne i akset. v.29 Men når kornet er modent, går han straks i gang med seglen, for høsten er inde.«
v.30 Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med? Hvilken lignelse skal vi bruge om det? v.31 Det er ligesom et sennepsfrø: Når det kommer i jorden, er det mindre end alle andre frø på jorden, v.32 men når det er sået, vokser det op og bliver større end alle andre planter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge.«

Mark 4,26-32 (jf. Matt 13,31-32; Luk 13,18-19)

Tekstens forhold til de andre evangelier

Af de to lignelser har Matthæus og Lukas kun taget den sidste med i deres evangelier. Det er i sig selv påfaldende. Måske har de ikke brudt sig om, at der er noget, der sker automatisk. Begge disse evangelier har jo menigheden i tankerne, som de på den ene eller anden måde opmuntrer og formaner. I den sammenhæng er det måske ikke så brugbart, at Guds riger vokser automatisk, uden at man ved hvordan.

Lignelsen om sennepsfrøet, hvis pointe er forholdet mellem den lille bitte begyndelse og det kæmpestore resultat, er derimod langt mere foreneligt med deres anliggende. Derfor er den taget med i en let revideret udgave. Det er interessant, synes jeg, at de begge har en handlende person. I Markusevangeliet udtrykkes det upersonligt, at ”frøet kommer i jorden”. Hos begge de andre synoptikere er der en mand, der sår frøet. Forskere, der opererer med den tabte kilde Q, mener, at den har indeholdt denne version, som Matthæus og Lukas benytter. Det vil altså sige, at Q har haft en meget nær parallel til Markusevangeliets lignelse, som Matthæus og Lukas uafhængigt af hinanden har valgt at benytte. Jeg må sige, at det for mig er lige så overbevisende, at Matthæus har tilføjet den handlende mand (det er endog et typisk træk i genskrivninger), og Lukas har kendt lignelsen fra Matthæusevangeliet. Man kan selvfølgelig sige, at det ville forklare, hvorfor de ikke har den første lignelse med. Men det er ikke et stærkt argument, for de har begge overtaget flere andre lignelser fra Mark 4.

Udover disse spekulationer giver Matthæus’ og Lukas’ version ikke meget hjælp til fortolkningen. Hos Matthæus indgår den i en række lignelser om himmeriget, som Matthæus kalder gudsriget. Hos Lukas hænger den sammen med lignelsen om surdejen, som også følger direkte efter i Matthæusevangeliet (måske et bedre argument for en bagvedliggende kilde).

Tekstens placering i Markusevangeliet

Mark 4 er Markusevangeliets lignelseskapitel. Det indledes med lignelsen om sædemanden, som fungerer som en slags model-lignelse. Jesus siger nemlig: ”Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?” (Mark 4,13), inden han udlægger den. Pointen er, at sædemanden sår ordet (Mark 4,14). Den udlægning kan overtages i forbindelse med disse lignelser. Inden dem kommer ordet om at få igen, som man selv har givet (Mark 4,24), og om at, der skal gives til den, der har, og tages fra den, der ikke har (Mark 4,25).

Teksten slutter lignelsesafsnittet. Efter den følger blot en sammenfatning om, at han kun talte til dem i den slags lignelser, men udlagde det for disciplene.

Tekstens detaljer

Teksten indeholder to lignelser, v.26-29 og v.30-32, som forekommer som en opremsning, idet begge indledes med ”og han sagde”.

v.26-29: Billeddelen af lignelsen er umiddelbart forståelig. Væksten går af sig selv og er grundlæggende uforståelig. Når tiden er inde, skal der høstes. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det siger om gudsriget.

v.30-32: Det samme gælder for den anden lignelse. Den indledes med et retorisk spørgsmål, som lignelsen selv er svar på. Lidt bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng er det, at lignelsen overdriver for at få pointen frem. Sennepsfrøet er ikke det mindste af alle frø, selv om det i nogle sammenhænge netop bruges ordsprogsagtigt om det, der er meget småt. Sennepsplanten kan heller ikke blive som et stort træ. En sennepsplante er normalt omkring halvanden meter, men kan nogle steder blive større. Den bliver dog aldrig et træ med grene. Nogle vil derfor sige, at der er tale om en busk, altså at sennepsplanten bliver større end andre planter som en stor busk. Botanisk gør sig snarere det gældende, at planten spreder sig med stor hast, ligesom visse ukrudtsvækster. Under alle omstændigheder er pointen forskellen mellem den lille begyndelse og den store vækst.

