Seksagesima: Mark 4,26-32 (Vartov, 8.2.26)
Billederne i Jesu lignelser forekommer hjemlige. Er man kendt med salmebogen og Højskolesangbogen, kan man godt bo på Rådhuspladsen og alligevel føle sig hjemme blandt kornet, der gror, og sennepsplanten, der vokser. Man ser bølgende grønne og gule marker for sig i et idyllisk syn, og tilgiver let, at sennepsfrø ikke bliver til træer, for det er ellers så genkendeligt, og vi forstår jo godt pointen. For vi føler os godt tilpas i Jesu landskabsbilleder. De er nærmest nostalgiske, og sådan kan man jo forestille sig gudsriget på en varm sommerdag, hvor blikket kan forsvinde i den lyse blå himmel, og man bliver varmet helt igennem af solen. Men lidt naivt er det, når man hører det en kold og mørk februardag, hvor himlen er dækket af skyer, og man kæmper sig gennem sne og sjap, og der er så meget, der skal overstås, inden det kan blive sommer med høst og fuld kerne i akset.
Bibelens sidste bog, Johannes Åbenbaring, har større sans for, at noget ondt skal overvindes, før det gode kan komme. Den bog består af en helt anden type billeder end Jesu lignelser. Fen er en lang række mærkelige, surrealistiske, nærmest psykedeliske syner af verden, der går under, og en ny himmel og en ny jord, der opstår. Og umiddelbart før den nye himmel og den nye jord kommer, er der en underlig vision om et tusindårsrige, hvor Satan skal være bundet i tusind år, martyrerne og de retfærdige skal opstå og få magt over jorden, så de kan være konger og præster sammen med Kristus. Først når de tusind år er gået, skal Satan atter slippes løs, inden han for evigt kastes i søen af ild og svovl, så den første himmel og den første jord kan forsvinde, og den nye himmel og den nye jord kan fremkomme.
Det er en på ingen måde en hjemlig forestilling om tusindårsriget i Johannes Åbenbaring, og man kan tænke sig, at det har givet anledning til alverdens fortolkninger. For der er jo tale om et fredsrige, hvor de kristne skal have magten, inden det onde endeligt skal overkommes. Og hvad mere er, jo hurtigere dette rige bliver en realitet, jo hurtigere vil gudsriget komme. Så man kan forestille sig, hvordan kristne gennem tiderne har kæmpet for tusindårsrigets komme. Ofte har de selv ment at de kunne være med til at indføre tusindårsriget, hvis de tog magten. Man så så lidt stort på, at det i Johannes Åbenbaring faktisk er martyrerne, der skal stå op fra de døde, for at have magt på jorden sammen med Kristus. I stedet tog de kristne magten i egne hænder og tænkte, at jo flere man havde magt over, jo tættere var man på tusindårsriget. Så i den gode sags tjeneste har man endog taget magten fra de mennesker, som man ville have med i tusindårsriget.
Det er ikke uden grund, at kardinal Ratzinger, før han blev til Pave Benedikt, på den katolske kirkes vegne fordømte alle forsøg på at gøre tusindårsriget til virkelighed. Kristi rige kan kun findes hinsides historien, siger han. Det er endda direkte imod Kristus at ville indføre det som et politisk rige, siger Ratzinger. Det er Antikrists fristelse. Og så tilføjer han, at det navnlig gælder for den særlige perversitet at ville indføre Kristi rige uden Kristus, dvs. i en sekulariseret form, som politiske bevægelser har forsøgt sig med.
Det værste eksempel på det er naturligvis det tredje rige, som helt bevidst blev forstået som et rige, der skulle stå i tusind år, og som var oprettet af den messianske fører. Men man kan også nævne en række andre politiske bevægelser, der har haft det som sit utopiske formål at indføre et fredsrige på jorden og har været villig til at tage morderiske metoder i brug for at opnå det engang i fremtiden. For når man har blikket fast rettet mod det endegyldige lykkelige mål i det, der skal komme, har det, der er nu mindre betydning. I nogle tilfælde er det nuværende kun et middel til at opnå det fremtidige. Det, der sker her og nu, er for intet at regne mod det, der skal ske engang i fremtiden. Derfor kan man acceptere lidelse og smerte nu, for det skal være fryd og glæde engang, når tusindårsriget kommer. Det er de religiøse og politiske ideologiers begrundelse for at se bort fra uretfærdigheden, ufriheden og ulykken i nutiden for at komme hen til retfærdigheden, friheden og lykken i fremtiden.
