Mark 4,1-20
John Keats er indbegrebet af en romantisk digter. Han blev født i England i 1795 og døde forarmet af tuberkulose i Rom i 1821. I løbet af sit 25-årige liv oplevede han ingen anerkendelse. Hans få bøger blev ikke solgt i mere end 200 eksemplarer. Da han døde, var hans liv nærmest en fiasko. Først senere fik han succes, da man fik øjnene op for hans digte, som er lige så romantiske som man kan tænke sig. De dyrker smukke klassiske former og er fyldt af følelsesladede beskrivelser af det skønne.
Keats’ mest kendte digt hedder ”Ode til en græsk vase”, der blev udgivet året før hans død. Det er en beskrivelse af dekorationerne på en antik vase. Digteren betragter, hvordan tiden er gået i stå i vasens billeder. Træet vil for evigt stå i blomst. Pilen vil aldrig forlade buen. Læberne vil aldrig mødes i et kys. Aldrig vil vi vide, hvad handlingen på vasen egentlig beskriver. Hvem er det, der kommer der for at ofre? Hvad er det præsten laver? Hvorfor er byen forladt? Aldrig vil vi vide det, men det er for evigt fanget på vasens side. Når denne generation for længst er borte, vil vasen stadig holde på sine hemmeligheder. Man fornemmer den unge digters romantiske fascination af det, der overskrider århundreder. Det, generationer har beundret før ham, og generationer vil beundre efter ham. Og samtidig fornemmer man frustrationen ved at stå uden for, ved ikke at være inkluderet i vasens historie, men blot være en i en lang række af fortidige og fremtidige tilskuere. Hvad forbinder digteren med vasen? Objektivt er den blot en tavs form med forstummede figurer, der ægger vores spekulation og ikke giver nogen svar. Som selve evigheden driller den, så man kan miste forstanden af at tænke på det. Og alligevel er den menneskets ven, siger betragteren, for det, der forbinder tværs gennem tiden, er skønheden selv. Det er den subjektive følelse, som skønheden vækker, der er adgangen til vasen. For skønhed er sandhed, og det sande er det skønne, og det er alt, hvad man har brug for at vide på denne jord, konkluderer digteren. Skønheden selv giver ham subjektivt adgang til at forstå vasen, hinsides objektiv logik og rationalitet, og andet ønsker han ikke. For det er sandt.
Som digteren foran vasen kan man føle sig foran dagens nytestamentlige tekster, når man i epistlen hører ”De vises visdom vil jeg ødelægge, de kloges klogskab vil jeg tilintetgøre”, ”for korset er en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft”. Og i evangelieteksten, at alt kommer i lignelser for at ”de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.” Ligesom digteren foran vasen kan man føle, at man står uden for og ser på noget, man ikke har adgang til. De foreligger objektivt foran en, men subjektivt har man ikke adgang til dem. Det man ser, forstår man ikke. Det man hører, fatter man ikke.
Paulus lægger ikke skjul på, at det ikke handler om almindelige objektive kompetencer. ”Gud har gjort denne verdens visdom til dårskab.” Så det er ikke et spørgsmål om at forstå de gamle, svære tekster intellektuelt. Man kan let forstå, at Paulus kalder korset, der er den mest ydmygende og fornedrende henrettelsesform, den mest forfærdelige død som kun slaver og andre svage mennesker blev udsat for i antikken, Guds kraft og Guds visdom. Og man kan fatte, hvordan han derved undergraver alle statushierarkier. For Guds visdom og Guds kraft er det viseste og stærkeste, man kan forestille sig. Hvis dét findes i det, der menneskeligt set er svagest og dummest, så kan vi ikke længere tillægge vores menneskelige hierarkier absolut værdi. Så må vi altid regne med, at hvad vi opfatter som stærkt, klogt og ærefuldt ikke er således i Guds øjne. Og hvad vi forstår som svagt, dumt og foragteligt, ikkeer således i Guds øjne. I det hele taget må vores vurderinger af værdi og mangel på værdi, på succes og fiasko, vige for et blik, der ser, hvad vi ikke ser, og erkender, hvad vi ikke erkender. Intellektuelt kan man sagtens forstå alt det og alligevel have svært ved at sige sammen med Paulus, at ”for os, der frelses, er det Guds kraft”. For er man virkelig selv inkluderet blandt dem, der frelses? Står man ikke udenfor og analyserer teksten objektivt ligesom digteren, der betragter vasen og ser dens figurer, men aldrig subjektivt finder ind til dens mening? For digteren er skønheden nok, men hvor er det, der forbinder os med Paulus’ tekst, så vi er ”os, der frelses”?
