Søndag seksagesima (1)
Lignelsen om sædemanden:
v.1 Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. v.2 Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
v.3 »Hør her! En sædemand gik ud for at så. v.4 Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. v.5 Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; v.6 og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. v.7 Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. v.8 Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: v.9 »Den, der har ører at høre med, skal høre!«
v.10 Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. v.11 Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, v.12 for at
de skal se og se, men intet forstå,
de skal høre og høre, men intet fatte,
for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«
v.13 Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? v.14 Sædemanden sår ordet. v.15 Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. v.16 De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; v.17 men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. v.18 Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, v.19 men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. v.20 Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«
(Mark 4,1-20; jf. Matt 13,1-23; Luk 8,4-15)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Lignelsen om sædemanden findes i alle tre synoptiske evangelier. Kapitel 4 i Markusevangeliet kaldes lignelseskapitlet. Kapitel 13 i Matthæusevangeliet kaldes lignelsestalen. Lukas har to af lignelserne (lignelsen om sædemanden og lignelsen og lyset i stagen) i kapitel 8, men har placeret nogle af de andre lignelser andre steder i sit evangelium.
Både Matthæus og Lukas følger forlægget hos Markus ganske nøje. Iscenesættelsen er anderledes i Lukasevangeliet, hvor det ikke foregår ved søbredden. Desuden er der en del sproglige forskelle og variationer, der ikke har den store meningsmæssige betydning. Lukas forkorter gerne udtrykkene, fx udelader han forklaringerne ”hvor der ikke var meget jord” og ”fordi der kun var et tynd lag jord (Mark 4,5; jf. Luk 8,6). Desuden ændrer han detaljer. Fx bliver ”fordi det ikke havde rod” (Mark 4,6) til ”fordi det ikke havde væde” (Luk 8,6), hvilket i øvrigt gør den efterfølgende udlægning inkonsekvent, for da skriver Lukas: ”fordi de ikke har rod” (Luk 8,13) og udelader ”i sig” (Mark 4.17; Matt 13,21). Ellers består de mindre forskelle primært i forkortelser og udeladelser af overflødige detaljer.
Mere bemærkelsesværdige forskelle er, at Markus skriver, at alt gives i lignelser ”til dem udenfor” (Mark 4,11), hvilket ændres til ”til disse” (Matt 13,11) og ”til de øvrige” (Luk 8,10). Matthæus ændrer ”ordet” (Mark 4,13) til ”ordet om Riget” (Matt 13,19), og Lukas til ”Guds ord” (Luk 8,11). Der er andre lignende små ændringer, fx Lukas: ”fristelse” (Luk 8,13) i stedet for ”trængsel og forfølgelse” (Mark 4,17; Matt 13,21). Detaljerne siger noget om de forskellige situationer, som evangelisterne befinder sig i.
Vigtigt er det også at se, at både Matthæus og Lukas har ændret Markus’ formulering ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet” til hhv. ”Jer er det givet at kende Himmerigets hemmeligheder” (Matt 13,11) og ”Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder” (Luk 8,10). Hermed fremhæver de et erkendelsesaspekt, ”at kende”, som ikke umiddelbart findes i Markusevangeliet (s.n.). Det er nok særligt karakteristisk for Matthæus, at hemmeligheden er en særlig lære, hvilket det ikke er i Markusevangeliet.
Særligt karakteristisk er det også, at Matthæus laver det implicitte citat fra Esajas (Mark 4,12; citat af uddrag fra Es 6,9-10) om til et eksplicit opfyldelsescitat og citerer et længere stykke (Matt 13,14-15; citat af hele Es 6,9-10). Det er typisk for Matthæus at fremhæve relationen til Det Gamle Testamente og betone opfyldelsen af de gammeltestamentlige profetier. Lukas har forkortet og dermed nedtonet citatet, men bruger det fulde citat som afslutning på Apostlenes Gerninger (ApG 28,26-27). I øvrigt optræder dette såkaldte forhærdelsescitat også i Johannesevangeliet, men i en lidt anden form og i en helt anden sammenhæng, nemlig ved afslutningen på Jesu offentlige virke, hvorved det kommer til at omhandle hele hans forkyndelses effekt på flertallet af hans tilhørere (Joh 12,37-40).
