Mark 4,26-32
Jeg har bemærket, at det er blevet almindelig konversation at spørge, om man har travlt. Som så mange andre af den slags indledende spørgsmål, er det nok ikke et rigtigt spørgsmål. Ligesom spørgsmålet, ”hvordan går det?” heller ikke for alvor er en invitation til at fortælle om, hvordan det går. På samme måde er det med spørgsmålet, om man har travlt. Det skal ofte lede frem til en samtale om, hvor travlt spørgeren har. Alligevel er der et forkert svar på spørgsmålet. Svarer man ”nej, jeg har god tid,” kan det nærmest spolere samtalen. Spørgeren bliver perpleks og ved ikke, hvordan han skal reagere, for ”den havde han ikke set komme,” som man siger. Det er et regulært brud på de uskrevne regler, for har man ikke travlt, er man ikke rigtigt noget. Ved ikke at have travlt har man indplacere sig blandt dem, der ikke er brug for. Og så er det næsten, som om det ikke er umagen værd at tale med en. For man kan jo ikke beskæftige med noget vigtigt, hvis man ikke har travlt. Og så kan man ikke selv være særlig interessant. Travlt må man have.
Men gudsriget har ikke travlt, siger Jesus i dagens lignelser. Gudsriget vokser stille og roligt i sit eget tempo, indtil det er blevet så stort, som det skal være. Det sker, mens sædemanden sover trygt. Selv om gudsriget begynder i det lillebitte frø, bliver det så stort som et træ, så fuglene kan søge ly i dets krone.
Hvordan lignelserne passer med realiteterne i botanikkens og landbrugets verden, er ikke afgørende. Det handler ikke om, hvordan landmænd dyrker markerne, eller hvilken slags plante, der kommer ud af et sennepskorn. Det handler om, at der er noget, der sker af sig selv, automatisk, som man ikke ved sine bekymringer og søvnløse nætter kan fremskynde; som man ikke ved sin geskæftighed og foretagsomhed kan forcere. Det handler om noget, der bliver til det, det skal være, i sin egen tid. Et frø tager den tid, det gør, om at spire, slå rod, vokse op og sætte kerne. Og det bliver til den plante, som det er. Det kan der ikke ændres på. Det giver ikke mening at skynde på det. Det tager sin tid, uanset hvordan det passer med vores tid. Det har ikke travlt.
Sådan er gudsriget, siger Jesus i lignelserne. Det bliver til det, det skal, til den tid, det skal. Gudsriget har ikke travlt. Det har ingen hast. Og dog er gudsriget gennem historien blevet udsat for megen hastværk. Man kan sige som hovedpersonen i Umberto Ecos roman ”Rosens navn”, middelaldermunken William af Baskerville, da inkvisitionen vil rense klosteret for kætteri, djævelskab og hekse, og William kun bidrager meget vrangvilligt. Da bliver han spurgt af sin discipel Adso, hvad han har imod den hellige retfærdighed. Hastværket, svarer William, hastværket. For det kunne ikke gå hurtigt nok med at få munkene til at rette ind efter den rette lære og praktisere det rette kristne liv. Med drastiske metoder havde man travlt med at fremskynde gudsriget, og veg ikke tilbage for at bruge tortur til at gøre syndere bodfærdige og hekseafbrændinger for at sikre sig mod fristelser. Det var vigtigt, så man havde travlt og skyede ingen midler i retfærdighedens og gudsrigets navn.
Umberto Ecos kriminalroman i middelalderens klostermiljø fanger en stemning af nervøst hastværk på gudsrigets vegne, som måske er særlig middelalderlig. I 1095 holder pave Urban II en tale med verdenshistoriske konsekvenser. Tingene stod grelt til i Europa ifølge Paven. Ufred og kriminalitet var dagligdag. Nu skulle biskopper, fyrster og herremænd tage affære og få styr på de interne forhold, for der var brug for dem og alle andre i kampen mod muslimerne, der havde magten den hellige by, Jerusalem. Ikke nok med det. De kristne i byen var udsat for overgreb, og muslimerne havde vovet at lukke adgangen for pilgrimme til gravkirken. Nu skulle der gribes ind. Paven kaldte derfor på alle, der var i stand til det, til at gå med i krig for at befri Jerusalem. Det var deres religiøse pligt. Kristus befaler det, kunne paven sige. Af samme grund lovede han med hele sin guddommelige autoritet de faldne øjeblikkelig syndsforladelse. Nu kunne altså alle og enhver tjene den evige løn ved at gå med i krigen. Det, der siden blev kaldt det første korstog.