Tekstens fortolkning

Lignelser skal næppe udlægges således, at hver enkelt billeddel korresponderer med en sagdel, så manden i den første lignelse skulle være én ting (fx Jesus), sædekornet en anden (fx ordet), marken en tredje (fx verden), væksten en fjerde (fx mission) og høsten en femte (fx dommedag). Eller med hensyn til den sidste lignelse: sennepsfrøet én ting (fx ordet), væksten en anden (fx udbredelsen), den store plante en tredje (fx kirken) og fuglene en fjerde (fx alle folkeslag). Ganske vist udlægger Jesus selv sædemandslignelsen på næsten denne måde (jf. Mark 4,15-20), men det er nok en for mekanisk metode, som i øvrigt har en hel del tilfældighed over sig. Det hele kunne jo lige så godt udlægges som noget andet. Man skal nok hellere lede efter én pointe, fx den automatiske og uforståelige vækst, og forholdet mellem den beskedne begyndelse og det store resultat, og overføre den på det, som lignelsen handler om. Men også denne metode kan være for simpel. Måske skal man hellere betragte lignelsen, som en lille fortælling, der skaber sit eget univers, og dette univers skal sammenlignes med gudsriget. I det første tilfælde ville det så være hele den meningssammenhæng, der ligger i forestillingen om en mark, der på forunderligvis vokser af sig selv og bliver moden til høst, som skal overføres på gudsriget. I den anden lignelse er det tilsvarende ideen om plantens vækst og dens beskyttelse af himlens fugle, der skal illustrere gudsriget. Denne sidste metode kan dog forekomme lidt for poetisk i en sammenhæng, hvor man trods alt må forestille sig, at Markus har ville sige noget bestemt. Jeg foretrækker altså at lægge vægten på den grundlæggende struktur i billeddelen, som skal sige noget bestemt om gudsrigt. Men samtidig er det nok klart i konteksten, at frøet i begge tilfælde betyder forkyndelsen af ordet (jf. Mark 4,14).

For begge lignelsers vedkommende er det dog et spørgsmål, hvad der menes med gudsriget. Skal lignelsen illustrere gudsriget eller er det høsten, der er gudsriget, mens lignelsen illustrerer vejen dertil? Formentlig er det sidste tilfældet i Markus’ opfattelse: Jesu ord flår rod og vokser af sig selv, indtil dommedag kommer og gudsriget oprettes. Det samme er tilfældet i anden lignelse: Ligesom frøet er lille bitte, men vokser sig stort, således har Jesu ord kun begrænset succes i begyndelsen, men vokser til en stor succes, nemlig i endetiden, hvor det er størst af alle. Denne tolkning passer måske bedst med den første lignelse.

Imidlertid foreligger også muligheden at se lignelsen som et udtryk for at se hele forløbet som en fremstilling af gudsriget, som vokser af sig selv og bliver størst af alle. Så er det hele forløbet fra Jesu forkyndelse af ordet frem til dommedag, der illustreres, og så er gudsriget i vækst allerede nu. Gudsriget kommer altså ikke først ved dommedag; det vokser automatisk frem nu. Denne mulighed kan langt fra udelukkes. Den passer bedst med den sidste lignelse.

Under alle omstændigheder er det en pointe i begge lignelser, at Gud står bag gudsrigets vækst, selv om både måden og størrelse er uigennemskueligt og uforudset for mennesker. Så forvisses læserne om, at gudsrigets udvikling forløber helt som Gud vil.