Endvidere har Matthæus indføjet nogle udsagn, som hos Markus optræder andre steder: ”For den, der har, til ham skal der gives, og han skal have i overflod; men den, der ikke har, fra ham skal det tages, som han har” (Matt 13,12; jf. Mark 4,25; Luk 8,18). Eller slet ikke findes i Markusevangeliet: ”Salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører. For sandelig siger jeg jer: Mange profeter og retfærdige har længtes efter at se det, I ser, og fik det ikke at se, og høre det, I hører, og fik det ikke at høre” (Matt 13,16-17; jf. Luk 10,23-24).
Det er hævet over enhver tvivl, at Matthæus har bearbejdet Markusevangeliets version. Lukas har også kendt Markusevangeliet og – måske – Matthæusevangeliet.
Der findes også en version i det apokryfe Thomasevangelium, som var en del af fundet af tretten papyrus codices (bøger) ved Nag Hammadi i Ægypten i 1945. Skrifterne er på koptisk, De har forskellig karakter, fx findes en oversættelse af et Platon-skrift, evangelier og afhandlinger. De fleste har tydeligt gnostisk præg og består af teologiske spekulationer og mystiske visioner. Thomasevangeliet er ikke markant gnostisk. Det består af 118 Jesus-ord uden fortællende sammenhæng. Ord nr. 9 lyder således:
”Jesus sagde: ”Se, sædemanden gik ud, fyldte sin hånd og strøede. Noget faldt på vejen; fuglene kom og pikkede det op. Andet faldt på klippen og slog ikke rod i jorden og frembragte ikke aks. Og andre faldt mellem tjørnene. De kvalte sædekornene, og ormene åd dem. Og andet faldt på den gode jord, og den frembragte god frugt. Den gav tres fold og hundrede og tyve fold.”
Tekstens placering i Markusevangeliet
Som allerede nævnt indleder lignelsen om sædemanden Markusevangeliets lignelseskapitel. Det følger efter en episode, hvor Jesus har diskuteret med de skriftkloge hjemme (Mark 3,20-30) Jesu mor og brødre har forsøgt at få ham i tale, men han omtolkede slægtskabet til den, der gør Guds vilje (3,31-35).
Når Jesus er hjemme, menes der formentlig, at han er i Kapernaum (jf. Mark 2,1). Ved indledningen til kapitel 4 har han imidlertid bevæget sig til Genezaret sø (Mark 4,1).
Efter lignelsen følger en række mindre lignelser (Mark 4,21-34). Afsnittet slutter med en kommentar om, at han taler til folk i lignelser, men udlægger det for disciplene, når de er alene (Mark 4,33-34). Lignelsen om sædemanden og den efterfølgende udlægning viser netop denne metode.
Efter lignelserne er det blevet aften. Jesus og disciplene drager over på den anden side af søen. På vejen stiller Jesus stormen (Mark 4,35-41).
Tekstens struktur
Lignelsen om sædemanden falder i to hovedafsnit: Selve lignelsen (Mark 4,1-9) og den efterfølgende discipelbelæring med lignelsens allegoriske udlægning (Mark 4,11-20). Allegori betyder en udlægning, som tillægger hvert led i teksten en betydning efter skemaet: A = B. I dette tilfælde: ”sæden = ordet”, ”dem på vejen = dem, der hurtigt mister troen” osv. Dette har været den almindelige måde at udlægge alle lignelser på gennem store dele af kirkens historie. Først med opkomsten af den historisk-kritiske forskning i begyndelsen af det nittende århundrede og særligt med den moderne lignelsesforskning fra slutningen af det nittende århundrede har man ændret opfattelse. Den mest betydningsfulde ekseget på dette område var Adolf Jülicher, der med det banebrydende værk om Jesu lignelsestaler (Die Gleichnisreden Jesu. Første bind 1889. Andet bind 1899) slog til lyds for, at lignelser ikke skulle udlægges allegorisk. Det var en misforståelse af genren. Han opfattede i stedet lignelserne således, at de havde en billeddel og en sagdel. Altså lignelsen indeholder én pointe, der gælder for det område, som lignelsen omhandler, som regel Gudsriget. For at eksemplificere det med en lidt mere enkel lignelse: Lignelsen om sennepsfrøet, der sås som det mindst frø på jorden, men bliver større end alle andre planter, så himlens fugle kan bygge rede i det (Mark 4,30-32). I den lignelse har hver del ikke en selvstændig betydning, så frøet, jorden, træet, grene og fuglene hver især betyder noget. Det ville være en allegorisk udlægning. Derimod er billeddelen det lille frø, der bliver kæmpestort. Sagdelen er væksten fra det mindre til det store. Dette er, hvad lignelsen skal sige om gudsriget. Det er sammenligningspunktet, for Gudsriget er i begyndelsen ganske småt og undseeligt, fordi det tilhører den lille minoritet af Kristus-troende, men skal blive stort og mægtigt. Lignelsen illustrerer én pointe, nemlig væksten.