Og det er nok en strategi, som de fleste kan nikke genkendende til. Engang i mellem må man se bort fra det umiddelbare ubehag for at opnå et behag senere. Ingen tandlægeoperation ville kunne gennemføres uden den strategi. Og ingen var blevet dygtig til noget, hvis man ikke i perioder kunne acceptere sliddet for at komme til resultatet. Gad vide, om der overhovedet var blevet udrettet noget i verden, hvis det ikke også kan være ulysten, der driver værket. I visse tilfælde er det jo netop ulysten ved det nutidige, der giver lyst til at komme til det fremtidige. Også det kan udarte sig i en pervers form til selvfornægtelse og selvudslettelse, fordi man kun lever efter en uopnåelig drøm. Men nogle gange er det faktisk drømmen om behaget og lysten i det kommende, der får os til at udholde ubehaget og ulysten i det nærværende.
På baggrund af den almindelige logik i såvel religiøse som politiske bevægelser, i både almenmenneskelige og personlige forhold, at man må udholde det onde for at det gode kan komme, så kan man tro, at Jesu nostalgiske og naive lignelser handler om det, vi kender. At man må udstå en ventetid, før høsten kommer. At man må affinde sig med den tid, det tager tid, før frøet bliver til et træ. Så ville man føle sig hjemme og være tryg, for det er jo nøjagtigt den strategi, vi kender fra alle andre sammenhænge.
Men det er ikke, hvad Jesus siger i lignelserne. Det er hverken hjemligt og trygt eller nostalgisk og naivt, for Jesu lignelser siger, at gudsriget er nu. Nu og her. Som et frø, der allerede er sået, spirer frem og vokser, således er det med gudsriget. Det er allerede til stede. Det er allerede nu og her. Sådan er det med gudsriget, siger Jesus i lignelsen. Det spirer og sætter strå og aks og så fuld kerne i akset, mens man sover. Det vokser og bliver stort helt af sig selv, mens livet leves. For det er ikke noget, som man skal vente på engang. Der er ikke noget, der først skal overstås, før det kan komme. Gudsriget er her allerede nu, mens vi lever vort liv. Ja, det er nu i det liv, som vi lever.
Det kan man måske forstå på de smukke sommerdage, når man nyder varmen og lyset med sine kære. Men når man er alene på en kold og mørk vinterdag, er det sværere at kapere. Så forekommer visionerne om tusindårsriget fra Johannes Åbenbaring faktisk mere hjemlige, for de stemmer med vores egen logik og strategi. For der er virkeligt meget i det liv, som vi egentlig tænker blot skal udstås. Noget skal nedkæmpes og overvindes. Meget vil man helst bare igennem for at komme frem til det sande gudsrige, tusindårsriget. Men evangeliet i Jesu lignelser er helt anderledes radikalt og chokerende. Evangeliet til os er, at gudsriget ikke blot er sommeren i det idylliske danske landskab. Det er også de våde februar formiddage, hvor man kæmper sig gennem slud og sjap, for også da lever man det liv, som man har fået givet af Gud. Og gudsriget er ikke bare de hyggelige sammenkomster med familie og venner. Gudsriget er også, ja det er måske navnlig, når man sidder med sine kære i lidelse og intet kan sige for at lindre smerten, for da tager man vare på det liv, som man er blevet givet, bare ved at dele det med hinanden, blot ved at være sammen i det. Heller ikke det skal blot udholdes og gennemleves, for lige præcis der, hvor vi lever livet alene og med hinanden i glæde og sorg, i lykke og i ulykke, i lidenskab og i lidelse, der tager vi vare på livet, som er blevet givet os. Og så vokser gudsrige helt automatisk. På den måde er Guds kirke af sig selv lige her og nu på jord og gudsrige er midt iblandt os. Det er evangeliet til os.
DDS 417 – 392 – 313 — 352 – 320 – 15