I evangeliet siger Jesus til sine disciple, at Guds riges hemmelighed er givet dem. Til alle andre kommer den kun i lignelser, så de intet forstår, selv om de ser; så de intet fatter, selv om de hører. Og man spørger sig, hvad hemmeligheden er, der bringer en indenfor. Og det nytter ikke at gennemanalysere Markusevangeliet objektivt for at finde ud af, at Guds riges hemmelighed er Jesu Kristi egen rolle. At hans historie med lidelse, død og opstandelse, som bliver disciplene til del, er den hemmelighed, der giver adgang til Guds rige, så man i kraft af ham kommer indenfor, mens de andre står udenfor og ikke forstår, at sædemanden sår ordet om korset, der er Guds kraft og Guds visdom. Men tekstanalysen er stadig som at betragte vasen med dens smukke former og skønne dekorationer og ikke finde ind til dens indre mening, for det handler ikke om at kunne fortolke evangelieteksten for at få adgang til den. Man kender ikke Guds riges hemmelighed, blot fordi man kan forstå Markusevangeliets struktur. Så er man snarere som dem, der ser og ser og intet forstår; og hører og hører og intet fatter, for forståelsen er objektiv, men man er ikke subjektivt inkluderet i den. Digteren fandt skønheden, der forbandt ham med vasen. Men hvad forbinder os subjektivt med Jesu budskab i teksten, så vi kan vide, at vi er dem indenfor, der kender Guds riges hemmelighed og vokser i den fede muld, så vi giver tredive, tres og hundrede fold?
Skønheden er ikke nok, som den var for John Keats. Lige så lidt som adgangen til Guds riges hemmelighed kan reduceres til en objektiv intellektuel erkendelse, kan den afgrænses til en subjektiv inderlig følelse. Forbindelsen mellem evangeliet og os etableres slet ikke i vores indre subjektive sjæleliv og ej heller i den objektive form, som teksterne har. Sammenhængen mellem os og de bibelske tekster opstår kun, når det subjektive og objektive smelter sammen i den den fælles tro, der ligger til grund for både evangeliernes vidnesbyrd og for vores kristendom. Den tro findes objektivt, men eksisterer kun, når vi subjektivt tager del i den. Det er den tro, som vi i dåben indlemmes i, som vi bekender i trosbekendelsen, og som vi fejrer i nadvermåltid. Den tro, vi giver udtryk i salmerne og samles om i bønnerne. Når vi er her i gudstjenesten, får troen konkret objektiv form, fordi vi subjektivt tager aktivt del i den med vores kroppe og vores stemmer. Her ser og ser vi; her hører og hører vi, så vi forstår og fatter, at ordet om korset for os er Guds kraft, hvori Guds riges hemmelighed er givet os. Her kommer teksterne til at handle om os, for vi er forbundet med dem gennem den tro som er grundlaget for både dem og for vores gudstjenestefejrende menighed.
Men evangeliet lader det ikke blive ved det. Hverken det objektive fællesskab i gudstjenesten eller den subjektive kristne tro får lov at forblive for sig selv, som digterens følelse af skønhed, der til sidst kun kan være hans egen. For evangeliet kræver, at det omsætter sig i tredive, tres og hundrede fold. Og måske er det alligevel, hvad vi kan lære af den unge, romantiske digter, der omsætter sin egen subjektive oplevelse af den græske vases skønhed til et objektivt digt, som har afsat den selvsamme subjektive følelse af skønhed hos læserne i godt 200 år. Således sætter det tredive, tres og hundrede fold. Som evangeliet gør, når det fortsat videregiver Guds riges hemmelighed i den tro, der tager konkret form i den gudstjenestefejrende menighed og fortsætter ud i livet, hvor sammensmeltningen af den objektive forkyndelse og den subjektive tilegnelse bæres i de troendes hjerter.
Så kan man lade epistel- og evangelietekst smelte sammen i udsagnet, at Guds riges hemmelighed givet til os, der frelses. Sådan som vi skal synge det under nadveren, om det lyksalige folk, der har ”Guds-freden i hjerte, Guds ord i mund/med herlighedshåbet i allen stund/thi de, som Guds Faders udkårne/har børnekår med hans Enbårne”.
Det er objektivt smukt, når vi hører det, og det er subjektivt sandt, når vi synger det. Og det er alt, hvad vi ved på denne jord, og alt, hvad vi har behov for at vide.
DDS 4 – 392 – 152 — 313 – 376 – 557