Nu kan man jo ikke sige, at denne lignelsesteori gælder overalt i Markusevangeliet, for der udlægges lignelsen om sædemanden jo netop allegorisk endda med løfte om, at den udlægning giver løsningen til alle lignelser (Mark 4,13). Derfor sondrede man i den ældre lignelsesforskning gerne mellem Jesu lignelse og evangelistens udlægning af den. I dette tilfælde vil man altså sige, at selve lignelsen (Mark 4,1-9) stammer fra Jesus, mens udlægningen (Mark 4,10-20) er fra Markus. Og så kan eksegeten jo mene, at evangelisten (i dette tilfælde: Markus) ikke har forstået lignelsen. I de tilfælde, hvor lignelser er forbundet med en udlægning i de nytestamentlige evangelier, har forskerne ofte været ganske skeptiske over for evangelisternes evne til at forstå Jesus (det kunne de som regel bedre selv).
I nyere lignelsesforskning har man forholdt sig noget anderledes til lignelserne. I stedet for Jülichers ret skematiske opfattelse af billeddel og sagdel har man efter ca. 1970 fortolket lignelserne som små fortællinger. De opfattes ikke længere som billedlige illustrationer af enkelte pointer, men som narrative sammenhænge, der samlet set er en fortolkning af det, som den skal være en lignelse på (oftest gudsriget). Således siger lignelsen om sennepsfrøet ikke blot noget om størrelse og vækst, men billedet af frøet, der vokser og bliver så stort, at det kan give plads og skygge til himlens fugle, viser også noget om gudsrigets karakter. Denne forskningsretning skelner helst ikke mellem Jesus og evangelisterne. De mener ofte, at alt er formidlet gennem evangelistens fortolkning, og det derfor principielt ikke er muligt at komme tilbage til Jesu egne ord. Det giver naturligvis nogle problemer med netop lignelsen om sædemanden, der jo er udlagt allegorisk i de synoptiske evangelier.
Andre dele af den nye forskning betragter lignelser som metaforer og anvender teorier fra den ganske sofistikerede og vidtforgrenede metaforforskning i udlægningen. På den måde får selve lignelsen en mere selvstændig status og værdi (den skal ikke blot illustrere en pointe med et billede). Lignelsen indgår som et selvstændigt kreativt element i den komplicerede meningsskabelse, som foregår, når et billede eller en fortælling optræder i en anden fortælling, hvor dels tilhørerne i fortællingen hører den, men også læserne af fortællingen møder den. Det bliver et ret komplekst forhold mellem den mening som skabes i lignelsen, i fortællingen og af evangeliet.
For begge de to sidste nyere tilgange gælder det, at lignelsen sammen med det, som det skal være en lignelsen på, skaber en forestilling for læseren. Læseren inddrages i meningsdannelsen og kan således ikke stå betragtende uden for lignelsen, men bliver gerne selv udlagt af den.
Tekstens detaljer
v. 1-2: Den indledende iscenesættelse af Markusevangeliets lignelseskapitel er ret udførligt. Det er almindeligt i evangeliet, at store skarer følger Jesus og trænges om ham, så der ikke er plads. Det er også tilfældet her, hvor scenen foregår ved Genezaret sø i Galilæa, og Jesus må sætte sig i en båd og derfra belære folkene på bredden.
Det fremhæves, at der er tale om undervisning. Ordet for at lære bruges tre gange i de to vers. Jesu undervisning foregår i lignelser.