Talen havde en enorm effekt. Det forlyder, at tilhørerne spontant svarede med råbet ”Deus lo vult!” Gud vil det! Og budskabet spredtes med lynets hast over hele Europa. Resultatet udeblev ikke. En engelsk historiker fortæller ca. en generation senere, omkring år 1120: ”Waliserne forlod deres krybskytteri, skotterne deres vante lus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk.” Alle drog de på korstog for at befri det hellige land og fortjene den aflad, som man havde ret til, hvis man deltog i korstog. For sådan blev korstogsteologien: Hvis man deltog i retfærdige krige, var de retfærdiggørende for krigerne. Man blev frelst af at gå i krig, for man kæmpede for gudsriget. Med vold og magt – bogstaveligt talt – skulle det fremmes. Det kunne ikke vente. Man havde travlt, for det var vigtigt. Gud vil det!
Der kan være mange grunde til at gå i krig, nogle af dem også gode, men det kan hverken være fordi Gud vil det, eller fordi man bliver frelst af det. For gudsriget har ikke travlt. Det skal man ikke kæmpe sig til i korstog; det skal ikke indføres i krig, for gudsriget er der. Det vokser af sig selv og bliver til det, det skal, af sig selv, siger Jesus.
Alligevel synes korsfarer-logikken at være en velkendt tankeform. Ikke blot blandt fanatiske grupper, kristne som andre, der viderefører den tankegang, at der til den religiøse pligt hører rettigheden til at udføre Guds vilje. For at sætte hans rige igennem i det liv, vi lever; i det samfund vi opbygger, så det gør en forskel. For det må være Guds vilje, at hans rige oprettes. Så man kan overtrumfe ethvert hensyn, endda tilsidesætte menneskelivet selv, fordi man har travlt med at tage sig af gudsrigets vækst.
Med samme korsfarer-logik spørger man efter gudsrigets betydning for sig selv. Når man mener, at gudsriget bør fylde mere og have større betydning for det liv, man lever. Så man leder efter gode eksempler på, at gudsriget faktisk gør en forskel i ens liv. At man kommer bedre og hurtigere gennem kriser; at man får hjælp i svære situationer og kan se alt fra et andet perspektiv. At livet helt konkret og virkeligt er bedre, når det leves i lys af gudsriget. Det må være Guds vilje, at hans rige virker i os. Hvorfor skulle vi ellers høre om det? Så får man travlt med lede efter gudsrigets effekter.
Eller samme korsfarer-logik gør sig gældende, når man mener selv at skulle fremvise gudsriget ved sit overskud og overbærenhed, sin energi og gode humør, sine næstekærlige handlinger og omsorg for den fremmede, så gudsriget gør en forskel nu og her over for dem, man lever sammen med. Hvorfor skulle vi ellers modtage det? Man får travlt med at realisere gudsriget for sig selv og hinanden i det liv, vi lever. Så gudsriget viser sig i vores virkelighed.
Uanset hvor dybtfølt behovet for at mærke gudsrigets betydning i sit liv er, og uanset hvor oprigtig lysten til at udøve gudsrigets betydning i andres liv er, tager begge holdningerne ansvaret for, at gudsriget spirer og vokser, sætter strå, aks og fuld kerne. Som for korsfarerne følges den religiøse pligt af retten til at overtage hans vilje og indføre hans rige. Så skal det gå stærkt. Så får man travlt med at sikre dets vækst, så det kan mærkes og føles, måles og vejes.
Men gudsriget har ikke travlt. Det kan være det mindste af alle frø og vokse af sig selv til det største træ. Det sætter rod og vokser op uden hjælp fra nogen. Det bærer frugt og sætter kerne automatisk. Det er ikke vores ansvar, siger Jesus i dagens lignelser. For gudsriget skal ikke hjælpes frem; det skal ikke fremskyndes eller forceres, så man tydeligt kan se og mærke det. Det er der, og det vokser frem som det skal. Som vi ikke har magt over afgrøderne på marken og planterne i skoven, således er gudsriget ikke vores ansvar. Det vokser som set skal. I det kan vi være trygge.
For gudsriget er der, og vi har del i det, så vi kan leve ud fra det. Vi behøver ikke håbløst at søge det alle vide vegne; vi skal ikke restløst realisere det i dette og hint. Vi kan leve vort liv i tryg forvisning om, at vores liv er uløseligt forbundet med det gudsrige, der vokser helt af sig selv. I den tro behøver vi ikke at have travlt med alverdens gøremål, der skal vise, hvor betydningsfulde og vigtige vi selv er. For vi kan ikke blive vigtigere, end vi er, når vi har del i gudsriget.
I stedet kan vi få travlt med at leve livet, så det bliver til gavn for livet. For menneskelivet er vores. Det vokser ikke af sig selv, det sætter ikke automatisk frugt. Menneskelivet skal vi have travlt med. Ikke for gudsrigets skyld, men for menneskers og livets skyld. For når vi ikke skal bekymre os om gudsriget, fordi det vokser automatisk, og vi ikke skal bekymre os om os selv, fordi vi har del i gudsriget, kan vi bekymre os om vores næste og om det liv, vi skal leve med hinanden. Det kan vi have travlt med, fordi vi ved, at gudsriget ikke har travlt. Det vokser helt af sig selv til os.
DDS 1 – 388 -313 — 557 – 320 – 401