Dette er indledning til den efterfølgende fortælling om sædemanden, der i øvrigt ikke indledes yderligere. Man ved således ikke i udgangspunktet, hvad lignelsen skal være en lignelse om, modsat de mange lignelser, der begynder ”med gudsriget er det som …”.
v. 3a: Åbningen i v. 3 rummer på græsk to sanseverber: Høre og se. Ganske vist er ordene ikke parallelle, men har forskellige grammatiske former. Alligevel er det påfaldende, at der indledes med en appel til begge sanser: ”Hør, se …” Formentlig fordi læserne også skal lade sig inddrage i fortællingen.
v. 3b-8: Selve fortællingen rummer ikke de store forståelsesproblemer. Man går selvfølgelig forkert i byen, hvis man begynder at interessere sig for jordbundsforhold i Palæstina på Jesu tid. Ligeledes er det galt, hvis man spekulerer over, hvor lemfældigt og ukoncentreret sædemanden optræder. Sagen er blot, at der sås sæd forskellige steder, og sæden udvikler sig forskelligt på de forskellige steder – noget meget godt. En enkelt realistisk detalje er dog ikke helt ligegyldig: De tredive, tres og hundrede fold er overdrevent for en virkelig høst. Det er naturligvis en pointe i fortællingen. (Nogle mener, at det helt umuligt, for en god høst i datiden var på ti fold; andre mener, at hundrede fold er en ualmindelig god høst, men ikke uden for mulighedernes grænse).
Det er helt åbent, hvad pointen med lignelsen er. Er det, som det vil være tilfældet i den efterfølgende udlægning, de forskellige vilkår for sæde, der er hovedsagen? Er det, at sæden sås mange forskellige, herunder urentable steder? Eller er det det overvættes udbytte af den sæd, der vokser i god jord? Eller måske noget helt andet.
v. 9: Udsagnet: ”Den, der har ører at høre med, skal høre” bruges i forskellige sammenhænge i Det Nye Testamente. Mest markant i Johannes’ Åbenbaring (2,7.11.17.29; 3,6.13.22; 13,9), men også i de andre evangelier (Matt 11,15; Mark 4,23; 8,18). Selv om udtrykket er temmelig overlæsset, betyder det sådan set blot: ”Hør godt efter!” Men den omstændelige formulering giver det også en anden karakter, nemlig at det er noget meget væsentligt, der er mulighed for at høre for dem, der kan og vil. Samtidig rækker den på en måde ud af teksten og tiltaler læseren. Har vedkommende øre at høre med, så han kan høre?
v. 10: Efter undervisningen i lignelser bliver Jesus alene med ”dem omkring sig” og ”de tolv”. Der er altså tale om en gruppe tilhængere, hvor de tolv disciple er særligt udvalgt (jf. Mark 3,13-19). De har en særlig adgang til Jesus og modtager privatbelæring. Den større gruppe omkring ham spiller dog ikke nogen særlig rolle i sammenhængen, og ved afslutningen af lignelseskapitlet omtales da også kun særlig belæring for de tolv disciple (Mark 4,34).
De spørger ham om lignelserne i flertal (jf. Mark 4,2), selv om han her kun har fortalt en. Det betyder, at hans udsagn om denne lignelse gælder alle lignelser. Spørgsmålet går ikke bare på betydningen af denne lignelse (det spørgsmål tages op i v. 13), men overhovedet på brugen af lignelser i undervisningen.
v. 11: Jesus foretager en adskillelse mellem sin indergruppe og ”dem udenfor”. De første er Guds riges hemmelighed givet. De andre får alt i lignelser. Selve sondringen mellem nogle, der har en særlig indsigt, og andre, der ikke har den, leder tankerne hen på apokalyptisk litteratur (åbenbaringslitteratur). Her er pointen nemlig, at særlige åbenbaringer meddeles de særligt udvalgte, så de udmærker sig over for de andre. Det er også tilfældet her. Indergruppen er særligt udvalgt, for de har fået Guds riges hemmelighed. Dette udtryk ”Guds riges hemmelighed” er igen forbundet med apokalyptiske skrifter, der netop indeholder åbenbaringer af hemmeligheder, gerne hemmeligheder om Guds plan frem til hans endelige sejr og Guds riges komme. Imidlertid er der ikke i Markusevangeliet tale om en åbenbaring af skjulte hemmeligheder, som disciplene skal lære at kende (jf. Matt 13,11; Luk 8,10). Hemmeligheden er givet dem. De har adgang til Guds rige. Det svarer til, at Markusevangeliets opfattelse af Guds rige hænger nøje sammen med fremstillingen af Jesus. Ifølge Markusevangelier er Guds rige at se i Jesu liv og gerning på jorden. Hans historie med korsdød og opstandelse er Guds riges frembrud. Derfor kan man sige, at indholdet af Jesu forkyndelse om Guds riges nærhed (jf. Mark 1,14-15) er lig med evangeliet om Jesus Kristus (jf. Mark 1,1) (jf. Aage Pilgaard, Markusevangeliet. Aarhus 2008, s. 76). Han er selv indholdet af sin forkyndelse. Det betyder i denne sammenhæng, at Guds riges hemmelighed er givet til dem, der har samvær med ham, fordi de vil se forbindelsen mellem hans historie og Guds riges frembrud. Eller rettere: de vil se Guds rige bryde frem i hans historie.
De privilegerede er altså dem, der ser sammenhængen mellem Jesus og Guds rige. De har Guds riges hemmelighed. Det gælder for de udvalgte disciple, og det gælder for Markus’ troende menighed. De har adgang til Guds riges hemmelighed i fællesskabet med ham. Derfor er det ikke blot et spørgsmål om en erkendelse, som det bliver i Matthæus- og Lukasevangeliet, for Guds riges hemmelighed gives af Gud i samværet med Jesus.
De, der er udenfor, har ikke adgang til denne hemmelighed. Derfor kan man ikke blot sige, at de, der er udenfor, er skarerne, der ikke er sammen med Jesus og disciplene. Det er nok mere korrekt at sige, at det er Jesu modstandere og modstanderne af den kristne tro, som kun får budskabet i lignelser, for de har jo netop ikke adgang til hemmeligheden i Jesu person.
v. 12: Begrundelsen for, at de kun har adgang i lignelser, gives med et indirekte citat fra profeten Esajas (Es 6,9-10), der dog ikke gengives helt præcist. I Esajas’ Bog står er citatet i anden person pluralis ”I skal se …”, hvilket er ændret til tredje person pluralis ”de skal se …” for at få det til at passe i sammenhængen. Esajas har desuden ”helbrede”, hvor Markus har ”få tilgivelse (egtl.: forlade)”, hvilket sikkert afspejler tidlig kristen sprogbrug, nemlig ”forlade synder”.
Det vanskelige ved dette udsagn er dog, hvorfor Jesu forkyndelse i lignelser sker, for at de ikke skal forstå og vende om. Man kalder det et forhærdelsesudsagn, fordi forkyndelsen medfører forhærdelse. Hvorfor det? I et historisk perspektiv kan det forklares ved, at det faktisk var et fåtal, der blev overbevist af Jesu forkyndelse, så den tidligste kristendom var en lillebitte minoritet. Markus kan så forklare den manglende succes ved, at det faktisk ikke var meningen, at de fleste skulle vende om. Derimod skulle de forhærdes. Således fik Jesus ret, da han ikke fik stor succes. I et bredere perspektiv er det imidlertid utilfredsstillende. Man har snarere at gøre med en kendt strategi for at etablere en skarp grænse mellem sig selv og de andre: Kun for os indenfor er budskabet forståeligt; for alle andre er det uforståeligt; altså har vi alene adgang til sandheden; det kan man se deraf, at de andre ikke forstår det. Således er denne bestemmelse af formålet med Jesu forkyndelse med til at etablere et særligt sammenhold i den gruppe, der er samlet om ham. For det er fra hans side meningen, at de skal adskille sig fra alle andre.
Aage Pilgaard sammenfatter v. 10-12 således: 1) Guds riges hemmelighed er Jesus selv; 2) hemmeligheden er afsløret i og med fællesskabet med Jesus; 3) hele Jesu gerning er uforståelig for dem, der ikke indgår i fællesskabet ved at modtage hans budskab og få tilgivelse; 4) denne forhærdelse er også en del af Guds riges hemmelighed (Pilgaard, Markusevangeliet, s. 145).
v. 13: Med dette vers begynder udlægningen af lignelsen. Som vi har set, er forholdet mellem selve lignelsen og denne allegoriske udlægning omdiskuteret. I Markusevangeliets egen sammenhæng er det imidlertid tydeligt, at Jesus først fremlægger en generel teori om lignelser (v. 10-12), derefter en specifik udlægning af sædemandslignelsen. Dog indledes også udlægningen generelt i den forstand, at fortolkningen af denne lignelse tilsyneladende er nøglen til forståelse af alle lignelser: ”Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser?” Men hvorfor har den denne funktion. Svaret følger i næste vers.
v. 14: Sæden er ordet. Ordet optræder helt ubestemt som en betegnelse for Jesu forkyndelse og forkyndelsen af Jesus. Det er med andre ord identisk med Markusevangeliets brug af termen evangelium, som også både betegner det, Jesus forkynder, og forkyndelsen af ham. Hans budskab om Guds rige og budskabet om ham er i Markusevangeliet det samme. Det svarer jo videre til bestemmelsen af Guds riges hemmelighed. På denne måde bliver udlægningen eksemplarisk for udlægningen af alle lignelserne; de handler om den forkyndelse, som er evangeliet selv, og som er Guds riges hemmelighed.
At alene sæden og ikke sædemanden får billedlig betydning, er derfor ikke afgørende. Det ligger allerede i definitionen af sæden som ordet, at sædemanden er enhver, som forkynder ordet. Det kan inden for Markusevangeliet være Jesus selv. Men Markus kan også tænke på de efterfølgende missionærer og forkyndere i menighederne. Det er nok særligt erfaringer fra Markus’ egen situation, der er i fokus, og ikke fra reaktionerne på Jesu egen forkyndelse.
v. 15-20: På denne baggrund er det ikke svært at følge udlægningen. Det udmales, hvordan forkyndelsen har forskellig skæbne hos forskellige mennesker, der forholder sig til den på forskellig måde.
Satan optræder som den absolutte modstander, men hans rolle er ikke konsekvent gennemtænkt. Der spekuleres ikke over, hvordan Satan evt. er involveret i de andre reaktioner på ordet. Han står blot for den øjeblikkelige afvisning. Det samlede billede er imidlertid, at modtagelsen af ordet sker i modsætning til verdens reaktion og påvirkning. Alt, hvad der hører verden til, Satan, trængsler, forfølgelser og fristelser, står imod menighedens modtagelse af ordet. Det svarer til det billede af de forhærdede modstandere, som blev præsenteret i v. 11-12.
Tekstens fortolkning
Det er en overmåde rig tekst. I Markusevangeliets sammenhæng skal den præsentere Guds riges hemmelighed som adgang til Jesu lære. Som vi har set, er denne hemmelighed at finde i fællesskabet med ham, for han er selv hemmelighedens indhold. Hans lære er altså en lære om ham selv som Guds riges frembrud. Derfor er den troende menighed stedet for Guds riges hemmelighed. Det er særligt i lignelsesteorien (v. 10-12), at dette lægger grunden for en generel forståelse af lignelserne.
Det udfoldes mere konkret i den allegoriske udlægning af selve lignelsen, for her identificeres ordet som nøgle til forståelse af alle lignelser. Og ordet er ordet om Jesus, dvs. Guds evangelium om Jesus Kristus.
Dertil kommer, at selve denne lignelse skal forstås med henblik på modtagelse af dette ord. Om det så er en advarsel mod at følge de første eksempler og en opfordring til at følge det sidste; eller det er en fremstilling af vilkårene for missionen i verden, er ikke nødvendigvis til at afgøre. Under alle omstændigheder har den situationen i Markus’ samtid i fokus. Formentlig skal den understøtte menighedens selvforståelse af at være de få udvalgte, der på trods af modstanden i verden har modtaget evangeliet og derfor bærer overordentlig megen frugt. Således skal den først og fremmest trøste og støtte; mere end formane og skræmme.
Med denne tolkning skulle det gerne være klart, at de ældre teorier om en radikal forskel mellem lignelsen og udlægningen ikke holder. I Markusevangeliets fremstillingen er de fuldstændigt sammenhængende med centrum i spørgsmålet om i Guds riges hemmelighed.
Her i det centrale spørgsmål om Guds riges hemmelighed bliver læseren også selv involveret i lignelsen, for Jesu udsagn ”Til jer er Guds riges hemmelighed givet” kræver, at læseren selv forholder sig til, hvad denne hemmelighed er. Hvis han i troen på evangeliet om Jesus som Guds riges frembrud har denne hemmelighed, bliver han selv en del af gruppen, til hvem Guds riges hemmelighed er givet. Så er han inkluderet blandt dem, der er i fællesskab med Jesus og i modsætning til de forhærdede, der får alt i lignelser, for at de skal forblive forhærdede.På det grundlag formår han at forstå udlægningen af sæden som ordet, hvorved han atter bliver inddraget i lignelsen som dem, der bærer tredive, tres og hundrede fold. På den måde kræver lignelsen læserens inddragelse, og på den måde udlægger lignelsen læseren, samtidig med at læseren udlægger lignelsen.